Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Brugeravatar
Advocatus-Diaboli
Bortvist
Indlæg: 1604
Tilmeldt: 8. mar 2016, 15:10
Kort karma: 238
Likede indlæg: 2224

Re: Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Indlægaf Advocatus-Diaboli » 28. sep 2016, 17:14

kidkomb skrev:Men det er jo også fint nok. Det er det samme der sker hos frisøren og massøren synes jeg.
Professionelle mennesker stopper, hvis de kan mærke at der ikke er interesse fra patientens/kundens side.
Synes jeg.


Det kommer an på hvad man lægger i ordet "professionel". Hvis det er i betydningen af at man lever af det, så synes jeg ikke at professionalitet = situationsfornemmelse. Kun hvis det er i betydningen af tilgangen til og udførslen af jobbet, kan man forvente noget mere.

Jeg opfatter dem i oplægget som professionelle i den første betydning, men ikke den anden.
1
Listen, I'm a nice person - so if I'm an asshole to you, you need to ask yourself why.
Brugeravatar
Myresluger
Indlæg: 656
Tilmeldt: 25. dec 2015, 22:04
Kort karma: 17
Likede indlæg: 700

Re: Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Indlægaf Myresluger » 28. sep 2016, 22:45

Det kommer rigtig meget an på situationen. Hvis det er et besøg hos den praktiserende læge eller en ambulant behandling synes jeg ikke det giver ret meget mening. Men for patienter der er indlagt i længere tid, giver det en grad af normalitet - og der synes jeg det er yderst passende (hvis man er opmærksom på om patienten synes det er fint, selvfølgelig)
1
hyben
Indlæg: 28
Tilmeldt: 23. feb 2016, 12:53
Kort karma: 9
Likede indlæg: 67

Re: Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Indlægaf hyben » 29. sep 2016, 07:52

Jeg kan læse at næsten alle synes det er ok og at rigtig mange praktiserer det i deres dagligdag. Og at der laves et skel mellem personligt og privat.

Jeg er ikke helt klar på opdelingen mellem personlig og privat.

Altså fx. en udtalelse som "Når jeg har været sammen med min veninde i 4 dage bliver jeg også træt." Det er privat for mig. Der bliver blandet en tredjeperson ind i samtalen, som er uvedkommende og malplaceret. Man kunne i stedet sige. "Jeg kan godt forstå, at du bliver træt, når du har været sammen med din veninde i 4 dage". Så er man personlig, men ikke privat. At fortælle om sine børn, sine børnebørn, sit hus, sin bil, sit liv, sin fritidsinteresse er privat for mig.

At have sin lillesøster med på job er også privat for mig at se. Tænk, hvis man som patient synes lillesøster var irriterende - så er det altså svært at spørge om hun ikke lige kan lade være med at være der. Og hvis man er sengeliggende er det jo svært selv at smutte, når den irriterende lillesøster dukker op.

Det er væsentlig for mig er at relationen ikke er ligeværdig. Som patient er man afhængig af personalet og vil som oftest ikke være uhøflig (fx sige, at man ikke har lyst til at høre om deres børnebørn) eller lægge sig ud med nogen (fx bede personalets familie om ikke at være der). Som patient kan man heller ikke skifte til en anden afdeling (man kan godt skifte frisør eller massør).

Jeg som pårørende bliver stødt af personalets private snak. Jeg synes slet ikke det hører hjemme i relationen mellem patient og personale. Der skal det handle om patienten og ikke om personalet.

Men jeg synes det er meget interessant, at der er enighed om, at det er ok -:) Det forklarer jo i hvert fald, hvorfor jeg oplever det. Altså at personalet ligefrem synes, det er en service overfor patienterne.
1
Buller
Indlæg: 666
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 44
Likede indlæg: 890

Re: Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Indlægaf Buller » 29. sep 2016, 08:05

Det eksempel du kommer med synes jeg faktisk viser det ret godt. Men jeg er uenig med dig i at det skulle være bedre at sige at man godt kan forstå personen end at tilkendegive at man kan relatere til følelsen.

Det er forskellen på at lave en objektiv vurdering og at vise at man også kan have det sådan. Det første holder distancen meget klar det andet mindsker den. Desuden risikerer man ikke at mennesket man relaterer til tager det ilde op eller føler sig nedvurderet når man tager udgangspunkt i sig selv. Så sætter man sig nemlig på samme niveau.
2
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 472
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 86
Likede indlæg: 1426

Re: Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Indlægaf JessicaD » 29. sep 2016, 17:00

Jeg tror måske, du glemmer, at patienter ofte er indlagt i længere tid af gangen. Når man har gået inde hos den samme patient i flere dage i træk (måske uger eller måneder), så er det altså begrænset, hvor mange timer man gider tale om vejret/maden/farverne på væggen. Når man i øvrigt har haft dem nøgne i bad, holdt dem i hånden, når de græd, snakket med deres bekymrede familiemedlemmer, hørt patientens historie og snakket om deres sygdom i mange timer, så er det altså ikke særlig grænseoverskridende at sige, at ens bil gik i stykker eller lign. :D Det er da kun naturligt, at man over tid kommer tættere på hinanden og snakker om andre ting, som ikke direkte handler om patienten/sygdommen. Det er klart, at hvis det er en patient, som kun er indlagt i få dage, så bliver det mere overfladisk/generel snak.

Jeg taler sjældent om personlige ting af mig selv, men jeg bliver da jævnligt spurgt, hvor jeg bor/om jeg har langt på arbejde, om jeg har haft en god weekend/fridage, når jeg har været væk, om jeg har nogen børn, kæreste - eller får at vide, at mine sko er flotte, min frisure/øjne/briller er flotte. Det tyder da på, at patienterne selv gerne vil tale om andre ting og bemærker og har overskud til at tale om andre ting end dem selv. :)

Der er selvfølgelig tilfælde, hvor det kan kamme over, og jeg har da også ind i mellem krummet tæer over visse kolleger, der taler for meget om dem selv eller bare spørger patienterne om for mange personlige ting, men det hører heldigvis til sjældenhederne.

I øvrigt: Hvis der er andre pårørende på stuen, så vælger man jo netop de mere lette emner - fx at snakke om generelle hverdagsting fremfor at begynde at spørge ind til en patients problemer/sygdom. Det vil være mere upassende, synes jeg. Det må vente, til man er alene uden andre pårørende/gæster på stuen.
9
Buller
Indlæg: 666
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 44
Likede indlæg: 890

Re: Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Indlægaf Buller » 29. sep 2016, 18:03

Jeg tror også det er ret svært for pårørende og ikke-patienter at forholde sig til hvor stort et tab af indentitet der kan ligge i at være indlagt patient, især i længere tid.

Du bliver rykket ud af dit eget miljø og får patientuniformen på, som består af uklædeligt hvidt undertøj i klumpede størrelser. Så bliver du lagt i en seng, måske med flere på stuen. Derfra bliver du en brik i et kæmpe maskineri der kværner derud af i sit helt eget tempo. Man kan hurtigt føle at man sidder nederst i hierakiet og ikke bliver set som andet end en patient.

At der er nogen der tager sig tid til at snakke med en og evt. dele ting fra deres eget liv, det er en stor del af at blive mødt som et menneske, ikke bare som den patient der skal fikses så den kan sendes hjem igen. De fleste mennesker vil gerne ses og relateres til, om ikke andet så i det små.
4
Brugeravatar
Orchidea
Indlæg: 510
Tilmeldt: 24. aug 2015, 15:36
Kort karma: 44
Likede indlæg: 1117

Re: Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

Indlægaf Orchidea » 30. sep 2016, 15:29

Jeg er også sygeplejerske og jeg er enig med flertallet herinde. Der er forskel på privat og personlig.

Som udgangspunkt, har jeg ikke lyst til at dele mit privatliv med mine patienter, men jeg oplever at rigtig mange patienter spørger ind til mig personligt. Primært om jeg har børn, hvornår jeg har fri, om det ikke er et stressende arbejde etc. Jeg svarer så kort jeg kan, uden dog at være afvisende, da det kan gå ud over relationen.

Jeg er i en akutmodtagelse, hvir patienterne jo ikke ligger i afdelingen i dagevis, alligevel har mange det behov. Jeg forstår det som patientens behov for relation til mig, og uden at udlevere mig selv, så er mit arbejde at hjælpe patienterne med de behov, de nu engang har (indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig).

Jeg synes det er ret nemt at navigere i, hvorvidt en patient ønsker den form for personlig kontakt og om det giver dem tryghed eller ej og det er mit klare indtryk at mine kollegaer har det på samme måde.

Jeg synes dog det er vildt malplaceret at tage børn, søskende eller whatever med ind til patienterne. Det kunne jeg ikke drømme om og jeg finder det dybt grænseoverskridende. Det ville dog være noget andet, hvis jeg arbejdede på et plejehjem, hvor kontakten til beboerne er en helt anden.
0

Tilbage til "Generelt"