Jeg vil ikke have børn...eller

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Jacobsen81
Indlæg: 135
Tilmeldt: 26. dec 2015, 11:24
Kort karma: 8
Likede indlæg: 68

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Jacobsen81 » 26. aug 2016, 21:51

Jeg blev- hovsa- gravid som 22 årig uden min livmoder skreg på en baby. Men inden testen viste positiv vidste jeg min datter lå derinde og at jeg elskede hende. Tre år senere kom hendes lillesøster til. Det er det bedste og det hårdeste min mand og jeg nogensinde har oplevet. Det er det der har holdt os sammen og ind imellem fra hinanden.

Børn er ikke et must for et lykkeligt liv- men jeg kan næsten garantere dig at de vil give dig lykke og kærlighed- sammen med frustration, afmagt, vrede. frygt osv.

Når du overvejer hvor vidt du skal have et barn- eller flere- tænker jeg at det er en ide at se på hvordan du lever dit liv i dag. Hvad værdsætter du? Hvad kan du ikke undvære?

Jeg selv oplevede at mine egne behov og interesser blev sat på stand by i 10 år efter jeg fik mine piger. Nu hvor de er 9 og 12 kan jeg gøre som jeg vil, med lidt planlægning selvfølgelig.

Jeg vil også hurtigt spørge om hvordan du ser din mand som far til de børn han har?
0
Jacobsen81
Indlæg: 135
Tilmeldt: 26. dec 2015, 11:24
Kort karma: 8
Likede indlæg: 68

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Jacobsen81 » 26. aug 2016, 21:53

Cordelia222 skrev:Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Har aldrig tvivlet på det. Men så blev jeg 34, er stadig single og kan egentlig godt lide mit liv med veninder, byture og spontane aktiviteter. Vil stadig rigtig gerne have en kæreste, men er begyndt at stille spørgsmål tegn ved, om børn er en del af fremtidsplanerne. For der sker fravalg ved det tilvalg det er at sætte et nyt menneske i verden, og det skal også tages med i overvejelserne.


Fravalgene er kun for en periode :gogo:
1
weeena
Indlæg: 7
Tilmeldt: 24. jul 2016, 08:44
Kort karma: 1
Likede indlæg: 5

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf weeena » 28. aug 2016, 17:58

vi har talt.. og det gik ganske fint.

Jeg ved ikke om nogen har set DR2 tema, om sammebragte familier? Men mange af de ting rammer jo plet i forhold til hvordan det er. Det er noget nær umuligt at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det.

Især den med "for mig var det ønskebarnet, og første gang, jeg var helt oppe af lykke, og han var længere nede, og havde prøvet det før".
Den følelse har jeg også... jeg kan aldrig give ham noget han ikke allerede har prøvet.

Han hoppede jo ikke op og ned, og ville hjem og lave baby med det samme. Det var mere afdæmpet, som i, hvis det sker så det jo på ingen måde en katastrofe.

Jeg sagde da også at det ikke lige frem var den drøm jeg havde som barn. :/

Så, han smutter ikke hvis jeg pludselig vil have et barn. Men han kan fint leve uden.
Så må jeg jo gøre op med mig selv hvad jeg føler jeg kan leve med, om den der brusende lykke er ok som værende mere afdæmpet. eller, om jeg skal finde en anden?!

Og, det tror jeg ikke jeg kan. Jeg elsker ham højt.

Men det ER kompliceret. Meget.... jeg er jo stadig ikke engang sikker på jeg selv vil.
1
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 1261
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 101
Likede indlæg: 1842

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Sangius » 28. aug 2016, 18:09

weeena skrev:vi har talt.. og det gik ganske fint.

Jeg ved ikke om nogen har set DR2 tema, om sammebragte familier? Men mange af de ting rammer jo plet i forhold til hvordan det er. Det er noget nær umuligt at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det.

Især den med "for mig var det ønskebarnet, og første gang, jeg var helt oppe af lykke, og han var længere nede, og havde prøvet det før".
Den følelse har jeg også... jeg kan aldrig give ham noget han ikke allerede har prøvet.

Han hoppede jo ikke op og ned, og ville hjem og lave baby med det samme. Det var mere afdæmpet, som i, hvis det sker så det jo på ingen måde en katastrofe.

Jeg sagde da også at det ikke lige frem var den drøm jeg havde som barn. :/

Så, han smutter ikke hvis jeg pludselig vil have et barn. Men han kan fint leve uden.
Så må jeg jo gøre op med mig selv hvad jeg føler jeg kan leve med, om den der brusende lykke er ok som værende mere afdæmpet. eller, om jeg skal finde en anden?!

Og, det tror jeg ikke jeg kan. Jeg elsker ham højt.

Men det ER kompliceret. Meget.... jeg er jo stadig ikke engang sikker på jeg selv vil.


Den der brusende lykke kan du slet ikke forvente fra manden, heller ikke selvom det er hans første barn. Så så længe du ikke er i tvivl om at kærligheden til barnet vil være der, når barnet kommer, så synes jeg det er en fjollet grund til at gå fra ham over :)
2
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 920
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 167
Likede indlæg: 892

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Æble » 28. aug 2016, 18:13

Det lyder som om du gerne vil. Du er bare ikke klar endnu. Der er ingen grund til at beslutte noget nu. Du kan jo bare vente og se om du bliver klar og så er du så heldig at have en med der er fleksibel. Ja han har prøvet det før, men sådan er vilkårene nu engang.

Jeg har to børn med to forskellige fædre og anden gang var helt specielt fordi jeg var så forelsket i min mand og et barn er så stort, og man oplever det så få gange at jeg tvivler på det bliver rutine for nogen.
4
Brugeravatar
MyGirl
Indlæg: 1736
Tilmeldt: 17. sep 2015, 13:12
Kort karma: 242
Likede indlæg: 1093

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf MyGirl » 28. aug 2016, 18:35

weeena skrev:Min brors kæreste er blevet gravid. :dåne: det er det første barn i min tætte familie. Og jeg er overstadig af lykke på deres vegne!!

Jeg har, så længe jeg har kunnet huske, ikke ville have børn. De har aldrig sagt mig noget.
Jeg er "bonus mor" til 2. Og har været sammen med min kæreste i over 2 år nu.

Indtil for, vel sagtens, en 2 måneder siden, er der følelser i mig der rører på sig.
Min kæreste vil som udgangspunkt ikke have flere, men hvis jeg nu skulle ombestemme mig har han ikke sagt det udelukket, tværtimod.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal åbne ballet op for den snak, for jeg er ikke sikker? Ellers også er jeg og min hjerne kæmper imod.

Jeg begynder bare at tænke mere og mere på det. Jeg fylder 32, så har heller ikke uanede mængder af tid, rent biologisk (bevares man kan jo godt få børn længe endnu, men risici and all that jazz) og mentalt, i forhold til hvornår jeg selv mener det for sent.

Jeg føler mig i vildrede... vil jeg eller vil jeg ikke... en dag siger maven 1 ting, en anden dag en 2. :panik:

nogen der kender det?


Jeg stod i mere eller mindre samme situation som din for 3-5 år siden. Min kæreste har børn og ville ikke have flere, og jeg troede ikke, jeg ville. Men efter nogle år begyndte behovet at vokse i mig, og vi tog snakken. Jeg måtte fortælle ham, at mine behov havde ændret sig, og at hvis vi skulle være sammen, blev det med et barn i fremtiden - jeg var ikke klar da, men havde behov for at vide, at han ville være om bord, når jeg blev klar. heldigvis var han med på ideen, om end det tydeligvis ikke var hans drøm.

Jeg har tænkt meeeeget over det. Særligt over tanken om, at det ikke var nyt og lige så specielt for ham, som det vil være for mig, og følelsen af, at han ikke fik barn, fordi han egentlig ønskede det, men fordi jeg gjorde. Og jeg har faktisk sørget over det - tanken om, at det ikke blev, som jeg havde drømt om. Men med tiden har vi sammen fået givet mig sikkerheden om, at det naturligvis bliver noget helt specielt - det bliver en lille "os", og det er noget helt unikt. Min kæreste glæder sig som et lille barn nu, kan jeg mærke.

For et års tid siden blev vi enige om, at tiden var inde. Den lille lader vente på sig, men jeg er nu overbevist om, at det er helt rigtigt :lun: glæder mig SÅ meget, til at gøre hans (vores) unger til storesøskende.

Håber, du får følt dig frem til, hvad der er rigtigt for dig og jer. :kys:

(Det er pissesvært, at være "fars kæreste", men det kan virkelig også være godt..)

(Har ikke læst hele tråden, så bær over, hvis det skinner igennem - ville bare lige sende et rygklap fra en i ca samme båd)
1
godtnavn
Indlæg: 1980
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 211
Likede indlæg: 1229

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf godtnavn » 28. aug 2016, 19:21

Jeg regner med at få lige så "brusende lykke" ved hvert barn. Ja, din mand har allerede et barn, men det betyder jo ikke at det ikke er en vild lykke at få et til. Jeg tror det kommer mere an på manden end antallet af børn om han bliver "brusende lykkelig".

Jeg så også programmet og sammenbragte familier og blev virkelig sur på hende damen der slet ikke gad sine bonusbørn :genert: Altså, selvfølgelig er der forskel på sine egne børn og ens partners børn, men at blive sur over at de skal være der er fjollet. Jeg blev så trist på børnenes vegne. Det lader ikke til du bryder dig så lidt om dine bonusbørn, så mon ikke I får et meget bedre familieforhold end de har?

Med til den historie i programmet var også at manden hellere ville have en abort end barnet, så det var på ingen måde et ønskebarn for ham, hvor hvis din kæreste vil have et barn med dig er det jo allerede der et ønskebarn. Og selvfølgelig bliver han da lykkelig, også selvom han har prøvet det før :)
1
ajnaM
Indlæg: 370
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 54
Likede indlæg: 739

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf ajnaM » 28. aug 2016, 19:47

Akehurst2 skrev:Altså, alle mine veninder har børn. Alle sammen og er ikke færdige med at få flere. Det fylder rigtig meget, når vi ses i disse år med graviditeter og vuggestuer og mos og barsel og amning og parforholdet med børn og så videre. Og der er rigtig mange små børn med tit og ofte, så man kan ikke sidde og snakke lige så uforstyrret og lige så sent. Og ja, jeg synes det kan være drænende med al den uro, der ofte følger med småbørn, også lydniveauet og ja, jeg synes også samtalerne indimellem er rigtig kedelige. Mine veninder kommer sgu heller ikke lige så meget ud som tidligere.

Men det med graviditet og småbørnstid er jo en ret lille del af det at få børn, så det er dumt at lade det afskrække en, hvis man på sigt gerne vil være en børnefamilie. Det er jo kun en kort periode, det hele let kan drukne i småbørn - så bliver der plads til andre ting igen, hvis det er det, man vil :)



... og så er det ret hyggeligt at være i den der fælles børne-boble. Det kan godt være, det hele sejler et par år, men man ser virkelig nye sider af sig selv, på godt og ondt, og hvis man deler, ser man nye sider af hinanden. Og efter et par år har vi været tilbage til weekendrejser og cocktailbarer - nu også bare med ture på legepladsen, sleepovers og fælles børneferier.

Jeg synes i hvert fald, det har været en berigelse for mine venskaber. Men jeg kan godt forstå, at de enkelte veninder, der ikke har børn og derfor kan se det lidt udefra, ser anderledes på det.
2
ajnaM
Indlæg: 370
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 54
Likede indlæg: 739

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf ajnaM » 28. aug 2016, 19:52

Nå, men lige så arrogante, de bevidst barnløse kan lyde med deres fokus på sixpacks og sammenligninger mellem børn og hunde, lige så arrogante kan mødrene lyde, når vi roser vores børn til skyerne og fortæller om altoverskyggende kærlighed og bånd og familie.

Det handler vel i sidste ende om værdier og mavefornemmelse. Hvad er vigtigt for dig, og hvad har du lyst til. Hvordan vil du gerne have, dit liv skal se ud om 5, 10, 20 år...?
0
ajnaM
Indlæg: 370
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 54
Likede indlæg: 739

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf ajnaM » 28. aug 2016, 19:55

weeena skrev:vi har talt.. og det gik ganske fint.

Jeg ved ikke om nogen har set DR2 tema, om sammebragte familier? Men mange af de ting rammer jo plet i forhold til hvordan det er. Det er noget nær umuligt at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det.

Især den med "for mig var det ønskebarnet, og første gang, jeg var helt oppe af lykke, og han var længere nede, og havde prøvet det før".
Den følelse har jeg også... jeg kan aldrig give ham noget han ikke allerede har prøvet.

Han hoppede jo ikke op og ned, og ville hjem og lave baby med det samme. Det var mere afdæmpet, som i, hvis det sker så det jo på ingen måde en katastrofe.

Jeg sagde da også at det ikke lige frem var den drøm jeg havde som barn. :/

Så, han smutter ikke hvis jeg pludselig vil have et barn. Men han kan fint leve uden.
Så må jeg jo gøre op med mig selv hvad jeg føler jeg kan leve med, om den der brusende lykke er ok som værende mere afdæmpet. eller, om jeg skal finde en anden?!

Og, det tror jeg ikke jeg kan. Jeg elsker ham højt.

Men det ER kompliceret. Meget.... jeg er jo stadig ikke engang sikker på jeg selv vil.



Det at få et barn er ikke bare at få et barn. Det er, efter min sparsomme erfaring som mor til to børn, en meget forskellig oplevelse afhængig af barnet. Så jo, du kan godt give ham noget, han ikke allerede har - fordi du giver ham det konkrete barn, der sikkert adskiller sig fra det, han har prøvet før. :kys:

Det skal i hvert fald ikke være det, der stopper dig, tænker jeg.
2
JoyNips
Indlæg: 1544
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 222
Likede indlæg: 2941

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf JoyNips » 29. aug 2016, 07:40

Straniera skrev:Jeg er i begyndelsen af trediverne og også ambivalent - det vil sige 90% nej til børn og 10% ja.

Jeg gider ikke at være gravid og ødelægge min krop, for det har jeg ikke fortjent! Ja, det er mit ego, der taler nu, men helt ærligt, jeg har altså knoklet for min sixpack, mine markerede Madonna-arme og min stramme røv, så jeg synes ikke det er attraktivt at sætte alt det lækre ved mig på spil blot for en baby.

Desuden elsker jeg at drikke vin til maden, udforske og eksperimentere med cocktails og så er jeg en kaffesnob. Selvfølgelig elsker jeg også min frihed og muligheden for spontanitet og det, at jeg reelt set kun har mig selv at være ansvarlig for. I det hele taget elsker og værdsætter jeg mit liv, som det er, for det er godt nok dejligt :blush2: :love2: :lun:

MEN når jeg så har været på en lækker italiensk restaurant og fået lidt for meget pasta, så kan jeg godt stå foran spejlet og svaje i ryggen, så min let udspilede mave foregiver, at jeg er gravid i tredje måned. Nogle gange lægger jeg mine hænder på den, så de danner et hjerte - og ofte gør min kæreste det samme, og jeg elsker det altså... Selv om vi ikke orker børn og al det hårde arbejde, der følger med, så bliver jeg blød i hjertet, når vi joker med, at jeg er med rogn, for der er ligesom noget smukt ved, at der kan skabes et væsen, som binder os sammen. MEN så igen... jeg er jo ikke idiot, og jeg ved godt, hvor mange forhold, der går itu fordi en baby udgør en alvorlig stressfaktor, og jeg vil ikke løbe risikoen for at ende som enlig mor. Jeg har en idiotisk stor frygt for at skulle stå med et barn og være buttet, fyldt med strækmærker og alene om alting, mens min kæreste kan fyre den af som Tivoli-far og tiltrække kvinder, der ser hans faderskab som noget sødt og fordelagtigt.

Med andre ord: Min krop siger ja, men min hjerne siger nej! Som i NEJ!

Jeg lader det være et nej, for når jeg er sammen med folk, der har børn, så bliver jeg ofte træt i hovedet og drænet for energi, så det vidner om, at det er bedst, at jeg lader være. Hunde er jo også meget søde... :P


Jeg tror altså også, at det der med børn er, hvad man gør det til. Bevares, der er naturligvis nogen, hvor det at blive gravid er et projekt, det at være gravid lige så og det at have børn også - men det er jo altså et valg man tager, det der med hvor meget det skal være hele ens omdrejningspunkt. Personligt glemmer jeg jævnligt at jeg er gravid. :fløjt: En uges tid efter at jeg havde annonceret det på arbejde kom en kollega hjem fra ferie og kom hen og ønskede mig tillykke. Jeg kiggede lidt forvirret på ham og spurgte "æh.. med hvad?"

Jeg er måske heldig med mine veninder med børn, for selvom vi da har talt om børn, så kan de altså også sagtens bruge lang tid på at tale om min hest eller om alt muligt andet. Og selvfølgelig får børnene da opmærksomhed, når de er til stede når vi ses, men de fylder altså ikke det hele. Og min graviditet fylder som sagt heller ikke alt hos mig. Jeg gider viiiiirkelig ikke tale om den konstant. Både min mor og flere af mine kolleger er mere forberedt på at jeg skal være mor end jeg selv er :D

Og jeg har altså ikke droslet ned på min sport, som jeg dyrker på konkurrenceplan og bruger mindst 15 timer på ugentligt. Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre (andet end lidt barsel til sidst i graviditeten og lige efter fødslen), medmindre min fysik byder mig det - og det ser heldigvis ud til, at den ikke gør det. Min kæreste er helt med på, at jeg skal fortsætte med min sport selvom vi får barn/børn. Jeg er selv helt med på, at der skal noget mere planlægning og logistik til for at det hele kan lade sig gøre tidsmæssigt, men det er vi begge villige til. Så jeg tror altså ikke, at jeg bliver nødt til at opgive noget på dén front.

Jeg er halvvejs og har taget 3 kg på. Min mor har ingen strækmærker og jeg har heller ingen fået i mine teenageår, så det forventer jeg egentlig heller ikke at få under graviditeten. Jeg har en sød lille badebold på maven og den er ærlig talt en af de bedste accessories, jeg nogensinde har haft. Den ser vildt fin ud i en kjole og jeg får enormt mange komplimenter. Jeg tror faktisk sjældent, jeg har følt mig så lækker som lige for tiden. Mine arme er i øvrigt stadig muskuløse og min røv stram. I det hele taget har min krop ikke ændret sig under graviditeten, andet end badebolden. Så jeg tror altså heller ikke, jeg kommer til at stå og være buttet og fyldt med strækmærker efter fødslen. Det første har man jo altså også et valg om selv...

Anyways, hvis ikke du vil have børn, så synes jeg ikke, du skal få dem. Jeg synes bare lige, at jeg vil mane lidt af dine bekymringer til jorden.

Som skrevet tidligere i tråden, så har børn ikke været noget, der altid har ligget i kortene for mig. Jeg er ikke kæmpefan af dem, sådan generelt, og jeg har aldrig haft blafrende æggestokke. Men man kan altså godt få dem uden at der står "PROJEKT" skrevet hen over det hele med store fede neonbogstaver.
2
Akehurst2
Indlæg: 2508
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 273
Likede indlæg: 4556

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Akehurst2 » 29. aug 2016, 07:46

ajnaM skrev:
Akehurst2 skrev:Altså, alle mine veninder har børn. Alle sammen og er ikke færdige med at få flere. Det fylder rigtig meget, når vi ses i disse år med graviditeter og vuggestuer og mos og barsel og amning og parforholdet med børn og så videre. Og der er rigtig mange små børn med tit og ofte, så man kan ikke sidde og snakke lige så uforstyrret og lige så sent. Og ja, jeg synes det kan være drænende med al den uro, der ofte følger med småbørn, også lydniveauet og ja, jeg synes også samtalerne indimellem er rigtig kedelige. Mine veninder kommer sgu heller ikke lige så meget ud som tidligere.

Men det med graviditet og småbørnstid er jo en ret lille del af det at få børn, så det er dumt at lade det afskrække en, hvis man på sigt gerne vil være en børnefamilie. Det er jo kun en kort periode, det hele let kan drukne i småbørn - så bliver der plads til andre ting igen, hvis det er det, man vil :)



... og så er det ret hyggeligt at være i den der fælles børne-boble. Det kan godt være, det hele sejler et par år, men man ser virkelig nye sider af sig selv, på godt og ondt, og hvis man deler, ser man nye sider af hinanden. Og efter et par år har vi været tilbage til weekendrejser og cocktailbarer - nu også bare med ture på legepladsen, sleepovers og fælles børneferier.

Jeg synes i hvert fald, det har været en berigelse for mine venskaber. Men jeg kan godt forstå, at de enkelte veninder, der ikke har børn og derfor kan se det lidt udefra, ser anderledes på det.


Jeg håber ikke, det blev opfattet som en kritik af mødrene. Jeg synes det giver rigtig god mening, at man hopper ind i babyboblen, for det fylder jo rigtig meget de år, hvor man selv og alle omkring en er gravide og har små børn.

Det var mere for at sige, at ja, man kan nok godt ende i en bobbel - der er mine veninder i hvert fald. Men man behøver jo ikke at blive der for evigt, hvis det er det man frygter ved at få børn. Det er jo derfor, jeg holder fast i mine veninder og følger med i boblen og lever med at der gå lidt meget mos og fødsler i den i en periode, for de kommer jo ud igen :)
2
Brugeravatar
Luffegås
Indlæg: 441
Tilmeldt: 18. dec 2015, 09:17
Kort karma: 43
Geografisk sted: Fyn
Likede indlæg: 506

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Luffegås » 29. aug 2016, 09:52

Jeg kender det enormt meget, og ender selv indimellem over i "skruk"tråden. Nogen dage har jeg lyst til at sige til helvede med prævention, og andre dage tænker jeg, at jeg aldrig ville overkomme den og den situation hvis jeg havde barn. Synes sgu det er rart at alting kan flyde, uden jeg skal tænke på hvad der er i nå-højde for et lille barn. Og ikke mindst, så rånyder jeg alenetiden med min kæreste. At vi kan spontant snave hinanden i gulvet og tage på hinanden fuldstændig uhæmmet i vores hjem, uden at skulle tænke på hvad vi udsætter andre for. Vi skal ikke dele hinanden med nogen, han har min fulde opmærksomhed, osv. Ja, det havde været anderledes hvis en af os havde børn fra tidligere, så skulle det jo nok lade sig gøre, og vente på de alenestunder man får i forbindelse med weekender eller hverdage.

Men det er bare rart man kan tage spontant væk hvis man lyster, og spise aftenssmad når man vil, og alle de der små alm. hverdags frie ting.

Men.... Ih guder hvor man også tænker på stoltheden over at skabe et menneske til samfundet, se verden på ny igennem deres øjne selvom man har prøvet alt 100 gange, øse mos op, gøre træt rent efter 1 times mos-fodring, få en tegning man ikke ved hvad ligner, men man kan se den er skabt i kærlighed, finde fritidsaktiviteter og hjælpe et barn med at finde ud af hvad det er god til, og bare vide, man altid har nogen bag sig hvis man har gjort det godt nok, og omvendt er der et menneske man altid vil være der 100% for.
0
Maanii
Indlæg: 59
Tilmeldt: 30. apr 2016, 09:10
Kort karma: 8
Likede indlæg: 153

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Maanii » 29. aug 2016, 10:10

godtnavn skrev:Jeg så også programmet og sammenbragte familier og blev virkelig sur på hende damen der slet ikke gad sine bonusbørn :genert: Altså, selvfølgelig er der forskel på sine egne børn og ens partners børn, men at blive sur over at de skal være der er fjollet. Jeg blev så trist på børnenes vegne. Det lader ikke til du bryder dig så lidt om dine bonusbørn, så mon ikke I får et meget bedre familieforhold end de har?


Det er sjovt, jeg så slet ikke en kvinde der ikke gad sin mands børn. Jeg så hende i løbet af programmet flere omgange i kærlig og omsorgsfuld kontakt med hans børn.

Det jeg så var til gengæld en kvinde der var midt i en kæmpe krise, i dyb sorg, presset langt langt ud over grænsen for hvad hun kunne holde til og desperat kæmpede for at redde et forhold hvor hun i den grad blev svigtet på flere områder.

Jeg kan godt forstå hvordan situationen omkring julen fra en udefrakommen kan se ud - Det man skal forstå er blot at det ikke hander om hvorvidt det barn må deltage juleaften. Det handler om at der er lavet en aftale på forhånd, og den aftale bliver ændret henover hovedet på kvinden. Når det sker tilstrækkeligt mange gange, så får man en grundfølelse af at være umyndiggjort og ligegyldig i forholdet.
De har i fælleskab lavet en aftale med deres terapeut om hvordan rammerne for deres forhold skal være, når han bryder de rammer er det et løfte der bliver brudt. Jeg kan tydeligt se på hende at det er et kæmpe svigt for hende, som handler om alt andet end praktikken om en juleaften. Var hun blevet inkludereret i samtalen som en ligeværdig voksen er der ingen tvivl om at barnet havde været mere end velkommen til at deltage juleaften.

Hele den situation er så meget mere kompleks end man nogensinde kan forestille sig uden at have stået i det.
2
Kolderudolf
Indlæg: 220
Tilmeldt: 4. maj 2016, 00:14
Kort karma: 53
Likede indlæg: 248

Re: Jeg vil ikke have børn...eller

Indlægaf Kolderudolf » 29. aug 2016, 13:20

Børn er ikke alt. Man kan stensikkert sagtens leve et lykkeligt liv uden.

Jeg havde ikke et specielt stort behov for at få børn. Det var ikke noget, der fyldte hos mig. Da jeg blev gravid med min datter brugte vi prævention og det var i den grad ikke planlagt. Men nu var hun der. Jeg er egentlig glad nok for, at det skete uden, at jeg skulle tage stilling til tilvalget eller fravalget.

Bevares, mit liv ændrede sig da, da hun kom. Men jeg vil ikke sige, at det var særlig meget. Da min datter var 3 måneder pakkede vi bilen og tog hende med på vandretur i fjeldet i Norge, hvor vi blandt andet besteg et bjerg med hende på ryggen. Da hun var 7 måneder slog jeg min egen maraton-og rekord og da hun var 12 måneder vejede jeg mindre end jeg har gjort i rigtig mange år. Da hun var 14 måneder flyttede vi til et andet land. Så jeg vil ikke sige, at vi specielt meget har ændret vores liv sønderligt. Jo, bevares. Der har været pissehårde nætter og det første år var der ikke meget kærestetid, men det er nu ikke noget, der har ødelagt vores forhold. Tværtimod har jeg taget mig selv i at blive endnu mere forelsket i min mand, da hun som lillebitte lå og sov på hans bryst eller han leger rundt med hende på legepladsen. Jeg bryder mig specielt ikke meget om børn. De larmer og er pisseirriterende. Men det er heldigvis ikke gældende for mit eget barn. Selvom hun også kan larme og være mega irriterende. Men det er vores lille kærlighedsprodukt og det kan jeg ikke se mig ud af.

Nu skal vi så til den igen. Denne gang blev jeg gravid første gang, at vi ikke forsøgte at undgå, at jeg blev gravid. Denne gang med 2 styks :tie: Jeg er røvpissebange for de næste år med 3 børn under 3 år og jeg er ikke i tvivl om, at alle de ting vi kunne med vores datter, ikke kommer til at ske med 2 på én gang. Min krop ligner også allerede noget, der er løgn. Min 5-6 ugentlige træningspas er blevet reduceret til ganske få, hvis jeg overhovedet kommer afsted. Men når jeg så kigger på min datter, der trisser hen over gulvet på hendes små tykke fødder og kommer hen og tager min hånd eller giver mig et kram, tænker jeg, at det nok skal gå alligevel. Men at mit liv tager en hel anden drejning end jeg havde forventet. Karriere osv. bliver nok ikke som forventet.

Men altså. Jeg er sikker på, at et liv uden børn også kan give lige så stor mening. Men trods frygten har det for mig givet mening, at gå lidt på kompromis med alting for en periode. Så kan jeg selvrealisere mig selv igen senere. Og så glæder jeg mig til at blive gammel med en masse familie omkring mig (selvom der selvfølgelig ikke er nogen en garanti for at de gider mig senere)
7

Tilbage til "Livets forhold"