Rableoplæg aside.
Jeg er selv kræsen, og er fuldt klar over at det i nogen tilfælde er en fiks idé som jeg ikke kan sætte mig udover.
Noget jeg dog synes at mange ikke-kræsne glemmer er at det faktisk er ret pinligt og akavet. Det føles lidt som at have tisset i bukserne, alle ser det og bemærker det. Folk dømmer en og kommenterer det. Jeg er flov over min kræsenhed, for jeg synes at det er ubehageligt at sætte andre i en situation hvor at jeg ikke har lyst til at spise noget de har lavet (eller betalt for.)
For eksempel kan jeg simpelthen ikke lide fisk (og skaldyr.) Der er en grundliggende hav-smag i alt spiseligt der kommer fra havet som jeg ikke bryder mig om. Og det er altså ikke særlig fedt, når det er forret til næsten alle større middage. Jeg er i princippet ligeglad med at jeg ikke kan spise det, jeg spiser bare et stykke brød eller noget, men jeg synes at det er så pinligt netop fordi folk føler behov for at kommentere på det.
Der var en i den anden tråd der sagde at det var ubehøvlet at skubbe ting til siden som man ikke kunne lide, fordi det er tydeligt at det er det de gør. Well, jeg synes at det er lige præcis så tydeligt og fylder så meget som man vil have det til. Jeg beder ikke folk tage særlige hensyn, jeg spiser det jeg kan, og hvis jeg ikke kan lide så meget, så finder jeg noget på vejen hjem. Jeg går meget stile med dørene, både for at tage hensyn til værten men også fordi jeg selv synes at det er brandærgerligt at jeg ikke bare kan spise det sk*de fisk. Og når det er tilberedt på en måde så det ikke lugter så meget af fisk, så prøver jeg det også af i en lille bid. Det har endnu ikke virket. Og når folk så ikke kan lade være med at kmmentere det, så ma bliver nødt til at sidde og snakke om det, forsvare det og please værten så vedkommende ikke føler at det er en kritik af dem, så kommer det altså til at fylde en del mere, end det ville gøre hvis dem der rydede bordet bare tog min tomme tallerken. Jeg er med på at det er brandærgerligt at stå og lave noget og folk så ikke ka lide det, men jeg kan garantere jer at det er mere akavet, pinligt og ubehageligt for den person der er kræsen. For udover at blive sat "on the spot", så er det ALTID den kræsne der går ud af den situation som taberen, da det bliver betragtet af de fleste som pinligt og umodent at være kræsen. Igen, ligesom at tisse i bukserne til en middag. Derudover kan man så sige at værten måske synes at det er ærgerligt, irriterende eller bliver ked af det. Men næste gang h*n har folk til middag er chancen for at folk spiser hvad der bliver serveret, noget større. Altså, de negative følelser bliver hurtigere ændret af en succesoplevelse. Når du er kræsen, og ikke kan lide noget så populært som fisk og skaldyr (eller ost

) så står du i den samme situation 9/10 gange. Med samme nederen oplevelse. Du véd bare at der vil være nogen der påtaler det, så du igenigen skal forsvare o forklare dig.
En anden ting som jeg ofte observerer når folk snakker om kræsne mennesker er at de mener at alle kræsne er lig med de kræsne der bare er uopdragne. Som sagt går jeg rigtig stille med min kræsenhed. Den er ikke en hemmelighed (især fordi folk kommenterer den og latterliggør dig), og jeg har ikke noget problem med at snakke om den, men jeg stiller ingen særlige krav. Jeg er kun en besvrlig gæst hvis værten ønsker at tage hensyn. Jeg kunne aldrig drømme om at nedgøre maden der blev serveret, heller ikke selvom det var lever (som lugter virkelig afskyeligt!) eller ristede fårekyllinger som, trods alt, ikke er så almindelige (endnu) på de danske middagsborde. Jeg synes at det er fedt når folk kan spise det meste, jeg bliver misundelig, og i de tilfælde hvor jeg synes at noget e ulækkert, så holder jeg pænt min mund. Jeg kan godt sige, når man sidder og snakker om ting at jeg synes noget er ulækkert, men det er kun på direkte forespørgsel (eller hvis tingene er åbenlyst specielle og niche-agtige, den der ost der spises så rådden at den næsten er flydende, for eksempel!) Jeg ville ALDRIG aldrig nogensinde kræve at andre efterlevede mine særheder, og jeg sætter stor pris på det når folk har forsøgt at imødekomme mine kræsne smagsløg. Og ellers spiser jeg bare tilbehør. No big deal. Jeg har så denne her studieveninde, og hun er langt mere kræsen end mig - men hun er også sådan som nogle af jer snakker om. Hun siger højlydt hvis hun ikke kan lide noget folk har lavet, hun er meget snæver i de ting hun kan lide, og smager ALDRIG på tingene. Hun kan godt kommentere hvis hun synes at ting er ulækre (i hendes verden), og ved I hvad? Jeg synes at hun er røvirriterende og umoden. Men det er hendes måde at håndtere sin kræsenhed på, ikke det at hun er kræsen i sig selv. - og jeg ville blive meget ked af at blive sammenlignet med hende.
Kræsenhed er mange ting, udover smag (og/eller lugt), kan det være konsistensen af ting. Min kæreste kan ikke udstå tilberedte grøntsager sådan helt generelt, fordi det bliver blødt og... ja, sådan som kogte/stegte grøntsager bliver. Det betyder for eksempel at når vi får wok så har grøntsagerne været på panden i ca. ½ minut. Det er fair nok, jeg kan bedst lide grøntsager med bid, og selvom jeg synes at der er langt imellem et udkogt stykke broccoli og et der er stegt på panden i et par minutter, så kan jeg godt smage at der kommer en mellem-konsistens som både har dele af det stegte og det helt bløde. Det er så det han ikke kan lide. Jeg bryder mig virkelig ikke om indmad. Udover smagen der er ret karakteristisk, så er konsistensen af kødet også "forkert", og jeg har meget svært ved at tygge det uden at få det dårligt. Der er så mange ting ved den paraply der hedder "kræsenhed" og det er smadderærgerligt at forsimple problematikken, bare fordi man ikke selv har samme problem. Jeg har aldrig prøvet at få et knæ i bollerne, så jeg aner ikke hvordan det føles, men jeg kan sagtens anerkende at folk der har prøvet det, og fortæller om hor ubehageligt det er, ved hvad de snakker om, og ikke bare er nogle sarte snefnug.
Jeg kan garantere for at hvis jeg havde et valg, så ville jeg ikke være kræsen.