Når livet gør ondt...

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Rakel
Indlæg: 2989
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 421
Likede indlæg: 3109

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rakel » 15. aug 2016, 17:51

Nulle skrev:
Rakel skrev:
Nulle skrev:
DetSorteCirkus skrev:
Nulle skrev:Den sætning i begge referer til, er mit eget syn på "sagen". For mig vil det være en fiasko at skal bede om den type hjælp. Det er jo mig der plejer at yde omsorg og hjælpe/støtte, så for mig er det en 'falliterklæring' at bede om den slags hjælp. Også tænker jeg da også over, hvad betydning det vil have for mit arbejde...

Ja, alle vores venner, familie, arbejde osv ved vi ikke kan få børn, vi har mistet osv osv osv, men det afholder dem jo ikke fra at spørge. En har sagt det gjorde hende ked af det, når jeg gik fra samtaler, hvor til jeg svarede, at for mig, kunne jeg ligeså godt sidde og snakke død og ødelæggelse sammen med mændene, end fødsler, strækmærker og "mor"-kroppen.

Ja, det ved de godt, flere er også søde at give en lille "jeg er altså gravid"-advarsel inden det bliver annonceret stort. Men har da sidder både til jul og studentergilder, hvor der er givet billeder af scanningsbilleder, eller den obligatoriske "jeg skal være storebror/søster". Hurra for en fest. For selvfølgelig kan vi jo ikke tillade os at tage afstand, men skal sidde med et stort smil g sige tillykke, hvornår er termin, hvordan har du det osv osv...

Har faktisk sagt, at jeg tager på aftenvagt nytårsaften, og manden tager ud til en kammerat, da jeg ikke gider sidde og glo en hel aften og ikke have noget at byde ind med, samtidig bliver det jo også pointeret i stor stil, at "det jo er på børnenes præmisser" - ja, og? Tror de vi er en flok abekatte eller? - nej, vi er ganske civilerede. Vi kan godt se, når det tager lidt tid at fodre de mindre af, eller maden bliver udskudt, men så nyder vi da bare et glas vi/rydder lidt op/gør mad klar eller lign.


Allerførst: Jeg kan sagtens forstå, at du har det dårligt og er ulykkelig.
Dernæst: Jeg tror virkelig, at du trænger til hjælp. På mig virker det nemlig, som om der dybest set kun er to muligheder, du pt. ville kunne trives med; at du enten kunne blive gravid, eller at forplantning og (børne)familieliv nærmest ikke kom til at fylde noget i jeres vennekreds. Og her er tragedien jo, at ingen af delene kan lade sig gøre.

Da jeg læste dine første indlæg, fornemmede jeg, at jeres venner var ufølsomme og nærmest ondskabsfulde, men de eksempler, som du her kommer med, har jeg svært ved at se, hvordan kan gøres mere hensynsfulde, medmindre vennekredsen decideret skal indrette sig efter jeres situation og derfor afstå fra overhovedet at nævne deres graviditeter og børn. Fx. kan jeg ikke umiddelbart se noget forkert i bemærkningen om "børnenes præmisser".

mine venner er meget hensynsfulde uforholdsmæssigt til dette - for det meste. Familien NOT so much. Men de skal jo også ha lov at dele deres glæde, det kan jeg jo godt forstå, men jeg bliver stadig så ked af det.
"Børnenes præmisser" - at vi jo skal være klar over der er børn osv osv - hvilket vi er fuldt ud, det er jo deres børn, og går da ikke ud fra de får dem passet pga det. Men de skal jo lige gøre opmærksomme på, at det ikke bliver druk osv. Hvilket vi er, da vi lagde op til det skulle være hyggelig og roligt. Og i år, gider jeg simpelthen ikke den diskution, hvorfor jeg tager på arbejde


Mit bud er, at du skal have massiv hjælp for igen at kunne være og trives i dine omgivelser, og at tiden sandsynligvis vil arbejde for dig/jer, sådan at forstå, at børn engang ude i fremtiden ikke længere vil være alfa og omega i vennekredsen. Nye bekendtskaber med andre barnløse kunne måske også være en del af løsningen.

jeg er jo glad for børn, og børnene er glad for mig. Jeg krammer dem, vugger og nusser dem. Men jeg vil jo gerne bare ha mit eget lille barn

Og ja, det lyder absurd, at jeres venner spørger, hvornår I "kan prøve igen", når de godt ved, at svaret er "aldrig". Faktisk så absurd at jeg bliver nødt til at spørge, om det virkelig er, hvad der sker, eller om det mere er en beskrivelse af, hvordan du føler, at I bliver behandlet?

Jamen det er ikke en følelse, det sker. Mine forældre og svigerforældre er dog efterhånden stoppet med det, men det er også fordi de har været en stor del af min sygedomsperiode, og kunne se hvor syg jeg var, og fik afvide hvad det skyldtes.
Men jo, alle spørger mig, om jeg er ude og spise en pizza, konfronteres jeg over det der. Når vi er til brunchhygge, diskuterer vi det, til tøseaftner skal jeg igen forklare det, hvis jeg mødes til en kop te, så snakker vi om det igen.
Så nu er mit svar blevet helt standart:
"Nej, vi må ikke komme i fertilitetsbehandling"
"Fordi jeg ikke må få behandling på medicinen"
"Nej, jeg kan ikke stoppe med medicinen, da vi ikke ved hvad der så sker med mig"
"Under alle omstændigheder, skal jeg tabe mig ti kilo" - også plejer den at stoppe, med mindre så de begynder at snakke slankekure, nupokure eller andet.
Mange gange er det jo af omsorg, men seriøst, jeg kan ikke spise en pizza i fred for det.
Sagde til en veninde for et par uger siden, at jeg var ved at brække mig over det, og egentlig gerne ville ha fred. Det kunne hun dog godt relaterer til, da hun bliver punket om hvorfor hun ikke vil ha nr 2.


Jeg tror, at du/I er nødt til at melde ud helt kontant, hvordan det forholder sig og at du/I ikke orker flere kommentarer om behandling. Tage fløjshandskerne af uden at blive grove.

Det kan være forholdsvis svært at følge med i, hvordan andre liv og helbred kører - men en direkte henstilling burde de fleste forstå og ellers er det på tide at overveje venskaberne.

Jeg ved da godt jeg heller ikke kan følge med i andre liv osv, men det er ikke lige det jeg spørger om over spaghettien "nå, hvornår dyrker i sex?" - i realiteten kommer dem overhovedet ikke ved, det er personligt mellem min mand og jeg.


Så luk den aktivt ned. Få det formidlet, at det ikke er et område, som du/I vil diskutere nu eller senere.

Jeg tror, at du er nødt til at sige aktivt fra. Jeg tror ikke, at folk nødvendigvis vil overskride grænser, men når det sker, så sig fra på en måde, der gør, at det ikke gentager sig.
2
Rakel
Indlæg: 2989
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 421
Likede indlæg: 3109

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rakel » 15. aug 2016, 17:55

Nulle skrev:Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.



Livet er sjældent retfærdigt og det er meget at forholde sig til på en gang.

Har I talt om en fremtid uden børn? Det forkommer som om, at I er nødt til at tage den snak. Evt med en orofessionel inddraget - for det er ikke let at se en fremtid uden det, man troede, at den skulle indeholde.

Det er altså ikke et nederlag at vende alle de tanker med en, der er vant til at lytte og takle følelser. Overhovedet.
4
IrmaPigen
Indlæg: 1099
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 76
Likede indlæg: 943

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf IrmaPigen » 15. aug 2016, 18:40

Har i overvejet adoption?
1
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 15. aug 2016, 19:06

Rakel skrev:
Nulle skrev:Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.



Livet er sjældent retfærdigt og det er meget at forholde sig til på en gang.

Har I talt om en fremtid uden børn? Det forkommer som om, at I er nødt til at tage den snak. Evt med en orofessionel inddraget - for det er ikke let at se en fremtid uden det, man troede, at den skulle indeholde.

Det er altså ikke et nederlag at vende alle de tanker med en, der er vant til at lytte og takle følelser. Overhovedet.

Jeg kan huske, jeg blev vred på den psykolog jeg gik ved, da hun ville til at snakke om børn. Der virkede det så urealistisk, at vi ikke ville få børn. Men jeg kan jo se, klokken den bare slår og tiden går, og hvor grusomt håbet virkelig snævre sig ind.

Indimellem, tror jeg faktisk ikke folk ved hvad det er, at de spørger om. Hvad ville de gøre, hvis jeg virkelig blev ked af det?!
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 15. aug 2016, 19:11

IrmaPigen skrev:Har i overvejet adoption?


Ja, og det må vi ikke :( hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.
1
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 1720
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 132
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 3334

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Hunkat » 15. aug 2016, 19:27

Nu kan det godt være at jeg rammer helt ved siden af..... og jeg er sikker på at sandheden nok ligger et sted imellem vores opfattelser af dine indlæg men...

Det lyder for mig som om du er begyndt at projektere din sorg og vrede over på familie og venner. Ville de spørger om de ting hvis de vidste hvor fortvivlet du bliver? Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke det er ond vilje, ej heller når de selv får børn. Det lyder faktisk til at nogle af dem ligefrem bliver undskyldende i deres egen glæde for at rumme din sorg.
Men alligevel ønsker du at trække dig og kan ikke overskue samværet.
Du virker meget vred på dem, men... nej, de forstår det jo ikke, det gør de ikke for de er ikke inden i dig. Og det lyder som om du vender din frustration indad i stedet for at få ryddet det af vejen.

Når jeg læser dine indlæg, når du skriver om hvordan dine venner agerer, og hvordan du selv reagerer... så står de to ting ikke mål med hinanden i min verden. Men på den anden side kan jeg godt genkende den følelse af at man hellere bare vil skride end at høre mere om X-emne og for mig er den følelse som regel lig med vrede som skal håndteres på en eller anden måde.

Du blev vred på psykologen, som trods alt er en fremmed. Du holder selvfølgelig af dine venner, men er du vred på dem også?
9
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Rakel
Indlæg: 2989
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 421
Likede indlæg: 3109

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rakel » 15. aug 2016, 20:01

Nulle skrev:
Rakel skrev:
Nulle skrev:Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.



Livet er sjældent retfærdigt og det er meget at forholde sig til på en gang.

Har I talt om en fremtid uden børn? Det forkommer som om, at I er nødt til at tage den snak. Evt med en orofessionel inddraget - for det er ikke let at se en fremtid uden det, man troede, at den skulle indeholde.

Det er altså ikke et nederlag at vende alle de tanker med en, der er vant til at lytte og takle følelser. Overhovedet.

Jeg kan huske, jeg blev vred på den psykolog jeg gik ved, da hun ville til at snakke om børn. Der virkede det så urealistisk, at vi ikke ville få børn. Men jeg kan jo se, klokken den bare slår og tiden går, og hvor grusomt håbet virkelig snævre sig ind.

Indimellem, tror jeg faktisk ikke folk ved hvad det er, at de spørger om. Hvad ville de gøre, hvis jeg virkelig blev ked af det?!



Forstå, at det er et emne, der skal omgås med varsomhed? Det må venner godt realisere. Ellers er de meget ringe venner.

På mig lyder det som en meget god og nødvendig ting at tale med en udenforstående. Fx en psykolog eller anden, som du er tryg omkring de ting, der sker omkring dig.

Har I mulighed for ar bruge de æg på frost eller? Jeg tænker, at I skal gennemgå jeres muligheder for at opnå graviditet eller adoption.

Ingen af delene (behandling/afoption) er lette i 2016 og derfor er samtalen om at leve sammen uden børm også for mig at se afgørende for dig og din mand.
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 17. aug 2016, 14:19

Hunkat skrev:Nu kan det godt være at jeg rammer helt ved siden af..... og jeg er sikker på at sandheden nok ligger et sted imellem vores opfattelser af dine indlæg men...

Det lyder for mig som om du er begyndt at projektere din sorg og vrede over på familie og venner. Ville de spørger om de ting hvis de vidste hvor fortvivlet du bliver? Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke det er ond vilje, ej heller når de selv får børn. Det lyder faktisk til at nogle af dem ligefrem bliver undskyldende i deres egen glæde for at rumme din sorg.
Men alligevel ønsker du at trække dig og kan ikke overskue samværet.
Du virker meget vred på dem, men... nej, de forstår det jo ikke, det gør de ikke for de er ikke inden i dig. Og det lyder som om du vender din frustration indad i stedet for at få ryddet det af vejen.

nja, både ja og nej. Det kunne aldrig falde mig ind og blive vred over andre for børn, jeg elsker børn. Jeg bliver bare så skuffet over det ikke er mig der skal være mor. De er ikke undskyldende, og det forventer jeg bestemt ikke de er. De skal for alt i verden dele deres glæde - jeg bliver bare rigtig skuffet over mig selv, og den defekte model jeg er.
Jeg trækker mig ja, for selvfølgelig skal de ha lov at snakke fødsler, bleer og lort, jeg synes måske bare ikke, at jeg skal sidde og hører på det hele festen, og derfor vælger jeg at gå, så de kan snakke det de vil.
De ved hvor fortvivlet og hvor stort ønsket er, det er også mere reglen end andet, at jeg hyler lidt når en graviditet bliver annonceret, men så krammer vi lidt. Men igen, det kommer an på hvem det er der annoncerer og hvor tætte vi er.
Jeg vælger derfor ofte at trække mig fra hygge og lign, da jeg synes de skal ha lov at snakke om det, uden at tage hensyn til mig - for det gør de, det ved jeg, ligeså vel jeg tager hensyn til dem.
Ja, gu er jeg vred, men jeg kan jo ikke være vred på nogen. Det er også for mig, meget frusterende. Var der bare en der var kørt ind i min bil, så kunne jeg jo skælde ud på vedkomne. Men hvor i alverden skælder jeg ud på en autoimmun sygdom og infertilitet???


Når jeg læser dine indlæg, når du skriver om hvordan dine venner agerer, og hvordan du selv reagerer... så står de to ting ikke mål med hinanden i min verden. Men på den anden side kan jeg godt genkende den følelse af at man hellere bare vil skride end at høre mere om X-emne og for mig er den følelse som regel lig med vrede som skal håndteres på en eller anden måde.

Du blev vred på psykologen, som trods alt er en fremmed. Du holder selvfølgelig af dine venner, men er du vred på dem også?
ja, jeg blev vred på psykologen, fordi hun hele tiden ville drøfte min barnløshed, som om den var til skyld for alt. At jeg var meget syg, ikke kunne passe mit arbejde, havde fyring i udsigte, gentagende indlæggelser, medicin der ikke virkede, bivirkninger, min krise over, at ha fået en kronisk autoimmun sygdom, der aldrig kan helbredes. Tværtimod er udsigterne kun til at tingene på sigt bliver værre.
Alt det mente hun bundede i barnløshed, så vi var lidt uenige.
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 17. aug 2016, 14:21

Rakel skrev:
Nulle skrev:
Rakel skrev:
Nulle skrev:Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.



Livet er sjældent retfærdigt og det er meget at forholde sig til på en gang.

Har I talt om en fremtid uden børn? Det forkommer som om, at I er nødt til at tage den snak. Evt med en orofessionel inddraget - for det er ikke let at se en fremtid uden det, man troede, at den skulle indeholde.

Det er altså ikke et nederlag at vende alle de tanker med en, der er vant til at lytte og takle følelser. Overhovedet.

Jeg kan huske, jeg blev vred på den psykolog jeg gik ved, da hun ville til at snakke om børn. Der virkede det så urealistisk, at vi ikke ville få børn. Men jeg kan jo se, klokken den bare slår og tiden går, og hvor grusomt håbet virkelig snævre sig ind.

Indimellem, tror jeg faktisk ikke folk ved hvad det er, at de spørger om. Hvad ville de gøre, hvis jeg virkelig blev ked af det?!



Forstå, at det er et emne, der skal omgås med varsomhed? Det må venner godt realisere. Ellers er de meget ringe venner.

På mig lyder det som en meget god og nødvendig ting at tale med en udenforstående. Fx en psykolog eller anden, som du er tryg omkring de ting, der sker omkring dig.

Har I mulighed for ar bruge de æg på frost eller? Jeg tænker, at I skal gennemgå jeres muligheder for at opnå graviditet eller adoption.

Ingen af delene (behandling/afoption) er lette i 2016 og derfor er samtalen om at leve sammen uden børm også for mig at se afgørende for dig og din mand.

Ja, der er mulighed for at bruge den lille frosne. Men ikke så længe jeg får medicinen, hvilket jeg så skal stoppe med, også er det ingen ved hvad der sker. Jeg her også blevet tilbudt ægdonation, så jeg ikke skal lave mine egne æg, men igen, det bryder stop med medicin.
0
Rakel
Indlæg: 2989
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 421
Likede indlæg: 3109

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rakel » 17. aug 2016, 14:52

Nulle skrev:
Rakel skrev:
Nulle skrev:
Rakel skrev:
Nulle skrev:Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.



Livet er sjældent retfærdigt og det er meget at forholde sig til på en gang.

Har I talt om en fremtid uden børn? Det forkommer som om, at I er nødt til at tage den snak. Evt med en orofessionel inddraget - for det er ikke let at se en fremtid uden det, man troede, at den skulle indeholde.

Det er altså ikke et nederlag at vende alle de tanker med en, der er vant til at lytte og takle følelser. Overhovedet.

Jeg kan huske, jeg blev vred på den psykolog jeg gik ved, da hun ville til at snakke om børn. Der virkede det så urealistisk, at vi ikke ville få børn. Men jeg kan jo se, klokken den bare slår og tiden går, og hvor grusomt håbet virkelig snævre sig ind.

Indimellem, tror jeg faktisk ikke folk ved hvad det er, at de spørger om. Hvad ville de gøre, hvis jeg virkelig blev ked af det?!



Forstå, at det er et emne, der skal omgås med varsomhed? Det må venner godt realisere. Ellers er de meget ringe venner.

På mig lyder det som en meget god og nødvendig ting at tale med en udenforstående. Fx en psykolog eller anden, som du er tryg omkring de ting, der sker omkring dig.

Har I mulighed for ar bruge de æg på frost eller? Jeg tænker, at I skal gennemgå jeres muligheder for at opnå graviditet eller adoption.

Ingen af delene (behandling/afoption) er lette i 2016 og derfor er samtalen om at leve sammen uden børm også for mig at se afgørende for dig og din mand.

Ja, der er mulighed for at bruge den lille frosne. Men ikke så længe jeg får medicinen, hvilket jeg så skal stoppe med, også er det ingen ved hvad der sker. Jeg her også blevet tilbudt ægdonation, så jeg ikke skal lave mine egne æg, men igen, det bryder stop med medicin.


I så fald ville jeg melde klart ud. Det vil formentlig stoppe folks spørgelyst, hvis I lukker ned med, at det ikke er en mulighed og ikke ønsker yderligere drøftelse.
0
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 2764
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 531
Likede indlæg: 4294

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rapfisk » 23. aug 2016, 07:40

Jeg tror, at det allervigtigste er, at du taler med din mand. Det må være voldsomt stressende ikke at vide, hvor I har hinanden. Som jeg læser dine indlæg er du bevidst eller ubevidst bange for, at din mand går fra dig, og selv om det er noget nær den sværeste samtale at tage, er I nødt til at skabe en fælles forståelse, at I er sammen om det her. Der, hvor man er alene i et forhold, er det værste sted i verden.

Jeg tror også, at den dør, du holder åben i forhold til din mand, gør, at du ikke kan melde klart ud til omgangskredsen. Hvis du kunne sige "jeg er kronisk syg, og det gør, at vi aldrig får børn", er jeg sikker på, at spørgsmålene ville ophøre. "I mellemtiden tror jeg, at formuleringen "vi kan ikke få børn pga. min sygdom, og nu, du spørger, er jeg rigtig ked af det, så jeg har ikke lyst til at tale om det. Vil I/du ikke godt lade være med at spørge i fremtiden?" vil hjælpe gevaldigt.

Det sidste, jeg vil skrive er, at det er svært at være ufrivilligt barnløs, og det gælder ikke mindst i sociale sammenhænge. Selv har jeg arbejdet rigtig meget med at huske mig selv på, at det, at andre får børn, ikke gør nogen forskel i forhold til min barnløshed. Jeg får ikke færre børn af, at der kommer børn i familien eller vennekredsen. Tvært imod får jeg trods alt et forhold til børn, selv om det gør ondt, og man gerne ville sine egne. Derudover kan jeg som Cirkus anbefale at opdyrke venskaber med folk, der ikke har børn, som supplement. Det er selvfølgelig svært (mødre har mødregrupper, hvor går barnløse hen?), men det kommer.
2
Søger job inden for projektledelse, sekretariat, politik eller andet, man kan bruge et skarpt hoved til. Skriv PB :blomst:
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 4582
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1151
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 9691

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf kidkomb » 23. aug 2016, 08:01

Nu spørger jeg sikkert dumt, men er en engelsk (feks) rugemor en mulighed? Jeg ved det kan være besværligt, at få indført barnet i Dk på lovlig vis (som man selvfølgelig skal), men i sidste instans kunne det måske være værd at undersøge?
0
Walk tall and cry with dignity.
Jeg gider ikke engang.
Give free love.
IrmaPigen
Indlæg: 1099
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 76
Likede indlæg: 943

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf IrmaPigen » 23. aug 2016, 08:44

Nulle skrev:
IrmaPigen skrev:Har i overvejet adoption?


Ja, og det må vi ikke :( hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.


Det lyder sært. Hvorfor skal I skilles, og så skal din mand efterfølgende adoptere?
0
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 2764
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 531
Likede indlæg: 4294

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rapfisk » 23. aug 2016, 10:23

IrmaPigen skrev:
Nulle skrev:
IrmaPigen skrev:Har i overvejet adoption?


Ja, og det må vi ikke :( hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.


Det lyder sært. Hvorfor skal I skilles, og så skal din mand efterfølgende adoptere?

Formodentlig fordi TS' sygdom gør, at hun ikke kan godkendes.
1
Søger job inden for projektledelse, sekretariat, politik eller andet, man kan bruge et skarpt hoved til. Skriv PB :blomst:
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:08

Tak for jeres tanker. Jeg har læst og reflekteret, det er lidt hårdt, at blive konfronteret, men jeg forstår godt manges tanker omkring det. Men det er bare så pokkers svært at sætte ord på, der giver mening. Jeg er jo taknemlig for andres børn, jeg vil bare så gerne ha mit eget.
Men det er bare svært at se fremtiden, når jeg tænker på fremtiden, er det fx. julehygge i hjemmet, mand børn og jeg. Men når det ikke kan opfyldes, er det bare så svært at overskue fremtiden, og om det er en jeg kan holde ud.
0

Tilbage til "Livets forhold"