Lidt tanker om singlelivet.

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Willow
Indlæg: 37
Tilmeldt: 3. sep 2015, 11:43
Kort karma: 2
Likede indlæg: 77

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Willow » 14. okt 2015, 19:35

Det kan fx være i Jackass stilen, South park og sådan noget.
Bare fordi det ikke er et problem for mine veninder, kan det vel godt være det for mig, tænker jeg. Jeg ved jo ikke, hvordan de præsenterer sig selv når de dater. Måske lægger de låg på de sider af sig selv i starten af et forhold. Måske spiller de spillet bedre end jeg gør.


Så er det jo netop også din præsentation og ikke de ting du synes er sjove det drejer sig om. Du nævnte selv der med at være maskulin i adfærd og jeg spurgte kun for at kunne forstå så jeg kunne give et bud til dig for at hjælpe (ud fra hvordan jeg fungere). Jeg kan stadigvæk slet ikke se at man skulle virke maskulin fordi man godt kan lide en TV serie og har svært ved at forestille mig at din smag på det punkt skulle være grunden. Tror det er tæt på en umulig opgaver at give dit nogle brugbare tanker/råd hvis det mest uddybende du fortæller om f.eks. det med maskulinitet er hvilke TV serier du kan lide.

Hvis du virkelig vil se på dig selv er det nok nødvendigt se på de ting der kan gøre lidt ondt i stedet for at konkludere at andre der kan finde en kæreste er bedre til "spillet" eller ligefrem går og lægger låg på dem selv i starten.

Der kan være massere af grunde til at det lykkedes for dem.
0
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Grissebassen » 14. okt 2015, 21:36

Willow skrev:
Det kan fx være i Jackass stilen, South park og sådan noget.
Bare fordi det ikke er et problem for mine veninder, kan det vel godt være det for mig, tænker jeg. Jeg ved jo ikke, hvordan de præsenterer sig selv når de dater. Måske lægger de låg på de sider af sig selv i starten af et forhold. Måske spiller de spillet bedre end jeg gør.


Så er det jo netop også din præsentation og ikke de ting du synes er sjove det drejer sig om. Du nævnte selv der med at være maskulin i adfærd og jeg spurgte kun for at kunne forstå så jeg kunne give et bud til dig for at hjælpe (ud fra hvordan jeg fungere). Jeg kan stadigvæk slet ikke se at man skulle virke maskulin fordi man godt kan lide en TV serie og har svært ved at forestille mig at din smag på det punkt skulle være grunden. Tror det er tæt på en umulig opgaver at give dit nogle brugbare tanker/råd hvis det mest uddybende du fortæller om f.eks. det med maskulinitet er hvilke TV serier du kan lide.

Hvis du virkelig vil se på dig selv er det nok nødvendigt se på de ting der kan gøre lidt ondt i stedet for at konkludere at andre der kan finde en kæreste er bedre til "spillet" eller ligefrem går og lægger låg på dem selv i starten.

Der kan være massere af grunde til at det lykkedes for dem.

Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:

Kan du komme med nogle bud på, hvad det fx kunne være for nogle ting, det ellers kunne være? Altså ikke med udgangspunkt i mig, men sådan helt generelt, så jeg måske kan få nogle ideer til, hvor jeg ellers kan tage et kritisk blik på mig selv. Fx øver jeg mig i at smile mere, og jeg kan da godt mærke at jeg får flere blik på gaden. Men derfra og så til at finde en kæreste, er jo langt.
0
Brugeravatar
Willow
Indlæg: 37
Tilmeldt: 3. sep 2015, 11:43
Kort karma: 2
Likede indlæg: 77

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Willow » 15. okt 2015, 09:36

Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:

Kan du komme med nogle bud på, hvad det fx kunne være for nogle ting, det ellers kunne være? Altså ikke med udgangspunkt i mig, men sådan helt generelt, så jeg måske kan få nogle ideer til, hvor jeg ellers kan tage et kritisk blik på mig selv. Fx øver jeg mig i at smile mere, og jeg kan da godt mærke at jeg får flere blik på gaden. Men derfra og så til at finde en kæreste, er jo langt.


Lyder rigtigt fornuftigt og kan godt høre/læse at du gør noget for at finde hvad der kunne være af grunde. :kram:

Jeg ville med glæde give et bud eller nogle ideer men det er svært at komme med noget ordentligt uden at kende dig/kende til dig :) grunden til at jeg lige greb efter det med maskuliniteten var at det er et punkt som jeg selv godt kan tænde af på men slet ikke ud fra de ting du skriver her fordi det er for mig ikke maskulint men blot smag. De ting jeg ikke finder så tiltrækkende er mere noget med en afstumpethed/hårdhed/fanden-i-voldskhed (behov for at dominere hele tiden) som jeg ser hos en del kvinder (særligt på alder). Det kan tænde mig af mest fordi jeg ikke finder det sympatisk generelt men også fordi det for mig ville være svært at føle mig mandig ved siden af tror jeg

Det er ikke fordi jeg går i hjemmehæklede sokker med tæer og sidder rundt om stearinlys og taler om føølelser hele tiden og ikke kan tåle modstand btw. :lol: den hårde opførsel er noget jeg forbinder med teenager drenge der prøver at være seje så ja, og gør mig pinlig på folks vegne og tænder mig af. Oplever at det er noget en del kvinder er virkelig stolte af (hvorfor ved jeg ikke) det er for mig sært at man vælger at suge et af de mindre rare karaktertræk til sig fra prollemænd.

Synes det er vigtig altid af se på sig selv og bruge folk omkring en til at forstå hvordan man virker men som andre også har skrevet så er det jo slet ikke sikkert at du skal lave noget om, det er virkelig svært at finde den rette for mange.
0
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Grissebassen » 15. okt 2015, 10:37

Willow skrev:
Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:

Kan du komme med nogle bud på, hvad det fx kunne være for nogle ting, det ellers kunne være? Altså ikke med udgangspunkt i mig, men sådan helt generelt, så jeg måske kan få nogle ideer til, hvor jeg ellers kan tage et kritisk blik på mig selv. Fx øver jeg mig i at smile mere, og jeg kan da godt mærke at jeg får flere blik på gaden. Men derfra og så til at finde en kæreste, er jo langt.


Lyder rigtigt fornuftigt og kan godt høre/læse at du gør noget for at finde hvad der kunne være af grunde. :kram:

Jeg ville med glæde give et bud eller nogle ideer men det er svært at komme med noget ordentligt uden at kende dig/kende til dig :) grunden til at jeg lige greb efter det med maskuliniteten var at det er et punkt som jeg selv godt kan tænde af på men slet ikke ud fra de ting du skriver her fordi det er for mig ikke maskulint men blot smag. De ting jeg ikke finder så tiltrækkende er mere noget med en afstumpethed/hårdhed/fanden-i-voldskhed (behov for at dominere hele tiden) som jeg ser hos en del kvinder (særligt på alder). Det kan tænde mig af mest fordi jeg ikke finder det sympatisk generelt men også fordi det for mig ville være svært at føle mig mandig ved siden af tror jeg

Det er ikke fordi jeg går i hjemmehæklede sokker med tæer og sidder rundt om stearinlys og taler om føølelser hele tiden og ikke kan tåle modstand btw. :lol: den hårde opførsel er noget jeg forbinder med teenager drenge der prøver at være seje så ja, og gør mig pinlig på folks vegne og tænder mig af. Oplever at det er noget en del kvinder er virkelig stolte af (hvorfor ved jeg ikke) det er for mig sært at man vælger at suge et af de mindre rare karaktertræk til sig fra prollemænd.

Synes det er vigtig altid af se på sig selv og bruge folk omkring en til at forstå hvordan man virker men som andre også har skrevet så er det jo slet ikke sikkert at du skal lave noget om, det er virkelig svært at finde den rette for mange.

Hmm... Ja, på den måde kan jeg måske godt være en smule prolle, når jeg hænger ud med mine mandlige venner og drikker øl. Men det er jo altså ikke en situation en date ser mig i.
Det er klart det er svært at finde den rette, og på det punkt tager jeg også tingene ganske roligt. Han kommer, hvis han kommer. Det som er mit egentlige problem er, at når jeg kigger mig selv kritisk efter i sømmene, kan jeg virkelig ikke få øje på, hvorfor mænd generelt ikke er interesseret i mig. Især når jeg sammenligner mig selv med de af mine veninder, der vælter sig i opmærksomhed og tilbud. På papiret er jeg egentlig et bedre catch end mange af dem - intet ondt om dem dog :)
Som en anden nævner, hvad skal jeg så bruge opmærksomhed, tilbud og interesse til, hvis jeg bare ønsker at finde den rette. Det er jo også ganske rigtigt. Men det som bekymrer mig er, at hvis jeg i en alder af 28, stadig flot og med en god uddannelse og sunde interesser, ikke oplever interesse fra mænd, hvordan skal den "rigtige" så få øje på mig? Kan der være en årsag til, at jeg falder igennem? Et simpelt regnestykker siger mig, at hvis jeg møder max to mænd om året, som viser interesse og den ene ikke søger et forhold, så har jeg statistisk set meget lille chance for at møde den rette. Jeg bliver jo desværre ikke yngre.
0
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 2766
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 531
Likede indlæg: 4300

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Rapfisk » 15. okt 2015, 21:42

Altså, jeg har en veninde, der mødte sin mand i en bus fuld af FCK-fans, hvor hun sad på sædet ved siden af ølkassen :lol:

Selvfølgelig er der en grænse for, hvor megen maskulinitet man kan besidde og stadig tiltrække heteromænd, men det lyder ikke som om, du er i nærheden af den grænse.

Nogle andre bud, hvis jeg skal skyde helt i tågen i forhold til din konkrete situation, men som jeg oplever, at mange mennesker/mænd klager over efter usuccesfulde (undskyld anglificeringen, jeg er træt) dates:

Dominerende personlighed (det kan også være på en indirekte måde, men følelsen af ikke at komme til orde, ikke at blive hørt el. lign.)
Selvudslettende personlighed (følelsen af ikke at lære den anden rigtigt at kende, eller at der ikke er en dybere personlighed at gå på opdagelse i)
Negativitet
Manglende genkendelighed (selv om sød musik opstår for modsætninger, søger mange én, de kan spejle sig i eller i hvert fald føler et fællesskab med)
At det ikke er dig, men dem (nogle gange er det jo faktisk tilfældet)
Tilfældigheder, fx manglende kemi/"det udefinerbare"
3
Søger job inden for projektledelse, sekretariat, politik eller andet, man kan bruge et skarpt hoved til. Skriv PB :blomst:
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3341
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 577
Likede indlæg: 5108

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf ManicNinja » 15. okt 2015, 22:18

Angående The Game og dét at benytte sig af lignende "teknikker" i sociale relationer:

Det springende punkt for mig er ikke, hvorvidt nogle måske bruger tillærte og bevidste teknikker til at opnå bedre og mere social kontakt. I mine øjne er det da sådan set ret cool at indse, at der er noget, man måske ikke er superskarp til og så prøve at gå lidt struktureret til værks og arbejde med det på den konkrete måde. Det springende punkt er for mig, om man gør og siger ting, man ikke kan stå inde for.
2
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3341
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 577
Likede indlæg: 5108

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf ManicNinja » 15. okt 2015, 22:31

Grissebassen skrev:Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:


Men introvert og genert er jo ikke det samme? Nu kender jeg dig jo ikke og har aldrig mødt dig. Men ud fra dine beskrivelser af dig selv - især det her med at du udmærket kan være udfarende, hvis først du finder en mand interessant - så tænker jeg snarere, du er reserveret. Det fremstår meget, som om den her mand skal præstere noget ekstra og gøre sig fortjent til dig (hvilket jeg egentlig synes er fair nok). Men det kunne jo være, du udstråler det lidt mere, end du egentlig ønsker - at man skal arbejde for det, før du gider/har lyst til give lidt af dig selv? Hvis andre ser det på samme måde og også for en "sikkerheds skyld" venter med at investere noget, til de er sikre på udkast, så ser den samlede kassebeholdning sgu slumpen ud. :) Og dem, der måske åbner op og går på med frisk mod over for dig, og som det måske ellers kunne blive godt med, giver måske op, fordi du er "for længe" om at kvittere bare lidt for deres anstrengelser.

Den sårbare eller bløde del, der ligger i 'genert' læser jeg ikke ud af det dér, fordi det lyder, som om du sagtens selv kan styre, hvornår du har lyst at dele ud af dig selv. Generte mennesker TØR jo ikke det dér. Måske kunne du åbne dig lidt før? Evt. for bare selv at have et par sjovere timer over date-kaffen. Tage en chance - gamble uden at være sikker på at få noget igen.

Nu tolker jeg selvfølgelig helt vildt, tilgiv mig hvis jeg tager fejl ... Men en blanding af en lillebitte smule generthed og en god del af den dér mere afventende, vurderende tilgang, du beskriver, at du har, sammen med din formulering "på papiret er jeg egentlig et bedre catch end flere af mine veninder" osv ...
Det kunne godt læses som arrogance eller kulde. Det er der ikke ret mange mennesker, der gider. En formulering som denne her hæfter jeg mig også ved i den forbindelse: "Jeg er introvert, og oplever relativt sjældent at have en virkelig god kemi med folk, ligesom det er sjældent jeg føler folk stimulerer mig med hensyn til intellekt og humor - to ting som er altafgørende for, om jeg finder dem attraktive."

Jeg sad og tænkte: Du fokuserer meget på, om andre stimulerer DIG. Stimulerer DU dem? Lader du dem komme tæt nok på (eller evt. nærmer du dig dem?), så de får en chance for at vise, at de KAN stimulere dig? Viser DU evt. nogensinde først, at du har lyst til/vil/kan stimulere andre? Eller skal de altid først udvise, at de kan være hamrende morsomme og skarpsindige, og SÅ lukker du - måske - op? Jeg sætter det på spidsen nu. Og håber virkelig ikke, jeg støder dig. Ved godt, jeg muligvis rammer helt i skoven.
Men det er mit bud. Måske kunne det være sådan noget?

Hvis en mand tidligt i forløbet får følelsen af, at du ikke giver noget af dig selv,før du ved, om det "kan betale sig" ... Dét vil jeg godt kunne forstå, at nogle mennesker, ikke bare dates, simpelthen melder pas på. Det er for mange lidt rarere, at der gives og tages fra begge sider hele vejen. Og at "have kemi" med nogen er jo netop dét: Når to mennesker helt spontant i hinandens selskab har lyst til at give af sig selv (både mht personlig information og i adfærden åbent vise, hvem de er) og tilsvarende gladeligt, nysgerrigt og værdsættende tager imod det, modparten kommer med. Kemi kan jo ikke lade sig gøre énvejs.
3
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
D.itsen
Indlæg: 785
Tilmeldt: 11. aug 2015, 15:23
Kort karma: 173
Geografisk sted: Vest-Sjælland
Likede indlæg: 1387

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf D.itsen » 16. okt 2015, 05:22

Jeg kan ikke gennemskue om du kan har mødt én mand de sidste år, hvor du var interesseret eller om der har været flere du har været interesseret i, men hvor det ikke var gengældt.
Jeg havde i hvert fald en tendens til, på de dårlige dage, at glemme at i langt de fleste tilfælde havde jeg ikke seriøse interesse i dem jeg havde datet. Det blev meget hurtigt " ingen finder mig interessante" på baggrund af tre mænd som jeg havde interesse i og hvor det ikke var gengældt, og de 800 mænd (overdrivelse fremmer forståelsen) som jeg ikke havde interesse i, og hvor en del af dem havde interesse i mig glemte jeg.
Jeg er temmelig ekstrovert og møder ret mange nye mennesker i løbet af et år
år. Alligevel møder jeg også Maks 1-2 om året jeg fatter seriøs interesse i (eller hvor jeg tror jeg kunne få det), selvom min venne-og bekendtskabskreds jævnligt bliver udvidet. Der er, for mig, masser af interessante mennesker derude. De færreste har bare det der udefinerbare.
Jeg nåede at være single i tæt på 10 år, med nogle lange useriøst relationer i den periode. Det siger jeg altså ikke for at ødelægge dit humør, men bare for at sige at selvom man er en meget anderledes type end dig, så kan det stadig være møg-svært at finde det rigtige match. Det er bestemt altid godt at arbejde med sig selv, men det kan altså bare være tilfældigt at du ikke har mødt ham endnu
2
UH UH UH UH KORT :love:
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Grissebassen » 16. okt 2015, 15:09

ManicNinja skrev:
Grissebassen skrev:Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:


Men introvert og genert er jo ikke det samme? Nu kender jeg dig jo ikke og har aldrig mødt dig. Men ud fra dine beskrivelser af dig selv - især det her med at du udmærket kan være udfarende, hvis først du finder en mand interessant - så tænker jeg snarere, du er reserveret. Det fremstår meget, som om den her mand skal præstere noget ekstra og gøre sig fortjent til dig (hvilket jeg egentlig synes er fair nok). Men det kunne jo være, du udstråler det lidt mere, end du egentlig ønsker - at man skal arbejde for det, før du gider/har lyst til give lidt af dig selv? Hvis andre ser det på samme måde og også for en "sikkerheds skyld" venter med at investere noget, til de er sikre på udkast, så ser den samlede kassebeholdning sgu slumpen ud. :) Og dem, der måske åbner op og går på med frisk mod over for dig, og som det måske ellers kunne blive godt med, giver måske op, fordi du er "for længe" om at kvittere bare lidt for deres anstrengelser.

Den sårbare eller bløde del, der ligger i 'genert' læser jeg ikke ud af det dér, fordi det lyder, som om du sagtens selv kan styre, hvornår du har lyst at dele ud af dig selv. Generte mennesker TØR jo ikke det dér. Måske kunne du åbne dig lidt før? Evt. for bare selv at have et par sjovere timer over date-kaffen. Tage en chance - gamble uden at være sikker på at få noget igen.

Nu tolker jeg selvfølgelig helt vildt, tilgiv mig hvis jeg tager fejl ... Men en blanding af en lillebitte smule generthed og en god del af den dér mere afventende, vurderende tilgang, du beskriver, at du har, sammen med din formulering "på papiret er jeg egentlig et bedre catch end flere af mine veninder" osv ...
Det kunne godt læses som arrogance eller kulde. Det er der ikke ret mange mennesker, der gider. En formulering som denne her hæfter jeg mig også ved i den forbindelse: "Jeg er introvert, og oplever relativt sjældent at have en virkelig god kemi med folk, ligesom det er sjældent jeg føler folk stimulerer mig med hensyn til intellekt og humor - to ting som er altafgørende for, om jeg finder dem attraktive."

Jeg sad og tænkte: Du fokuserer meget på, om andre stimulerer DIG. Stimulerer DU dem? Lader du dem komme tæt nok på (eller evt. nærmer du dig dem?), så de får en chance for at vise, at de KAN stimulere dig? Viser DU evt. nogensinde først, at du har lyst til/vil/kan stimulere andre? Eller skal de altid først udvise, at de kan være hamrende morsomme og skarpsindige, og SÅ lukker du - måske - op? Jeg sætter det på spidsen nu. Og håber virkelig ikke, jeg støder dig. Ved godt, jeg muligvis rammer helt i skoven.
Men det er mit bud. Måske kunne det være sådan noget?

Hvis en mand tidligt i forløbet får følelsen af, at du ikke giver noget af dig selv,før du ved, om det "kan betale sig" ... Dét vil jeg godt kunne forstå, at nogle mennesker, ikke bare dates, simpelthen melder pas på. Det er for mange lidt rarere, at der gives og tages fra begge sider hele vejen. Og at "have kemi" med nogen er jo netop dét: Når to mennesker helt spontant i hinandens selskab har lyst til at give af sig selv (både mht personlig information og i adfærden åbent vise, hvem de er) og tilsvarende gladeligt, nysgerrigt og værdsættende tager imod det, modparten kommer med. Kemi kan jo ikke lade sig gøre énvejs.

Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener, selvom jeg nu ikke synes du rammer så godt, hvad jeg egentlig er for en. Jeg er både genert og introvert. Forskellen er, at min introverthed arbejder jeg med, mens min generthed er lidt svær at gøre så meget ved. Når jeg møder en mand, gør jeg mig meget umage for at virke imødekommende, vise hvem jeg er, og prøve at lære ham bedre at kende.
Som introvert/reserveret/genert er jeg meget bevidst om, at det ikke falder mig naturligt at lukke nogen ind. Men det er virkelig noget jeg gør mig umage med, uanset hvem det er og hvor lang tid jeg har kendt vedkommende.
Jeg er godt klar over, at nogle mennesker skal man lære at kende, før de stimulerer en. Så det er slet ikke noget, jeg forventer af en mand på en første date. Det er bare det, jeg har tendens til at falde for.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige lige nu. Det er ikke fordi du rammer helt ude i skoven. Men jeg er altså bestemt heller ikke sådan en, der sidder på prinsessetronen og vifter folk væk, indtil der kommer en, der passer på mine krav. Jeg giver folk så meget af mig selv, som jeg synes er passende på en uskyldig date, og jeg gør mig umage for at være behageligt selskab for manden, uanset om det bare bliver ved den ene date, eller om der kommer flere.
1
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3341
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 577
Likede indlæg: 5108

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf ManicNinja » 16. okt 2015, 15:13

Grissebassen skrev:
ManicNinja skrev:
Grissebassen skrev:Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:


Men introvert og genert er jo ikke det samme? Nu kender jeg dig jo ikke og har aldrig mødt dig. Men ud fra dine beskrivelser af dig selv - især det her med at du udmærket kan være udfarende, hvis først du finder en mand interessant - så tænker jeg snarere, du er reserveret. Det fremstår meget, som om den her mand skal præstere noget ekstra og gøre sig fortjent til dig (hvilket jeg egentlig synes er fair nok). Men det kunne jo være, du udstråler det lidt mere, end du egentlig ønsker - at man skal arbejde for det, før du gider/har lyst til give lidt af dig selv? Hvis andre ser det på samme måde og også for en "sikkerheds skyld" venter med at investere noget, til de er sikre på udkast, så ser den samlede kassebeholdning sgu slumpen ud. :) Og dem, der måske åbner op og går på med frisk mod over for dig, og som det måske ellers kunne blive godt med, giver måske op, fordi du er "for længe" om at kvittere bare lidt for deres anstrengelser.

Den sårbare eller bløde del, der ligger i 'genert' læser jeg ikke ud af det dér, fordi det lyder, som om du sagtens selv kan styre, hvornår du har lyst at dele ud af dig selv. Generte mennesker TØR jo ikke det dér. Måske kunne du åbne dig lidt før? Evt. for bare selv at have et par sjovere timer over date-kaffen. Tage en chance - gamble uden at være sikker på at få noget igen.

Nu tolker jeg selvfølgelig helt vildt, tilgiv mig hvis jeg tager fejl ... Men en blanding af en lillebitte smule generthed og en god del af den dér mere afventende, vurderende tilgang, du beskriver, at du har, sammen med din formulering "på papiret er jeg egentlig et bedre catch end flere af mine veninder" osv ...
Det kunne godt læses som arrogance eller kulde. Det er der ikke ret mange mennesker, der gider. En formulering som denne her hæfter jeg mig også ved i den forbindelse: "Jeg er introvert, og oplever relativt sjældent at have en virkelig god kemi med folk, ligesom det er sjældent jeg føler folk stimulerer mig med hensyn til intellekt og humor - to ting som er altafgørende for, om jeg finder dem attraktive."

Jeg sad og tænkte: Du fokuserer meget på, om andre stimulerer DIG. Stimulerer DU dem? Lader du dem komme tæt nok på (eller evt. nærmer du dig dem?), så de får en chance for at vise, at de KAN stimulere dig? Viser DU evt. nogensinde først, at du har lyst til/vil/kan stimulere andre? Eller skal de altid først udvise, at de kan være hamrende morsomme og skarpsindige, og SÅ lukker du - måske - op? Jeg sætter det på spidsen nu. Og håber virkelig ikke, jeg støder dig. Ved godt, jeg muligvis rammer helt i skoven.
Men det er mit bud. Måske kunne det være sådan noget?

Hvis en mand tidligt i forløbet får følelsen af, at du ikke giver noget af dig selv,før du ved, om det "kan betale sig" ... Dét vil jeg godt kunne forstå, at nogle mennesker, ikke bare dates, simpelthen melder pas på. Det er for mange lidt rarere, at der gives og tages fra begge sider hele vejen. Og at "have kemi" med nogen er jo netop dét: Når to mennesker helt spontant i hinandens selskab har lyst til at give af sig selv (både mht personlig information og i adfærden åbent vise, hvem de er) og tilsvarende gladeligt, nysgerrigt og værdsættende tager imod det, modparten kommer med. Kemi kan jo ikke lade sig gøre énvejs.

Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener, selvom jeg nu ikke synes du rammer så godt, hvad jeg egentlig er for en. Jeg er både genert og introvert. Forskellen er, at min introverthed arbejder jeg med, mens min generthed er lidt svær at gøre så meget ved. Når jeg møder en mand, gør jeg mig meget umage for at virke imødekommende, vise hvem jeg er, og prøve at lære ham bedre at kende.
Som introvert/reserveret/genert er jeg meget bevidst om, at det ikke falder mig naturligt at lukke nogen ind. Men det er virkelig noget jeg gør mig umage med, uanset hvem det er og hvor lang tid jeg har kendt vedkommende.
Jeg er godt klar over, at nogle mennesker skal man lære at kende, før de stimulerer en. Så det er slet ikke noget, jeg forventer af en mand på en første date. Det er bare det, jeg har tendens til at falde for.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige lige nu. Det er ikke fordi du rammer helt ude i skoven. Men jeg er altså bestemt heller ikke sådan en, der sidder på prinsessetronen og vifter folk væk, indtil der kommer en, der passer på mine krav. Jeg giver folk så meget af mig selv, som jeg synes er passende på en uskyldig date, og jeg gør mig umage for at være behageligt selskab for manden, uanset om det bare bliver ved den ene date, eller om der kommer flere.


Du skal såmænd ikke sige så meget :) Det lader til, at du er fornuftig nok til at vurdere, hvad du kan bruge fra denne tråd og så kyle resten væk. Det, synes jeg, er rigtigt fornuftigt. Vi kender dig jo slet ikke og kan derfor ramme ret skævt. Under alle omstændigheder synes jeg, det er stærkt af dig så åbent at spørge fremmede herinde, hvad vi tænker om noget så personligt.
0
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Grissebassen » 16. okt 2015, 15:14

D.itsen skrev:Jeg kan ikke gennemskue om du kan har mødt én mand de sidste år, hvor du var interesseret eller om der har været flere du har været interesseret i, men hvor det ikke var gengældt.
Jeg havde i hvert fald en tendens til, på de dårlige dage, at glemme at i langt de fleste tilfælde havde jeg ikke seriøse interesse i dem jeg havde datet. Det blev meget hurtigt " ingen finder mig interessante" på baggrund af tre mænd som jeg havde interesse i og hvor det ikke var gengældt, og de 800 mænd (overdrivelse fremmer forståelsen) som jeg ikke havde interesse i, og hvor en del af dem havde interesse i mig glemte jeg.
Jeg er temmelig ekstrovert og møder ret mange nye mennesker i løbet af et år
år. Alligevel møder jeg også Maks 1-2 om året jeg fatter seriøs interesse i (eller hvor jeg tror jeg kunne få det), selvom min venne-og bekendtskabskreds jævnligt bliver udvidet. Der er, for mig, masser af interessante mennesker derude. De færreste har bare det der udefinerbare.
Jeg nåede at være single i tæt på 10 år, med nogle lange useriøst relationer i den periode. Det siger jeg altså ikke for at ødelægge dit humør, men bare for at sige at selvom man er en meget anderledes type end dig, så kan det stadig være møg-svært at finde det rigtige match. Det er bestemt altid godt at arbejde med sig selv, men det kan altså bare være tilfældigt at du ikke har mødt ham endnu

I løbet af det sidste år, har jeg måske mødt tre mænd, der vækkede følelser i mig. Derudover har jeg mødt en hel del, som jeg på trods af manglende følelser, alligevel har givet det en chance for at se om noget kunne udvikle sig. Som udgangspunkt giver jeg alle mænd, der viser mig interesse en chance. Deres interesse har det bare med at forsvinde hurtigt igen. Jeg kan sagtens genkende den tendens nu beskriver. Men modsat dig, så glemmer jeg ikke de mænd, der har vist interesse i mig, men derimod tænker jeg på dem, når jeg har en dårlig periode, for lige at huske mig selv på, at der er fisk i vandet. Men jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg i løbet af det sidste år kun én gang har oplevet, at en mand har vist interesse i mig i den virkelige verden uden for datingsites.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 845
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 215
Likede indlæg: 2280

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Zombie » 16. okt 2015, 16:13

ManicNinja skrev:Angående The Game og dét at benytte sig af lignende "teknikker" i sociale relationer:

Det springende punkt for mig er ikke, hvorvidt nogle måske bruger tillærte og bevidste teknikker til at opnå bedre og mere social kontakt. I mine øjne er det da sådan set ret cool at indse, at der er noget, man måske ikke er superskarp til og så prøve at gå lidt struktureret til værks og arbejde med det på den konkrete måde. Det springende punkt er for mig, om man gør og siger ting, man ikke kan stå inde for.



Det hedder "at være inkongurent" og er ret fy-fy. Kvinder er kendt som indehavende en radar der straks fanger den slags, evt ubevidst, og de bliver ikke tiltrukket af det. Så det må man ikke, siger dem, de andre lytter til. Haha. :D
0

Tilbage til "Forhold og sex"