Når livet gør ondt...

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 2664
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 202
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 5839

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Hunkat » 15. aug 2016, 19:27

Nu kan det godt være at jeg rammer helt ved siden af..... og jeg er sikker på at sandheden nok ligger et sted imellem vores opfattelser af dine indlæg men...

Det lyder for mig som om du er begyndt at projektere din sorg og vrede over på familie og venner. Ville de spørger om de ting hvis de vidste hvor fortvivlet du bliver? Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke det er ond vilje, ej heller når de selv får børn. Det lyder faktisk til at nogle af dem ligefrem bliver undskyldende i deres egen glæde for at rumme din sorg.
Men alligevel ønsker du at trække dig og kan ikke overskue samværet.
Du virker meget vred på dem, men... nej, de forstår det jo ikke, det gør de ikke for de er ikke inden i dig. Og det lyder som om du vender din frustration indad i stedet for at få ryddet det af vejen.

Når jeg læser dine indlæg, når du skriver om hvordan dine venner agerer, og hvordan du selv reagerer... så står de to ting ikke mål med hinanden i min verden. Men på den anden side kan jeg godt genkende den følelse af at man hellere bare vil skride end at høre mere om X-emne og for mig er den følelse som regel lig med vrede som skal håndteres på en eller anden måde.

Du blev vred på psykologen, som trods alt er en fremmed. Du holder selvfølgelig af dine venner, men er du vred på dem også?
9
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Nulle
Indlæg: 26
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 17. aug 2016, 14:19

Hunkat skrev:Nu kan det godt være at jeg rammer helt ved siden af..... og jeg er sikker på at sandheden nok ligger et sted imellem vores opfattelser af dine indlæg men...

Det lyder for mig som om du er begyndt at projektere din sorg og vrede over på familie og venner. Ville de spørger om de ting hvis de vidste hvor fortvivlet du bliver? Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke det er ond vilje, ej heller når de selv får børn. Det lyder faktisk til at nogle af dem ligefrem bliver undskyldende i deres egen glæde for at rumme din sorg.
Men alligevel ønsker du at trække dig og kan ikke overskue samværet.
Du virker meget vred på dem, men... nej, de forstår det jo ikke, det gør de ikke for de er ikke inden i dig. Og det lyder som om du vender din frustration indad i stedet for at få ryddet det af vejen.

nja, både ja og nej. Det kunne aldrig falde mig ind og blive vred over andre for børn, jeg elsker børn. Jeg bliver bare så skuffet over det ikke er mig der skal være mor. De er ikke undskyldende, og det forventer jeg bestemt ikke de er. De skal for alt i verden dele deres glæde - jeg bliver bare rigtig skuffet over mig selv, og den defekte model jeg er.
Jeg trækker mig ja, for selvfølgelig skal de ha lov at snakke fødsler, bleer og lort, jeg synes måske bare ikke, at jeg skal sidde og hører på det hele festen, og derfor vælger jeg at gå, så de kan snakke det de vil.
De ved hvor fortvivlet og hvor stort ønsket er, det er også mere reglen end andet, at jeg hyler lidt når en graviditet bliver annonceret, men så krammer vi lidt. Men igen, det kommer an på hvem det er der annoncerer og hvor tætte vi er.
Jeg vælger derfor ofte at trække mig fra hygge og lign, da jeg synes de skal ha lov at snakke om det, uden at tage hensyn til mig - for det gør de, det ved jeg, ligeså vel jeg tager hensyn til dem.
Ja, gu er jeg vred, men jeg kan jo ikke være vred på nogen. Det er også for mig, meget frusterende. Var der bare en der var kørt ind i min bil, så kunne jeg jo skælde ud på vedkomne. Men hvor i alverden skælder jeg ud på en autoimmun sygdom og infertilitet???


Når jeg læser dine indlæg, når du skriver om hvordan dine venner agerer, og hvordan du selv reagerer... så står de to ting ikke mål med hinanden i min verden. Men på den anden side kan jeg godt genkende den følelse af at man hellere bare vil skride end at høre mere om X-emne og for mig er den følelse som regel lig med vrede som skal håndteres på en eller anden måde.

Du blev vred på psykologen, som trods alt er en fremmed. Du holder selvfølgelig af dine venner, men er du vred på dem også?
ja, jeg blev vred på psykologen, fordi hun hele tiden ville drøfte min barnløshed, som om den var til skyld for alt. At jeg var meget syg, ikke kunne passe mit arbejde, havde fyring i udsigte, gentagende indlæggelser, medicin der ikke virkede, bivirkninger, min krise over, at ha fået en kronisk autoimmun sygdom, der aldrig kan helbredes. Tværtimod er udsigterne kun til at tingene på sigt bliver værre.
Alt det mente hun bundede i barnløshed, så vi var lidt uenige.
0
Nulle
Indlæg: 26
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 17. aug 2016, 14:21

Rakel skrev:
Nulle skrev:
Rakel skrev:
Nulle skrev:Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.



Livet er sjældent retfærdigt og det er meget at forholde sig til på en gang.

Har I talt om en fremtid uden børn? Det forkommer som om, at I er nødt til at tage den snak. Evt med en orofessionel inddraget - for det er ikke let at se en fremtid uden det, man troede, at den skulle indeholde.

Det er altså ikke et nederlag at vende alle de tanker med en, der er vant til at lytte og takle følelser. Overhovedet.

Jeg kan huske, jeg blev vred på den psykolog jeg gik ved, da hun ville til at snakke om børn. Der virkede det så urealistisk, at vi ikke ville få børn. Men jeg kan jo se, klokken den bare slår og tiden går, og hvor grusomt håbet virkelig snævre sig ind.

Indimellem, tror jeg faktisk ikke folk ved hvad det er, at de spørger om. Hvad ville de gøre, hvis jeg virkelig blev ked af det?!



Forstå, at det er et emne, der skal omgås med varsomhed? Det må venner godt realisere. Ellers er de meget ringe venner.

På mig lyder det som en meget god og nødvendig ting at tale med en udenforstående. Fx en psykolog eller anden, som du er tryg omkring de ting, der sker omkring dig.

Har I mulighed for ar bruge de æg på frost eller? Jeg tænker, at I skal gennemgå jeres muligheder for at opnå graviditet eller adoption.

Ingen af delene (behandling/afoption) er lette i 2016 og derfor er samtalen om at leve sammen uden børm også for mig at se afgørende for dig og din mand.

Ja, der er mulighed for at bruge den lille frosne. Men ikke så længe jeg får medicinen, hvilket jeg så skal stoppe med, også er det ingen ved hvad der sker. Jeg her også blevet tilbudt ægdonation, så jeg ikke skal lave mine egne æg, men igen, det bryder stop med medicin.
0
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 3453
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 711
Likede indlæg: 5810

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rapfisk » 23. aug 2016, 07:40

Jeg tror, at det allervigtigste er, at du taler med din mand. Det må være voldsomt stressende ikke at vide, hvor I har hinanden. Som jeg læser dine indlæg er du bevidst eller ubevidst bange for, at din mand går fra dig, og selv om det er noget nær den sværeste samtale at tage, er I nødt til at skabe en fælles forståelse, at I er sammen om det her. Der, hvor man er alene i et forhold, er det værste sted i verden.

Jeg tror også, at den dør, du holder åben i forhold til din mand, gør, at du ikke kan melde klart ud til omgangskredsen. Hvis du kunne sige "jeg er kronisk syg, og det gør, at vi aldrig får børn", er jeg sikker på, at spørgsmålene ville ophøre. "I mellemtiden tror jeg, at formuleringen "vi kan ikke få børn pga. min sygdom, og nu, du spørger, er jeg rigtig ked af det, så jeg har ikke lyst til at tale om det. Vil I/du ikke godt lade være med at spørge i fremtiden?" vil hjælpe gevaldigt.

Det sidste, jeg vil skrive er, at det er svært at være ufrivilligt barnløs, og det gælder ikke mindst i sociale sammenhænge. Selv har jeg arbejdet rigtig meget med at huske mig selv på, at det, at andre får børn, ikke gør nogen forskel i forhold til min barnløshed. Jeg får ikke færre børn af, at der kommer børn i familien eller vennekredsen. Tvært imod får jeg trods alt et forhold til børn, selv om det gør ondt, og man gerne ville sine egne. Derudover kan jeg som Cirkus anbefale at opdyrke venskaber med folk, der ikke har børn, som supplement. Det er selvfølgelig svært (mødre har mødregrupper, hvor går barnløse hen?), men det kommer.
2
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 6413
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1583
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 14250

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf kidkomb » 23. aug 2016, 08:01

Nu spørger jeg sikkert dumt, men er en engelsk (feks) rugemor en mulighed? Jeg ved det kan være besværligt, at få indført barnet i Dk på lovlig vis (som man selvfølgelig skal), men i sidste instans kunne det måske være værd at undersøge?
0
Walk tall and cry with dignity.
Jeg kan åbenbart ikke korrekturlæse inden jeg trykker "udfør". Derfor er der altid rettet i mine indlæg.
IrmaPigen
Indlæg: 1944
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 167
Likede indlæg: 1982

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf IrmaPigen » 23. aug 2016, 08:44

Nulle skrev:
IrmaPigen skrev:Har i overvejet adoption?


Ja, og det må vi ikke :( hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.


Det lyder sært. Hvorfor skal I skilles, og så skal din mand efterfølgende adoptere?
0
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 3453
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 711
Likede indlæg: 5810

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rapfisk » 23. aug 2016, 10:23

IrmaPigen skrev:
Nulle skrev:
IrmaPigen skrev:Har i overvejet adoption?


Ja, og det må vi ikke :( hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.


Det lyder sært. Hvorfor skal I skilles, og så skal din mand efterfølgende adoptere?

Formodentlig fordi TS' sygdom gør, at hun ikke kan godkendes.
1
Nulle
Indlæg: 26
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:08

Tak for jeres tanker. Jeg har læst og reflekteret, det er lidt hårdt, at blive konfronteret, men jeg forstår godt manges tanker omkring det. Men det er bare så pokkers svært at sætte ord på, der giver mening. Jeg er jo taknemlig for andres børn, jeg vil bare så gerne ha mit eget.
Men det er bare svært at se fremtiden, når jeg tænker på fremtiden, er det fx. julehygge i hjemmet, mand børn og jeg. Men når det ikke kan opfyldes, er det bare så svært at overskue fremtiden, og om det er en jeg kan holde ud.
0
Nulle
Indlæg: 26
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:13

aihpoS skrev:Hvad kan det være at du synes det er okay for andre at bede om hjælp?
Det lyder ikke til at du synes det er en falliterklæring fra deres side.

Tror du at du ønsker børn på din mands vegne?
For mig lyder det mest som om du har en forventning på din mands vegne.

Er det vigtigt for dig at få et barn fordi "det gør man jo"?

Jeg spørger ikke for at sparke til dig, eller se ned på dig. Jeg spørger fordi det lyder til at du går rigtig meget op i, hvad andre tænker. Nogle gange kan man godt forveksle det man tror folk vil tænke, med det man egentlig føler. Når man flytter den energi man bruger på det så finder man nogle gange ud af at det egentlig ikke var det man selv følte.

Ja, min mand ønsker sig børn. Som hans kone vil det være det største for mig, at kunne opfylde det ønske.
Det er vigtig for mig, at få børn, fordi JEG gerne vil ha børn. Jeg vil gerne ha min egen familie, at spise lune boller med tegnefilm om søndagen, bygge snemænd i sneen.
Det er bestemt ligeså meget mit ønske.
0
Nulle
Indlæg: 26
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:18

Rapfisk skrev:Jeg tror, at det allervigtigste er, at du taler med din mand. Det må være voldsomt stressende ikke at vide, hvor I har hinanden. Som jeg læser dine indlæg er du bevidst eller ubevidst bange for, at din mand går fra dig, og selv om det er noget nær den sværeste samtale at tage, er I nødt til at skabe en fælles forståelse, at I er sammen om det her. Der, hvor man er alene i et forhold, er det værste sted i verden.

Jeg tror også, at den dør, du holder åben i forhold til din mand, gør, at du ikke kan melde klart ud til omgangskredsen. Hvis du kunne sige "jeg er kronisk syg, og det gør, at vi aldrig får børn", er jeg sikker på, at spørgsmålene ville ophøre. "I mellemtiden tror jeg, at formuleringen "vi kan ikke få børn pga. min sygdom, og nu, du spørger, er jeg rigtig ked af det, så jeg har ikke lyst til at tale om det. Vil I/du ikke godt lade være med at spørge i fremtiden?" vil hjælpe gevaldigt.

Det sidste, jeg vil skrive er, at det er svært at være ufrivilligt barnløs, og det gælder ikke mindst i sociale sammenhænge. Selv har jeg arbejdet rigtig meget med at huske mig selv på, at det, at andre får børn, ikke gør nogen forskel i forhold til min barnløshed. Jeg får ikke færre børn af, at der kommer børn i familien eller vennekredsen. Tvært imod får jeg trods alt et forhold til børn, selv om det gør ondt, og man gerne ville sine egne. Derudover kan jeg som Cirkus anbefale at opdyrke venskaber med folk, der ikke har børn, som supplement. Det er selvfølgelig svært (mødre har mødregrupper, hvor går barnløse hen?), men det kommer.

Når vi snakker om det, når jeg er ked af det, forsikre han mig om, at det er mig han vil ha med/uden børn. Men jeg er bare bange for, at han vågner op om 10 år og har frutrudt.
0
Nulle
Indlæg: 26
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:21

kidkomb skrev:Nu spørger jeg sikkert dumt, men er en engelsk (feks) rugemor en mulighed? Jeg ved det kan være besværligt, at få indført barnet i Dk på lovlig vis (som man selvfølgelig skal), men i sidste instans kunne det måske være værd at undersøge?

Vi har talt om det enkelte gange, men ikke videre seriøst.
0
Nulle
Indlæg: 26
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:24

Rapfisk skrev:
IrmaPigen skrev:
Nulle skrev:
IrmaPigen skrev:Har i overvejet adoption?


Ja, og det må vi ikke :( hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.


Det lyder sært. Hvorfor skal I skilles, og så skal din mand efterfølgende adoptere?

Formodentlig fordi TS' sygdom gør, at hun ikke kan godkendes.

Korrekt... For rask til en førtidspension, for syg til at adoptere et rask barn, rask nok, til at tæske mig igennem talrige hormonbehandlinger, som jeg blev syg af.

Jeg havde faktisk en tråd på den gamle debat om forløbet. Hvor jeg blev gravid, måtte abortere også blev syg.
0
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 2473
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 476
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 5088

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Madam Pomfrey » 23. aug 2016, 20:08

Jeg kan godt forstå at livet lige nu gør nas, en livsdrøm - for jer begge, synes at være uopnåelig som situationen er p.t. og dit helbred skal og bør også prioriteres.
Et eller andet sted så udtrykker du jo at den her livsdrøm om børn, og familie, den er en stor drivkraft i dig, i jer, og at det gør rigtig ondt hver eneste gang i konfronteres med at andre opnår dette.

Har i, du og din mand, talt jeres muligheder virkeligt grundigt igennem, overvejet alternativer.
Har i en kvinde i jeres nære omgangskreds, der ville være rugemor, donere æg - blive insimineret med hans sæd, og han efter fødslen fik den fulde forældemyndighed. (Bloggen http://fyrstenogfruen.dk/ - er bl.a. bygget om dette emne, hvor en søster var rugemor for bloggeren)

Har i talt om eventuelt at ansøge om at blive plejefamilie, om nødvendigt med din mand som primære plejeforældre.


Jeg håber du har mod og styrke til at slække på filteret, give dig selv lov til at sige højt at du er i sorg og krise over hvordan din situation er, og den betydning det har for dine ønsker og drømme, din mands ønsker og drømme, jeres ønsker og drømme.
At du/i tør melde ud til omgangskredsen at det for dig/jer p.t. ikke reelt er en mulighed at føle og udtrykke glæde på deres vegne, at det p.t. blot gør ondt værre.
At du får mod på at modtage hjælp fra et professionelt menneske, at du får mod på at du og din mand får hjælp til at tale det her igennem, i dybden.


De varmeste tanker til dig
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 3453
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 711
Likede indlæg: 5810

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rapfisk » 24. aug 2016, 02:06

Jeg har en veninde, der pga. sygdom ikke kan få børn. Hendes mand har altid ønsket sig børn, men han har også valgt hende, med eller uden. Det er en stor sorg for dem begge, måske mest for ham, at de nok ikke bliver forældre, men de har et stærkt ægteskab, og han mente det, da han i kirken lovede at leve som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru til døden skiller dem ad. Det lyder som om, din mand har det på samme måde, og ægteskabet er jo en tillidssag. Du er nødt til at stole på, at han mener, hvad han siger, og at han ikke skifter mening.

Min venindes mand nævner i øvrigt også, når snakken falder på emnet, at de jo ret beset ikke ved, om han kan få børn. Hans kones sygdom er den oplagte årsag til deres barnløshed, så de ved ikke, om der ville have været andre komplikationer. Derudover er det jo ikke lige sådan at gå ud at finde en anden at stifte familie med - særligt ikke, når man er godt gift.
2
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 1473
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 219
Likede indlæg: 1696

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Æble » 24. aug 2016, 12:35

Det lyder ikke som det er afklaret om i nogensinde kan få børn? Er det fordi der er håb om at du får det bedre og kan undvære medicinen?

Tror det vil være godt for jer at få en afklaring, for så kan du/i begynde at bearbejde det og tilvænne jer til den nye virkelighed. Er der realistisk mulighed for at i kan få et barn sammen?

Det er en stor smerte ikke at få de børn man ønsker sig. :ae:
3

Tilbage til "Livets forhold"