Tillykke med tabet indtil videre, godt gået!
Jeg vejede ca. det samme som dig, da jeg endelig havde held med at ændre vaner. Min erfaring er, at vægttab ER pissesvært, indtil det så ikke er det længere, fordi man fik knækket koden til hvad der fungerer for én. Men den kode altså, jeg kender ingen der havde nemt ved at lure den. Jeg kender til gengæld en masse der har forsøgt et utal af gange, måske har de troet, de fandt løsningen, men når de så et halvt år senere vejer det samme eller mere end udgangspunktet, var det jo ikke løsningen, men i værste fald bare endnu et demotiverende nederlag.
Jeg prøvede selv flere gange at tabe nogle overflødige kilo, jeg mener det vekslede mellem 5-10 kilo jeg ønskede at smide de gange, inden jeg i slutningen af 2012 ramte de der ‘et par og firs’, og i dét forsøg fandt en måde at ændre vaner og holde fast. Mit endelige vægttab lød på 25 kilo, det var faktisk ikke planen, men det kørte simpelthen så godt, jeg vejede mig ikke undervejs og da jeg seks måneder senere konstaterede, i spejlet, at nu var det nok, stod vægten på 56 kilo. I årene der er gået, har der været enkelte perioder hvor jeg har taget på, et par gange var det 4-5 kilo tror jeg, senest i foråret lidt mere. Jeg smider det igen nærmest lige så hurtigt, som det kommer på, for jeg ved, hvad jeg skal gøre. Og ikke gøre. Aktuelt ligger jeg et sted mellem 55 og 58 kilo, lav fedtprocent og høj muskelmasse. Min krop er, for at sige det som jeg har det, meget tæt på at være mit eget ideal.
Men, and this is important: Jeg føler mig hverken sej eller specielt awesome over at det lykkedes for mig. Jeg føler mig derimod pisseheldig. Jeg tilskriver det helt ærligt en blanding af tilfældighed og held, at jeg fandt hvad der i mine øjne svarer til en nål i en høstak. En løsning der matchede mine personlige ressourcer, endda selvom de på daværende tidspunkt var temmeligt begrænsede. Jeg værdsætter det faktisk stadig dagligt.
Min pointe er, at du ikke må undervurdere den udfordring det for flertallet er at ændre vaner og smide kilo. Kig dig omkring, det er jo helt vildt hvor mange, primært kvinder, der bruger energi, overskud, tid og tankevirksomhed på at forholde sig til egen sundhed, krop og ønske om at ændre begge dele. Jeg har mange veninder, jeg har kvindelige kollegaer og familiemedlemmer, og jeg tror det er én eller to af dem der ikke render rundt med et ret stort og derved energikrævende og selvopfattelsespåvirkende ønske om at smide kilo. De andre gør, og de prøver igen og igen og igen.
Min pointe, og det jeg synes er så vigtigt, er at tale om og anerkende at det her ikke er ‘bare’. I teorien er det bare et spørgsmål om kalorier og forbrænding, men i praksis er det langt mere omstændeligt. Alle, eller hvert fald næsten, der har forsøgt at tabe sig, ved godt det ikke er ‘bare lige’, bevares, men det er lidt som, synes jeg, at ingen rigtigt tør sige det som det er for de fleste, at det er fuckingpissehamrende svært. Vi finder i stedet på undskyldninger og forklaringer, der skal hjælpe på følelsen af, at vi bare ikke var seje nok til at overkomme en udfordring der burde være lige til og jo ikke just er rocket science. Men jo, gu’ er det så, vægttab er fandme rocket science. Var det anderledes gik der jo ikke så mange kloge, seje, ressourcestærke kvinder (og mænd måske, don’t know) rundt og var overvægtige og rigtigt kede af at være det.
Så, jeg ved jo du er en ret skarp type der generelt er velfunderet og meget tænkende, vil du ikke godt gøre dig selv den tjeneste at sørge for at bruge dit høje abstraktionsniveau til at forberede dig på, at det her formentligt ER MEGET SVÆRT, i hvert fald til du forhåbentligt er lige så heldig som mig og, du ved, knækker den goddamn kode? Du må simpelthen ikke ligge der på en drømmeferie i februar og punke dig selv hvis det ikke lykkes, det ville være SÅ ærgerligt!
Min umiddelbare fornemmelse er, at du er dér, hvor det lidt er en kamp. Pomfritterne og isen er stadig for stor en udfordring til at du kan fravælge, og det forstår jeg godt, for hey, pomfritter og is. I know. Gulerødderne tilfredsstiller dig heller ikke, det forstår jeg også godt, for hey, gulerødder. Bah.
Du skal blive ved med at tænke og overveje og fornemme hvad der funker og hvad der ikke gør, for på et eller andet tidspunkt, helst snart, skal processen stoppe med at føles som en kamp, så brug de personlige erfaringer du gør dig i disse dage. Put dem der virker i banken og søg fortsat alternative løsninger på dem der ikke gør, så skal det nok lykkes, og lykkes det ikke inden februar, så gør det nok næste gang, og så får du en skøn ferie uden tanker om strandet hval uanset. Ik’?
Min egen fremgangsmåde har jeg fortalt hundrede gange. Det første halve år var det en masse gåture med musik i ørerne. Det blev ren terapi, og jeg prioriterer dem stadig højt. Derudover var det noget med ret faste regler om, at jeg ikke havde slik/kage/brød i huset. Jeg holdt sulten nede i løbet af dagen ved at spise rugbrød/knækbrød med noget magert pålæg, drak nuposhakes og spiste mandler og banan som mellemmåltider og så havde jeg mit aftenmåltid at se frem til hver dag, det var altid noget lækkert kød, nogle grove salater med noget dressing og en del ost. Jeg vejede mig ikke og jeg var meget konsekvent i min livsstil, begge dele var nemt, fordi det tilfældigvis matchede mig og mine præferencer og ressourcer. Derfor virkede det.
) Når jeg har tabt lidt mere end de nuværende 3 kg og har overblikket, regner jeg med at starte crossfit igen, så jeg kan få bedre kondition + toning af kroppen. 
Det er så awesome! 
Og man kan jo altså ikke sige nej når andre allerede har købt is til en, og at ingen, bortset fra min mor, vidste at jeg var på kur. Og så var det jo kokosis - den bedste af alle slags is (i hvert fald når man snakker flødeis - jeg elsker også sorbetis!) Det var en helt fantastisk lækker is, og selvom jeg ikke troede at jeg kunne spise den hele (det viste sig kun at være to fuldvoksne kugler) så gik det heeeeeelt fint 
Maven var dog ikke helt tilfreds og havde det noget svært senere. Generelt set brokker den sig når jeg spiser noget der er baseret på fløde, så det er ikke unaturligt. 
Mors frikadeller er altså bare de bedste. 
dem kunne jeg godt blive afhængig af! Men jeg styrede mig, og spiste kun 10 