Kvinder og barsel.

[Akehurst2]

Stine Bosse fik sine to børn under studiet, som 22 og 24 årig.

Ok, så har hun ikke holdt barsel i sit arbejdsliv, men hun var også bare et eksempel, fordi det lige var hende, jeg kunne komme i tanker om af kvinder på det niveau. Det ville bare være interessant om deres historier be- eller afkræfter synspunktet om, at det er en forudsætning for et job i den absolutte top, at man slet ikke holder barsel (heller ikke tidligere i karrieren).

Stine Bosse har gjort det helt rigtige i den kontekst - få børnene og få spædbørnstiden overstået før karrieren buldrer derudaf og du er helt uundværlig på kontoret.

Det er så bare heller ikke ne mulighed for alle, for man skal jo lige have nogen at få børnene med (og den nye fremdriftsreform giver heller ikke den fleksibilitet, som før var et ekstra godt argument for at få børn i studietiden).

[ajnaM]

Jeg synes først og fremmest grundlæggende, at mænd burde tage mere barsel. Ikke at kvinder burde tage mindre, men at børn skulle senere i institution. Nå, men det sagt, har jeg intet problem med en mor, der tager mindre barsel end gennemsnittet. Jeg læste først artiklen og tænkte, at hvis far kan nøjes med 1 uges barsel, som det SÅ ofte sker, så må mor også kunne. Jeg tror fuldt og fast på, at begge forældre er lige gode...

MEN far tager så heller ikke barsel. Og der springer kæden lidt af for mig.

Jeg er sikker på, det kan 'lade sig gøre' at gøre det på den der måde. Jeg er også sikker på, at moren har det helt fint med sine valg. Jeg synes bare ikke, der er taget noget hensyn til barnet i den der ligning, og det mangler jeg.

Jeg hader selv at gå på barsel - jeg er det lige nu, og det sucker big time. Men det er sguda nødvendigt, fordi mit barn har godt af det. Han kan da ikke gøre for, at jeg keder mig derhjemme og ikke får nogen penge ud af at passe ham. Det skal ikke gå ud over ham. Og det er jeg sikker på, at det gør - går ud over barnet - når hverken mor eller far gider blive hjemme og tage sig af barnet. Jeg tror virkelig inderligt på, at spædbørn har rigtig, rigtig skidt af ikke at have nogen fast(e) primærpersoner i deres liv.

[ajnaM]

Jeg kan dog ikke helt se den der med, at folk ikke kan forstå, hvorfor de ønskede sig et barn.

Jeg ville da med glæde springe spædbarnstiden over, hvis jeg kunne. Jeg vil gerne have børn, fordi jeg godt kan lide større børn - og så på grund af det der helt fysiske behov for at få et barn. Jeg går ud fra, hun har det på nogenlunde samme måde.

[ajnaM]

Men der er jo intet der indikerer at tiden sammen med barnet bliver udvidet fordi barnet når over spædbarnsalderen. Det er det jeg ikke kan sætte mig ind i. At man får et barn som man har meget lidt tid til.

Næh, men masser af mennesker har jo ikke ret meget tid med deres børn, når man når over spædbarnsalderen?

Jeg må da indrømme, at jeg ikke har noget behov for at være sammen med mine børn HELE dagen. Det er da klart noget af det fede ved de større børn - at de trives fint med også at lave noget uden mig.

[Allmost_Famous]

Hvis man kun vil have én uge sammen med sit nyfødte barn efter fødslen (og den uge bliver beskrevet som værende "ferie efter kejsersnittet"), hvor stor sandsynlighed er der så for, at man senere prioriterer barnets behov synderlig meget?

[ajnaM]

I øvrigt synes jeg jo nærmere, dette her er vejen frem. Go mærsk!

http://www.business.dk/arbejdsmarked/ri ... -da-barsel

Det afliver i øvrigt lidt myten om, at mænd ikke 'gider' tage barsel. Hvis vilkårene er til det, tager mænd gerne barsel - ofte står økonomien og arbejdets normer bare i vejen for det.

[Allmost_Famous]

I øvrigt synes jeg jo nærmere, dette her er vejen frem. Go mærsk!

http://www.business.dk/arbejdsmarked/ri ... -da-barsel

Det afliver i øvrigt lidt myten om, at mænd ikke 'gider' tage barsel. Hvis vilkårene er til det, tager mænd gerne barsel - ofte står økonomien og arbejdets normer bare i vejen for det.

Det er så absolut et skridt i den rigtige retning, samfundsmæssigt. Det hjælper bare ikke noget hvis begge forældre fravælger barslen, set fra barnets perspektiv. Jeg mindes ikke at have set noget om farens vilkår for barsel, men de har jo begge fravalgt det.

[ajnaM]

Men der er jo intet der indikerer at tiden sammen med barnet bliver udvidet fordi barnet når over spædbarnsalderen. Det er det jeg ikke kan sætte mig ind i. At man får et barn som man har meget lidt tid til.

Næh, men masser af mennesker har jo ikke ret meget tid med deres børn, når man når over spædbarnsalderen?

Jeg må da indrømme, at jeg ikke har noget behov for at være sammen med mine børn HELE dagen. Det er da klart noget af det fede ved de større børn - at de trives fint med også at lave noget uden mig.

Hele dagen er måske også i overkanten og tilgodeser jo næppe heller barnets behov for andre børn at spejle sig i. Men balance er vel fint. Min mand er væk fra 05-17 og det synes han er et helvede ift vores søn og deres dynamik er helt klart også anderledes end før 05-17 tiden.

Det er også meget. Jeg ved ikke, hvor meget hun har tænkt sig at være væk på sigt - jeg kender flere, både selvstændige og advokater, der efter at have fået børn tager utroligt meget arbejde med hjem og typisk sidder et par timer hver aften. Til gengæld kan de nå at gå kl. 16.

Altså, bevares, jeg gad ikke selv en konstellation, hvor jeg skulle arbejde hver aften og aldrig ville have tid til andet, men noget tyder på, at hende her synes, det er fedt. Og så må hun jo selv om det.

[Akehurst2]

I øvrigt synes jeg jo nærmere, dette her er vejen frem. Go mærsk!

http://www.business.dk/arbejdsmarked/ri ... -da-barsel

Det afliver i øvrigt lidt myten om, at mænd ikke 'gider' tage barsel. Hvis vilkårene er til det, tager mænd gerne barsel - ofte står økonomien og arbejdets normer bare i vejen for det.

Det er så absolut et skridt i den rigtige retning, samfundsmæssigt. Det hjælper bare ikke noget hvis begge forældre fravælger barslen, set fra barnets perspektiv. Jeg mindes ikke at have set noget om farens vilkår for barsel, men de har jo begge fravalgt det.

Faren er også selvstændig.

Så de har jo begge den udfordring, der er ved fravær for selvstændige, som jo er en anden end for lønmodtagere, uanset om disse også kan have karrierer.

[Dikus]

Jeg er jo en af dem, der har arbejdet 70-80 timer om ugen i perioder. Men for det meste kun 60 timer. Personligt har jeg så valgt at afspadsere til 1:1,5 hvilket har givet laaaange ferier med ro og "spelthygge". Men selv uden den krølle, kan jeg sagtens se sådan en arbejdsuge være foreneligt med forældreskab, når man har fleksibilitet i arbejdet og ofrer alt andet.

Rolig morgen med barnet og på arbejde klokken ni.
Otte timers arbejde og hjemme 17.30 til et barn, hentet af faren, mad lavet og rengøring, tøjvask mm overstået. 2,5 time med ro til barnet, der går i seng klokken otte.
Mere arbejde fra 9-12. Så har man nået 11,5 times arbejde.

Gør man det fem gange om ugen, rammer man uden besvær 57,5 time. Derudover tager man weekendaftner i brug og rammer 65 timer, selvom man har holdt fri med barnet hele weekenden. Skal man over de 65 timer, så bruger man eftermiddagslure/sover mindre selv/barnet leger med venner/hygger med far...

Jeg er på holdet, der kun har problemer med den manglende primærperson. Særligt i spædbarnstiden. Det er jo som to uansvarlige 14- årige, der bliver forældre. Og ja. Så er det bedre for barnet at blive i de omgivelser end at blive fjernet, da man der heller ikke kan tilbyde en primærperson. Det gør det ikke ok. Det gør det ekstra trist.

[ajnaM]

I øvrigt synes jeg, argumentet om at hun tjener flere penge ved at droppe barslen er virkelig ringe.

Hold kæft, hvor jeg ikke gad sidde som voksen og se min mor have udtalt, da jeg var helt spæd, at hun gerne lod mig overlade til bedsteforældre og au pairs, da jeg var 1 uge gammel, fordi hun tjente gode penge på det.

[Advocatus-Diaboli]

Man kunne så også vælge den antagelse, at hun er tvunget til at gøre det hun gør, fordi hun ellers ikke (som andre har kunnet) ville kunne fastholde sin position.
Rent praktisk kan det jo være fordi hun er en svag "karriere"kvinde

Hvori skulle tvangen bestå? Hun er ikke tvunget til at få et barn, og selv hvis hun ville, er hun ikke tvunget til at skulle føde det selv. Hun er ikke tvunget til at forblive i sin stilling endsige i sin branche eller fag. De har penge nok til at hun kan gå hjemme, hvis hun ville, og hun har haft succes nok til at hun kan vælge temmelig frit blandt andre arbejdsmuligheder indenfor jura. Hun er også medejer af virksomheden, så hun er heller ikke tvunget af en arbejdsgiver.

Det er ret tydeligt at se, at hun vælger at gøre hvad hun har lyst til at gøre, på den måde hun har lyst til at gøre det på - fordi at hun kan - og at hun ikke er tvunget ud i de valg.

Nu er det bare en antagelse og en anden måde at vende hele diskussionen på hovedet.
Mange i denne tråd har nævnt og berørt det om at hendes holdning/attitude har været at "hvis jeg kan, så kan alle andre så også".
Hvis vi så siger, at det klart kun gælder karrierekvinder og selvom vi tager forældrehjælpen ud af billedet, kunne man vel sige det samme til hende

- "hvis andre karrierekvinder kan klare en karriere på toppen selvom de afholder barsel, så kan hun vel også?"

Men det kan hun jo også... hvis hun ville. Men det vil hun jo ikke, så...? Hun siger ikke at andre ikke må gå hjemme. Hun siger det ikke er noget for hende.

Når jeg skriver tvunget og en svag karrierekvinde, så er det udfra det at hun måske i bund og grund er enormt usikker på sig selv, og derfor er tvunget til at gøre som hun gør af frygt for at miste sin position. Hun udtaler jo selv i artiklen, at hvis hun ville have en forretning efter hun havde født, så var hun nødt til at være på.

"Usikre karrierekvinder" opnår ikke hvad hun allerede har opnået.

Det vil sige at hun ikke kan det, som andre karrierekvinder har kunnet....

Nej, det er en fejlkonklusion. I øvrigt er der allerede opremset flere grunde til, at din antagelse ikke holder til en prøvelse med Occams ragekniv.

[Allmost_Famous]

Jeg er jo en af dem, der har arbejdet 70-80 timer om ugen i perioder. Men for det meste kun 60 timer. Personligt har jeg så valgt at afspadsere til 1:1,5 hvilket har givet laaaange ferier med ro og "spelthygge". Men selv uden den krølle, kan jeg sagtens se sådan en arbejdsuge være foreneligt med forældreskab, når man har fleksibilitet i arbejdet og ofrer alt andet.

Rolig morgen med barnet og på arbejde klokken ni.
Otte timers arbejde og hjemme 17.30 til et barn, hentet af faren, mad lavet og rengøring, højvand mm overstået. 2,5 time med ro til barnet, der går i seng klokken otte.
Mere arbejde fra 9-12. Så har man nået 11,5 times arbejde.

Gør man det fem gange om ugen, rammer man uden besvær 57,5 time. Derudover tager man weekendaftner i brug og rammer 65 timer, selvom man har holdt fri med barnet hele weekenden. Skal man over de 65 timer, så bruger man eftermiddagslure/sover mindre selv/barnet leger med venner/hygger med far...

Men det forudsætter jo, at faren ikke også lægger alle de timer på jobbet. Når begge forældre vil køre karriereræset på samme tid, får barnet jo ikke den tid med en forælder, som i den konstellation, du beskriver.

[ajnaM]

Jeg er jo en af dem, der har arbejdet 70-80 timer om ugen i perioder. Men for det meste kun 60 timer. Personligt har jeg så valgt at afspadsere til 1:1,5 hvilket har givet laaaange ferier med ro og "spelthygge". Men selv uden den krølle, kan jeg sagtens se sådan en arbejdsuge være foreneligt med forældreskab, når man har fleksibilitet i arbejdet og ofrer alt andet.

Rolig morgen med barnet og på arbejde klokken ni.
Otte timers arbejde og hjemme 17.30 til et barn, hentet af faren, mad lavet og rengøring, højvand mm overstået. 2,5 time med ro til barnet, der går i seng klokken otte.
Mere arbejde fra 9-12. Så har man nået 11,5 times arbejde.

Gør man det fem gange om ugen, rammer man uden besvær 57,5 time. Derudover tager man weekendaftner i brug og rammer 65 timer, selvom man har holdt fri med barnet hele weekenden. Skal man over de 65 timer, så bruger man eftermiddagslure/sover mindre selv/barnet leger med venner/hygger med far...

Men det forudsætter jo, at faren ikke også lægger alle de timer på jobbet. Når begge forældre vil køre karriereræset på samme tid, får barnet jo ikke den tid med en forælder, som i den konstellation, du beskriver.

Præcis.

Og så har jeg set alt for mange forhold gå i stykker på den der model. Og så risikerer man pludselig at stå som aleneforælder og få en hverdag til at fungere.

[Dikus]

Jeg er jo en af dem, der har arbejdet 70-80 timer om ugen i perioder. Men for det meste kun 60 timer. Personligt har jeg så valgt at afspadsere til 1:1,5 hvilket har givet laaaange ferier med ro og "spelthygge". Men selv uden den krølle, kan jeg sagtens se sådan en arbejdsuge være foreneligt med forældreskab, når man har fleksibilitet i arbejdet og ofrer alt andet.

Rolig morgen med barnet og på arbejde klokken ni.
Otte timers arbejde og hjemme 17.30 til et barn, hentet af faren, mad lavet og rengøring, højvand mm overstået. 2,5 time med ro til barnet, der går i seng klokken otte.
Mere arbejde fra 9-12. Så har man nået 11,5 times arbejde.

Gør man det fem gange om ugen, rammer man uden besvær 57,5 time. Derudover tager man weekendaftner i brug og rammer 65 timer, selvom man har holdt fri med barnet hele weekenden. Skal man over de 65 timer, så bruger man eftermiddagslure/sover mindre selv/barnet leger med venner/hygger med far...

Men det forudsætter jo, at faren ikke også lægger alle de timer på jobbet. Når begge forældre vil køre karriereræset på samme tid, får barnet jo ikke den tid med en forælder, som i den konstellation, du beskriver.

Præcis.

Og så har jeg set alt for mange forhold gå i stykker på den der model. Og så risikerer man pludselig at stå som aleneforælder og få en hverdag til at fungere.

Vores forhold gik jo i stykker efter 18 år. Nu ikke på grund af modellen. Men det har altså virket fint, også når jeg har været alene med barnet. Jeg har så betalt mig fra de manglende hænder. Det privillegie at kunne det, følger jo med.

Dertil kommer, at modellen har givet en far, der er knyttet til barnet som en "traditionel" mor. Og som ofrer alt det, vi andre gør for barnets skyld. Det giver nogle helt andre samarbejdsmuligheder at have to forældre, der er så engageret i et barns trivsel.

Men igen. Ja. Det kræver så at far netop prioriterer sådan, hvilket ikke er tilfældet i det omtalte eksempel. Jeg har også lavet en lille tilføjelse til det citerede indlæg med det, der var min pointe. Men som jeg glemte pga besøg

Jeg har hørt en del oplæg fra kvinder, der mener børn bare må passes i døgninstitutioner, så mor og far har tid til karrieren. Og jeg er bare nødt til at sige, at jeg aldrig, aldrig nogensinde skulle arbejde sammen med eller for så afstumpede mennesker.