Kræsenhed - let's discuss!

[Daine]

Jeg har nogle ting jeg ikke kan lide og som jeg derfor undlader at spise, men jeg vil ikke betegne mig selv som kræsen.
Jeg kan ikke lide svampe, hverken rå, kogt, stegt, bagt eller hvad man nu ellers kan finde på. Jeg har prøvet med jævne mellemrum at spise dem, men nej. Så dem piller jeg fra, hvis jeg støder på dem i maden - men jeg kan sagtens spise resten, hvis det feks er en gryderet.
Jeg kan ikke lide stegt lever, alene lugten er nok til at jeg er ved at brække mig. Men jeg har smagt det i en form for ragout hvor andre ting 'overdøvede' nok til at jeg kunne spise det, så det var fint. Men det er ikke noget jeg selv laver.
Muslinger/østers kan jeg heller ikke få ned, den meget kraftige havsmag kan jeg ikke abstrahere fra. Men jeg kunne lide det som barn, så mine smagsløg har ændret sig der.
Citronfromage er bestemt heller ikke en favorit. Jeg kan spise en enkelt mundfuld (to, hvis der er rigeligt med flødeskum), men ikke mere, det smager decideret grimt.

Derudover er jeg tilhænger af, at jeg skal prøve at smage på maden inden jeg afsiger en dom. Det KUNNE jo være (her taler jeg udelukkende om mig selv), at det var tilberedt på en måde så det smagte godt. Og det er da også sket at jeg er blevet positivt overrasket (dog aldrig på de ting listet herover).
Jeg er uendelig ligeglad med, hvordan det bliver opfattet. Det er så små ting at jeg endnu aldrig har oplevet at der ikke var noget jeg kunne spise, også uden at virke anderledes.

Men den dag, jeg kommer ud et sted og får serveret kammuslinger, svampestuvning og citronfromage - dér bliver jeg sgu udfordret

[Studsgaard]

Som barn var jeg virkelig kræsen. Der var rigtig mange ting jeg ikke kunne lige, bla grønsager - helt overordnet, men det var fordi når der blev serveret grønsager var det de der helt gennemkogte smattede nogen hvor alt smagte ens jeg kan stadig få helt kuldegys vare ved tanken om den konsistens.
Jo ældre jeg er blevet jo mere spiser jeg. Idag vil jeg mene jeg kun er moderat kræsen, jeg kan virkelig ikke ret godt med stærke ting og bitre ting. Stærke ting prikker i munden og hvis det er meget stærkt føles det som om min mund brænder. Jeg syntes også at porer og løg kan virke stærke, men så længe løgene bliver revet fint eller pureret så spiser jeg det (og bruger det selv i meget mad)

En del af min kræsenhed hænger sammen med konsistensen. Eks rå tomat det her jeg det også anstrengt med, men duft og smag kan jeg godt lide.

Jeg snakker ikke dårligt om mad og skubber blot det til side hvis der er noget jeg ikke kan lide og spiser blot det jeg kan.

Min mand er næsten alt spisende. Men da han gik på kostskole blev de tvunget til at spise op. Også ting de ikke kunne lide eller hvis de ikke var sultne. Det har medført at ananas og kokus i varm mad, det får han kvalme af, og kan slet ikke spise det, men ca alt andet spiser han.

Vi har en ven der er virkelig kræsen. Han spiser nærmest kun hakket kød og en alm bøf og kartofler eller pasta der til. Ikke noget grønt. Men han forventer ikke specialmad eller hensyn. Han spiser det han kan lide og lader være med at tage det andet.

Jeg vil også hellere at folk bare spiser det de kan lide og så lader resten ligge, jeg kan ikke forstå hvorfor mam skal spise noget man ikke kan li.

Det samme lærer jeg mine børn, de kan også være kræsne, jeg vil bare have de smager på tingene (hver gang) og så kan de spise de ting de kan lide. Oftest er det konsistenserne der er et problem og ikke selve smagen.

Helt overordnet så har jeg ikke oplevet ret mange kræsne der har været på den negative måde der bliver beskrevet.
De brokker sig ikke eller kræver special mad.

Jeg mener nu også at det mere er et tegn på at man er uhøflig frem for at man er kræsen.

[sigge]

Jeg er kræsen, og jeg ville bestemt ønske, at jeg ikke var det. Det må da være det bedste i verden bare at kunne spise hvad som helst, der bliver sat foran en. Men sådan er jeg altså ikke. Der er f.eks. en del grøntsager, jeg ikke bryder mig om, og det ærgrer mig, når jeg f.eks. ser nogle af de lækre salater, der bliver vist billeder af i madtråden. Så kan jeg sidde der og tænke, at wow det ser farverigt og lækkert ud, men i virkeligheden ville jeg nok kun spise 2 af de 10 ingredienser. Jeg arbejder da med det og forsøger at smage på nogle ting med jævne mellemrum. Jeg er ved at finde et kompromis med rå tomater f.eks., hvor jeg ikke længere piller dem ud af en sandwich eller en blandet salat. Men hvis jeg selv øser salaten op, vil jeg så vidt muligt forsøge at få så få tomater som muligt med. Men jeg kan altså godt spise dem sammen med andre ting. Og tilberedte tomater har jeg det helt fint med. Spaghetti pomodoro: Bring it on! Svampe har jeg det også svært med, og det er både en konsistens- og en smagsting. Rå champignon f.eks. minder mig lidt om at bide i flamingo, så dem holder jeg mig helst fra. Men jeg kan godt acceptere dem tilberedte i en gryderet, hvis de ikke er den bærende smag.

Og så har jeg det svært med skaldyr, det er igen dels smag og dels konsistens. Faktisk er det så slemt med muslinger at bare lugten eller synet af dem giver mig kuldegysninger. Jeg har smagt på rejer igen for nylig, men det er stadig ikke noget, jeg har lyst til at spise, det er dog ikke lige så slemt som muslingerne. Hvis jeg til fest eller noget, hvor der bliver serveret rejer, vipper jeg dem diskret over til min søster, hvis hun er med, for hun eeeelsker dem nemlig. Så hun hepper ofte på forretter med rejer, når vi er til noget sammen, for så ved hun, at der vanker dobbelt til hende.
Jeg smagte kammuslinger for 2 år siden, og det var faktisk OK. De havde en meget diskret smag, og konsistensen var også anderledes end de blåmuslinger f.eks., jeg har prøvet og har det stramt med. Og krabbekød er også til at få ned. Men ingen af tingene ville jeg aktivt opsøge, men jeg ville spise det, hvis jeg fik det serveret. Det ville jeg ikke være i stand til med muslinger.
Jeg kan godt lide en del fisk - hvis det ikke smager for "fisket". Så jeg er mest til de lette, lyse fisk som fladfisk og torsk.

Der er også mange saucer, dressinger og dyppelser, jeg ikke bryder mig om. Men det er nu for det meste til at undgå. Og eftersom jeg ikke har brug for kalorierne, er det ikke noget, jeg sådan for alvor arbejder på at komme over.
Og de bitre smage har jeg det også svært med og stærk mad.

Jeg forventer ikke særhensyn, men jeg bliver da glad, hvis folk, der kender mig, tager hensyn. Ellers lader jeg bare være med at tage ting, jeg ved, jeg ikke kan lide over på min tallerken, eller lader det diskret ligge, hvis jeg ikke kan undgå at få det. Og jeg ville aldrig nogensinde gøre højlydt opmærksom på det eller sige, at det, andre kan lide, er ulækkert. Jeg vil egentlig bare gerne have lov til at passe min egen mad i fred, og så skal jeg nok lade andre om deres.
Jeg har da siddet til fødselsdag hos min søsters (daværende) kæreste og kun spist kød og kogte kartofler, fordi det øvrige tilbehør var whiskeysovs, Knorrnaise og hvidløgsflutes, som jeg ikke spiser nogle af delene. Det var ikke ligefrem nogen fest i min mund, men jeg blev mæt, og der blev ikke gjort noget nummer ud af det.

Meeen, jeg kan godt synes, at folk der er mere kræsne end mig, er lidt besværlige. Min mor er f.eks. temmelig forbeholden overfor "eksotisk" mad, så det kan være lidt svært at finde et sted, som jeg selv synes er interessant, men som samtidig har noget, hun vil kunne spise, når jeg skal invitere ud til min fødselsdag. Men det er da lykkedes indtil nu. Hvis bare der er en god dessert, er hun som regel glad.

I øvrigt læste jeg for mange år siden en artikel, der sagde, at børn, der har fået (udelukkende) modermælkserstatning, er mere kræsne end dem, der har fået modermælk. Fordi modermælkserstatningen smager ens hver gang, bliver disse børn ikke vænnet til forskellige smage. Hvor "rigtig" modermælk skifter lidt i smag alt efter, hvad moderen har spist osv., så børnene, der får modermælk, bliver vænnet mere til forskellige smage. Så jeg skyder 100% skylden for min kræsenhed på mine forældre, da jeg er flasket op på erstatning.

[Wizzze]

Jeg tror det kommer an på graden af kræsenhed, jeg oplever hos andre, der afgør hvordan jeg reagerer.
Som TS skriver så har vi alle ting som vi ikke spiser. Og er det de "klassiske" ting som folk ikke spiser, så reagerer jeg ikke rigtigt, ting som lever, østers, blodpølse, sylte osv. Jeg personligt kan ikke snuppe gule ærter, eller i udlandet kalun, gæret fisk, og diverse krible krable kryb.
Årsagen til at jeg ikke kan lide de ting er at jeg har prøvet, og ikke fandt oplevelsen god. Folk der er kræsne bare fordi, og aldrig har prøvet, dem har jeg det "stramt" med, det virker mere som at være på tværs, bare for at være på tværs
Kan folk virkelig ikke lide noget, så prøver jeg i så vidt omfang at komme dem i møde, til fester, eller når der spises sammen. På samme måde som jeg ville hvis nogen havde allergi. Så længe det kun er 1-2 personer, så er det bare lidt som en ekstra udfordring i køkkenet, noget jeg godt kan lide.
Men skulle jeg lave mad til 20-30 mennesker, og der så var 10-15 der hver skulle have noget forskelligt, så ville jeg blive irriteret.

Min helt store kæphest er dog de mennesker der rejser ud, og så forventer at spise røde pølser, frikadeller og flæskesteg. Den slags kan virkelig få mit blod over kogepunktet

[Æble]

Jeg synes generelt det er lidt barnligt at være meget kræsen. Fx at man ikke kan lide fisk eller ost. Der findes jo 1000 vis af forskellige fisk og oste der tilberedes helt forskelligt og at man bare ikke kan lide noget af det synes jeg er fjollet. Man siger jo heller ikke at man ikke kan lide grøntsager fx.

Der er få ting jeg ikke spiser (indmad og blegselleri), lidt flere jeg helst vil være fri (fx gul karrysovs).

Men der er stor forskel på hvordan man håndterer det. Hat en veninde der ikke spiser noget dressing eller sovs eller lignende. Hun lader bare være at tage særlig meget og hun smager ALTID på maden. Når vi er ude skal hun altid have særbestillinger og det driller vi hende med og hun vil virkelig gerne kunne spise det.

Så har jeg en anden bekendt. Vi var til barnedåb hos en veninde og de serverede byg selv smørrebrød. De spiser ikke selv fisk ( ) Men fordi vores bekendte ikke spiser kødpålæg eller ost havde de lavet tunmousse. Den bekendte sad demonstrativt og spiste brød ovenpå sin serviet. Og adspurgt sagde hun at hun at der ikke var noget hun kunne spise for fordi der var rejer ovenpå tunmoussen. Ej jeg synes det var så flabet sådan at sidde og pille i er lille stykke brød og ikke engang fjerne sin serviet fra tallerkenen.

[JoyNips]

Jeg har det lidt svært med kræsenhed. I hvert fald den slags, som verbaliseres meget, for jeg synes den slags er virkelig uhøfligt. Jeg er opdraget til, at hvis der er mad, man ikke bryder sig om, så undgår man det bare hvis det er muligt og man siger i hvert fald ikke at det er klamt, ulækkert eller afskyeligt. Vi planlægger også, at vores søns kræsenhed (for neofobi skal han jo igennem...) vil blive mødt med et "nå" og en sikring af, at der altid er bare én ting på bordet, han kan lide. Om et måltid så består af kun hvide ris, så må det være sådan. Vi vil gerne tage hensyn, men vi vil ikke lave specialmad. Og man kommer selvfølgelig aldrig til at gå sulten i seng.

Mine forældre havde desuden et motto om, at "intet nyt skal være mig fremmed", så jeg er blevet præsenteret for alt muligt mad gennem min barndom og når vi rejste var en stor del af oplevelsen at smage lokal mad. Så jeg er nok blevet præget tidligt til at være åben og nysgerrig omkring mad. Jeg spiser stort set alt og jeg synes det er skidesjovt at smage ny mad. Bevares, der er naturligvis ting, jeg ikke rigtig bruger i mit eget køkken fordi jeg ikke bryder mig specielt meget om dem (jeg er fx ikke så stor fan af smagen af dild eller lugten af stegt svinekød). Men som udgangspunkt kan jeg spise alt.

Jeg synes det er synd for folk, som er så kræsne, at de ikke prøver ny mad, men holder sig til det sikre. Jeg kan selvfølgelig være ligeglad, det er jo ikke mig, der går glip af noget.

[mariannaa]

Jeg er ikke kræsen. Der er madvare jeg ikke bryder mig om ( fx. kartofler som ikke er skrældet) men jeg spiser det hvis jeg får det serveret. Om andre er kræsne eller ej, kan jeg virkelig ikke se rager mig. Får jeg en kræsen person på besøg, så server jeg bare mad som jeg ved at de kan lide.

[Bimmerdyret]

Hvad er kræsenhed?

Det sjove er, at hvis man slår ordet op på Den Danske Ordbog, så er der ikke nogen betydning, og det synes jeg faktisk er det vigtigste at fremhæve i en debat om kræsenhed for hvornår ER man kræsen og DER giver ordbogen en forklaring : "Når man om uden nogen særlig grund kun kan lide nogle bestemte former for mad"

Veganere og vegetarer er dermed pr definition ikke kræsne.
Dem, der synes tomater smager af h.. til er ikke kræsne.
Dem der synes af ged, får mv. smager for sødt og giver kvalmefornemmelser (mener det var Vibsen)..er ikke kræsne.
De personer der ikke kan lide en bestemt konsistens af en madtype (udefineret madtype) er ikke kræsne.

Så egentlig er kræsenhed som jeg ser det - en illusion hos en person, der egentlig aldrig har smagt den pågældende fødevare eller har en ideologisk holdning til at man ikke spiser bestemte retter/fødevarer.

...

[Bimmerdyret]

Som barn var jeg virkelig kræsen. Der var rigtig mange ting jeg ikke kunne lige, bla grønsager - helt overordnet, men det var fordi når der blev serveret grønsager var det de der helt gennemkogte smattede nogen hvor alt smagte ens jeg kan stadig få helt kuldegys vare ved tanken om den konsistens

Oh.. kogte gulerødder

Jeg erkender at melede og skamkogte kartofler (uhmmm og mast med god sovs), men jeg elsker også sprøde nye kartofler med smør og salt.
Men de kogte gulerødder

Jeg har ikke fået kogte gulerødder i mere end 20 år + og har derfor ikke serveret dem for mine børn.
Min mands oldemor kan dog lave "semi-kogte-men-sprøde" gulerødder til en kalvefrikasse så heldigvis har mine børn oplevet gulerødder som andet end rawfood

[Ghattner]

Jeg er selv alt-ædende og kan lide de fleste "populære" ting og er også åben for at prøve nyt. DErofr har jeg også svært ved at forstå hysterisk kræsenhed. Der er få ting jeg decideret ikke kan lide, og hvis jeg får noget serveret jeg ikke bryder mig om gør jeg alligevel en indsats for at spise det. Bl.a. ud fra en ide om at værten har lagt tanker og kærlighed i det med henblik på at gøre sine gæster glade. Derfor kan jeg godt finde det barnligt når man sidder og levner store dele af maden, hvis det "bare" er fordi man ikke kan lide det og ikke fordi man får allergiske anfald eller deciedet væmmes ved det. Fint nok hvis man ikke aktivt dypper sin fritter i remouladen, hvis det er det man ikke kan lide. Men at sidde aktivt at skrabe remouladen af et pænt højbelagt smørrebrød som andre problemfrit spiser, kan godt virke barnligt og utaknemmeligt.

Hvis jeg selv væmmedes ved noget som størstedelen af befolkningen lappede i sig ville jeg i øvrigt nok søge professionel hjælp ;-)

Min veninde som ikke kan lide nogle former for dyppelse virker til at stamme fra hendes barndom. Det virker til at hun aldrig har udfordret det og været åben for at det kunne have ændret sig. Det er selvfølgelig hendes egen sag om hun gider den investering, men det påvirker som nævnt min lyst til at invitere hende på middag fordi vores smagssanser clasher. Jeg takker i øvrigt også nogle gange nej til at spise hos hende og hendes familie fordi jeg synes deres retter er så kedelige og fattige på smag.

[HappyPaww]

Så har jeg en anden bekendt. Vi var til barnedåb hos en veninde og de serverede byg selv smørrebrød. De spiser ikke selv fisk ( ) Men fordi vores bekendte ikke spiser kødpålæg eller ost havde de lavet tunmousse. Den bekendte sad demonstrativt og spiste brød ovenpå sin serviet. Og adspurgt sagde hun at hun at der ikke var noget hun kunne spise for fordi der var rejer ovenpå tunmoussen. Ej jeg synes det var så flabet sådan at sidde og pille i er lille stykke brød og ikke engang fjerne sin serviet fra tallerkenen.

Lige den der er jo også helt vildt barnlig. At man ikke kan spise noget, fordi man ikke kan lide pynten, som man ellers nemt kan tage udenom. Hun kunne endda "grave" lidt ned i moussen, så den del hun fik, ikke havde rørt ved rejerne

Har ikke meget til overfor for dem, der bare af princip ikke spiser noget, og ikke vil prøve det. Fx mennesker der kun spiser fx kogte ærter og majs af grøntsager, og kategorisk nægter at smage på noget andet. Nej hvor ville jeg ikke kunne leve fx i et forhold med sådan en person... Det må være SÅ uinspirerende at lave mad, hvis der kun kan spises kartofler, brun sovs og gennemstegt kød!

[DetSorteCirkus]

Det er, når jeg tænker over det, faktisk ret sjældent, jeg oplever kræsenhed, og det skyldes især, at jeg har som helt fast rutine på forhånd at spørge nye gæster, om der evt. er noget, de "ikke spiser". Jeg er ligeglad med årsagen. Jeg kan bare bedst lide at lave noget mad til folk, som de godt kan lide eller i det mindste kan spise. Jeg bestræber mig på at finde nogle retter, som selskabet kan være fælles om (evt. med små udsving, hvis det ikke kan undgås), og det er sjældent svært, synes jeg.

Jeg er ikke selv kræsen, men min mave er overfølsom overfor en hel del ting. Det prøver jeg orientere om på en konstruktiv måde ved fx. at give ideer til alternativer. Der skal nok være dem, der synes, at det er pjat at tage hensyn til overfølsomhed, som ikke direkte er allergi, men efter jeg er blevet mere bevidst om min fordøjelse og ubehaget derfor bliver undtagelsen, er jeg blevet mindre tolerant overfor, hvordan jeg gider have det efter et måltid. Heldigvis er mine nærmeste meget forstående.

Selvom vi ikke er ramt af store kriser, kan der godt sommetider være en lidt spids tone og manglende overbærenhed mellem visse personer i min familie, og jeg har lagt mærke til, at i perioder, hvor stemningen ikke er den bedste, og nogle går omkring og skumler eller er lidt pirrelige over et eller andet, bliver sådan noget som madvaner en kilde til ekstra irritation, hvorimod folk uden brok tager hensyn, når der i øvrigt er harmoni. Det er bl.a. derfor, jeg tror, at det oftere er omstændighederne end selve kræsenhed, der skaber polemik. Mad er noget meget konkret og derfor et "udmærket" område at køre små magtkampe på.

[fisken80]

Hvad er kræsenhed?

Det sjove er, at hvis man slår ordet op på Den Danske Ordbog, så er der ikke nogen betydning, og det synes jeg faktisk er det vigtigste at fremhæve i en debat om kræsenhed for hvornår ER man kræsen og DER giver ordbogen en forklaring : "Når man om uden nogen særlig grund kun kan lide nogle bestemte former for mad"

Veganere og vegetarer er dermed pr definition ikke kræsne.
Dem, der synes tomater smager af h.. til er ikke kræsne.
Dem der synes af ged, får mv. smager for sødt og giver kvalmefornemmelser (mener det var Vibsen)..er ikke kræsne.
De personer der ikke kan lide en bestemt konsistens af en madtype (udefineret madtype) er ikke kræsne.

Så egentlig er kræsenhed som jeg ser det - en illusion hos en person, der egentlig aldrig har smagt den pågældende fødevare eller har en ideologisk holdning til at man ikke spiser bestemte retter/fødevarer.

...

Ja så er jeg ikke kræsen. Jeg var kræsen som barn og ung, for der nægtede jeg kategorisk at smage på mad, hvis jeg havde besluttet, at det kunne jeg ikke lide...
Men som voksen begyndte jeg efterhånden at smage på nogle af de madretter og madvarer jeg ellers havde afvist og meget af det kunne jeg godt lide. Noget kan jeg stadig ikke lide, og det er så bare det.

[fisken80]

Jeg er selv alt-ædende og kan lide de fleste "populære" ting og er også åben for at prøve nyt. DErofr har jeg også svært ved at forstå hysterisk kræsenhed. Der er få ting jeg decideret ikke kan lide, og hvis jeg får noget serveret jeg ikke bryder mig om gør jeg alligevel en indsats for at spise det. Bl.a. ud fra en ide om at værten har lagt tanker og kærlighed i det med henblik på at gøre sine gæster glade. Derfor kan jeg godt finde det barnligt når man sidder og levner store dele af maden, hvis det "bare" er fordi man ikke kan lide det og ikke fordi man får allergiske anfald eller deciedet væmmes ved det. Fint nok hvis man ikke aktivt dypper sin fritter i remouladen, hvis det er det man ikke kan lide. Men at sidde aktivt at skrabe remouladen af et pænt højbelagt smørrebrød som andre problemfrit spiser, kan godt virke barnligt og utaknemmeligt.

Hvis jeg selv væmmedes ved noget som størstedelen af befolkningen lappede i sig ville jeg i øvrigt nok søge professionel hjælp ;-)

Min veninde som ikke kan lide nogle former for dyppelse virker til at stamme fra hendes barndom. Det virker til at hun aldrig har udfordret det og været åben for at det kunne have ændret sig. Det er selvfølgelig hendes egen sag om hun gider den investering, men det påvirker som nævnt min lyst til at invitere hende på middag fordi vores smagssanser clasher. Jeg takker i øvrigt også nogle gange nej til at spise hos hende og hendes familie fordi jeg synes deres retter er så kedelige og fattige på smag.

Sorry, men det gør jeg altså, hvis det eneste der er på bordet er højtbelagt smørrebrød. Jeg synes smørrebrød er SÅ overvurderet, det er plastret til med alverden ting på samme lille stykke brød og jeg synes at de mange forskellige smage og konsistenser der kommer ud af det er væmmelig (og nej, det sidder jeg ikke og siger højt ved bordet) så jeg holder mig helst fra smørrebrød.
Og remoulade vokser inde i munden på mig, så det skraber jeg af.

[Wizzze]

Ha ha, meget apropos er dette på BTs forside lige nu
https://www.bt.dk/blogs/klar-laest-shil ... r-det-taet

kræsne mænd er åbenbart ikke rigtige mænd?
Jeg troede bare at kræsne var lidt lost, men det står så værre til, skal man tro den unge dame