Jeg har i mange år dyrket serielt monogami, hvor det ene forhold afløste det andet. Jeg tænkte aldrig, at en kæreste var min livspartner, for jeg vidste jo af erfaring, at mine forhold alligevel aldrig holdte mere end et par år. Samtidig vidste jeg også, at jeg at så snart jeg blev single, gik der ikke længe før jeg fandt mig selv i armene på en ny mand, og pludselig var vi i et forhold.
Det sidste halve år har jeg været sådan rigtig single - og I guder, hvor har jeg dog udnyttet det! Angsten for at jeg pludselig skulle vågne op og være nogens kæreste, har virket som drivkraft på min indsats på Tinder og diverse barer og dansegulve i weekenderne. Og det er fedt! Jeg har samtidig rejst en del og arbejdet meget i udlandet, så jeg har haft mulighed for at være slutty i lande, hvor ingen alligevel kendte mig, og halleluja for nogle oplevelser! Det er jo en fornøjelse at være dansk, blond kvinde, hehe...
Anyway, det korte af det lange er egentlig, at jeg dater ret heftigt. Nogle gange møder jeg en fantastisk sød fyr, en der aktiverer et ellers latent behov for en kæreste, en, der får mig til at længes efter at settle down, men så sker der altid noget, så den fyr alligevel ikke er den rette, og så er jeg tilbage til at date fem forskellige, have det sjovt, dyrke fantastisk sex og ikke mindst føle mig fri.
Jeg er næsten i midten af trediverne, og 'gu er det da fjollet at rende rundt som en hunkat i løbetid, når alle ens venner bliver gift og føder unger som om de bliver betalt for det, men det er måske netop det, der skræmmer mig! Når jeg kigger på dem i min omgangskreds, som har fundet ham eller hende, de hører sammen med, slået sig ned og bygget en rede, så ser det altså ikke særlig tiltalende ud. Jeg har så mange drømme, der skal udleves, projekter, der skal arbejdes for, og ikke mindst destinationer, der skal nåes, og jeg er lidt bange for, at ham der "the one" holder mig nede, så jeg stagnerer
Det værste er, at jeg ser mig selv som kærestetypen, og jeg hører ofte mig selv sige: "Jeg skal bare lige være single i et par måneder, men om 20-30 tindermænd, finder jeg en kæreste"
Måske er problemet, at det er for nemt at fjolle rundt og møde forskellige typer, som hver især bidrager med noget sjovt, og når det er så nemt for mig, så er det nok også nemt for dem, så vi har en hel generation af mennesker, der har svært ved at holde sig til én, som dater, knalder og lever deres egen indivudualistiske agenda ud, og det kan jeg da godt forstå, men jeg bliver også lidt trist ved tanken om at skulle være alene om alting. Der er jo noget rart og yndigt ved at følges ad... Men for pokker da, der er jo et hel ocean af interessante, lækre mænd i trediverne, fyrrene og slutningen af tyverne, som lever på samme måde. Det er som om, at alle har vænnet sig til at zappe videre i en fart, og "forhold" er kun en midlertidig destination indtil man finder noget bedre eller noget andet, som man hellere vil, så vi er nået dertil, hvor jeg ikke forventer noget af nogen, og ingen forventer noget af mig!
For lige at belyse min egen situation, så købte jeg for næsten syv år siden en drøm af en ejerlejlighed. Beliggenheden er fantasktisk, der er to store altaner, alt inventar er næsten nyt, og her er bare super hyggeligt! Siden jeg flyttede ind, har jeg været i tre længerevarende forhold:
- Først var jeg sammen med en mand i et par år, som jeg havde mange ting tilfælles med, blandt andre samme uddannelse, og jobs, hvor vi kunne sparre med hinanden. Vi nåede til det punkt, hvor han begyndte at presse på for at flytte sammen, men fordi jeg syntes, at han rodede for meget og jeg ikke gad at fraflytte min lejlighed for at bo i hvad der ville ende med at blive en svinesti, slog jeg op.
- Et par måneder efter fandt jeg sammen med en ny mand. Dette forhold varede også et par år. Jeg slog op, da han også begyndte at presse på for at vi skulle flytte sammen. Han havde fin nok ordenssans, men hans ide om, hvor og hvordan vi skulle bo var meget anderledes end min - han ville ud på landet, og jeg er et bymenneske. Desuden tjente jeg væsentligt mere end ham, og det gav bare ikke mening at flytte sammen.
- Den næste kæreste havde jeg i et års tid. Ham kunne jeg faktisk godt se mig selv bo sammen med, for vi havde samme smag i møbler og ens sociale behov, men inden vi nåede så langt, var han nødt til at flytte ca. fem timer væk pga. sit arbejde, og han ville være nødsaget til at skulle arbejde det sted i ca. et år, så igen slog vi op, da det var for besværligt med langdistance.
Så ja, nu sidder jeg her og skuer ud over havet, der er fyldt med fisk, som jeg fanger lidt for sjov, hvorefter jeg sætter dem alle ud igen. Det er ingen sag at tiltrække mænd, og jeg har erfaring med rekruttering fra mit job. Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvad jeg går efter... Fuckboys er der nok af, folk med kærestepotentiale kan jeg også godt få på krogen, men hvad skal man gå efter? Nu har jeg efterhånden været ude med det brede net og fanget efter, hvad der måtte komme, men æh... Hvad nu? Det er er vitterligt første gang i mit voksenliv, at jeg er single i mere end seks måneder!
Dette er bare tanker fra en single lady in her thirties... Det skal lige siges, at jeg har aldrig drømt om børn og traditionelt familieliv, så jeg har ikke travlt på den facon. Jeg er egentlig bare nysgerrig efter at høre, om andre kender til dette her, og hvad jeres tanker, erfaringer og meninger er.
