Kræsenhed - let's discuss!

[Sorenspige]

En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.

Sådan her?

Det rammer det meget godt .

[DenBruneMunk]

Så denne tråd på DR1, og så søgte jeg og fandt emnet, som andre altså har bragt op før, og nu må den lige skubbes i top

https://www.dr.dk/mad/artikel/vi-er-all ... -de-fleste

Er du kræsen? Ja, jeg er super kræsen og har været det hele livet.

Man skal ikke spørge hvad jeg ikke spiser, hellere hvad jeg spiser som nævnt i artiklen, for jeg kan virkelig ikke døje ret meget, og sjældent udsætter jeg mig selv for nyt.

Jeg har aldrig kunne døje kold mad, leverpostej, kødpølse, fedtemadder , smørrebrød og alt som egentlig ligger på rugbrød.
Undtaget er dog franskbrød, godt gammeldags hvidt brød, det går ikke galt i byen, og masser af smør på

Jeg føler ikke bare det er dårligt, jeg forlader helst rum, hvor der er det kolde bord, og stinker af denne mad. Pizzaria har jeg været mange år om at acceptere lugten i, hvis de ikke luftede nok ud, blev jeg dårlig.

Fornemmelsen af mad jeg ikke kan lide, og folk presser mig til at prøve, får sig et chock når det kommer op igen, det havde de så ikke regnet med når man siger det skaber brækfornemmelser og jeg helst ikke vil forsøge.

Jeg har det rigtig dårligt med de fleste grøntsager, og meget få frugter kan spises. Der er dog en catch, når det kommer til burger, så har det en magisk måde at kunne spises på, tror selv på smagsløg snydes og jeg egentlig ikke smager det grønne som et enkelt med blandingen af flere.

Varm mad, der er udvalget dog større generelt men alligevel begrænset af , sådan noget som fisk, råt kød (tartar f.eks) , mærkelige dyr som larver, eller spise som mange i forvejen ikke synes om, som lever. Gris,Ko,Rådyr,fugl og nok nogle andre dyr er nok ikke undgået.

Jeg har det nogle gange bedst, når jeg ikke får at vide hvad som skal serveres, bare det ikke er koldt, så hopper jeg og vender mig, og sidder helt stille mens andre spiser koldt bord ;(

Jeg er ikke bare kræsen på mad men væsken er også begrænset, ingen alkohol, vin er ikke aktuelt og generelt alt som nærmer sig dette undgår jeg.

Er der så noget som jeg gerne prøver uden at få det dårligt eller kaste op, så er det helt klart søde sager. Der går det sjældent galt, udover enten godt eller dårligt, ingen direkte afsky fra noget af det søde Det er simpelthen uforeneligt med diabetes, så surt for mig.

Man kan blive så misundelig på de mennesker som bare æder meget råt, og ikke rigtig har disse bekymringer, oftest har de så en høj skræk for søde sager har jeg bidt mærke i, og det er vel fornuftigt nok, desværre så hører der så en masse alkohol og andre nydelses områder med, som jeg ikke er misundelig på overhovedet hos de mennesker som spiser normalt.

Så kort, jeg er kedelig at invitere hjem, hvis man forventer jeg spiser alt, og rigtig kedelig når der er lagt op til det kolde bord og sprut.
Har dog sjældent problemer på restaurant, de serverer ofte varme retter og steak, så jeg undgår at gå hjem på tom mave.

[Badesandalen]

Det er en børneting. Min seksårige haaaaaaader lasagne. Altså, indtil han får det serveret. Så tømmer han gerne fadet sammen med ham på otte, der dog trods alt indrømmer at han elsker lasagne.

Sjovt, sådan var min niece også da hun var yngre. Hun ville absolut ikke have kød, og hun nægtede at spise al slags kød. Men hvis du kaldte det frikadeller eller koteletter eller hvad det nu end var hun fik serveret, ja så elskede hun det og spiste godt.

(Ved godt det er et år siden du skrev det, men har først set tråden nu hvor den er trukket op igen. )

[Fru Sunshine]

Uuuuhhh... Lige en tråd til mig, selv om den er gammel. Jeg er enig med Moxy!

(Og serverer du en gryderet med champignon, vil jeg nok ikke spise den. Heller ikke med peberfrugter. De to ting kan man ikke spise udenom. De afgiver så meget smag i det, de har ligget i, at jeg ikke kan få det ned.).

[Myth]

Jeg synes generelt det er lidt barnligt at være meget kræsen. Fx at man ikke kan lide fisk eller ost. Der findes jo 1000 vis af forskellige fisk og oste der tilberedes helt forskelligt og at man bare ikke kan lide noget af det synes jeg er fjollet. Man siger jo heller ikke at man ikke kan lide grøntsager fx.

Der er få ting jeg ikke spiser (indmad og blegselleri), lidt flere jeg helst vil være fri (fx gul karrysovs).

Men der er stor forskel på hvordan man håndterer det. Hat en veninde der ikke spiser noget dressing eller sovs eller lignende. Hun lader bare være at tage særlig meget og hun smager ALTID på maden. Når vi er ude skal hun altid have særbestillinger og det driller vi hende med og hun vil virkelig gerne kunne spise det.

Så har jeg en anden bekendt. Vi var til barnedåb hos en veninde og de serverede byg selv smørrebrød. De spiser ikke selv fisk ( ) Men fordi vores bekendte ikke spiser kødpålæg eller ost havde de lavet tunmousse. Den bekendte sad demonstrativt og spiste brød ovenpå sin serviet. Og adspurgt sagde hun at hun at der ikke var noget hun kunne spise for fordi der var rejer ovenpå tunmoussen. Ej jeg synes det var så flabet sådan at sidde og pille i er lille stykke brød og ikke engang fjerne sin serviet fra tallerkenen.

Min eksmand spiste overhovedet ikke grøntsager, kogt, stegt, syltede eller noget. Han rørte dem IKKE. Han spiste heller ikke ost, fastfood, pizza eller noget der var en antydning af udenlandsk. Smørrebrød heller ikke, pynten ville han ikke have. Rejer spiste han ikke. Til ham var det almindelig god gammeldags mad. Frikadeller, hakkebøf, spaghetti og den slags helt almindelig mad. Dog spiste han lever, hvad jeg ikke gør. Det var kedeligt med så ensformig kost. For det var altså ikke altid jeg fik lavet to retter.

[thomassneum]

Jeg er ikke kræsen - jeg spiser bare kun ting som smager godt.

[godtnavn]

Jeg kan ikke lide oliven og vin. Det er to ting jeg ville elske at kunne lide, fordi jeg kan se andre nyder dem, men jeg kan ikke, jeg har virkelig prøvet og prøver stadig af og til. Jeg er faktisk nået dertil hvor jeg godt kan spise ting med lidt oliven i, især hvis det er oliventarpenade, så jeg sorterer det ikke fra når det bare er lidt, men ærligt så foretrækker jeg tingene uden.

Jeg synes ikke folk der er kræsne er barnlige, jeg synes mere det er synd for dem at de går glip af en masse smagsoplevelser. Det synes andre sikkert også om mig da jeg har valgt at være vegetar, det er dog ikke af kræsenhed men princip.

Jeg foretrækker folk fortæller mig hvis de er kræsne så jeg kan lave mad de kan lide, synes det er ærgeligt at bruge tid på mad folk ikke kan lide. Omvendt fortæller jeg også selv jeg er vegetar hvis jeg skal spise hos nogen, forventer ikke de laver special mad, omvendt forventer jeg de fortæller mig hvis de ikke gør så jeg selv kan sørge for mad

[Prosperity74]

Jeg er også kræsen på nogle områder. Jeg kan ikke lide : rosiner, svesker, figner, dadler, grønne ærter, rosenkål, oliven, indmad fra kød - der er sikkert flere ting, jeg ikke kan komme i tanker om lige nu

[godtnavn]

En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.

Sådan her?

Det er en børneting. Min seksårige haaaaaaader lasagne. Altså, indtil han får det serveret. Så tømmer han gerne fadet sammen med ham på otte, der dog trods alt indrømmer at han elsker lasagne.

Jeg havde to piger på besøg der elskede champignon og nødder overalt i verden! Så vi lavede svampe-nøddepostej (ikke den blendede version men med hele stykker) det blev spist med velbehag, den ene pige sorterede dog alle svampene fra Da hun blev hentet dagen efter fortalte hun dog sin mor hun havde fået en ny livret, og at de bare måtte få opskriften med hjem

[OberstNasig]

Jeg var meget kræsen som barn. Jeg smed mine madpakker ud i al´hemmelighed, så godt som jeg kunne. Jeg kan huske, at jeg til dels skammede mig over min kræsenhed, fordi der var flere voksne, der reagerede ved at tolke det som, at jeg var spiseforstyrret, hvilket affødte nogle mere eller mindre ubehagelige kommentarer, hvor mit indtag blev sat under lup i al´offentlighed og jeg følte mig udstillet. At jeg også var meget slank, gjorde det ikke lettere.

Jeg kommer fra et hjem, hvor der blev serveret enormt varieret mad og mad lavet fra bunden. Jeg smagte fx først McDonalds som 14-årig på en rejse med min efterskole. På efterskolen vendte det, fordi jeg ganske enkelt måtte spise, hvad der blev serveret, hvis jeg ville blive mæt. Jeg fandt endda ud af, at der faktisk var rigtig mange ting, jeg godt kunne lide.
Det var en enorm lettelse for mig at opdage, at jeg faktisk kunne spise, hvad der blev serveret ved selskaber, uden at det blev en dårlig oplevelse.

Idag er der ganske få ting, jeg ikke bryder mig om. De få ting går langt mere på konsistens eller tanken om, hvad det er, fx indmad eller præfabrikeret mad. Sidstnævnte er jeg først begyndt at spise, nu hvor der findes økologiske og e-numrefrie udgaver.

Jeg må tilstå, at jeg reagerer med irritation over stærkt kræsne voksne. Ikke synlig irritation, men jeg forbinder det mere eller mindre ubevidst med et barnligt træk. Jeg får også lidt ondt af dem, fordi jeg husker, hvordan jeg selv følte mig forkert, når jeg ikke kunne spise og nyde maden med andre og når jeg skulle frygte for, hvad der stod på menuen.

Faktisk kunne jeg ikke forestille mig, at jeg kunne være blevet forelsket i min kæreste, hvis han havde været kræsen, fordi mad er min største interesse, både at lave det, men også at nørde det. Jeg finder en virkelig stor glæde i at opleve det sanselige ved et godt måltid eller restaurant-besøg med min partner.

EDIT: Jeg har åbenbart besøgt tråden før og skrevet et indlæg