Skal jeg bare give efter?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 5511
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1278
Likede indlæg: 16876

Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Moxy-lady » 16. sep 2017, 01:03

Min mor har massiv angst og en masse andre ting, som gør hende dybt irrationel. Jeg synes at jeg prøver at møde hende og rumme hende - indtil en vis grænse.

Det drejer sig helt konkret om at hun gerne vil have at jeg skriver når jeg er kommet hjem. Jeg er 34 år gammel, og selvom jeg selv og mine veninder også altid beder hinanden om lige at give et prej når man er kommet hjem midt om natten efter en aftale, så er der forståelse for at det kan glemmes uden at nogen er kommet galt af sted af den grund. Det evner min mor ikke. Og hvad værre er, hver gang jeg synes at jeg giver hende en lillefinger, så tager hun mere og mere. Og jeg bliver så vred og ked af det. Og så bliver hun vred og ked af det.

Jeg er gået med til at sende en besked når jeg er kommet hjem, hvis jeg er kommet hjem efter 12. Det synes jeg faktisk er rimelig rummeligt af mig, i forståelse for at det kan stikke af for hende, og at jeg selv kender til en del af følelsen. Jeg måtte sætte grænsen på midnat fordi hun ellers begyndte stille og roligt at ville have beskeden ved tidligere og tidligere hjemkomst. Da hun efterspurgte den efter jeg en dag var hjemme omkring 22 satte jeg fødderne i og gjorde det klart at nu var hun meget ulogisk og at det var altså min grænse for hvad jeg syntes hun kunne forlange. Det går sådan okay.

Nu er det bare sådan at hun de sidste mange år, efter vi har lavet denne aftale, er begyndt at presse på, synes jeg. Hvis jeg er et sted henne og hun ikke har hørt fra mig inden et eller andet vilkårligt tidspunkt skriver hun og spørger om jeg stadig er hjemme hos xx. Det sagde jeg til hende at jeg ikke gad, og så forsøgte hun sig med beskeder der bare var formuleret lidt anderledes "hygger du dig hos xx". Jeg markerede endnu en gang at jeg altså godt kunne gennemskue hvad hun lavede og at jeg ikke gad det. Det var min grænse, og hun må acceptere den og være tilfreds med at jeg ALTID husker at skrive hvis jeg har haft en aftale. Jeg har nogen gange glemt det når jeg er taget fra hende, en cykeltur på 5 minutter, men når jeg har været længere væk har jeg måske glemt det 3 gange eller sådan noget. Jeg har sagt til hende at jeg bliver vred over at hun ikke stoler på mig, når jeg netop overholder min del af aftalen.
Hun har også af flere omgange vænnet sig til at jeg nogle gange har ringet til hende på vejen hjem. Vil snakker som rgele sammen en gang om dagen, og jeg synes ligeså godt at jeg kan klare det på togturen hjem. Det synes hun er hyggeligt, men det har aldrig været noget jeg har lovet at gøre, og så pludselig tror hun at der er sket mig et eller andet fordi jeg nu ikke har ringet hjem, og ikke svaret på hendes "hygger du dig med x" beskeder - fordi jeg stadig er sammen med x, eller på vej hjem.

Jeg har været gal. Jeg har været frustreret. Jeg har truet med at stoppe med at skrive en besked når jeg kommer hjem. Jeg har grædt af frustration. Jeg har været pædagogisk og forklaret hende at jeg ikke føler at hun respekterer mig og mine grænser. Og jeg mister totalt lysten til at snakke med hende. Jeg bliver indebrændt allerede når beskeden tikker ind. Og samtidig er det så akavet at skælde sin mor ud - især fordi jeg nok nogle gange ellers er meget hård ved hende. Jeg elsker hende meget højt, men hun er bare ikke særlig stærk mere, og det har rykket vores magtbalance fuldstændig. Jeg kan ikke lide at skælde ud. Jeg kan ikke lide at gøre hende ked af det. Jeg hader at have det sådan her. Og alligevel ender vi her igen og igen.

Jeg har været sammen med en veninde i dag. Vi har haft brug for at snakke, og kl 0.30 får jeg en besked fra min mor om om jeg stadig er derinde. Jeg ignorerer den, for har besluttet mig for ikke at svare hende og først skrive når jeg er kommet hjem. Kl 1.40 får jeg så endnu en besked "er du irriteret på mig? Du plejer at ringe når du er på vej hjem". Her er jeg på vej hjem, men jeg har ærlig talt ikke lyst til at snakke med hende. Det er samme sang hver gang. Jeg lader hende koge i 10 minutter, men her får jeg alligevel ondt af hende fordi jeg jo godt ved at hun har det af helvede til, fordi hun tror at der er sket mig alt muligt. Jeg skriver så "ja det er jeg" (irriteret, that is). Hun misforstår og tror at jeg mener at jeg stadig er hos veninde og skriver "hils". Jeg svarer: "irriteret mor" - uden komma, så hun læser vist irriterende mor. Og så sætter hun virkelig prikken over i'et: "jeg mente nu dig, at du ville blive irriteret på mig" med en nærmest bange smiley.

Hun ved det jo godt. Hun ved jo godt at jeg bliver irriteret. Og ked af det. Og vred. Og hun gør det alligevel. Hendes behov (og sygdom) trumfer mine behov for at blive 1. Respekteret og få mine grænser respekteret og 2. Være et voksent, selvstændigt menneske.

Selvom jeg godt ved at det slet ikke burde foregå på sms, så havde jeg slet ikke lyst til at ringe til hende. Så jeg sendte denne besked til hende.
"Det er også det jeg er. Skide hamrende sur faktisk. Og frustreret. Jeg fatter det simpelthen ikke. Og jeg var 3 sekunder fra slet ikke at svare på din besked - som jeg har sagt til dig før måtte blive næste reaktion. Jeg har raset, jeg har grædt, jeg har trygler jeg har forklaret dig det her. Og du er bare ligeglad. Jeg gider ikke mere, gør som du vil. Jeg kan give dig en mulighed for at spore min telefon, så slipper vi for det her. Jeg fikser det en af dagene. Jeg giver op."

Hun svarer ikke, før jeg skriver at jeg er kommet hjem (fordi jeg er en dygtig lille pige) hvor hun skriver tak (altså for at jeg skrev).

Og nu sidder jeg her, igen. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg har lyst til at gøre. Forslag om at lægge hende på is er urealistisk. Jeg elsker hende så meget, og hun betyder meget for mig. Hun er det menneske, bortset fra min kæreste som jeg er tættest på. Jeg vil ikke straffe hende. Men jeg magter ikke det her mere. Jeg bliver så ked af det og frustreret hver gang - og det gør hun også. Hun gør det bare alligevel. Jeg kan simpelthen ikke se hvordan jeg snart kan stoppe den her evindelige konflikt. For hver gang jeg giver lidt, så går der noget tid, og så har hun behov for mere. Indtil jeg sætter foden ned, og så starter vi forfra. Jeg har prøvet at forklare hende at hun holder mig (og til dels min bror) fanget i hendes sygdom. At det ikke kan være fair at vi skal indrette vores liv efter hendes issues. Og hun kan sagtens se det. Det ændrer bare ikke noget.

Nu overvejer jeg om jeg bare skal indstallere en tracker så hun kan se det når jeg 2r kommet hjem. Det ville i princippet ikke gøre en forskel for mig, og jeg kunne sikkert vænne mig til det. Jeg synes bare ikke at det skal være nødvendigt. Jeg sagde det egentlig mest i frustration, men jeg er bare kommet dertil hvor jeg ikke ser nogen anden (for mig acceptabel) løsning på at vi ender her igen og igen, og jeg tænker at så kan hun ikke rigtig kræve mere. Så slutter det her.

Hun vil helt sikkert ikke acceptere det, og hun ved godt at det er sagt i frustration, men jeg er sikker på at hun inderst inde godt gad at have det, men hun ved godt at det er forkert.

Det er meget følsomt for mig det her, og jeg ved godt at mange af jer sikkert vil sige at jeg ikke skal føje hende og at hun er helt tosset og at jeg skal markere mine grænser tydeligt på andre måder end jeg har gjort hidtil. Men jeg vil alligevel bede jer om at være søde. Jeg vil bare gerne have jeres tanker og eventuelle gode ideer. Hvordan håndterer jeg dette uden at give helt efter, og uden at agere som om jeg er forælderen.
0
Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10052
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 785
Likede indlæg: 14768

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Juki » 16. sep 2017, 01:33

Får din mor nogen form for hjælp? Jeg tænker I kunne have gavn af nogle samtaler med en professionel, altså hvor I deltager alle tre samtidig. Og derudover kunne det måske hjælpe dig med noget pårørendehjælp, relateret til hendes sygdom(me).

Jeg har selv lidt af bl.a angst i mange år, og været som du beskriver din mor. Det er virkelig ikke sjovt at være bange konstant og frygte det værste, samtidig er det også flovt og pinligt at være i midten af 20'erne og at ens mor fx ikke kan foretag sig noget uden at skulle "aflægge rapport" før, under og efter. Og hvis hun fx ikke svarer på et opkald eller sms så er fanden løs.. :genert:

Hvad der har hjulpet mig er uden tvivl samtaler ved en dygtig psykolog, med speciale i bl.a angst. Det har givet mig nogle værktøjer til at kunne give mere slip og ikke mindst være tryg ved det. Jeg har stadig brug for at snakke eller skrive med min mor hver dag, for at høre hun er i live, men jeg bliver ikke bange og ulykkelig på samme måde som før, og jeg er derfor slet ikke ligeså kontrolende mere.

Jeg tror det har været vigtigt for vores forhold at der har været nogen professionelle til at tage over og aflaste min mor. Jeg kan sagtens snakke med min mor når jeg har et angstanfald fx, men hun skal ikke være min behandler. Eller nødvendigvis vide alt der sker i mit hoved.

Jeg tænker at I kunne have gavn af nogle konkrete aftaler, der kan gøre hende tryg, men samtidig ikke overskrider dine grænser. Jeg ved ikke om det kunne være en hjælp for jer begge? Fx skriver den af mig og min mor, der går først i seng, "godnat" til den anden. Og ja, det virker totalt åndssvagt at indrømme det, men det giver alligevel en form for tryghed for hinanden lige at høre at vi begge er OK. Også selvom det bare er et simpelt "Godnat og sov godt".
7
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10052
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 785
Likede indlæg: 14768

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Juki » 16. sep 2017, 01:38

Altså lav nogle aftaler der vil fungere for jer begge og stå fast på det.

En ting er at være pårørende til en med psykisk sygdom, noget andet er ikke at lade sig trække med ned, når ens nære har det svært. Men husk det er helt ok og forståeligt at have og sætte grænser! Selvom det er pisse hårdt :ae:
2
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 5004
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 517
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 7931

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Studsgaard » 16. sep 2017, 03:42

Jeg tænker om sådan en tracker måske vil gøre at din mor holdes fast i det usunde sygelige, som du selv skriver, så kræver hun mere og mere.
Kan i risikere at hun får trackeren, kun til at bruge når hun har det rigtig svært, men at hun så får behov for at følge dig mere og mere?
Og hvad så hvis du/mobilen pludselig er et sted hun ikke ved du skal hen, kan det risikere at gøre det værer?

Jeg tænker også om ikke noget professionel hjælp er vejen frem. For det lyder virkelig hårdt for jer begge. :kram:
5
Ego81
Indlæg: 263
Tilmeldt: 4. nov 2015, 14:35
Kort karma: 40
Likede indlæg: 713

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Ego81 » 16. sep 2017, 05:43

Måske er mit forslag ude på et skråplan, men kunne du overveje at lade være med at fortælle hende, at du er ude/skal ud? Når I taler sammen hver dag, så er det nok svært at skjule dine planer, men nogle af gangene kunne du måske sige, at du bare skal være hjemme, selvom du rent faktisk skal ud. Det ville måske give dig lidt fred bare engang imellem, hvis din samvittighed kan klare det.

Derudover så lyder det rigtig hårdt og frustrerende :ae:
0
Brugeravatar
Mani
Indlæg: 5793
Tilmeldt: 27. dec 2015, 21:06
Kort karma: 889
Likede indlæg: 8802

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Mani » 16. sep 2017, 05:59

Min mor har skizofreni og angst og hun får under ingen omstændigheder oplyst hvad jeg går og laver. Jeg ringer cirka 1 gang om ugen og skriver sms'er med hende 2-3 dage derudover. Jeg har gjort hende klart, at hun må skrive alt det hun vil til mig, men ikke skal forvente svar oftere og at jeg ikke vil melde retur på den måde. Jeg skal nok give lyd, hvis der er problemer, men ikke konstant når alt er godt.
7
'Don’t be afraid to be open minded. Your brain is not going to fall out.'
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 8335
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1095
Likede indlæg: 23026

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Sangius » 16. sep 2017, 06:41

Kunne I måske aftale to ugentlige dage, hvor I har kontakt? Bare i en periode. Så kan i ringe sammen hver onsdag og søndag aften, eller noget i den stil.
0
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 5051
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 702
Likede indlæg: 12911

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Æble » 16. sep 2017, 06:49

Hun skal ikke vide når du skal ud. Og hun skal ikke have en tracker, så stikker det først af for hende. Synes det er er godt forslag at have en fast aftale om kontakt et par gange om ugen.
3
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 6473
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1607
Likede indlæg: 19945

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf LaScrooge » 16. sep 2017, 07:04

Jeg har enorm medfølelse med din mor. Hun lider jo af en sygdom og hun kan ikke gøre for det. Som du skriver: hun ved det godt, du ved det godt, I ved begge to godt at det hverken er holdbart, sundt eller normalt, det der foregår. Hun ved, du bliver vred og at det skaber afstand men hun kan ikke lade være. Og det er jo hele humlen i det: hun kan ikke lade være på trods af alle disse ting. Sikke et fængsel at befinde sig i.

Jeg forstår godt din irritation, men hvis jeg har forstået situationen rigtigt, så beder du hende om at handle imod en impuls der er langt stærkere end hun er og du bliver rasende når hun ikke magter det. Det synes jeg ikke er fair. Det er ikke det samme som at du skal indrette dig og føje sygdommen, for det er naturligvis ikke holdbart. Det der skal ske er, at hun får behandling så hun rent faktisk er i stand til at lade være og så I kan få et afbalanceret forhold.

Jeg blev helt ked af at læse det med den bange smiley. Det siger jo alt. Deriblandt, synes jeg, at hun er bange for at miste dig, men at hun til trods for det er ude af stand til at lade være med at gøre det, der skubber dig væk. Hun er jo ikke ude på at kontrollere dig, hun tror, du ligger død et sted. Den følelse bemægtiger sig hende og hun kan ikke finde ro før den er blevet beroliget. Stakkels kvinde.

Jeg synes du skal insistere på at hun får behandling. Hun lever med noget, der ødelægger hendes liv og belaster den formentlig vigtigste relation hun har. Og indtil da så tror jeg at det måske kan hjælpe dig at prøve at lægge vreden væk. Du får ikke noget ud af at bære rundt på den, for du kan ikke presse hende til at lade være med at føle angst. Du kan ikke skælde hende ud og sætte grænser der ophæver angsten. Hun er styret af noget, der er langt stærkere end hun er og det er den tredje part i jeres relation: dig, hende, angsten. Jeg forstår udmærket godt at det er en stor belastning for dig og det er derfor at det skal behandles, for hvis du var okay med det og det ikke var hårdt for dig at hente medfølelsen frem hele tiden, så var det kun hende, der havde problemet, nemlig de konstante tanker om, at der sker dig noget. I må fikse det i fællesskab, så I kan slippe for den lidelse, det bringer ind i jeres begges liv.
17
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 5511
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1278
Likede indlæg: 16876

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Moxy-lady » 16. sep 2017, 15:47

Svarer lige i første omgang fælles.

Jeg har snakket med min mor her til eftermiddag. Hun kan så - igen - ikke huske at jeg har fortalt hende at jeg ikke vil have de der beskeder om om jeg stadig er ude, fordi hun bliver nødt til at stole på at jeg skriver når jeg kommer hjem. Hun kan heller ikke huske at jeg også - igen - har sagt til hende at det IKKE er en aftae at jeg ringer på vejen hjem, og at hun ikke skal regne med det. Jeg kan være ved at dø for strøm, eller jeg kan sidde og læse, og jeg kan have behov for ro efter en aktiv dag. Det er træls at det føles som om jeg skal starte forfra hver gang vi tager disse snakke.

I nat lavede jeg en liste - en liste der gerne skulle modarbejde hendes angst, når den dukker op i de situationer. Jeg læste om det på en blog, fra en med (døds)angst. Sådan en der tager de tanker der kører rundt - det er jo som regel de samme 4-5 ting der kører i ring, og modsvarer dem. Jeg har foreslået hende det før med hendes anden angst, men nu lavede jeg den så med udgangspunkt i de der situationer hvor jeg er i København (eller andet hvor jeg har lidt længere hjem). Det virkede meget beroligende på mig at lave den, kunne jeg mærke. Jeg ved jo ikke helt hvad det er hun tænker, og jeg mistænker faktisk at det ikke altid helt er angst, men at det så bliver det, fordi hun ikke hører fra mig. Det er et forslag, og jeg vil prøve at lave en sammen med hende, så vi tager udgangspunkt i hendes tanker - for selvom jeg startede generelt blev det hurtigt mit perspektiv.

- Moxy skriver ALTID når hun er kommet hjem fra byen

- Moxy bliver ked af det når hun føler at hendes grænser ikke bliver respekteret

- Moxy har indgået et kompromis for min skyld, og hun overholder sin del af aftalen - jeg skal også overholde min

- Jeg forventer mere af Moxy end af (bror)

- Hvis jeg agerer rationelt og tager roligt fat i et emne, så vil hun som det mindste altid gerne snakke om det.

- Hvis jeg ikke overholder vores aftaler, bliver vi uvenner, og jeg bliver ked af det.

- Angsten kræver mere og mere, den er ikke rationel og får aldrig nok.

- Moxy og (bror) skal have lov il at leve et liv uden min angst skal begrænse dem.

-----------------------------

Som sagt er det et oplæg, og det er meget mine følelser der kommer igennem, men jeg var virkelig også frustreret. For sandheden er at min bror generelt set er dårlig til alt der har med at skrive når han kommer hjem at gøre, at ringe tilbage når hun har ringet eller svare på sms'er (ting der også har været problematiske). Jeg overholder som regel disse ting. Men min bror bliver ikke kimet ned hvis han ikke har skrevet når han kommer hjem fra en aftale. Og det er der hvor jeg bliver sindssygt træt, og synes at det er unfair. Hun havde selv tænkt det samme, da jeg ringede til hende i dag.

hun skal i terapi, og skal til læge i næste uge med det formål at få en henvisning til en psykiater. Jeg sagde til hende at, som flere har foreslået i tråden, vi skal have snakket om det her. Hun er gået i stå, og lever sit liv igennem andre - og det lægger et kæmpe pres på både min bror og mig - og det er også det der sker ift. denne situation. Fordi hun sidder derhjemme hele dagen/aftenen, så bliver hun alt for opmærksom på hvad klokken er, og når hun så opdager det - uanset hvad klokken er efter midnat - SÅ må det være på tide at jeg er på vej hjem. Det er totalt irrationelt. Hvis det så var en eller anden fast (sen!) tid, så fair nok, men det er det ikke. Det er totalt ud fra hvornår hun selv, den dag, synes at det må være nu.

Så, den foreløbige plan er en liste som vi laver i fællesskab, der forsøger logisk at besvare de tanker der dukker op der om natten, som hun kan læse igennem når hun kan mærke at hun er ved at skrive til mig. Så har vi en plan for tiden indtil hun får tid hos en psyk, hvor hun forhåbentlig kan få bearbejdet det hele, både alene og med min bror og mig.
1
Zoe 12-10-18
Seance
Indlæg: 190
Tilmeldt: 5. jan 2016, 09:45
Kort karma: 33
Likede indlæg: 921

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Seance » 16. sep 2017, 21:38

Din mor skal gå til lægen og bede om at blive visiteret til udredning for hendes angst. Derefter vil hun blive henvist til et behandling, sikkert i gruppe terapi med andre, som også lider af angst. Terapien er gratis.
0
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 5511
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1278
Likede indlæg: 16876

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Moxy-lady » 17. sep 2017, 18:03

LaScrooge skrev:Jeg har enorm medfølelse med din mor. Hun lider jo af en sygdom og hun kan ikke gøre for det. Som du skriver: hun ved det godt, du ved det godt, I ved begge to godt at det hverken er holdbart, sundt eller normalt, det der foregår. Hun ved, du bliver vred og at det skaber afstand men hun kan ikke lade være. Og det er jo hele humlen i det: hun kan ikke lade være på trods af alle disse ting. Sikke et fængsel at befinde sig i.

Jeg forstår godt din irritation, men hvis jeg har forstået situationen rigtigt, så beder du hende om at handle imod en impuls der er langt stærkere end hun er og du bliver rasende når hun ikke magter det. Det synes jeg ikke er fair. Det er ikke det samme som at du skal indrette dig og føje sygdommen, for det er naturligvis ikke holdbart. Det der skal ske er, at hun får behandling så hun rent faktisk er i stand til at lade være og så I kan få et afbalanceret forhold.

Jeg blev helt ked af at læse det med den bange smiley. Det siger jo alt. Deriblandt, synes jeg, at hun er bange for at miste dig, men at hun til trods for det er ude af stand til at lade være med at gøre det, der skubber dig væk. Hun er jo ikke ude på at kontrollere dig, hun tror, du ligger død et sted. Den følelse bemægtiger sig hende og hun kan ikke finde ro før den er blevet beroliget. Stakkels kvinde.

Jeg synes du skal insistere på at hun får behandling. Hun lever med noget, der ødelægger hendes liv og belaster den formentlig vigtigste relation hun har. Og indtil da så tror jeg at det måske kan hjælpe dig at prøve at lægge vreden væk. Du får ikke noget ud af at bære rundt på den, for du kan ikke presse hende til at lade være med at føle angst. Du kan ikke skælde hende ud og sætte grænser der ophæver angsten. Hun er styret af noget, der er langt stærkere end hun er og det er den tredje part i jeres relation: dig, hende, angsten. Jeg forstår udmærket godt at det er en stor belastning for dig og det er derfor at det skal behandles, for hvis du var okay med det og det ikke var hårdt for dig at hente medfølelsen frem hele tiden, så var det kun hende, der havde problemet, nemlig de konstante tanker om, at der sker dig noget. I må fikse det i fællesskab, så I kan slippe for den lidelse, det bringer ind i jeres begges liv.


Tak for dit indlæg :) Det gav et fint perspektiv.

Jeg ved godt at du skriver at du godt forstår hvorfor jeg er så frustreret, men jeg vil alligevel lige "forsvare" min irritation og vrede. Til dels er det delen med at jeg har "strammere" regler end min bror, simpelthen fordi jeg forsøger netop at tage hensyn. Det er enormt svært at føle at det er noget der styrer hende, i stedet for hende selv der kræver mere og mere, når det er så selektivt. For det er også ekstra frustrerende. Hun starter med at synes at det er rigtig rart at jeg sender en besked når jeg kommer hjem, og så stille o roligt så bliver det tidligere og tidligere, og som nævnt ovenover - et fuldstædigt random tidspunkt hun synes at jeg skal "tjekke ind". Det har aldrig været meningen, og det er frustrerende at mine forsøg på at komme hende i møde får hende til at kamme fuldstændigt over i et forsøg på at vide hvor jeg er hele tiden.

Det er et spørgsmål, for mig, om at jeg forsøger at sætte nogle yderst rimelige grænser - og så tromler hun indover dem gang på gang, fordi hun har et andet behov. Det føles nogengange som egoisme; som for eksempel forleden da hun bad mig købe smøger med til hende. Hun stoppede med at ryyge i foråret og holdt 4-5 måneder (som en anden gang hun stoppede), og da hun startede op igen markerede jeg klart at jeg ikke ville have noget med det at gøre. Hun stoppede fordi hun røg på sygehuset med hjertet, noget som rygningen havde påvirket. Jeg forsøger at blive gravid, og hun er i meget dårlig form og har et elendigt helbred. Jeg har aldrig bebrejdet hende hendes rygning, men da hun startede op denne gang fortalte jeg at jeg var dybt skuffet over det, og da hun en anden gang bad mig købe smøger med, med sådan en går-de-så-går-den attitude, markerede jeg at jeg sagde stop. Det ville jeg ikke. Jeg var modstander af at hun røg, og jeg ville gerne beholde min mor nogle år endnu, jeg vil gerne have at hun oplever at være mormor (hun er farmor). Det ved hun. Og alligevel spørger hun forleden om jeg vil købe smøger med. Igen og igen overskrider hun mine grænser, og det er svært at se forskel på hvornår det er sygdommen og hvornår det er "går den så går den", stilen der gør det. Det var også derfor at den bange smiley pissede mig af, for det virkede mere sådan... ikke bange men mere, uhhh, jeg ved godt at jeg overskrider en græse, men jeg gør det alligevel - uhhhhh. Det er muligvis også en fejlfortolkning, men det er noget hun gør.
0
Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 5511
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1278
Likede indlæg: 16876

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Moxy-lady » 17. sep 2017, 18:23

Jeg har tænkt meget over det siden i går, og forsøgt at finde hoved og hale i mine følelser; og der er et par ting der går igen. Det er svært for mig at vide hvornår problemerne skyldes hendes sygdom, og hvornår det er fordi hun simpelthen ikke synes at det er specielt vigtigt, går-den-så-går-den. Det betyder at hun overskrider en masse grænser, er krvende og high-maintenance det meste af tiden. Og det bliver svært at vide hvornår jeg skal være forstående og hvornår jeg er i min fulde ret til at markere mine grænser og blive vred over at hun overskrider dem. Og jeg er ret sikker på at hun heller ikke selv ved det. Hun har været syg så længe at det er blevet en slags rolle at hun ikke kan finde ud af noget. Eller, noget i den stil. Det er svært at forklare, men jeg tror at det er blevet indgroet i hende at hun er syg, og derfor går hun meget sjældent ud af sin comfort-zone og bliver assertiv - hviket også forklarer vores ændrede magtbalance hvor jeg er blevet den voksne og hun barnet.

Derudover, så er hun så skrøbelig. Eller, det er hun jo ikke sådan rigtigt, for hun har været rigtig syg i mere end 15 år, og hun har altid været den bedste mor hun kunne, og hun vil gå gennem ild og vand for os. Men hun bebrejder også sig selv meget for alt der nogensinde er gået galt, og selvom hun har det bedre nu end for 10 år siden, så går man hele tiden med en angst for at sætte gang i et eller andet som hun ikke kan håndtere. Så når jeg så endelig siger fra, så kan jeg slet ikke være i mig selv, fordi jeg er bange for om hun er okay. Det er totalt fucked-up og forkert. Hun og jeg fastholder hende i en offerrolle der på sin vis er tryg for hende fordi hun så ikke bliver afkrævet så meget, og det betyder at hun ikke kan fejle, hvilket er det hun er allermest bange for, tror jeg. Men den fucker med vores relation, og den gør mig ustabil fordi jeg hele tiden er kold/varm/kold/varm og de små ting irriterer mig meget mere end de burde - men de er sikrere at tage fat på end det der er underlæggende for det hele.
0
Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 5511
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1278
Likede indlæg: 16876

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Moxy-lady » 17. sep 2017, 18:25

Seance skrev:Din mor skal gå til lægen og bede om at blive visiteret til udredning for hendes angst. Derefter vil hun blive henvist til et behandling, sikkert i gruppe terapi med andre, som også lider af angst. Terapien er gratis.


Det har hun været til forsamtale om nogle gange, men hun tog på det tidspunkt for meget medicin til at de vill behandle hende. Hun har så nedtrappet, men herefter er det hele gået i stå. Men terapi er planen, og det er hun selv interesseret i.
0
Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10052
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 785
Likede indlæg: 14768

Re: Skal jeg bare give efter?

Indlægaf Juki » 17. sep 2017, 18:39

Moxy-lady skrev:Jeg har tænkt meget over det siden i går, og forsøgt at finde hoved og hale i mine følelser; og der er et par ting der går igen. Det er svært for mig at vide hvornår problemerne skyldes hendes sygdom, og hvornår det er fordi hun simpelthen ikke synes at det er specielt vigtigt, går-den-så-går-den. Det betyder at hun overskrider en masse grænser, er krvende og high-maintenance det meste af tiden. Og det bliver svært at vide hvornår jeg skal være forstående og hvornår jeg er i min fulde ret til at markere mine grænser og blive vred over at hun overskrider dem. Og jeg er ret sikker på at hun heller ikke selv ved det. Hun har været syg så længe at det er blevet en slags rolle at hun ikke kan finde ud af noget. Eller, noget i den stil. Det er svært at forklare, men jeg tror at det er blevet indgroet i hende at hun er syg, og derfor går hun meget sjældent ud af sin comfort-zone og bliver assertiv - hviket også forklarer vores ændrede magtbalance hvor jeg er blevet den voksne og hun barnet.

Derudover, så er hun så skrøbelig. Eller, det er hun jo ikke sådan rigtigt, for hun har været rigtig syg i mere end 15 år, og hun har altid været den bedste mor hun kunne, og hun vil gå gennem ild og vand for os. Men hun bebrejder også sig selv meget for alt der nogensinde er gået galt, og selvom hun har det bedre nu end for 10 år siden, så går man hele tiden med en angst for at sætte gang i et eller andet som hun ikke kan håndtere. Så når jeg så endelig siger fra, så kan jeg slet ikke være i mig selv, fordi jeg er bange for om hun er okay. Det er totalt fucked-up og forkert. Hun og jeg fastholder hende i en offerrolle der på sin vis er tryg for hende fordi hun så ikke bliver afkrævet så meget, og det betyder at hun ikke kan fejle, hvilket er det hun er allermest bange for, tror jeg. Men den fucker med vores relation, og den gør mig ustabil fordi jeg hele tiden er kold/varm/kold/varm og de små ting irriterer mig meget mere end de burde - men de er sikrere at tage fat på end det der er underlæggende for det hele.

Jeg får lyst til at give dig et kæmpe kram allerførst! :kram:

Du er nødt til at være egoistisk og tænke på dig selv først og fremmest. Der er ingen der har glæde af at du (også) går ned med flaget, hverken din mor, bror, kæreste, venner eller andre.

Derudover vil jeg igen råde dig til at få noget hjælp til pårørende. Der er fx Sind og Bedre Psykiatri.
3
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:

Tilbage til "Livets forhold"