Jeg har fundet ud af at jeg måske rent faktisk besidder et endog ret højt stressniveau, og jeg har lidt svært ved at acceptere det og tage alvorligt, at jeg skal ringe til min læge på mandag (og dermed melde mig syg
).Jeg fik ny funktion på min arbejdsplads i februar. En funktion med mere ansvar og flere opgaver, og selv om min forgænger var lige på randen af stess inden hun gik på barsel, er mine opgaver stadig øget ca. 30% ift. hendes, dengang.
Jeg har været vant til at have travlt og det generer mig faktisk overhovedet ikke, men det her er noget andet - jeg har som sagt mere ansvar, men meget snævre rammer at agere indenfor. Så snævre at det ind imellem (flere gange om ugen) er umuligt at løse opgaven pga. mgl. ressourcer og/eller tid hos mig selv eller de ansatte. Jeg møder allerede 15-20 min. før tid for det jeg skal nå at have færdigt til morgenmøde kan jeg ikke nå at have færdigt, hvis jeg møder til min fastsatte mødetid (især ikke hvis vi har sygemeldinger - så er fanden løs).
Jeg har ikke afholdt frokost i 3 måneder, for det har jeg ikke tid til. Jeg har 2 telefoner at passe, folk kommer på kontoret konstant og hele tiden med ændringer og rettelser i deres arbejdsplan (nogle gange står der 3-4 mennesker i kø) og jeg behandler ca. 80-100 mails om dagen (ikke bare læse, men følge op på, oprette opgaver, lægge opgaverne ud til rette vedkommende, kontakte samarbejdspartnere vedr. disse opgaver, hvis de er ufuldstændigt formuleret i mailen osv osv). Hvis det så bare var en periode at det skulle være sådan, så var det til at holde ud - men der er INGEN tegn til forandring/forbedring.
Samtidig har jeg en superfin chef, der dog ikke virker til at forstå hvilket arbejdspres der er i min stilling. Mange forskellige opgaver havner sjovt nok på mit bord, hvis ikke lige hun ved hvor hun ellers skal gøre af den - og jeg drukner!
Jeg har prøvet at gøre opmærksom på det, men hun er også presset ovenfra (hun prøver at presse opad, men det er som at slå i en dyne - jeg har selv været vidne til det), men for nogle måneder siden begyndte jeg at sove virkeligt dårligt om natten. Måske jeg faldt i søvn, men jeg vågner kl. 4-5 stykker og kan ikke sove mere. Dette har jeg selv været opmærksom på at jeg liiige skulle holde øje med.
Hvad jeg indtil nu har vendt indad som en personlig 'fejl' som jeg nok lige skulle arbejde med, eller noget som jeg generelt lige skulle til at tage mig sammen i forhold til er bla. at jeg er ved at tude over udsigten til at skulle noget som helst ved siden af arbejde (bare det at skulle handle efter arbejde er ved at slå mig helt ud), jeg orker ikke at se nogle venner/familie, jeg er irritabel og med meget kort lunte, spiser for meget, drikker for meget (altså ikke sådan meget-meget, men pludselig kunne et glas vin eller to efter arbejde i hverdag være ok), jeg begyndte pludselig at ryge igen (wtf? - er dog stoppet igen), men det hele har jeg ikke sammenkædet med stress - bare at jeg lige skulle til at tage mig sammen og komme ovenpå igen efter nyt job.
Jeg har så måske også lagt mærke til at jeg glemmer ting - ord og handlinger. Jeg har altid været yderst velformuleret, men nu leder jeg efter helt almindelig ord i almindelig samtale. Jeg gider faktisk helst ikke at have med folk at gøre, og de skal bare forsvinde ud af mit åsyn. Igen noget jeg har tænkt at jeg lige skulle tage mig sammen i forhold til, for det var da en arrogant holdning til andre mennesker osv.
Inden min ferie kørte jeg bare på udsigten til de 3 uger, og hverdagen var ikke sjov, men det skulle jo bare lige overstås.
Jeg har nu haft 3 ugers ferie, hvor jeg ingenlunde har fået bedre søvnmønster eller lign. men jeg har også haft ret travlt fordi jeg jo lige skulle nå at besøge alle mulige som: "Jo aldrig ser mig *snøft*", eller have veninde og datter på besøg og varte op, og vise dem hele Jylland selvom jeg jo egentlig bare trængte til at slappe af.
Nu ved jeg at jeg skal møde på arbejde på mandag og jeg er ved at knække totalt sammen ved udsigten. Jeg har en funktion som ingen anden kan udfylde på helt samme måde (der er enkelte der er sporadisk oplært, men ikke kan udfylde funktionen 100%, hvilket også betyder at der ligger bunker af oprydning og ekstra opgaver når jeg kommer tilbage), vi skal implementere nyt it-system som betyder ekstra arbejde for lige mig både i tiden op til, og lige efter, og hovedet summer totalt, hjertet banker osv. ved udsigten.
Nå, megalang indledning, men summasummarum - jeg sidder i dag med en veninde og fortæller om det hele (hvilket egentlig er første gang jeg sådan braldrer ud med det hele), og hun kigger alvorligt på mig og spørger om jeg rent faktisk har lagt mærke til hvor mange ord jeg ikke kan finde, og om jeg nogensinde har taget sådan en stress-test. Det har jeg ikke, så det gør jeg!
Jeg har taget 5 forskellige på nettet.
Jeg bonner totalt ud i rødt på dem alle sammen!
Jeg havde jo heller ikke lige regnet med at symptomer som min skiftevise diarré/forstoppelse (jeg må jo have spist noget underligt, ikke?), underlig menstruation (måske jeg er på vej i tidlig overgangsalder?) osv. kunne hænge sammen med stress - men det spørger de jo om i testen, så det må jo have en plads der.
Jeg føler mig som en totalt fiasko ved at skulle melde mig syg! Jeg er ikke syg! Jeg går ikke til læge med mindre jeg mister en arm eller et ben, groft sagt - og jeg VED jo godt at de fleste stress-ramte har det præcis sådan, en hold nu kæf... hvor har jeg svært ved det. Jeg er SELV en svækling ved at indrømme at skulle have stress, hvor i mod jeg har oceaner af empati med kolleger/venner der har været det... giver det mening?
Det er noget andet når det er mig selv på en eller anden måde, og jeg er stadig ikke helt overbevist om at jeg ikke bare er lidt fake og en der er på vej til at pjække lidt (samtidig med at jeg begyndte at ryste for vildt da jeg tog den første stress-test og rent faktisk begyndte at tude lige efter, indtil jeg bed mig så hårdt i læben og holdte vejret indetil jeg holdte op igen).
Man kan sgu da ikke melde sig syg med stress efter 3 ugers ferie!?
Det er som om at jeg har fået en lille smule 'luft' ved tanken om at jeg måske GODT kan melde mig syg og gå til lægen i stedet, men så siger jeg også med det samme til mig selv, at hvis jeg sådan lige pludselig kan få det bedre ved dén tanke, så er det hele nok slet ikke så galt, og at jeg selvfølgelig skal afsted.
Nå, tilbage til de stress-ramte (jeg er ikke så stringent, haha) - hvor længe gik I sygemeldte, og hvordan kom I tilbage? Blev I frataget opgaver bagefter - og vigtigst af alt: fik I hjælp til at bearbejde den der selvbebrejdelse og følelse af fiasko, og af hvem? Er det lægen der henviser til noget der ikke har 6 mdr. ventetid, eller var det arbejdspladsen?
.. jeg kan ikke finde på en afslutning, så det var vist det.
Det tog lige nogle dage på smertestillende og totalt indbundet hånd i støttebind, så var den ok igen - men meget meget mærkeligt.
