Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Maanii
Indlæg: 861
Tilmeldt: 30. apr 2016, 09:10
Kort karma: 257
Likede indlæg: 3601

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Maanii » 14. jan 2019, 14:38

Stitch skrev:Jeg er ikke bange for at dø. Det er ikke, at jeg ikke kan lide at leve. Og jeg kommer aldrig til at begå selvmord. Men jeg er ikke bange for at dø og byder døden velkommen.


Jeg er heller ikke bange for at dø, jeg er til gengæld helt vildt angst for at opleve min mand dø.

Jeg håber, meget egoistisk, på at dø først.
7
Put egg on my house, I kill what you love!
bluetof1
Indlæg: 1568
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 962
Likede indlæg: 6095

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf bluetof1 » 15. jan 2019, 08:22

Maanii skrev:
Stitch skrev:Jeg er ikke bange for at dø. Det er ikke, at jeg ikke kan lide at leve. Og jeg kommer aldrig til at begå selvmord. Men jeg er ikke bange for at dø og byder døden velkommen.


Jeg er heller ikke bange for at dø, jeg er til gengæld helt vildt angst for at opleve min mand dø.

Jeg håber, meget egoistisk, på at dø først.


Jeg håber min mand dør før mig.
Jeg tror det vil ødelægge ham hvis jeg dør først. På overfladen er han en stærk og sej nordjyde, der kan klare hvad som helst, men indvendig er han blød som smør og tanken om at miste mig/hans børn/hans forældre/søster får ham til at krølle helt sammen. Det er der bare ingen, der kan se og jeg ved det kun fordi han har fortalt mig det.

Så jeg håber han dør først så han ikke skal se mig eller sine børn dø.
9
Har lige barberet ben for første gang i meget, meget lang tid. Min bodyoil kunne ikke længere fugte min hud. Til gengæld havde jeg virkelig blank pels.
Apostrof
Indlæg: 81
Tilmeldt: 10. dec 2015, 13:48
Kort karma: 37
Likede indlæg: 243

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Apostrof » 15. jan 2019, 14:42

Jeg er temmelig sikker på, at jeg lider af tvangsoverspisning/binge eating disorder :( Jeg synes, at det er helt ekstremt pinligt og skamfuldt at skulle fortælle nogen om det og har et kæmpe selvhad over, hvorfor jeg ikke kan have et naturligt forhold til mad og kontrollere det. Men nu passer det heldigvis ikke længere, at INGEN andre ved det - for jeg har i det nye år fået taget mig sammen til at sige det til min læge og mine behandlere i psykiatrien. Det nedslående er så, at det endnu ikke er en anerkendt diagnose i Danmark, så der tilbydes ikke et behandlingsforløb for det - og det bidrager helt vild til min hypokonder-følelse af, at jeg bare leder efter en dårlig undskyldning.
2
Brugeravatar
Stitch
Indlæg: 2724
Tilmeldt: 13. jun 2017, 12:11
Kort karma: 338
Likede indlæg: 5071

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Stitch » 15. jan 2019, 14:47

Apostrof skrev:Jeg er temmelig sikker på, at jeg lider af tvangsoverspisning/binge eating disorder :( Jeg synes, at det er helt ekstremt pinligt og skamfuldt at skulle fortælle nogen om det og har et kæmpe selvhad over, hvorfor jeg ikke kan have et naturligt forhold til mad og kontrollere det. Men nu passer det heldigvis ikke længere, at INGEN andre ved det - for jeg har i det nye år fået taget mig sammen til at sige det til min læge og mine behandlere i psykiatrien. Det nedslående er så, at det endnu ikke er en anerkendt diagnose i Danmark, så der tilbydes ikke et behandlingsforløb for det - og det bidrager helt vild til min hypokonder-følelse af, at jeg bare leder efter en dårlig undskyldning.


Det lyder nu ret alvorligt og ikke særlig rart. Har du tid og råd til selv at søge hjælp?
Jeg er en kæmpe fortaler for kropsterapi, som jeg tror ville kunne hjælpe.
2
Apostrof
Indlæg: 81
Tilmeldt: 10. dec 2015, 13:48
Kort karma: 37
Likede indlæg: 243

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Apostrof » 15. jan 2019, 15:16

Stitch skrev:Det lyder nu ret alvorligt og ikke særlig rart. Har du tid og råd til selv at søge hjælp?
Jeg er en kæmpe fortaler for kropsterapi, som jeg tror ville kunne hjælpe.


Tak for dit råd!

Det er det også (har et BMI på 50!!!). Det har stået på siden 10-års alderen, hvor jeg blev sendt på min første kur og allerede der var meget bevidst om min vægt :( Det hæmmer mig helt vildt i dagligdagen både fysisk pga. overvægten, men især psykisk, hvor jeg frygter og hader at købe tøj og ikke gør noget ud af mig selv, for jeg er jo alligevel for tyk til at være pæn; spiser aldrig usundt foran andre (kun i det skjulte) - for hvad tænker de ikke, hvis de ser hende den fede stå og spise en is eller tage kage på arbejdet?; stresser over at skulle flyve - ikke pga. flyskræk, men om jeg nu kan lukke selen; elsker at ride, men vil ikke byde en hests ryg min overvægt; stresser over team events, f.eks. sidste gang, hvor jeg sygemeldte mig ved kajakroning, selvom jeg virkelig gerne ville - så kunne jeg slet ikke overskue, om der var en våddragt i min størrelse eller angive vægt til redningsvest; stresser over smalle stole med armlæn og ja, bare i relationer med mennesker virkelig er bange for at blive dømt på vægten. Og så er jeg bare SÅ bange for at give et usundt forhold til mad videre til min 1-årige søn, da jeg allerede projicerer mine tvangstanker omkring sund mad over på ham...

Mine tanker kredser konstant om mad, hvor jeg ikke kan slippe tankerne om trangen (ligesom man kan have en sang på ”hjernen”, kredser tankerne bare konstant omkring mad, indtil jeg ”falder i”). Min hjerne fucker helt vildt med mig, hvor den bare kan gå helt i selvsving og konstant i loop tænker på et-eller-andet specifikt, indtil jeg giver efter, f.eks. ”Marabou, marabou, marabou” 1 dag, 2 dage, 3 uger, flere måneder har jeg oplevet at gå rundt med trangen (i de perioder hvor jeg har været skidesej og beslutsom), indtil jeg endelig har givet efter for torturen og forædt mig i lort. Jeg har altid følt stor skyld og skam over, hvorfor jeg ikke kan kontrollere vægten og ”bare” tage mig sammen. Jeg svinger mellem ”kontrol” (slankekure/sund kost og meget motion) i perioder og derefter ”ingen kontrol” med store madorgier. Jeg har ofte været på slankekure eller foretaget ”livsstilsomlægninger” og har nogle gange haft succes med vægttab (har tabt op til 30 kg af gangen), men er altid endt med at tage meget mere på igen.

Så tja.. Det er alvorligt og der skal gøres noget! Jeg har råd til at prioritere behandling, men problemet er stadig, at selvom jeg er villig til at betale for det, er der ikke særlig mange med ekspertise på området og da det har stået på i så mange år i så svær en grad og jeg desværre også har en bipolar diagnose oveni, så skal det være de rette folk, der har kompetencerne til at håndtere det. For er ikke sikker på, at jeg kan klare mange flere nederlag, hvor det ikke lykkedes :( Til gengæld kan jeg se, at der er sat midler af til nogle projekter i 2019 (https://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Psyk ... elser.aspx) og måske jeg kan få hjælp derigennem, hvis jeg er heldig? På den måde er det måske det rigtige tidspunkt jeg overhovedet har hørt om diagnosen og måske kan få noget hjælp...
0
Brugeravatar
Stitch
Indlæg: 2724
Tilmeldt: 13. jun 2017, 12:11
Kort karma: 338
Likede indlæg: 5071

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Stitch » 15. jan 2019, 15:59

Apostrof skrev:Tak for dit råd!

Det er det også (har et BMI på 50!!!). Det har stået på siden 10-års alderen....

Mine tanker kredser konstant om mad, hvor jeg ikke kan slippe tankerne om trangen (ligesom man kan have en sang på ”hjernen”, kredser tankerne bare konstant omkring mad, indtil jeg ”falder i”). Min hjerne fucker helt vildt med mig, hvor den bare kan gå helt i selvsving og konstant i loop tænker på et-eller-andet specifikt, indtil jeg giver efter, f.eks. ”Marabou, marabou, marabou” 1 dag, 2 dage, 3 uger, flere måneder har jeg oplevet at gå rundt med trangen (i de perioder hvor jeg har været skidesej og beslutsom), indtil jeg endelig har givet efter for torturen og forædt mig i lort. Jeg har altid følt stor skyld og skam over, hvorfor jeg ikke kan kontrollere vægten og ”bare” tage mig sammen. Jeg svinger mellem ”kontrol” (slankekure/sund kost og meget motion) i perioder og derefter ”ingen kontrol” med store madorgier. Jeg har ofte været på slankekure eller foretaget ”livsstilsomlægninger” og har nogle gange haft succes med vægttab (har tabt op til 30 kg af gangen), men er altid endt med at tage meget mere på igen.

Så tja.. Det er alvorligt og der skal gøres noget! Jeg har råd til at prioritere behandling, men problemet er stadig, at selvom jeg er villig til at betale for det, er der ikke særlig mange med ekspertise på området og da det har stået på i så mange år i så svær en grad og jeg desværre også har en bipolar diagnose oveni, så skal det være de rette folk, der har kompetencerne til at håndtere det. For er ikke sikker på, at jeg kan klare mange flere nederlag, hvor det ikke lykkedes :( Til gengæld kan jeg se, at der er sat midler af til nogle projekter i 2019 (https://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Psyk ... elser.aspx) og måske jeg kan få hjælp derigennem, hvis jeg er heldig? På den måde er det måske det rigtige tidspunkt jeg overhovedet har hørt om diagnosen og måske kan få noget hjælp...



Jeg går pt. til TFT kropsterapi (men i Malmø) og vil klart anbefale det. Jeg kæmper med barndomstrauma, lavt selvværd, kærestesorger og vægt. Men hun har virkelig givet mig nogle gode værktøjer, som jeg kan bruge, når hjernen går i selvsving.
Jeg har desuden nogle øvelser som jeg bruger bare generelt for at få det bedre.

Hun har selv fortalt om hvordan hun har hjulpet patienter med diverse spiseforstyrrelser.

Jeg kan evt. fortælle lidt mere over pb, hvis du har lyst? Det er ikke de vises sten, og det kan tage tid før det hjælper. Men måske det er værd at prøve?
2
Kisser
Indlæg: 223
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 68
Likede indlæg: 588

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Kisser » 15. jan 2019, 16:07

Apostrof skrev:
Stitch skrev:Det lyder nu ret alvorligt og ikke særlig rart. Har du tid og råd til selv at søge hjælp?
Jeg er en kæmpe fortaler for kropsterapi, som jeg tror ville kunne hjælpe.


Tak for dit råd!

Det er det også (har et BMI på 50!!!). Det har stået på siden 10-års alderen, hvor jeg blev sendt på min første kur og allerede der var meget bevidst om min vægt :( Det hæmmer mig helt vildt i dagligdagen både fysisk pga. overvægten, men især psykisk, hvor jeg frygter og hader at købe tøj og ikke gør noget ud af mig selv, for jeg er jo alligevel for tyk til at være pæn; spiser aldrig usundt foran andre (kun i det skjulte) - for hvad tænker de ikke, hvis de ser hende den fede stå og spise en is eller tage kage på arbejdet?; stresser over at skulle flyve - ikke pga. flyskræk, men om jeg nu kan lukke selen; elsker at ride, men vil ikke byde en hests ryg min overvægt; stresser over team events, f.eks. sidste gang, hvor jeg sygemeldte mig ved kajakroning, selvom jeg virkelig gerne ville - så kunne jeg slet ikke overskue, om der var en våddragt i min størrelse eller angive vægt til redningsvest; stresser over smalle stole med armlæn og ja, bare i relationer med mennesker virkelig er bange for at blive dømt på vægten. Og så er jeg bare SÅ bange for at give et usundt forhold til mad videre til min 1-årige søn, da jeg allerede projicerer mine tvangstanker omkring sund mad over på ham...

Mine tanker kredser konstant om mad, hvor jeg ikke kan slippe tankerne om trangen (ligesom man kan have en sang på ”hjernen”, kredser tankerne bare konstant omkring mad, indtil jeg ”falder i”). Min hjerne fucker helt vildt med mig, hvor den bare kan gå helt i selvsving og konstant i loop tænker på et-eller-andet specifikt, indtil jeg giver efter, f.eks. ”Marabou, marabou, marabou” 1 dag, 2 dage, 3 uger, flere måneder har jeg oplevet at gå rundt med trangen (i de perioder hvor jeg har været skidesej og beslutsom), indtil jeg endelig har givet efter for torturen og forædt mig i lort. Jeg har altid følt stor skyld og skam over, hvorfor jeg ikke kan kontrollere vægten og ”bare” tage mig sammen. Jeg svinger mellem ”kontrol” (slankekure/sund kost og meget motion) i perioder og derefter ”ingen kontrol” med store madorgier. Jeg har ofte været på slankekure eller foretaget ”livsstilsomlægninger” og har nogle gange haft succes med vægttab (har tabt op til 30 kg af gangen), men er altid endt med at tage meget mere på igen.

Så tja.. Det er alvorligt og der skal gøres noget! Jeg har råd til at prioritere behandling, men problemet er stadig, at selvom jeg er villig til at betale for det, er der ikke særlig mange med ekspertise på området og da det har stået på i så mange år i så svær en grad og jeg desværre også har en bipolar diagnose oveni, så skal det være de rette folk, der har kompetencerne til at håndtere det. For er ikke sikker på, at jeg kan klare mange flere nederlag, hvor det ikke lykkedes :( Til gengæld kan jeg se, at der er sat midler af til nogle projekter i 2019 (https://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Psyk ... elser.aspx) og måske jeg kan få hjælp derigennem, hvis jeg er heldig? På den måde er det måske det rigtige tidspunkt jeg overhovedet har hørt om diagnosen og måske kan få noget hjælp...


Jeg har ikke nogen gode anbefalinger, som jeg kan give videre, men jeg kom til at tænke på denne artikel, som jeg læste den anden dag. Måske kunne hende behandleren være et bud? Hun lyder til at have meget erfaring krop med øvrige psykiske lidelser. https://www.bt.dk/samfund/anoreksigne-e ... get-voksen

For what it's worth, så tænker jeg i hvert fald ikke på dig som hypokonder :kram:
1
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 10438
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1550
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 14211

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Fru Sunshine » 15. jan 2019, 20:50

Apostrof skrev:Tak for dit råd!

Det er det også (har et BMI på 50!!!). Det har stået på siden 10-års alderen, hvor jeg blev sendt på min første kur og allerede der var meget bevidst om min vægt :( Det hæmmer mig helt vildt i dagligdagen både fysisk pga. overvægten, men især psykisk, hvor jeg frygter og hader at købe tøj og ikke gør noget ud af mig selv, for jeg er jo alligevel for tyk til at være pæn; spiser aldrig usundt foran andre (kun i det skjulte) - for hvad tænker de ikke, hvis de ser hende den fede stå og spise en is eller tage kage på arbejdet?; stresser over at skulle flyve - ikke pga. flyskræk, men om jeg nu kan lukke selen; elsker at ride, men vil ikke byde en hests ryg min overvægt; stresser over team events, f.eks. sidste gang, hvor jeg sygemeldte mig ved kajakroning, selvom jeg virkelig gerne ville - så kunne jeg slet ikke overskue, om der var en våddragt i min størrelse eller angive vægt til redningsvest; stresser over smalle stole med armlæn og ja, bare i relationer med mennesker virkelig er bange for at blive dømt på vægten. Og så er jeg bare SÅ bange for at give et usundt forhold til mad videre til min 1-årige søn, da jeg allerede projicerer mine tvangstanker omkring sund mad over på ham...

Mine tanker kredser konstant om mad, hvor jeg ikke kan slippe tankerne om trangen (ligesom man kan have en sang på ”hjernen”, kredser tankerne bare konstant omkring mad, indtil jeg ”falder i”). Min hjerne fucker helt vildt med mig, hvor den bare kan gå helt i selvsving og konstant i loop tænker på et-eller-andet specifikt, indtil jeg giver efter, f.eks. ”Marabou, marabou, marabou” 1 dag, 2 dage, 3 uger, flere måneder har jeg oplevet at gå rundt med trangen (i de perioder hvor jeg har været skidesej og beslutsom), indtil jeg endelig har givet efter for torturen og forædt mig i lort. Jeg har altid følt stor skyld og skam over, hvorfor jeg ikke kan kontrollere vægten og ”bare” tage mig sammen. Jeg svinger mellem ”kontrol” (slankekure/sund kost og meget motion) i perioder og derefter ”ingen kontrol” med store madorgier. Jeg har ofte været på slankekure eller foretaget ”livsstilsomlægninger” og har nogle gange haft succes med vægttab (har tabt op til 30 kg af gangen), men er altid endt med at tage meget mere på igen.

Så tja.. Det er alvorligt og der skal gøres noget! Jeg har råd til at prioritere behandling, men problemet er stadig, at selvom jeg er villig til at betale for det, er der ikke særlig mange med ekspertise på området og da det har stået på i så mange år i så svær en grad og jeg desværre også har en bipolar diagnose oveni, så skal det være de rette folk, der har kompetencerne til at håndtere det. For er ikke sikker på, at jeg kan klare mange flere nederlag, hvor det ikke lykkedes :( Til gengæld kan jeg se, at der er sat midler af til nogle projekter i 2019 (https://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Psyk ... elser.aspx) og måske jeg kan få hjælp derigennem, hvis jeg er heldig? På den måde er det måske det rigtige tidspunkt jeg overhovedet har hørt om diagnosen og måske kan få noget hjælp...

Det kan være, der er hjælp at hente her https://www.lmsos.dk/viden/aarsager/
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du lider af BED ud fra din beskrivelse.
3
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
TakeAChanceOnMe
Indlæg: 2091
Tilmeldt: 6. aug 2017, 20:04
Kort karma: 267
Geografisk sted: United Kingdom
Likede indlæg: 4086

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf TakeAChanceOnMe » 15. jan 2019, 21:46

Jeg er så dårlig i sociale situationer og de påvirker mig så meget - energimæssigt og følelsesmæssigt - at jeg er begyndt at overveje om jeg har en diagnose. Internettests bekræfter det, men det er internet tests ... Er lidt bange for at sige det højt fordi jeg føler at det er sådan en "SEEEE MIIIIIIIIIIG, SEEEEE MIG!" ting at sige, men er bare træt, udmattet og ked af det over ikke at kunne regne ud hvordan er den rigtige måde at fungere på, føle mig forkert og som om folk egentlig hellere vil være fri for mig, fordi jeg altid siger de forkerte ting og ikke bare kan være normal...
0
Apostrof
Indlæg: 81
Tilmeldt: 10. dec 2015, 13:48
Kort karma: 37
Likede indlæg: 243

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Apostrof » 16. jan 2019, 11:49

Stitch skrev:Jeg går pt. til TFT kropsterapi (men i Malmø) og vil klart anbefale det. Jeg kæmper med barndomstrauma, lavt selvværd, kærestesorger og vægt. Men hun har virkelig givet mig nogle gode værktøjer, som jeg kan bruge, når hjernen går i selvsving.
Jeg har desuden nogle øvelser som jeg bruger bare generelt for at få det bedre.

Hun har selv fortalt om hvordan hun har hjulpet patienter med diverse spiseforstyrrelser.

Jeg kan evt. fortælle lidt mere over pb, hvis du har lyst? Det er ikke de vises sten, og det kan tage tid før det hjælper. Men måske det er værd at prøve?


Tak! Det lyder meget brugbart - for ja, de underliggende mekanismer med lavt selvværd og at føle sig forkert, som trigger det og tankerne er nok meget ens. Jeg vil da meget gerne høre mere :)

Kisser skrev:Jeg har ikke nogen gode anbefalinger, som jeg kan give videre, men jeg kom til at tænke på denne artikel, som jeg læste den anden dag. Måske kunne hende behandleren være et bud? Hun lyder til at have meget erfaring krop med øvrige psykiske lidelser. https://www.bt.dk/samfund/anoreksigne-e ... get-voksen

For what it's worth, så tænker jeg i hvert fald ikke på dig som hypokonder :kram:


Tak, det ER meget værd! Det sætter jeg pris på - for jeg tænker netop den med, at jeg "bare skal tage mig sammen", men skal jeg give mig selv bare lidt credit og anerkendelse, så HAR jeg jo også gjort det, når jeg i perioder har tabt mig 30 kg.

Spændende artikel - for ja, noget af det underliggende jeg forsøger at cope med er jo klart sammenligneligt.

Fru Sunshine skrev:Det kan være, der er hjælp at hente her https://www.lmsos.dk/viden/aarsager/
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du lider af BED ud fra din beskrivelse.


Mange tak, Sunshine :lun: Det betyder faktisk overraskende meget, at andre også synes, at der kan være noget om det.

Tak for rådet - jeg skrev en mail til LMS i forgårs, så venter spændt på svar. Og skrev til en overlæge på Stolpegården, der har stået for det danske projekt omkring BED, men de tilbyder desværre ikke behandling, men henviste til de nye projekter, der netop har fået støttemidler, så nu har jeg i hvert fald flere forskellige råd og ting, jeg skal have prøvet af. Det er lidt af en jungle, men så dejligt at have fået taget hul på...
6
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 10438
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1550
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 14211

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Fru Sunshine » 16. jan 2019, 11:54

Apostrof skrev:
Stitch skrev:Jeg går pt. til TFT kropsterapi (men i Malmø) og vil klart anbefale det. Jeg kæmper med barndomstrauma, lavt selvværd, kærestesorger og vægt. Men hun har virkelig givet mig nogle gode værktøjer, som jeg kan bruge, når hjernen går i selvsving.
Jeg har desuden nogle øvelser som jeg bruger bare generelt for at få det bedre.

Hun har selv fortalt om hvordan hun har hjulpet patienter med diverse spiseforstyrrelser.

Jeg kan evt. fortælle lidt mere over pb, hvis du har lyst? Det er ikke de vises sten, og det kan tage tid før det hjælper. Men måske det er værd at prøve?


Tak! Det lyder meget brugbart - for ja, de underliggende mekanismer med lavt selvværd og at føle sig forkert, som trigger det og tankerne er nok meget ens. Jeg vil da meget gerne høre mere :)

Kisser skrev:Jeg har ikke nogen gode anbefalinger, som jeg kan give videre, men jeg kom til at tænke på denne artikel, som jeg læste den anden dag. Måske kunne hende behandleren være et bud? Hun lyder til at have meget erfaring krop med øvrige psykiske lidelser. https://www.bt.dk/samfund/anoreksigne-e ... get-voksen

For what it's worth, så tænker jeg i hvert fald ikke på dig som hypokonder :kram:


Tak, det ER meget værd! Det sætter jeg pris på - for jeg tænker netop den med, at jeg "bare skal tage mig sammen", men skal jeg give mig selv bare lidt credit og anerkendelse, så HAR jeg jo også gjort det, når jeg i perioder har tabt mig 30 kg.

Spændende artikel - for ja, noget af det underliggende jeg forsøger at cope med er jo klart sammenligneligt.

Fru Sunshine skrev:Det kan være, der er hjælp at hente her https://www.lmsos.dk/viden/aarsager/
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du lider af BED ud fra din beskrivelse.


Mange tak, Sunshine :lun: Det betyder faktisk overraskende meget, at andre også synes, at der kan være noget om det.

Tak for rådet - jeg skrev en mail til LMS i forgårs, så venter spændt på svar. Og skrev til en overlæge på Stolpegården, der har stået for det danske projekt omkring BED, men de tilbyder desværre ikke behandling, men henviste til de nye projekter, der netop har fået støttemidler, så nu har jeg i hvert fald flere forskellige råd og ting, jeg skal have prøvet af. Det er lidt af en jungle, men så dejligt at have fået taget hul på...

Det er en jungle og det er svært at tage hul på, for vi er jo blevet flasket op med, at overvægt bare handler om manglende rygrad og at lukke munden og lette røven. Så enkelt er det jo sjældent - og man ville jo heller ikke sige til en anorektiker, at de skulle sætte sig ned og æde noget mere :kys:
5
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Smiling_Goat
Indlæg: 4178
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 878
Likede indlæg: 15332

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Smiling_Goat » 19. jan 2019, 10:07

Jeg synes, det er åndssvagt svært at lære nye mennesker at kende i min nuværende alder. Før i tiden kunne man da mødes over en bytur, men i dag lukker folk sig ligesom sammen om deres egen lille kreds, og jeg synes virkelig, det er svært at "blive opdaget."

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal bære mig ad, for det føles som om, der ikke rigtigt er nogen steder, hvor der optages nye medlemmer.

Jeg har overvejet at begynde til en eller anden holdsport, men det ligger i min arbejdstid. Jeg har tid til ting i weekenderne, men der er der intet holdbaseret. Jeg har forsøgt mig med frivilligt arbejde, men det lå guddødme også i hverdagene.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor folk på min alder ellers holder til.. Hvor pokker er alle de 30-årige? :genert:
5
Brugeravatar
Ellin
Indlæg: 1180
Tilmeldt: 2. apr 2017, 20:30
Kort karma: 208
Geografisk sted: Den nordlige halvkugle
Likede indlæg: 3922

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Ellin » 19. jan 2019, 10:22

Smiling_Goat skrev:Jeg synes, det er åndssvagt svært at lære nye mennesker at kende i min nuværende alder. Før i tiden kunne man da mødes over en bytur, men i dag lukker folk sig ligesom sammen om deres egen lille kreds, og jeg synes virkelig, det er svært at "blive opdaget."

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal bære mig ad, for det føles som om, der ikke rigtigt er nogen steder, hvor der optages nye medlemmer.

Jeg har overvejet at begynde til en eller anden holdsport, men det ligger i min arbejdstid. Jeg har tid til ting i weekenderne, men der er der intet holdbaseret. Jeg har forsøgt mig med frivilligt arbejde, men det lå guddødme også i hverdagene.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor folk på min alder ellers holder til.. Hvor pokker er alle de 30-årige? :genert:


Jeg er 31 og kunne have skrevet stortset det samme. Især oplevelsen af, at folk lukker sig sammen og sin egent lille kreds, hvor jeg oplever det er lidt en "lukket klub" uden ønske om at optage nye medlemmer.

Samt, jeg simpelthen ikke aner, hvordan jeg får smidt "udvide mit netværk" ind i hverdagen med mand, to børn og fuldtidsjob med skiftende arbejdstider.
3
Ud Mod hele verden
afsted ligemeget hvorhen
fri og let om hjertet
aldrig mere tilbage igen
FletpArkett
Indlæg: 360
Tilmeldt: 20. apr 2017, 08:32
Kort karma: 54
Likede indlæg: 1073

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf FletpArkett » 19. jan 2019, 10:26

Når jeg rigtig skal koble af alene derhjemme alene svælger jeg i Tv 2 plays rædselsprogram : date mig nøgen. Jeg nyder min egen forargelse over den ekstreme overfladiskhed og samtidig føler jeg mig enormt underholdt af det :genert: Desværre forsvinder forargelsen jo mere jeg ser men altså jeg har virkelig født nogle krænkelsesbabyer i processen :blomst: :lol2:
6
Smiling_Goat
Indlæg: 4178
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 878
Likede indlæg: 15332

Re: Del noget om dig selv, som ingen andre ved

Indlægaf Smiling_Goat » 19. jan 2019, 10:50

Ellin skrev:
Smiling_Goat skrev:Jeg synes, det er åndssvagt svært at lære nye mennesker at kende i min nuværende alder. Før i tiden kunne man da mødes over en bytur, men i dag lukker folk sig ligesom sammen om deres egen lille kreds, og jeg synes virkelig, det er svært at "blive opdaget."

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal bære mig ad, for det føles som om, der ikke rigtigt er nogen steder, hvor der optages nye medlemmer.

Jeg har overvejet at begynde til en eller anden holdsport, men det ligger i min arbejdstid. Jeg har tid til ting i weekenderne, men der er der intet holdbaseret. Jeg har forsøgt mig med frivilligt arbejde, men det lå guddødme også i hverdagene.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor folk på min alder ellers holder til.. Hvor pokker er alle de 30-årige? :genert:


Jeg er 31 og kunne have skrevet stortset det samme. Især oplevelsen af, at folk lukker sig sammen og sin egent lille kreds, hvor jeg oplever det er lidt en "lukket klub" uden ønske om at optage nye medlemmer.

Samt, jeg simpelthen ikke aner, hvordan jeg får smidt "udvide mit netværk" ind i hverdagen med mand, to børn og fuldtidsjob med skiftende arbejdstider.


Præcis. Jeg var del af en vennekreds, da jeg flyttede landsdel for nogle år siden. Nu er jeg kommet tilbage til min gamle landsdel igen og havde egentligt lidt håbet, at jeg bare lige kunne smutte med ind i den gamle vennekreds igen, men der optages åbenbart ikke længere medlemmer.

Altså jeg ser da stadig nogle af dem, men jeg bliver ikke længere inviteret med til de fælles ting. Jeg er så også én af de få barnløse, så det spiller sikkert også ind.

Derfor undersøgte jeg forskellige holdaktiviteter, frivilligt arbejde osv. og blev virkelig overrasket over, at det kun ligger i hverdagene (og så endda ofte i min arbejdstid.) Det gør det altså virkelig, virkelig svært at blive en del af et fællesskab.

Der er selvfølgelig mine nye kollegaer, men det er så også der, jeg oplever, at de har deres egne kredse, hvor der heller ikke optages nye medlemmer - og jeg har egentligt heller ikke rigtigt behov for at også se dem i min fritid.

Så... Nu ved jeg ikke, hvor alle de andre 30-årige er. De normale, arbejdende 30-årige (for de kan jo heller ikke gå til de holdaktiviteter.)
0

Tilbage til "Livets forhold"