Når livet gør ondt...

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:13

aihpoS skrev:Hvad kan det være at du synes det er okay for andre at bede om hjælp?
Det lyder ikke til at du synes det er en falliterklæring fra deres side.

Tror du at du ønsker børn på din mands vegne?
For mig lyder det mest som om du har en forventning på din mands vegne.

Er det vigtigt for dig at få et barn fordi "det gør man jo"?

Jeg spørger ikke for at sparke til dig, eller se ned på dig. Jeg spørger fordi det lyder til at du går rigtig meget op i, hvad andre tænker. Nogle gange kan man godt forveksle det man tror folk vil tænke, med det man egentlig føler. Når man flytter den energi man bruger på det så finder man nogle gange ud af at det egentlig ikke var det man selv følte.

Ja, min mand ønsker sig børn. Som hans kone vil det være det største for mig, at kunne opfylde det ønske.
Det er vigtig for mig, at få børn, fordi JEG gerne vil ha børn. Jeg vil gerne ha min egen familie, at spise lune boller med tegnefilm om søndagen, bygge snemænd i sneen.
Det er bestemt ligeså meget mit ønske.
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:18

Rapfisk skrev:Jeg tror, at det allervigtigste er, at du taler med din mand. Det må være voldsomt stressende ikke at vide, hvor I har hinanden. Som jeg læser dine indlæg er du bevidst eller ubevidst bange for, at din mand går fra dig, og selv om det er noget nær den sværeste samtale at tage, er I nødt til at skabe en fælles forståelse, at I er sammen om det her. Der, hvor man er alene i et forhold, er det værste sted i verden.

Jeg tror også, at den dør, du holder åben i forhold til din mand, gør, at du ikke kan melde klart ud til omgangskredsen. Hvis du kunne sige "jeg er kronisk syg, og det gør, at vi aldrig får børn", er jeg sikker på, at spørgsmålene ville ophøre. "I mellemtiden tror jeg, at formuleringen "vi kan ikke få børn pga. min sygdom, og nu, du spørger, er jeg rigtig ked af det, så jeg har ikke lyst til at tale om det. Vil I/du ikke godt lade være med at spørge i fremtiden?" vil hjælpe gevaldigt.

Det sidste, jeg vil skrive er, at det er svært at være ufrivilligt barnløs, og det gælder ikke mindst i sociale sammenhænge. Selv har jeg arbejdet rigtig meget med at huske mig selv på, at det, at andre får børn, ikke gør nogen forskel i forhold til min barnløshed. Jeg får ikke færre børn af, at der kommer børn i familien eller vennekredsen. Tvært imod får jeg trods alt et forhold til børn, selv om det gør ondt, og man gerne ville sine egne. Derudover kan jeg som Cirkus anbefale at opdyrke venskaber med folk, der ikke har børn, som supplement. Det er selvfølgelig svært (mødre har mødregrupper, hvor går barnløse hen?), men det kommer.

Når vi snakker om det, når jeg er ked af det, forsikre han mig om, at det er mig han vil ha med/uden børn. Men jeg er bare bange for, at han vågner op om 10 år og har frutrudt.
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:21

kidkomb skrev:Nu spørger jeg sikkert dumt, men er en engelsk (feks) rugemor en mulighed? Jeg ved det kan være besværligt, at få indført barnet i Dk på lovlig vis (som man selvfølgelig skal), men i sidste instans kunne det måske være værd at undersøge?

Vi har talt om det enkelte gange, men ikke videre seriøst.
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 23. aug 2016, 18:24

Rapfisk skrev:
IrmaPigen skrev:
Nulle skrev:
IrmaPigen skrev:Har i overvejet adoption?


Ja, og det må vi ikke :( hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.


Det lyder sært. Hvorfor skal I skilles, og så skal din mand efterfølgende adoptere?

Formodentlig fordi TS' sygdom gør, at hun ikke kan godkendes.

Korrekt... For rask til en førtidspension, for syg til at adoptere et rask barn, rask nok, til at tæske mig igennem talrige hormonbehandlinger, som jeg blev syg af.

Jeg havde faktisk en tråd på den gamle debat om forløbet. Hvor jeg blev gravid, måtte abortere også blev syg.
0
Rakel
Indlæg: 2989
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 421
Likede indlæg: 3110

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rakel » 23. aug 2016, 18:49

Har I overvejet om I har kompetance til på lidt længere sigt at blive plejefamilie?

Jeg ved godt, at det er et arbejde og en anden boldgade, men som plejebarn med kærlige forældre og lillesøster har det været afgørende for mit liv lykkedes - dagligt, hver dag.

Også nu (måske netop nu!) hvor jeg er voksen med mand og 3 børn. Mine forældre har stadig mig som datter. Det er et godt vellykket plejeforløb.

Der er mange, der går dårligere - men mange plejebørn er deres plejeforældre taknemmelige for meget. Blot en tanke.
2
Brugeravatar
DD_81
Indlæg: 2015
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 328
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 3259

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf DD_81 » 23. aug 2016, 20:08

Jeg kan godt forstå at livet lige nu gør nas, en livsdrøm - for jer begge, synes at være uopnåelig som situationen er p.t. og dit helbred skal og bør også prioriteres.
Et eller andet sted så udtrykker du jo at den her livsdrøm om børn, og familie, den er en stor drivkraft i dig, i jer, og at det gør rigtig ondt hver eneste gang i konfronteres med at andre opnår dette.

Har i, du og din mand, talt jeres muligheder virkeligt grundigt igennem, overvejet alternativer.
Har i en kvinde i jeres nære omgangskreds, der ville være rugemor, donere æg - blive insimineret med hans sæd, og han efter fødslen fik den fulde forældemyndighed. (Bloggen http://fyrstenogfruen.dk/ - er bl.a. bygget om dette emne, hvor en søster var rugemor for bloggeren)

Har i talt om eventuelt at ansøge om at blive plejefamilie, om nødvendigt med din mand som primære plejeforældre.


Jeg håber du har mod og styrke til at slække på filteret, give dig selv lov til at sige højt at du er i sorg og krise over hvordan din situation er, og den betydning det har for dine ønsker og drømme, din mands ønsker og drømme, jeres ønsker og drømme.
At du/i tør melde ud til omgangskredsen at det for dig/jer p.t. ikke reelt er en mulighed at føle og udtrykke glæde på deres vegne, at det p.t. blot gør ondt værre.
At du får mod på at modtage hjælp fra et professionelt menneske, at du får mod på at du og din mand får hjælp til at tale det her igennem, i dybden.


De varmeste tanker til dig
1
- tid til nyt debatnavn, - tidligere Dirtydancing, voksede fra det for læææænge siden ;)
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 2764
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 531
Likede indlæg: 4295

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Rapfisk » 24. aug 2016, 02:06

Jeg har en veninde, der pga. sygdom ikke kan få børn. Hendes mand har altid ønsket sig børn, men han har også valgt hende, med eller uden. Det er en stor sorg for dem begge, måske mest for ham, at de nok ikke bliver forældre, men de har et stærkt ægteskab, og han mente det, da han i kirken lovede at leve som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru til døden skiller dem ad. Det lyder som om, din mand har det på samme måde, og ægteskabet er jo en tillidssag. Du er nødt til at stole på, at han mener, hvad han siger, og at han ikke skifter mening.

Min venindes mand nævner i øvrigt også, når snakken falder på emnet, at de jo ret beset ikke ved, om han kan få børn. Hans kones sygdom er den oplagte årsag til deres barnløshed, så de ved ikke, om der ville have været andre komplikationer. Derudover er det jo ikke lige sådan at gå ud at finde en anden at stifte familie med - særligt ikke, når man er godt gift.
2
Søger job inden for projektledelse, sekretariat, politik eller andet, man kan bruge et skarpt hoved til. Skriv PB :blomst:
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 920
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 167
Likede indlæg: 892

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Æble » 24. aug 2016, 12:35

Det lyder ikke som det er afklaret om i nogensinde kan få børn? Er det fordi der er håb om at du får det bedre og kan undvære medicinen?

Tror det vil være godt for jer at få en afklaring, for så kan du/i begynde at bearbejde det og tilvænne jer til den nye virkelighed. Er der realistisk mulighed for at i kan få et barn sammen?

Det er en stor smerte ikke at få de børn man ønsker sig. :ae:
3
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 7. sep 2016, 20:40

Rakel skrev:Har I overvejet om I har kompetance til på lidt længere sigt at blive plejefamilie?

Jeg ved godt, at det er et arbejde og en anden boldgade, men som plejebarn med kærlige forældre og lillesøster har det været afgørende for mit liv lykkedes - dagligt, hver dag.

Også nu (måske netop nu!) hvor jeg er voksen med mand og 3 børn. Mine forældre har stadig mig som datter. Det er et godt vellykket plejeforløb.

Der er mange, der går dårligere - men mange plejebørn er deres plejeforældre taknemmelige for meget. Blot en tanke.

Jeg har talt om det med flere, men det tror jeg altså ikke er mig :( men tanken er god :)
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 7. sep 2016, 20:44

Æble skrev:Det lyder ikke som det er afklaret om i nogensinde kan få børn? Er det fordi der er håb om at du får det bedre og kan undvære medicinen?

Tror det vil være godt for jer at få en afklaring, for så kan du/i begynde at bearbejde det og tilvænne jer til den nye virkelighed. Er der realistisk mulighed for at i kan få et barn sammen?

Det er en stor smerte ikke at få de børn man ønsker sig. :ae:

Det er det heller ikke. Jeg kan jo godt blive gravid via fertilitetsbehandling, men må ikke få det pt pga medicin.
Jeg er godt i gang med vægttab, og er pt meget tæt på at nå målet for at komme igang igen.
Der er så mange "når" og "hvis" at det er til at miste modet over :(
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 7. sep 2016, 20:56

Jeg har snakket lidt og luftet mine planer omkring fertilitetsbehandling for min chef, hvor svaret var "så søger vi bare en ny paragraf til dig, også får du den ro du behøver" ( har luftet, at jeg sygemelder mig i tid fra ægopsætning til blodprøve)

Jeg ser stadig ikke nogen fremtid, jeg kan ikke forestille mig?m, hvordan vores fremtid ser ud.
Jeg har ikke lyst til at se nogen mennesker, jeg orker ikke spørgsmålene. Jeg arbejder helt sindssygt (mere end jeg kan holde til), for at være optaget af noget. Er meget træt når jeg kommer hjem, så sover jeg, også gik den dag med det.

Jeg har fået indkaldelse til speciallæge, da jeg har udtrykt stor ønske om at stoppe med medicinen, det bliver nu efterlevet, og har fået en tid, så med ventetiden på det, samt karentænetiden, passer nok med mit vægttab, og jeg må komme videre.

Vi har booket en ferie i London, bare min mand og jeg - ham der synes vi trængte til at komme væk.

Jeg græder stadig meget, jeg er meget vred, melder konsekvens afbud til alle fællesarrengementer, med mindre det er familien. Jeg orker det ikke.
Jeg synes det er svært at se fremtiden, jeg har en plan, men det er så svært at se målet. Der er jo ikke noget mål :(

Jeg er blevet faster - det er jeg meget stolt over, har fået hende til at smile stort til mig, og jeg skal være fadder.

Men livet i en leverpostej, er vel bare livet i en leverpostej.
0
Nulle
Indlæg: 25
Tilmeldt: 3. sep 2015, 10:19
Kort karma: 4
Likede indlæg: 5

Re: Når livet gør ondt...

Indlægaf Nulle » 7. sep 2016, 20:56

Og tak for de grønne kort og pb'er, de er meget værdsat <3
0

Tilbage til "Livets forhold"