Jobjagter-tråden

Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 432
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 116
Likede indlæg: 1140

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf englishchannel » 12. okt 2015, 22:59

Neenah skrev:Jeg vælger lige at uddybe mit tidligere svar. Jeg er virkelig ærgerlig over at have haft for travlt til at deltage i den her debat i dag, for jeg synes virkelig der er blevet smidt nogle guldkorn på bordet fra alle sider.

Jeg kan genkende mig selv i stort set alt hvad du (og Ninja) skriver. Det er det der med at jagte luftkasteller fordi det tilbyder en drøm om noget. Jeg ville ønske jeg virkelig VILLE noget. I starten af min kandidat ville jeg virkelig gerne være forsker. Vi havde en sindssygt dygtig PhD studerende som var (og er) et ret stort idol for mig. Jeg tror mere jeg har forelsket mig i hendes hjerne og passion, end i det, at forske. Jeg synes forskning er spændende, og jeg ville vildt gerne være med til at ændre verden gennem viden, men sådan at sidde på et kontor med sine artikler og forskningsseminarer.. måske jeg ville dø lidt indvendigt? Men jeg elsker universitetsmiljøet, og jeg elsker det sted jeg har taget min kandidat. Jeg er så ked af at jeg ikke kan rende rundt deroppe hver dag. Men sådan har det i virkeligheden altid været: jeg knytter mig til steder og mennesker. Efter folkeskolen overvejede jeg folkeskolelærer. Efter gymnasiet overvejede jeg gymnasielærer. Efter uni overvejede jeg forsker og underviser. Indimellem har jeg haft detours omkring jura (ret lang tid faktisk) og efterskole/højskolelærer. Men jeg har ikke rigtig lyst til at undervise tror jeg? Jeg har en eller anden ide om at jeg bliver den kiksede lærer, der ikke har styr på en skid, og som alle eleverne synes er lidt tumpet og nørdet (I blame mobning i folkeskolen).

Men jeg ved stadig ikke hvad jeg vil, selvom jeg sidder med jobannoncer hver eneste dag. Kommunikationsmedarbejder? Måske, men mest fordi det er en reel titel. Studievejleder? Spændende nok, men måske bare lidt ensformigt i længden. Udviklingskonsulent? Jeg kan godt lide ideen, men tror ikke på jeg kan udfylde rollen. Fuldmægtig? Jeg er ikke ret diplomatisk og kommer med for mange dumme kommentarer på de forkerte tidspunkter. Marketing? Alene tanken får mig til at visne langsomt.

Jeg ved jo godt at jeg har hovedet skruet godt på. At jeg har en masse at byde ind med, en masse ideer, og lysten til at gøre en forskel. Jeg ved bare ikke helt hvordan. Så jeg har det lidt på samme måde - at vide hvordan man har lyst til at arbejde hjælper ikke ret meget, synes jeg.


Jeg har en teori om, at vi 12-talspiger (begrebet her brugt som en mennesketype) har en uheldig tendens til altid at ville please andre, hvilket i sidste ende går ud over kreativiteten, risikovilligheden og, et eller andet sted, selvstændigheden. Nu taler jeg kun for mig selv, men jeg elskede at gå i gymnasiet, for der var det så klart, hvad jeg skulle: Hvis jeg konsekvent fik høje karakterer, så vidste jeg helt objektivt, at jeg havde gjort det "rigtige". Det samme galt på min uddannelse - jeg så de enkelte fag som en "udfordring" og hvis jeg så afsluttede med et 12-tal, så havde jeg gjort det så godt som muligt. Det gav ubetinget anerkendelse og beundring, og det var nemt at blive afhængig af.

Nu sidder jeg så som færdiguddannet og før første gang i mit liv, er der ingen "rigtig vej". Jeg kan gøre det ene, men jeg kan også gøre det andet, og ingen ved om det er nummer 1-, 2- eller 3-vej, der vil gøre mig mest lykkelig. For det er jo problemet: Der er ikke længere objektive parametre, som man kan måle noget som helst på, og selv hvis alle jobs i verden lå åbne, ville det stadig være en afvejning af en masse flydende ting, hvor man ikke er sikker på at kunne vælge rigtigt. Jeg tror, at det er derfor, at typer som os kan ende med at overtænke i stedet for bare at sige: "Nu tager jeg det som det kommer og lader skæbnen råde." For vi vil så gerne gøre "det rigtige" og derfor føles det forkert bare at flyde med strømmen. For mig i hvert fald.

Jeg er begyndt at arbejde bevidst på flere ting (og dette går igen i hele mit liv, så det er ikke kun jobrelateret): Dels at blive mere fordomsfri og lade være med hele tiden at tænke: "Ej, det ville aldrig virke, fordi..." med mindre der er en virkelig god grund til det. Dels at blive bedre til tage risici og at komme ud af min comfort zone. Og endeligt at lade være med at overanalysere på alting (ja, det er ret ironisk, dagens mange og lange indlæg taget i betragtning. Men så skulle I have mødt mig for et halvt år siden :D ). Jeg har også haft en tendens til at sidde fast i gamle forestillinger om mig selv og mine evner, og til tider kan jeg glemme, at jeg ikke længere har de samme interesser, prioriteter og værdier som da jeg var 21. Og kommer derfor automatisk at afskrive noget fordi det var en dealbreaker for mig dengang.

Okay, det blev meget langt, og det slår jeg nu, at jeg faktisk ikke rigtigt svarer direkte på dit indlæg som sådan. Det satte bare så mange tanker i gang, fordi vi netop er så ens, at jeg bare endte med at skrive mig selv ud ad en lang tangent. Nå, men jeg håber i hvert fald, at du kan bruge lidt af det :kys:
2
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 586
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 125
Likede indlæg: 1126

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf Neenah » 13. okt 2015, 00:12

englishchannel skrev:
Jeg har en teori om, at vi 12-talspiger (begrebet her brugt som en mennesketype) har en uheldig tendens til altid at ville please andre, hvilket i sidste ende går ud over kreativiteten, risikovilligheden og, et eller andet sted, selvstændigheden. Nu taler jeg kun for mig selv, men jeg elskede at gå i gymnasiet, for der var det så klart, hvad jeg skulle: Hvis jeg konsekvent fik høje karakterer, så vidste jeg helt objektivt, at jeg havde gjort det "rigtige". Det samme galt på min uddannelse - jeg så de enkelte fag som en "udfordring" og hvis jeg så afsluttede med et 12-tal, så havde jeg gjort det så godt som muligt. Det gav ubetinget anerkendelse og beundring, og det var nemt at blive afhængig af.

Nu sidder jeg så som færdiguddannet og før første gang i mit liv, er der ingen "rigtig vej". Jeg kan gøre det ene, men jeg kan også gøre det andet, og ingen ved om det er nummer 1-, 2- eller 3-vej, der vil gøre mig mest lykkelig. For det er jo problemet: Der er ikke længere objektive parametre, som man kan måle noget som helst på, og selv hvis alle jobs i verden lå åbne, ville det stadig være en afvejning af en masse flydende ting, hvor man ikke er sikker på at kunne vælge rigtigt. Jeg tror, at det er derfor, at typer som os kan ende med at overtænke i stedet for bare at sige: "Nu tager jeg det som det kommer og lader skæbnen råde." For vi vil så gerne gøre "det rigtige" og derfor føles det forkert bare at flyde med strømmen. For mig i hvert fald.

Jeg er begyndt at arbejde bevidst på flere ting (og dette går igen i hele mit liv, så det er ikke kun jobrelateret): Dels at blive mere fordomsfri og lade være med hele tiden at tænke: "Ej, det ville aldrig virke, fordi..." med mindre der er en virkelig god grund til det. Dels at blive bedre til tage risici og at komme ud af min comfort zone. Og endeligt at lade være med at overanalysere på alting (ja, det er ret ironisk, dagens mange og lange indlæg taget i betragtning. Men så skulle I have mødt mig for et halvt år siden :D ). Jeg har også haft en tendens til at sidde fast i gamle forestillinger om mig selv og mine evner, og til tider kan jeg glemme, at jeg ikke længere har de samme interesser, prioriteter og værdier som da jeg var 21. Og kommer derfor automatisk at afskrive noget fordi det var en dealbreaker for mig dengang.

Okay, det blev meget langt, og det slår jeg nu, at jeg faktisk ikke rigtigt svarer direkte på dit indlæg som sådan. Det satte bare så mange tanker i gang, fordi vi netop er så ens, at jeg bare endte med at skrive mig selv ud ad en lang tangent. Nå, men jeg håber i hvert fald, at du kan bruge lidt af det :kys:


Jeg kan godt se din pointe med pleaser-genet, selvom jeg ikke tror jeg er den typiske pleaser. Jeg har ikke været bange for at tage chancer ifht. mit studie synes jeg, og har taget nogle utraditionelle valg i løbet af uddannelsen, alene for at tilgodese mine egne interesser. Men det har alle dage været en kamp mellem fornuft og følelse, hvor fornuften har taget fra i starten, men følelsen er endt med at vinde. Jeg valgte mit første studie af fornuft, men droppede det til fordel for min store kærlighed til engelsk. Min kandidat er samme historie. Egentlig havde jeg valgt Engelsk ("Man kan jo altid blive gymnasielærer"), men endte i sidste øjeblik med at skifte til amerikanske studier fordi det er det jeg har brændt for siden jeg var teenager. Jeg kan bare ikke finde ud af om det altid er klogt at følelsen vinder. Nogle gange ville jeg ønske at jeg var lidt mere fornuftbaseret, men jeg mister alt for hurtigt interessen, hvis jeg ikke brænder for det jeg laver. Jeg er en alt-eller-intet type, som regel. Men jeg er god til at finde gejsten for et eller andet, i de fleste opgaver og projekter, så jeg kan tale til min passion.

Til gengæld lider jeg af "hvis jeg ikke kan finde ud af det, så kan jeg ligeså godt droppe det"-syndromet, eller "hvis jeg ikke er den bedste, så er det ligemeget"-tendensen. Og det bider mig i bagdelen. Jeg er ikke god til ikke at lykkes, for jeg har altid droppet det, jeg ikke er lykkedes med, næsten før det er gået i gang. Jeg tror også det er derfor det er så svært at finde ud af jobsøgning - fordi der bare ikke er en opskrift på hvordan man får et job. Jeg prøver også, ligesom du, at blive lidt bedre til at komme ud, der hvor det ikke er så behageligt, men det er svært når det mest er på de personlige parametre, man skal ramme. Sådan noget med introvert-hed og kontakt til mennesker man ikke kender. Men måske det i virkeligheden også er et udslag altid at overanalysere og fortolke? :gruble:

Det var nok ligeså meget ud af en tangent som dit indlæg, men jeg synes det hjælper lidt at få det skrevet ud. Nu skal jeg så bare lige finde ud af hvordan jeg kan bruge det til noget :gruble:
2
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 647
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 103
Likede indlæg: 1016

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf milisa » 13. okt 2015, 08:49

English og Neenah, jeg kan genkende rigtig, rigtig meget af det, I skriver, i mig selv. Især det der med "hvis jeg ikke kan finde ud af det, så dropper jeg det"-genet. Det er garanteret også derfor, at jeg i den grad har knækket nakken på det her jobsøgningsnoget - for jeg kan jo altså ikke så godt bare droppe det, men jeg kan jo tilsyneladende ikke rigtig finde ud af det. Og hvad gør man så? Når man (læs: jeg...) hele sit liv har flygtet fra nederlag, så er det fakkertalt svært lige pludselig bare at stå i kviksand og være tvunget til at tage slag på slag på slag. Jeg har slet ikke nogle redskaber til at tackle det. Det er jo også derfor, jeg bliver så utrolig såret af at læse indlæg som "du skal bare..." eller "det nytter jo ikke noget at tænke sådan, det skal du bare lade være med"... jamen for sevan, hvis jeg kunne det, så gjorde jeg det jo nok! Det er ikke superduper fedt at rende rundt og være ulykkelig det meste af tiden.

Neenah, jeg prøvede i en samtale at konfrontere min introverthed og tænkte, fanme, nu skal den altså have. Jeg endte med at få afslag, fordi de mente, at en så ekstrovert type som mig, ikke vil kunne arbejde med de meget introverte forskertyper, de har i afdelingen... Spørg lige, hvor bittert det føltes!!! Men det er jo et klasseeksempel på det, du skriver, at jeg altid overanalyserer til det ekstreme. Min store opgave er helt klart at være mig selv. Mit store problem er så bare, at jeg ikke rigtig føler, at "mig selv" er en særlig behagelig person.... Og, at de gange jeg HAR været mig selv, der er jeg aldrig nogensinde røget længere end 1. runde! Det er satme svært at komme videre fra "der er noget fundamentalt galt med dig"-tanken.
2
Tally-ho
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 586
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 125
Likede indlæg: 1126

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf Neenah » 13. okt 2015, 09:01

milisa skrev:
Neenah, jeg prøvede i en samtale at konfrontere min introverthed og tænkte, fanme, nu skal den altså have. Jeg endte med at få afslag, fordi de mente, at en så ekstrovert type som mig, ikke vil kunne arbejde med de meget introverte forskertyper, de har i afdelingen... Spørg lige, hvor bittert det føltes!!! Men det er jo et klasseeksempel på det, du skriver, at jeg altid overanalyserer til det ekstreme. Min store opgave er helt klart at være mig selv. Mit store problem er så bare, at jeg ikke rigtig føler, at "mig selv" er en særlig behagelig person.... Og, at de gange jeg HAR været mig selv, der er jeg aldrig nogensinde røget længere end 1. runde! Det er satme svært at komme videre fra "der er noget fundamentalt galt med dig"-tanken.


:ae: Den her kan jeg virkelig også godt genkende. Men det hjælper at tænke, at hvis jeg var så forfærdelig en person, så ville jeg jo nok ikke have nogle venner - og det har jeg. Og min psykologs mantra til mig: "Jeg er ikke god til alting, og alle kan ikke lide mig." Jeg tror ikke det nytter noget at arbejde med introvertheden på en måde der skjuler den, og dem vi er. I stedet tror jeg man skal gøre som med mange andre ting på sit CV - gøre det til noget positivt.

Den ene jobsamtale jeg har været til efter endt uddannelse, besluttede jeg mig for at gå til som MIG. Og ansættelsesudvalget var virkelig imponerede over min energi, gejst og livsglæde. Sådan er det jo, når man får lov til at tale om det man brænder for. Jeg blev vraget pga. manglende erfaring, men det gav mig blod på tanden til at bruge den samme strategi igen. De jobsamtaler jeg har været til, hvor jeg har været for nervøs, eller tænkt alt for meget over hvad jeg skal sige, er som regel endt mindre godt, fordi jeg netop ikke har kunnet vise dem hvem jeg er.

Det jeg prøver på at sige er nok at man jo ikke får alle jobs, men det der så ender med at passe til en pga. kemi, nok også er et bedre fit i længden end hvis man har prøvet at fremstille sig selv, som noget man personligt ikke så godt kan identificere sig med.
4
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 432
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 116
Likede indlæg: 1140

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf englishchannel » 13. okt 2015, 09:57

Milisa og Neenah, jeg svarer jer lige samlet :)

Jeg skulle lige til at sige: "Det er sjovt! Det der med at opgive, hvis man ikke kan, tror jeg egentlig aldrig, at jeg har gjort." indtil jeg indså, at det har jeg. Big time endda. Jeg tror bare ikke, at jeg har tænkt over det før, fordi det hos mig nok bunder i et andet mindset (og nu advarer jeg om, at der kommer en del dating-analogier i de næste afsnit.).

Grundlæggende har jeg en tendens til at se verden ret strukturalistisk, altså at der er en større mening bag de fleste ting. Her mener jeg slet ikke teologisk, men snarere at vores samfund er opbygget af systemer, hvor vi alle passer ind et eller flere bestemte steder. Det betyder så også, at jeg har en tendens til at tænke, at hvis noget er for svært og kræver alt for meget arbejde (undtagen i sammenhænge, hvor det er påkrævet, som f.eks. at læse op til en eksamen), så er det ikke rigtigt for mig. F.eks. med de her styrelsesjobs. Jeg vil det så gerne på papiret, men ansøgningerne har været en pinsel at skrive, mit CV har været svært at tilpasse og da jeg endelig kom til samtale på et enkelt fuldmægtigjob, så brugte jeg hele samtalen på at sige ting, der fik dem til at nikke ivrigt, men som overhovedet ikke var i overensstemmelse med min personlighed eller værdier. Det fik så oprindeligt mig til at tænke, at nu skal du bare køre på med lignende stillinger og lade endnu mere som om, at du er en embedsmand, for så skal den nok være der.

Men så er det faktisk, at jeg tænker: Hvis det her ikke var jobs, men eksempelvis datinglivet ville folk jo synes, at det var absurd, hvis jeg blev ved med at gå efter præcis samme type fyr, selvom jeg blev nødt til at lave mig selv helt om for at kunne passe bare overfladisk til ham. Og at jeg var småtosset, når jeg - fordi jeg havde scoret sådan en fyr én aften, én gang, hvorefter han aldrig ringede igen (en perfekt analogi for præcis den jobsamtale :D ) - blev ved med at stirre mig blind på samme type, fordi jeg har haft semisucces en enkelt gang. I stedet for at sige: "Okay, nu har du lagt an på 20 sporty, ekstroverte fyre, og hvad er det blevet til? Måske ér du bare et bedre match for en introvert bognørd i stedet for at blive ved med at lave om på dig selv for at presse dig selv ned i en kasse, hvor du aldrig vil høre rigtigt hjemme."
"Jamen, jeg vil hellere have en ekstrovert, sporty fyr..."
"Ja, men hvorfor? Er det fordi, at du faktisk har noget til fælles med ham, eller fordi dine veninder vil blive dødmisundelige?"
"..."

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har enormt meget at byde på, både fagligt og personlighedsmæssigt. Men at jeg måske har været så fokuseret på en bestemt type jobs, hvor jeg bare ikke rigtigt er et match, at jeg har overset alle de der "introvert bognørd fyr"-jobs (for at blive i analogien - ikke at det bogstavelig talt ér bognørdejobs). At der nok er en virksomhed et eller andet sted, der ville elske at have mig ansat, men at jeg bliver ved med at gå efter de samme jobs med forskellig approach, hvilket bare ikke ændrer på hvem jeg grundlæggende er. Så derfor tænker jeg nok lidt, at jeg faktisk ikke ved, om det er dårligt at "give op" frem for at blive ved med, i mit tilfælde, at gøre det samme igen og igen.

Ovenstående er selvfølgelig lidt forsimplet, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske går og overser noget meget åbenlyst, fordi jeg har været for fokuseret på det forkerte.
4
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 586
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 125
Likede indlæg: 1126

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf Neenah » 13. okt 2015, 10:08

englishchannel skrev:Milisa og Neenah, jeg svarer jer lige samlet :)

Jeg skulle lige til at sige: "Det er sjovt! Det der med at opgive, hvis man ikke kan, tror jeg egentlig aldrig, at jeg har gjort." indtil jeg indså, at det har jeg. Big time endda. Jeg tror bare ikke, at jeg har tænkt over det før, fordi det hos mig nok bunder i et andet mindset (og nu advarer jeg om, at der kommer en del dating-analogier i de næste afsnit.).

Grundlæggende har jeg en tendens til at se verden ret strukturalistisk, altså at der er en større mening bag de fleste ting. Her mener jeg slet ikke teologisk, men snarere at vores samfund er opbygget af systemer, hvor vi alle passer ind et eller flere bestemt steder. Det betyder så også, at jeg har en tendens til at tænke, at hvis noget er for svært og kræver alt for meget arbejde (undtagen i sammenhænge, hvor det er påkrævet, som f.eks. at læse op til en eksamen), så er det ikke rigtigt for mig. F.eks. med de her styrelsesjobs. Jeg vil det så gerne på papiret, men ansøgningerne har været en pinsel at skrive, mit CV har været svært at tilpasse og da jeg endelig kom til samtale på et enkelt fuldmægtigjob, så brugte jeg hele samtalen på at sige ting, der fik dem til at nikke ivrigt, men som overhovedet ikke var i overensstemmelse med min personlighed eller værdier. Det fik så oprindeligt mig til at tænke, at nu skal du bare køre på med lignende stillinger og lade endnu mere som om, at du er en embedsmand, for så skal den nok være der.

...

Ovenstående er selvfølgelig lidt forsimplet, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske går og overser noget meget åbenlyst, fordi jeg har været for fokuseret på det forkerte.


Det der giver enormt god mening - især i forhold til de problemstillinger du har gået og tumlet med. Jeg kan godt se dine pointer. Hvad er det egentlig præcist der har tiltrukket dig så meget, ved fuldmægtigstillingerne? På den anden side, så er det måske også en samfundsmæssig fælde at falde i - at der er en eller to bestemte profiler der passer til de der fuldmægtigjobs. Måske kunne de i virkeligheden have gavn af en, der tænker en lille smule anderledes?

Der, hvor jeg så bliver fortvivlet, er når jeg ikke rigtig har det sted, hvor jeg rigtig føler mig hjemme. Som sagt kan jeg virkelig relatere til de miljø- og arbejdsmetode-baserede du stillede op for nogle indlæg siden, men jeg tror bare ikke jeg har fundet det sted, hvor det er en mulighed, sat i relation til mine kvalifikationer. Jeg ville ønske jeg havde været lidt bedre til at få lidt andre erhvervsmæssige input imens jeg studerede, for jeg synes ikke der var noget jeg som sådan var skabt til, af det jeg har fået løn for. Eller jo, mit vejlederjob var fantastisk, men faktisk ikke pga. vejleder-aspekten, snarere end rådgivningsaspektet. Men det passer jo også meget godt, min personlige præference om at være orakel taget i betragtning. Så skal jeg bare lige finde noget at rådgive om :D
0
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3340
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 577
Likede indlæg: 5108

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf ManicNinja » 13. okt 2015, 10:17

milisa skrev:English og Neenah, jeg kan genkende rigtig, rigtig meget af det, I skriver, i mig selv. Især det der med "hvis jeg ikke kan finde ud af det, så dropper jeg det"-genet. Det er garanteret også derfor, at jeg i den grad har knækket nakken på det her jobsøgningsnoget - for jeg kan jo altså ikke så godt bare droppe det, men jeg kan jo tilsyneladende ikke rigtig finde ud af det. Og hvad gør man så? Når man (læs: jeg...) hele sit liv har flygtet fra nederlag, så er det fakkertalt svært lige pludselig bare at stå i kviksand og være tvunget til at tage slag på slag på slag. Jeg har slet ikke nogle redskaber til at tackle det. Det er jo også derfor, jeg bliver så utrolig såret af at læse indlæg som "du skal bare..." eller "det nytter jo ikke noget at tænke sådan, det skal du bare lade være med"... jamen for sevan, hvis jeg kunne det, så gjorde jeg det jo nok! Det er ikke superduper fedt at rende rundt og være ulykkelig det meste af tiden.


Milisa: Er oprigtigt ked af, hvis de "opsange" jeg har skrevet herinde, har stødt dig. Det er bestemt ikke meningen.

Som jeg også skrev i går, så HAR jeg for år tilbage selv siddet og skrevet 300+ ansøgninger, været i praktik og løntilskud uden en skid gevinst mht fastansættelse og til sidst været nogle få uger fra at ryge ud af dagpengesystemet. Jeg var sindssygt ked af det. Og max stresset, men formåede igennem måneder at bevare roen - og fokus - nogenlunde! Men selvfølgelig har vi da alle en grænse for, hvor meget modgang vi kan klare. Udfordringen er at få rykket den grænse et godt stykke. Gro noget hår på brystet og nogle kvindenosser i psyken.

Så jeg siger bestemt ikke, at man "bare" kan tænke anderledes - det ville sgu være arrogant. Men jeg siger, man er nødt til at prøve. Og i mit indlæg i går skrev jeg også, at jeg godt kan forstå, man som arbejdsløs bliver nedtrykt og måske ramt af uretfærdighedsfølelse.
Kernen er, at hvert menneske, når det bliver bragt i pressede og kriseprægede situationer (og det ER ufrivillig arbejdsløshed jo), er nødt til langsomt at udvikle/finde de "redskaber", du snakker om, for at kunne tackle situationen. Jeg vil vove den påstand, at ingen som sådan har disse redskaber og ved, hvordan de tackler det her pres af afvisning og uvished, før de har været i situationen. Og det, der virker til at få mig ovenpå, er ikke nødvendigvis virkningsfuldt for dig. Du finder langsomt i processen ud af, hvad der virker for dig, når du har tabt modet og finder sikkert også ud af, at du ikke dør af uvisheden eller nedtryktheden. Og den erkendelse skal være med til at give dig styrke - prøv at overveje, hvor meget mere modgang du allerede p.t. har tacklet og er kommet igennem.

Selv fandt jeg ud af, at uretfærdighedsfølelse/vrede er en enorm bunke energi, som man ved at udnytte rigtigt kan få virkelig meget godt ud af. Man kan sidde derhjemme og være skidearrig for sig selv og blive mere og mere indebrændt over situationen, nærmest lammet af vreden - eller man kan tænke: "Fandeme nej!" og bruge vreden som benzin til at komme ud. Det var det, der skete for mig (ikke med det samme, men efter nogen tid): Jeg endte med at tage ud og aflevere ansøgninger personligt nogle steder, hvor jeg vurderede, det ville være velsét eller i hvert fald ikke upassende. Og endte med i løbet af én uge at blive tilbudt tre jobs.

Så min opsang er ikke en forklejning af problemet eller en nedladende rullen med øjnene. :) Blot siger jeg til dig og andre jobsøgende, at udfordringen lige netop er ikke at forfalde til det, der ligger lige til højrebenet, nemlig at have ondt af sig selv og synes, det hele er uretfærdigt. Jeg opfordrer til, at man prøver at ændre sit tankemønster. Ikke fordi jeg mener, det er nemt (personlig udvikling GØR jo tit ondt, udfordrer, gør én bange, usikker, vred, forvirret). Men fordi man simpelthen ellers spænder ben for sig selv. Og jeg husker af erfaring, at situationen bliver værre (og sværere at ændre på), hvis man lader de destruktive tanker overtage. Så ind med noget kampgejst og stædighed (også selv om du tænker: "Det kan du sagtens sige, du sidder og har dit på det tørre og er i job!") Du kan blive knotten på mig og folk, der siger som jeg gør - så har du lagt ansvaret fra dig. Eller du kan prøve bare at lytte og se, hvad du kan bruge og tage udfordringen op. Det er dit valg. Det kan også være, du har brug for at være nedtrykt og modløs nogen tid, og så pludselig bliver så arrig over dit dårlige humør, at du bryder cirklen dérfra. Der er mange muligheder. :)

Selv kæmper jeg somme tider også for at være i godt humør og fortrøstningsfuld - det er ikke altid, den bedste vej er at give sig selv lov at være ked af det, er min erfaring (selv om terapeuter tit mener det): "Niks. Jeg nægter fandeme at lade mig slå ud i dag!", kan jeg godt tænke. Og så hjælper det fx at ringe til fem arbejdsgivere i rap, være velforberedt og lige på og føle, at jeg GØR noget og kan påvirke min egen situation. Jeg indså også, at jo mere, jeg kunne skaffe mig noget succesfølelse på andre områder i tilværelsen, jo mere kunne jeg "låne" af den følelse til min jobsøgning. Så jeg startede til Crossfit og gav den max gas med at komme i form og tabe nogle kilo. Her var et område, hvor min indsats stod i direkte forhold til resultaterne, og så kom jeg ud blandt nye mennesker og fik også udfordret mig selv (før det havde jeg aldrig været i et fitnesscenter og var sindssygt bange for at prøve nyt, for nyt var en potentiel fiasko og jeg havde fået fortalt mig selv, at jeg ikke kunne håndtere nederlag - hvilket jo var helt og aldeles usandt). For andre virker noget andet sikkert.

Som i enhver anden krisesituation har man ved arbejdsløshed mulighed for at lære en masse om sig selv. Det gør ondt, og det er hårdt, ja. Men - og dette er absolut ikke sagt for at provokere - prøv at se det som en potentiel udviklingsmulighed. Denne gang KAN du ikke flygte fra modgangen. Måske er det dét, der skal til, for at du i sidste ende får det job, du ønsker dig: At du bliver stærkere på den del af din profil, som kunne hedde "problemknuser". :) Hvem ved?
1
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 432
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 116
Likede indlæg: 1140

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf englishchannel » 13. okt 2015, 10:54

Neenah skrev:Det der giver enormt god mening - især i forhold til de problemstillinger du har gået og tumlet med. Jeg kan godt se dine pointer. Hvad er det egentlig præcist der har tiltrukket dig så meget, ved fuldmægtigstillingerne? På den anden side, så er det måske også en samfundsmæssig fælde at falde i - at der er en eller to bestemte profiler der passer til de der fuldmægtigjobs. Måske kunne de i virkeligheden have gavn af en, der tænker en lille smule anderledes?

Der, hvor jeg så bliver fortvivlet, er når jeg ikke rigtig har det sted, hvor jeg rigtig føler mig hjemme. Som sagt kan jeg virkelig relatere til de miljø- og arbejdsmetode-baserede du stillede op for nogle indlæg siden, men jeg tror bare ikke jeg har fundet det sted, hvor det er en mulighed, sat i relation til mine kvalifikationer. Jeg ville ønske jeg havde været lidt bedre til at få lidt andre erhvervsmæssige input imens jeg studerede, for jeg synes ikke der var noget jeg som sådan var skabt til, af det jeg har fået løn for. Eller jo, mit vejlederjob var fantastisk, men faktisk ikke pga. vejleder-aspekten, snarere end rådgivningsaspektet. Men det passer jo også meget godt, min personlige præference om at være orakel taget i betragtning. Så skal jeg bare lige finde noget at rådgive om :D


Jamen, det er der faktisk mange grunde til det, og ingen af dem er gode :D Retrospektivt har det nok handlet mere om hvad jobbet ikke er, end hvad det egentlig er.

For at sætte lidt baggrund på, arbejdede jeg under min bachelor i to forskellige små medievirksomheder, hvor der ikke var styr på spor: I den ene snød chefen mig konsekvent for min (ekstremt lave) løn og bagtalte mig offentligt. I den anden blev ejeren af virksomheden, der var 30 år ældre end mig, gradvist mere creepy overfor mig og da jeg sagde op, begyndte han decideret at stalke mig, hvilket stod på i over et år. Selvom jeg egentlig elskede arbejdsopgaverne, gjorde de to oplevelser, at jeg forsvor, at jeg nogensinde igen skulle arbejde et sted med andet end 120% ordnede forhold, tillidsrepræsentant, overenskomst og alt det. Så der føltes det offentlige jo allerede som et godt bud, fordi det er begrænset hvor dårligt man kan blive behandlet (hvor er det dog egentlig trist, når jeg sådan læser det).

For det andet, er jeg jo generalist og derfor virkede det jo som en god idé at søge stillinger, hvor de eneste krav nærmest var, at man er god analytisk, kunne formulere sig og havde interesse for området, for alt det passede jo på mig. At jeg så tilfældigvis kom til samtale på den allerførste fuldmægtigstilling, jeg søgte, gav mig så yderligere blod på tanden. Og endeligt, så har jeg bare så mange statskundskabere i min omgangskreds, og jeg har lige siden min bachelor haft noget studieenvy overfor dem. Så jeg tror, at det også var følelsen af at kunne "springe over i køen" og blive mere som dem, der var tiltalende.

Så ja... skidegode grunde, ikke? :D

Angående din (og egentlig også min) situation, tænker jeg også lidt, om det egentlig behøver at være så "skabt til"-agtigt. At det, især når man ikke har så meget erhvervserfaring, måske bare handler om at være lidt mere objektiv og prøve at få foden indenfor et eller andet sted med en eller anden form for arbejdsopgaver, der eventuelt kan udvikles til noget mere på længere sigt. Og så lade være med at tænke så meget i hvad man drømmer om og brænder for, for for at være helt ærlig, tror jeg ikke, at det er realistisk for nogen af os at lande et rigtigt passionsjob endnu. Eller... altså, man skal selvfølgelig ikke hade sit job eller have noget, hvor man langsomt brænder ud, men jeg tror, at de fleste introjobs er lidt kedelige og trivielle (medmindre han så har kørt karriereklatten under studiet).

Jeg aner ikke om du kan bruge det, men jeg prøver virkelig at se mig selv udefra i disse dage. Og komme lidt væk fra: "Jamen, hvad vil jeg gerne! Hvad brænder jeg for?" og så i stedet prøve at sige: "Jamen, jeg har de og de faglige kompetencer. Jeg har de og de personlige komptencer. Er der nogen som helst, der vil kunne bruge det til noget?" og så prøver jeg at være rimelig fordomsfri og ikke straks at tænke: "Ej, men det lyder også kedeligt!" eller "Nej, jeg må da kunne bruge mine evner bedre end det!". Og så, når jeg kommer til at skulle i praktik, at gå efter et sted, hvor mine personlige interesser rammer sammen med noget som andre faktisk kan bruge, også selvom det måske ikke er det, jeg regnede med. Giver det mening?

Altså i forhold til dig (og nu tager jeg forbehold for, at jeg ikke rigtigt kender dig andet end herindefra), ville jeg simpelthen tage udgangspunkt i din vejledererfaring, for det er det, du har lavet indtil videre og det er der, dine største kompetencer ligger. Og så relativt meget droppe tanken om f.eks. at blive kommunikationsrådgiver eller udviklingskonsulent eller lignende, for hvis vi skal være ærlige, er det lidt ligesom mine styrelsesjobs. Det lyder godt på papiret, men vi kan ikke rigtigt tilbyde noget relevant erfaring eller specielle kompetencer på nuværende tidspunkt, og det er der med garanti en masse andre, der kan. Måske kan det blive til noget på et senere tidspunkt, men der, hvor du faktisk kan tilbyde andet end drømme og motivation, er på vejlederområdet.

(Nu håber jeg ikke, at du synes, at jeg går over stregen i det her indlæg :kys: Jeg tror bare, at vi er meget i samme situation og så kan det være, at jeg projekterer mine egne erkendelser over på dig.)
1
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 586
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 125
Likede indlæg: 1126

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf Neenah » 13. okt 2015, 11:21

englishchannel skrev:
Jeg aner ikke om du kan bruge det, men jeg prøver virkelig at se mig selv udefra i disse dage. Og komme lidt væk fra: "Jamen, hvad vil jeg gerne! Hvad brænder jeg for?" og så i stedet prøve at sige: "Jamen, jeg har de og de faglige kompetencer. Jeg har de og de personlige komptencer. Er der nogen som helst, der vil kunne bruge det til noget?" og så prøver jeg at være rimelig fordomsfri og ikke straks at tænke: "Ej, men det lyder også kedeligt!" eller "Nej, jeg må da kunne bruge mine evner bedre end det!". Og så, når jeg kommer til at skulle i praktik, at gå efter et sted, hvor mine personlige interesser rammer sammen med noget som andre faktisk kan bruge, også selvom det måske ikke er det, jeg regnede med. Giver det mening?

Altså i forhold til dig (og nu tager jeg forbehold for, at jeg ikke rigtigt kender dig andet end herindefra), ville jeg simpelthen tage udgangspunkt i din vejledererfaring, for det er det, du har lavet indtil videre og det er der, dine største kompetencer ligger. Og så relativt meget droppe tanken om f.eks. at blive kommunikationsrådgiver eller udviklingskonsulent eller lignende, for hvis vi skal være ærlige, er det lidt ligesom mine styrelsesjobs. Det lyder godt på papiret, men vi kan ikke rigtigt tilbyde noget relevant erfaring eller specielle kompetencer på nuværende tidspunkt, og det er der med garanti en masse andre, der kan. Måske kan det blive til noget på et senere tidspunkt, men der, hvor du faktisk kan tilbyde andet end drømme og motivation, er på vejlederområdet.

(Nu håber jeg ikke, at du synes, at jeg går over stregen i det her indlæg :kys: Jeg tror bare, at vi er meget i samme situation og så kan det være, at jeg projekterer mine egne erkendelser over på dig.)


Jeg kan godt se dine begrundelser med de oplevelser du har haft. Men hvis det er din eneste årsag til at søge væk fra den branche, så er det måske værd at undersøge den alligevel, og så prøve at researche lidt på arbejdsforhold for at være mere sikker på at havne et godt sted? I det mindste har man da en del flere rettigheder og pondus som fuldtidsansat.

Det der med at være fordomsfri kunne jeg også lære lidt af. På den anden side, så hjælper mine fordomme mig til ikke at søge i øst, vest og på månen :D

Du kan gå over streger hvor du vil - jeg skal nok sige fra :D Men lige den med vejledererfaringen synes jeg faktisk ikke nødvendigvis er vejen at gå, af flere årsager. For det første fordi jeg med mine 2,5 års erfaring på deltid har et meget begrænset teoretisk udgangspunkt, og har svært ved at konkurrere med dem der enten har professionsbachelorer eller diplomuddannelser i vejledning. Jeg har erfaring, ja, men jeg synes faktisk ikke selv jeg er en specielt dygtig vejleder på den vejledningsfaglige måde, og jeg har hverken interesse i eller lyst til at arbejde med grundskolevejledning. Det er som sådan heller ikke rigtig et område hvor man ligeså stille kan arbejde sig over i en anden afdeling, da de fleste vejlederstillinger er i forbindelse med vejledningscentre. Derfor har jeg været tilbageholdende med at søge den slags stillinger. Det er ikke engang fordi ansøgningerne har skrevet sig selv til de stillinger jeg så har søgt. Jeg nægter simpelthen at tro på, at det er det eneste jeg kan byde ind med.

Derudover valgte jeg jo min uddannelse fordi jeg elsker at tale engelsk, og i al beskedenhed er virkelig dygtig til det. Det er så ærgerligt hvis jeg skal ud og bestride et job, hvor jeg på ingen måde kan få lov til at bruge det. Det ville jeg være virkelig ked af. Derfor har jeg meget fokus på internationalt rettede jobs, og det er nok egentlig her jeg allerhelst vil ind. Det kan godt være min vejledererfaring ikke er direkte overførbar, men det har givet mig ret stor indsigt i uddannelsessystemet, hvor jeg jo gerne vil have foden indenfor - f.eks. på et international kontor. Og jeg har jo erfaring med mig fra andre stillinger også - fra den amerikanske ambassade, fra job i USA, som underviser i engelsk grammatik, som frivillig, som udvekslingsstuderende. Jeg er bare sådan lidt ærgerlig over at min vejlederstilling kommer til at definere hvad jeg kan, for selvom jeg elskede jobbet, så var det at holde oplæg, networking, rådgivning, informationsmøder og at jeg selv kunne definere mine arbejdsopgaver, jeg kunne lide ved jobbet, mere end vejledningsdelen.

Det kan godt være jeg ikke kan tilbyde noget specielt, men helt ærligt, så ville jeg hurtigt brænde ud hvis det eneste jeg skulle sidde med hver dag, var andres problemer, og det er derfor jeg ikke søger (ret mange) vejlederstillinger. Jeg tror på at både jeg og de vejledningssøgende er bedst tjent med at få en vejleder, der virkelig er dygtig til sit kram, og som også har lyst til at have det job.

Det kan godt være det er klogere at gå efter de jobs, men alene tanken gør mig ked af det.
0
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 647
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 103
Likede indlæg: 1016

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf milisa » 13. okt 2015, 11:43

ManicNinja skrev:
milisa skrev:English og Neenah, jeg kan genkende rigtig, rigtig meget af det, I skriver, i mig selv. Især det der med "hvis jeg ikke kan finde ud af det, så dropper jeg det"-genet. Det er garanteret også derfor, at jeg i den grad har knækket nakken på det her jobsøgningsnoget - for jeg kan jo altså ikke så godt bare droppe det, men jeg kan jo tilsyneladende ikke rigtig finde ud af det. Og hvad gør man så? Når man (læs: jeg...) hele sit liv har flygtet fra nederlag, så er det fakkertalt svært lige pludselig bare at stå i kviksand og være tvunget til at tage slag på slag på slag. Jeg har slet ikke nogle redskaber til at tackle det. Det er jo også derfor, jeg bliver så utrolig såret af at læse indlæg som "du skal bare..." eller "det nytter jo ikke noget at tænke sådan, det skal du bare lade være med"... jamen for sevan, hvis jeg kunne det, så gjorde jeg det jo nok! Det er ikke superduper fedt at rende rundt og være ulykkelig det meste af tiden.


Milisa: Er oprigtigt ked af, hvis de "opsange" jeg har skrevet herinde, har stødt dig. Det er bestemt ikke meningen.

Som jeg også skrev i går, så HAR jeg for år tilbage selv siddet og skrevet 300+ ansøgninger, været i praktik og løntilskud uden en skid gevinst mht fastansættelse og til sidst været nogle få uger fra at ryge ud af dagpengesystemet. Jeg var sindssygt ked af det. Og max stresset, men formåede igennem måneder at bevare roen - og fokus - nogenlunde! Men selvfølgelig har vi da alle en grænse for, hvor meget modgang vi kan klare. Udfordringen er at få rykket den grænse et godt stykke. Gro noget hår på brystet og nogle kvindenosser i psyken.

Så jeg siger bestemt ikke, at man "bare" kan tænke anderledes - det ville sgu være arrogant. Men jeg siger, man er nødt til at prøve. Og i mit indlæg i går skrev jeg også, at jeg godt kan forstå, man som arbejdsløs bliver nedtrykt og måske ramt af uretfærdighedsfølelse.
Kernen er, at hvert menneske, når det bliver bragt i pressede og kriseprægede situationer (og det ER ufrivillig arbejdsløshed jo), er nødt til langsomt at udvikle/finde de "redskaber", du snakker om, for at kunne tackle situationen. Jeg vil vove den påstand, at ingen som sådan har disse redskaber og ved, hvordan de tackler det her pres af afvisning og uvished, før de har været i situationen. Og det, der virker til at få mig ovenpå, er ikke nødvendigvis virkningsfuldt for dig. Du finder langsomt i processen ud af, hvad der virker for dig, når du har tabt modet og finder sikkert også ud af, at du ikke dør af uvisheden eller nedtryktheden. Og den erkendelse skal være med til at give dig styrke - prøv at overveje, hvor meget mere modgang du allerede p.t. har tacklet og er kommet igennem.

Selv fandt jeg ud af, at uretfærdighedsfølelse/vrede er en enorm bunke energi, som man ved at udnytte rigtigt kan få virkelig meget godt ud af. Man kan sidde derhjemme og være skidearrig for sig selv og blive mere og mere indebrændt over situationen, nærmest lammet af vreden - eller man kan tænke: "Fandeme nej!" og bruge vreden som benzin til at komme ud. Det var det, der skete for mig (ikke med det samme, men efter nogen tid): Jeg endte med at tage ud og aflevere ansøgninger personligt nogle steder, hvor jeg vurderede, det ville være velsét eller i hvert fald ikke upassende. Og endte med i løbet af én uge at blive tilbudt tre jobs.

Så min opsang er ikke en forklejning af problemet eller en nedladende rullen med øjnene. :) Blot siger jeg til dig og andre jobsøgende, at udfordringen lige netop er ikke at forfalde til det, der ligger lige til højrebenet, nemlig at have ondt af sig selv og synes, det hele er uretfærdigt. Jeg opfordrer til, at man prøver at ændre sit tankemønster. Ikke fordi jeg mener, det er nemt (personlig udvikling GØR jo tit ondt, udfordrer, gør én bange, usikker, vred, forvirret). Men fordi man simpelthen ellers spænder ben for sig selv. Og jeg husker af erfaring, at situationen bliver værre (og sværere at ændre på), hvis man lader de destruktive tanker overtage. Så ind med noget kampgejst og stædighed (også selv om du tænker: "Det kan du sagtens sige, du sidder og har dit på det tørre og er i job!") Du kan blive knotten på mig og folk, der siger som jeg gør - så har du lagt ansvaret fra dig. Eller du kan prøve bare at lytte og se, hvad du kan bruge og tage udfordringen op. Det er dit valg. Det kan også være, du har brug for at være nedtrykt og modløs nogen tid, og så pludselig bliver så arrig over dit dårlige humør, at du bryder cirklen dérfra. Der er mange muligheder. :)

Selv kæmper jeg somme tider også for at være i godt humør og fortrøstningsfuld - det er ikke altid, den bedste vej er at give sig selv lov at være ked af det, er min erfaring (selv om terapeuter tit mener det): "Niks. Jeg nægter fandeme at lade mig slå ud i dag!", kan jeg godt tænke. Og så hjælper det fx at ringe til fem arbejdsgivere i rap, være velforberedt og lige på og føle, at jeg GØR noget og kan påvirke min egen situation. Jeg indså også, at jo mere, jeg kunne skaffe mig noget succesfølelse på andre områder i tilværelsen, jo mere kunne jeg "låne" af den følelse til min jobsøgning. Så jeg startede til Crossfit og gav den max gas med at komme i form og tabe nogle kilo. Her var et område, hvor min indsats stod i direkte forhold til resultaterne, og så kom jeg ud blandt nye mennesker og fik også udfordret mig selv (før det havde jeg aldrig været i et fitnesscenter og var sindssygt bange for at prøve nyt, for nyt var en potentiel fiasko og jeg havde fået fortalt mig selv, at jeg ikke kunne håndtere nederlag - hvilket jo var helt og aldeles usandt). For andre virker noget andet sikkert.

Som i enhver anden krisesituation har man ved arbejdsløshed mulighed for at lære en masse om sig selv. Det gør ondt, og det er hårdt, ja. Men - og dette er absolut ikke sagt for at provokere - prøv at se det som en potentiel udviklingsmulighed. Denne gang KAN du ikke flygte fra modgangen. Måske er det dét, der skal til, for at du i sidste ende får det job, du ønsker dig: At du bliver stærkere på den del af din profil, som kunne hedde "problemknuser". :) Hvem ved?


Jeg er en meget speciel type, måske. Jeg skal nok sige til, hvis jeg har brug for en opsang og et spark i røven. Men indtil da har jeg brug for at blive aet og trøstet. Så ja, jeg bliver ekstremt såret over sætninger som "Du kan blive knotten på mig og folk, der siger som jeg gør - så har du lagt ansvaret fra dig. Eller du kan prøve bare at lytte og se, hvad du kan bruge og tage udfordringen op. Det er dit valg." Fordi 1) nej, jeg føler ikke, at jeg har noget valg. 2) Du sætter det op som et enten/eller: Enten skal jeg sige juhu til det, du siger, eller også lytter jeg ikke - eller endnu værre lægger ansvaret fra mig. Og jeg lægger fanme aldrig ansvaret fra mig! 3) Ord som "knotten" og "mopset" signalerer, at hvis jeg ikke er enig, så kan mine holdninger affejes med, at jeg bare har nej-hatten på. Det får mig til at føle, at jeg ikke bliver taget seriøst. 4) "Du kan tage udfordringen op", jamen, tror du, jeg sidder i et hjørne og vugger? Jeg sender 5-6 ansøgninger af sted om ugen og har 3-4 samtaler om måneden. Jeg synes fakkertalt, jeg både tager ansvar, udfordrer og bliver udfordret osv. Men jeg har endnu ikke bedt om gode råd, og det er fordi, jeg faktisk bare har brug for at blive aet lidt på kinden. Det er ekstremt barnligt, men nu fik jeg en kiks om, at jeg skal være mig selv, så det har jeg tænkt mig at følge, så here goes: Jeg vil hermed gerne stå ved, at jeg pt bare gerne vil have lidt medfølelse, en skulder at græde ved, et kys på kinden, og et klap på håret. Så skal jeg nok sige til, når jeg er i humør til god, konstruktiv kritik.

Når alt dette så er sagt, så kan jeg jeg godt se, når nogen skriver noget klogt ind imellem ting, der gør mig ked af det, og dit indlæg har meget klogt! Jeg vil derfor læse det igen om et par dage. :)
3
Tally-ho
Brugeravatar
Medd
Indlæg: 37
Tilmeldt: 24. aug 2015, 12:56
Kort karma: 8
Likede indlæg: 73

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf Medd » 13. okt 2015, 11:47

Min praktiksamtale gik over al forventning! Da jeg kom hjem blev jeg ringet op og fik tilbudt en fast stilling i stedet for praktik. Det betyder en lavere startløn end forventet de første 5 måneder, men tilgengæld får jeg de kurser jeg skal have for at blive opkvalificeret til stillingen. Og jeg slipper for at arbejde på dagpengesats i 8 uger, som ville have været praktikperioden.

Er virkelig glad og lettet :D

Håber I andre snart har held i jeres jobsøgning! Har ikke deltaget så meget, men har læst meget med fra sidelinjen og brugt jeres tips og tricks :)
13
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4651
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5926

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf Dikus » 13. okt 2015, 11:48

Medd skrev:Min praktiksamtale gik over al forventning! Da jeg kom hjem blev jeg ringet op og fik tilbudt en fast stilling i stedet for praktik. Det betyder en lavere startløn end forventet de første 5 måneder, men tilgengæld får jeg de kurser jeg skal have for at blive opkvalificeret til stillingen. Og jeg slipper for at arbejde på dagpengesats i 8 uger, som ville have været praktikperioden.

Er virkelig glad og lettet :D

Håber I andre snart har held i jeres jobsøgning! Har ikke deltaget så meget, men har læst meget med fra sidelinjen og brugt jeres tips og tricks :)


FEDT! :banan: :banan: TILLYKKE!!!! :banan: :banan:
1
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 647
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 103
Likede indlæg: 1016

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf milisa » 13. okt 2015, 12:01

Medd skrev:Min praktiksamtale gik over al forventning! Da jeg kom hjem blev jeg ringet op og fik tilbudt en fast stilling i stedet for praktik. Det betyder en lavere startløn end forventet de første 5 måneder, men tilgengæld får jeg de kurser jeg skal have for at blive opkvalificeret til stillingen. Og jeg slipper for at arbejde på dagpengesats i 8 uger, som ville have været praktikperioden.

Er virkelig glad og lettet :D

Håber I andre snart har held i jeres jobsøgning! Har ikke deltaget så meget, men har læst meget med fra sidelinjen og brugt jeres tips og tricks :)



Så skal vi have gang i bananerne!!! Endelig!!!! STORT TILLYKKE!!!!!

:banan: :banan: :banan: :banan: :banan: :banan: :banan: :banan:
1
Tally-ho
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 586
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 125
Likede indlæg: 1126

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf Neenah » 13. okt 2015, 12:44

Medd skrev:Min praktiksamtale gik over al forventning! Da jeg kom hjem blev jeg ringet op og fik tilbudt en fast stilling i stedet for praktik. Det betyder en lavere startløn end forventet de første 5 måneder, men tilgengæld får jeg de kurser jeg skal have for at blive opkvalificeret til stillingen. Og jeg slipper for at arbejde på dagpengesats i 8 uger, som ville have været praktikperioden.

Er virkelig glad og lettet :D

Håber I andre snart har held i jeres jobsøgning! Har ikke deltaget så meget, men har læst meget med fra sidelinjen og brugt jeres tips og tricks :)


Kæmpestort tillykke! :pompom: :banan: :banan: :banan: :banan: :banan: :banan: :banan:
1
Brugeravatar
BlindfullyCool
Indlæg: 126
Tilmeldt: 11. aug 2015, 20:38
Kort karma: 41
Likede indlæg: 254

Re: Jobjagter-tråden

Indlægaf BlindfullyCool » 13. okt 2015, 14:44

Medd skrev:Min praktiksamtale gik over al forventning! Da jeg kom hjem blev jeg ringet op og fik tilbudt en fast stilling i stedet for praktik. Det betyder en lavere startløn end forventet de første 5 måneder, men tilgengæld får jeg de kurser jeg skal have for at blive opkvalificeret til stillingen. Og jeg slipper for at arbejde på dagpengesats i 8 uger, som ville have været praktikperioden.

Er virkelig glad og lettet :D

Håber I andre snart har held i jeres jobsøgning! Har ikke deltaget så meget, men har læst meget med fra sidelinjen og brugt jeres tips og tricks :)


Jaaah, hvor er det fedt! Stort tillykke! :banan: :banan: :banan:
1

Tilbage til "Job"