Jeg savner min mor og far

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Akehurst2
Indlæg: 2485
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 270
Likede indlæg: 4506

Jeg savner min mor og far

Indlægaf Akehurst2 » 5. okt 2015, 08:33

Er der andre herinde, der har mistet en eller begge forældre?

Min mor døde i sommeren 2012, min far i efteråret 2013. Begge af kræft og begge 66 år gamle. De var jo ikke tragisk unge, og mine brødre og jeg havde alle passeret de 30 før de døde, så vi var vel som sådan også voksne, men jeg synes selvfølgelig stadig, det var alt, alt for tidligt.

Jeg synes, jeg har håndteret dødsfaldene udmærket, hvis der er noget, der hedder det. Altså – hvordan bedømmer man, hvordan jeg har håndteret det? Men jeg har da ikke været nødt til at blive sygemeldt fra arbejde og har kunnet fungere i min hverdag, kunnet klare bobehandlingen og alt det praktiske og kan fint snakke om mine forældre i det daglige med kolleger og fjerne bekendte (altså, både nævne at ”det var der, mine forældre boede” og sådan nogle ting, jeg ville have kommenteret på, hvis det var kommet op mens de levede, og jeg har heller ikke svært ved at fortælle, at jeg ikke har mine forældre mere), og også om de svære ting med familie og nære venner.

Men jeg savner dem sådan! Jeg savner at de er en del af min dagligdag, og jeg kan snakke med dem om ting, jeg savner at kunne gøre de ting, vi plejede og håndhæve traditioner. Jeg savner al den tid, vi ikke fik, jeg savner alt det jeg ikke nåede at tale med dem om, jeg savner den som forbindelse til mine bedsteforældre og den generation. Jeg føler mig snydt over, at min mor ikke nåede at være med til mit bryllup og at ingen af dem nåede at opleve deres børnebørn.

Jeg savner at kunne være på weekend og snakke med dem om alt og intet, gå ture med min mor i ha-ven og se, hvordan det går med stauderne, savner at småskændes med min far om regeringen seneste udspil, savner dem til familiemiddagene, hvor alle de andre fætre og kusiner har deres forældre med.

På en eller anden måde er det rigtig svært at erkende, at de bare aldrig kommer tilbage. Nogen gange føler jeg, at det er en slags udholdenhedsprøve, hvor jeg skal bevise, at jeg godt kan håndtere at være forældreløs, og når jeg så har vist det, kan jeg få dem igen. Har taget mig selv i at tænke, at nu har jeg holdt jul uden forældre, og nu har jeg begravet dem og besluttet, hvordan gravstedet skal beplantes, og nu har jeg afviklet hele boet og solgt deres hus og nu har jeg gjort det hele, så nu har jeg bevist at jeg er voksen – og derfor vil jeg gerne have dem tilbage. Men sådan virker det jo ikke…

Det er jo ikke som sådan sorg – andet end den grundsorg, der følger med at miste. Men savn forstået som det konkrete, at de mangler. Er der andre, der kæmper med savnet i dagligdagen? Og hvordan håndterer I det?

Jeg behøver vel ikke sige, at det er et følsomt emne, denne tråd har – men det er rigtig svært at lægge frem, så det må gerne respekteres lidt ekstra.
0
Brugeravatar
egernunge
Indlæg: 392
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:01
Kort karma: 58
Likede indlæg: 410

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf egernunge » 5. okt 2015, 09:47

:ae:

Jeg ved ikke, om jeg har så meget klogt at sige. Andet end at det er helt naturligt, at du savner dem.

Savn er en underlig størrelse, som både er konkret og diffus. Og savnet af sine kære er noget, man bærer resten af livet. Men det bliver nemmere som tiden går. Efterhånden holden man op med at savne dem i hverdagen og mærker mest til savnet i bestemte situationer - såsom store livsbegivenheder eller ting, man ellers plejede at gøre med dem, man savner.

Jeg har ikke så mange idéer til håndtering af savnet. For nogle hjælper det at skrive breve, som enten lægges på graven eller bare bliver arkiveret.

Jeg har selv mistet min mor, men min situation er noget anderledes end din. Min mor døde kort tid før jeg blev 9. På det tidspunkt havde hun været syg i ca. to år, hvor hun havde været indlagt meget af tiden. Jeg savner hende ikke så meget som person - forstået på den måde, at jeg ikke rigtigt nåede at lære hende at kende som menneske frem for bare mor. Det er svært at savne noget, man ikke helt ved hvad er. Men jeg savnede (og savner) en mor.

Det var værst i årene lige efter hun døde, hvor jeg boede alene med min far. Det hjalp på det, da min far mødte min stedmor og hun flyttede ind hos os. Vi er blevet tætte, og på mange måder fungerer hun som mor til mig. Men hun er jo ikke min mor. Og selv om vi er tætte, har vi ikke det der helt særlige bånd, som jeg kan se at andre mødre og (deres voksne) døtre har. Og det bånd savner jeg.

Derimod savner jeg min farmor på nogenlunde samme måde, som du beskriver. Vi var meget tætte, fordi hun boede kun fem minutters gang fra mit barndomshjem, så jeg gik over til hende alene fra jeg var helt lille. Det er 10 år siden hun døde, og jeg savner stadigvæk indimellem mine besøg hos hende, hvor vi egentligt ikke lavede så meget andet end at drikke kaffe. Og jeg savner at blive lidt småirriteret på hende, fordi hun stillede det samme spørgsmål for fjerde gang den eftermiddag (hendes korttidshukommelse var ikke-eksisterende til sidst). Og de småakavede telefonsamtaler, hvor ingen af os havde noget særligt at berette, og de derfor mest bestod af stilhed uden at nogen af os havde lyst til at lægge på. Og ikke mindst savner jeg den der ubetingede kærlighed til mig, som altid strålede ud fra hendes øjne.

Anyway, jeg ved egentligt ikke, hvor jeg vil hen med det her, eller om du kan bruge det noget. Men som sagt, savnet bliver nemmere efterhånden, så lad tiden gøre sit arbejde. :)
1
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1253
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 282
Likede indlæg: 2090

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Danseprinsesse » 5. okt 2015, 10:31

Det er også hårdt, at du skulle miste dem så tæt på hinanden. Du har jo ikke haft meget tid til at sørge over tabet af din mor, før din far også gik bort. :ae:

Jeg mistede mor for mange år siden, hun døde i 1999 som 42-årig efter 6 års kræftsygdom, jeg var 17 da hun døde.
Min sorg over tabet af min mor kom til at præge mig meget i alle mine "ungdomsår". Altså jeg savnede hende enormt, men på det tidspunkt var smerten nok ligeså meget på grund af en helt masse andre følelser omkring hende, vores forhold, hendes sygdom og død. Jeg var gennem et psykologforløb, hvor jeg føler, jeg fik afsluttet rigtig meget af det, og derefter har jeg nok været i stand til at have et mere normalt savn.
Jeg havde på mange måder en virkelig dejlig mor, men jeg mistede hende midt i teenage-løsrivelses-processen og der hang nogle tunge skyer, der skulle fjernes, før jeg kunne mindes hende på en rar måde.
Det lyder på en eller anden måde så grimt, men tiden har for mit vedkommende fjernet en del af savnet - jeg har simpelthen vænnet mig til, at hun ikke er mere (men næste år har jeg også levet ligeså mange år uden hende som med hende).

Der er rigtig mange ting, jeg virkelig gerne ville have haft muligheden for at dele med hende. Jeg har også sørget over, at hun aldrig vil møde min fremtidige mand og vores børn, rigtig meget - og det blusser sikkert op igen, når de der børn rent faktisk kommer til verden engang.
Men med tiden er jeg nok egentlig blevet mere ked af, at jeg ikke nåede at kende hende som voksen og få den slags forhold med hende - især fordi jeg kan se, hvordan mit forhold til min far er blevet tættere og anderledes efter vi er blevet "ligeværdige voksne".
Min kæreste beder mig tit om at fortælle ham om min mor og min barndom, og det har faktisk været rigtig god terapi for mig og har hjulpet mig med at huske. Jeg kan stadig blive ked af det og græde, når jeg tænker på min mor eller taler om hende - det tror jeg aldrig forsvinder, og nogle gange har jeg ikke lyst til at tale om hende, fordi jeg kan mærke, at det vil gøre for ondt.
0
Brugeravatar
Ballademager
Indlæg: 2697
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:17
Kort karma: 345
Likede indlæg: 3441

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Ballademager » 5. okt 2015, 10:53

Har intet klogt at sige foruden :ae: Føler virkelig med dig, og selvom de ikke var tragisk unge, da de døde, så er det jo stadig et stort tab for dig.
0
Forstadskedelig :love:

I'll never know what I'm capable of, if I don't go where I'm scared to be lost...
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7790
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1010
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9131

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Fru Sunshine » 5. okt 2015, 11:19

Jeg mistede min far i 2009.
Han var 80 år, men havde det ikke været for kræften, der åd ham i løbet af 10 uger, havde han haft mange gode år endnu.

Og jo, jeg savner ham en gang imellem og er især ked af, at han ikke nåede at møde min mand. Han kunne ikke lide min eks, og det ville have gjort ham glad at se, at jeg kom videre og mødte en sød mand, som han tilmed ville have pralet med.

Men jeg savner ikke hver dag mere. Tiden har gjort savnet mindre og hullet efter ham har lukket sig meget i de minder - gode som dårlige - jeg har om ham.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Akehurst2
Indlæg: 2485
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 270
Likede indlæg: 4506

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Akehurst2 » 5. okt 2015, 11:30

Tak for alle jeres indlæg.

Interessant er et forkert ord at bruge men det betyder i hvert fald rigtig meget at kunne læse om, hvordan andre oplever det at miste forældre. Selvom min mand og mine veninder og familie er søde og opmærksomme, så er det bare kun dem, der selv har prøvet. der rigtig forstår det. Det med savnet.

For mig ligger der nok noget accept i det. Dels at skulle acceptere, at de er væk og ikke kommer tilbage, men også at skulle acceptere savnet som et grundvilkår, der kan fylde mere eller mindre, men aldrig helt går væk. Og som især popper frem på mærkedage og ved særlige begivenheder.
0
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 1500
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 603
Likede indlæg: 5005

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Aima » 5. okt 2015, 12:35

Akehurst2 skrev:Tak for alle jeres indlæg.

Interessant er et forkert ord at bruge men det betyder i hvert fald rigtig meget at kunne læse om, hvordan andre oplever det at miste forældre. Selvom min mand og mine veninder og familie er søde og opmærksomme, så er det bare kun dem, der selv har prøvet. der rigtig forstår det. Det med savnet.

For mig ligger der nok noget accept i det. Dels at skulle acceptere, at de er væk og ikke kommer tilbage, men også at skulle acceptere savnet som et grundvilkår, der kan fylde mere eller mindre, men aldrig helt går væk. Og som især popper frem på mærkedage og ved særlige begivenheder.


Jeg tror, at det netop er den der accept, altså afklaringen, der gør forskellen.
Jeg har følt mig ret amputeret, siden min bror døde, det er vitterligt som om, jeg har mistet en væsentlig del af mig selv. Jeg synes hver eneste dag, at det er helt forkert at være søster, altså som en grundlæggende og stor del af min identitet, uden længere at have nogen at være det for. Jeg tænker, det også bare er en del af dig at være datter? Og hvad så, når man lige pludselig kun er det som en følelse? Det er pissesvært, synes jeg.
Jeg savner min bror hver eneste dag, jeg kan sommetider mærke det der savn helt fysisk og blive, ja, nærmest helt svimmel over at forholde mig til, at min lillebror som levende menneske simpelthen bare ikke findes længere. Verden føles sgu bare forkert, eller, måske er 'forkert' ikke det korrekte ordvalg, for verden føles sådan set okay, men den føles bare heller ikke helt rigtig. Og sommetider, når jeg sætter ord på, hvordan det føles at være denne her søster til en bror der er død, kan det godt lyde meget svært og hårdt, sådan tænker jeg selv, og det var det også i en lang, lang periode efter hans død, men på et eller andet tidspunkt, blev det bare sådan lidt et vilkår. Det gør stadig ondt at savne ham, men det er også lidt som om, at den der smerte er én, jeg har vænnet mig til, og jeg tror måske i virkeligheden, den der tilvænning er accept og afklaring der bare er kommet sådan lidt snigende med tiden.

Ind i mellem kan jeg pludselig tænke, at det er vildt skørt, at jeg ikke har hørt fra ham i fire år, og så efterfølges det altid af sådan en "Nå, men så er det der med at han er død jo nok desværre rigtigt nok..." Altså, det kan stadig være helt urealistisk og latterligt at tænke på, så meget, så jeg åbenbart har svært ved at tro på det, selvom det jo someway er endnu mere latterligt at tro, at han ikke er død, når nu vi satte dødsannoncer i avisen, holdt bisættelse og solgte hans lejlighed. De der skøre tanker og savnefølelser er bare irrationelle, men de er nok også bare en uundgåelig del af at forholde sig til, at man pludselig er blevet enebarn eller forældreløs, tænker jeg. Jeg tror, man simpelthen får et naturligt behov for at vende alle mulige og umulige muligheder, fordi det i sidste ende også har betydning for at man forstår at tingene nu er som de er, og ikke kun i sin fornuft, men også i sine følelser.
0
I'll stick with hell no's and headphones...
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 1500
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 603
Likede indlæg: 5005

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Aima » 5. okt 2015, 12:41

Jeg har i øvrigt også mistet min far, han døde, da jeg var 12 sådan fra den ene dag til den anden. Processen var ret lig den, jeg også var, og tildels stadig er på vej, igennem med min bror. Min brors død føles bare mest oplagt at referere til, fordi den stadig, well, føles af virkeligt meget.
0
I'll stick with hell no's and headphones...
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2393

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Karkluden » 5. okt 2015, 12:59

Min far døde, da jeg var 5. Efter at have været sådan lidt on/off far. Jeg kendte ham ikke særligt godt, og jeg savner ikke HAM. Men det bider i mig hver eneste gang, der er noget, hvor alle andre har både en mor og far med. Om et par måneder er det min dimission som sygeplejerske. Og jeg får en klump i halsen bare ved at sidde her i kantinen, hvor ceremonien vil være, og vide, at om et par måneder sidder jeg her. Og de fleste andre har en far med sammen med deres mor. Og det har jeg ikke. Og sådan har det været hele mit liv. Og folk spørger til det. Og så skal man stå der og forklare det.
Og så kommer den altid: "men du da sådan en god mor". Som om det er enten-eller. det er hårdt. Og det vil være hårdt hver gang der sker store ting, at jeg ikke har en far. Uanset at folk synes jeg er unfair overfor min mor, men det ændrer jo ikke på min mangelfølelse. Selvom jeg aldrig har manglet noget i hverdagen, og jeg elsker hende ekstremt højt. Så er den der, når der er store begivenheder..
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
charlottefrich
Indlæg: 54
Tilmeldt: 13. aug 2015, 08:05
Kort karma: 5
Geografisk sted: Midtjylland
Likede indlæg: 77
Kontakt:

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf charlottefrich » 5. okt 2015, 13:06

Hmm. Var i pleje fra jeg var 7 år til jeg var 16. Besøgte naturligvis min mor, som døde lige efter jeg var fyldt 18.
Plejeforældre (mormor+morfar) døde med et par års mellemrum, da jeg var 17 hhv. 19.
Føler helt klart, at de mangler, men de er mest en mangel i forhold til mine børn, der mangler bedsteforældregenerationen, da begge min mands forældre også er væk.
0
Online farvehandler hos maling.nu & promal.dk
Fynbo
Indlæg: 135
Tilmeldt: 21. aug 2015, 14:19
Kort karma: 17
Geografisk sted: Fyn
Likede indlæg: 154

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Fynbo » 6. okt 2015, 05:32

Akehurst2 skrev:.....så er det bare kun dem, der selv har prøvet. der rigtig forstår det. Det med savnet.

For mig ligger der nok noget accept i det. Dels at skulle acceptere, at de er væk og ikke kommer tilbage, men også at skulle acceptere savnet som et grundvilkår, der kan fylde mere eller mindre, men aldrig helt går væk. Og som især popper frem på mærkedage og ved særlige begivenheder.



Du beskriver det så godt. Det er også præcis sådan, jeg har det,


Jeg har mistet begge mine forældre og min lillesøster.

Min mor begik selvmord, da jeg var ung. Det var rigtig svært, og jeg har lært at leve med det, men let bliver det aldrig. Hun nåede ikke at se mig blive gift (hun levede dog stadig, da min mand og jeg blev kærester) eller at få børnebørn.

For 5 år siden døde min far. Han var en ældre mand, men det var meget hårdt alligevel.
Han var en fantastisk far, svigerfar og morfar :lun:

Jeg har haft en god og tryg barndom og havde et nært forhold til mine forældre, og selv om den værste sorg er forsvundet, forsvinder savnet aldrig helt.

Min lillesøster døde 7 måneder efter min far. Hun døde af nyresvigt og blev kun 34 år. I næste måned er det 5 år siden, og jeg savner hende meget.
Jeg har stadig svært ved at tale om det.

Jeg har kun min storesøster tilbage af min oprindelige familie, men hende har jeg ikke kontakt med mere.

Heldigvis har jeg min dejlige mand og vores 3 fantastiske voksne børn.
0
Akehurst2
Indlæg: 2485
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 270
Likede indlæg: 4506

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Akehurst2 » 6. okt 2015, 08:44

Når jeg læser om jer, der har mistet søskende, så gør det helt ondt i mit hjerte. Jeg kan slet ikke forestille mig det savn, det ville efterlade, hvis de ikke var her længere.

På en eller anden måde, så er der noget naturligt i, at man skal miste sine forældre. Noget jeg faktisk også "trøster" mig selv med. At slægt skal følge slægters gang, og at man jo skal begrave sine forældre. Selvom det var for tidligt, så er det den rigtige rækkefølge for mine brødre og jeg. Trøst er måske et mærkeligt ord, men det hjælper mig til ikke at være så vred eller føle at verden er så uretfærdig, som den indimellem føles. At jeg kan sige til mig selv, at det er sådan livet er og skal være.

At miste sine søskende i en ung alder eller sine børn, det skal man bare ikke. Det er forkert. Og selvfølgelig ved jeg godt, at det kan ske og at døden er en del af livet, uanset hvor skævt og uretfærdigt, man synes den rammer, men alligevel.
0
Brugeravatar
thomassneum
Indlæg: 919
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:23
Kort karma: 68
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 771

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf thomassneum » 6. okt 2015, 08:59

Jeg genkender dit savn.
Min mor døde da jeg var 12 år. Det var noget af en omvæltning i mit liv. Inden havde jeg fungeret som min mors hjælper - hun var meget syg af sukkersyge. Min far var ikke en del af vores familie, siden vi var helt små, og som min mors helbred blev værre og værre, blev jeg og min søster passet på hhv. plejefamiljer og børnehjem. Vi var dog hjemme i perioder.
Jeg tog på blindeskole med min mor, da hun begyndte at miste synet. Her lærte jeg om blindskrift, hvordan man som blind skelnede penge fra hinanden, hvordan man smurte mad osv. og vigtigst af alt, hvordan jeg kunne fungerer som en støtte til min mor. Jeg havde derfor et meget tæt forhold til min mor. Vaskede hende og sov hos hende osv., jeg fungerede som hendes forlængede arm.

Hun sov stille ind ved min side -og det var mig som måtte fortælle min søster at vores mor var død.

Jeg gik længe i en boble og kunne ikke rigtigt bearbejde mit tab.. Jeg savnede min mor, men også den person som jeg i lang tid havde været tættest på. Det er mange år siden nu, men jeg savner hende stadig. Jeg har lært at håndterer det, men jeg kommer aldrig over det.

Jeg tænker ikke på hende hver dag længere, hvilket er dejligt og som det skal være.. der er gået over 25 år.
0
Med bov skal man mad lave, men...
Brugeravatar
Avino
Indlæg: 358
Tilmeldt: 17. sep 2015, 15:58
Kort karma: 104
Likede indlæg: 448

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Avino » 6. okt 2015, 11:53

:kys: Åhhh, hvor jeg føler med dig

Uanset, hvor gammel man er vil man jo altid være barnet.
At miste begge forældre- indenfor kort tidsrum, må være ganske forfærdeligt.

Jeg mistede min far da jeg var 31. Det var næsten ved at tage livet af mig.
Forstår virkeligt, at du savner dem. Netop det med at se i øjnene, at du aldrig skal tale med dem mere.

Jeg er lidt tom for ord. Sender mange gode tanker til dig
1
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1253
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 282
Likede indlæg: 2090

Re: Jeg savner min mor og far

Indlægaf Danseprinsesse » 6. okt 2015, 14:57

Akehurst2 skrev:Når jeg læser om jer, der har mistet søskende, så gør det helt ondt i mit hjerte. Jeg kan slet ikke forestille mig det savn, det ville efterlade, hvis de ikke var her længere.

På en eller anden måde, så er der noget naturligt i, at man skal miste sine forældre. Noget jeg faktisk også "trøster" mig selv med. At slægt skal følge slægters gang, og at man jo skal begrave sine forældre. Selvom det var for tidligt, så er det den rigtige rækkefølge for mine brødre og jeg. Trøst er måske et mærkeligt ord, men det hjælper mig til ikke at være så vred eller føle at verden er så uretfærdig, som den indimellem føles. At jeg kan sige til mig selv, at det er sådan livet er og skal være.

At miste sine søskende i en ung alder eller sine børn, det skal man bare ikke. Det er forkert. Og selvfølgelig ved jeg godt, at det kan ske og at døden er en del af livet, uanset hvor skævt og uretfærdigt, man synes den rammer, men alligevel.


Sådan har jeg det også med mine søskende (og nu deres børn), jeg kan end ikke rumme tanken om at skulle miste en af dem nu.

Begge mine søstre har arvet en genfejl fra min mor, der giver dem 80% risiko for at få brystkræft og 40% risiko for æggestokkekræft. De bliver derfor fulgt med skanninger og kontroller. Sidste år måtte de lave en biopsi på min ene søster, fordi de fandt "noget". Det var heldigvis ingenting, men hun fik noget af en forskrækkelse.
Tanken om at det måske rammer dem, skræmmer mig fra vid og og sans. Jeg ved med min logik, at jeg ville komme gennem at miste dem - men tanken er så ubærlig, at jeg simpelthen ikke bevæger mig derhen.

Det mærkelige er, at nu hvor vi nærmer os den alder, som min mor var, da hun blev syg (36 år - jeg er 33 og min ældste søster et år yngre), så forstår jeg, hvor ung hun i virkeligheden var. Altså vi er jo knap nok kommet i gang med livet endnu.
0

Tilbage til "Livets forhold"