Jeg tør næsten ikke skrive det her, fordi jeg er bange for, at karma kommer og bider mig i røven ... Omvendt er jeg bare så glad, så here goes:
Jeg har kæmpet sådan for alvor med vægten siden juni: Været obs på, hvad jeg åd og hvor meget (dog ikke obs nok

- det vender jeg tilbage til ...). Jeg har gjort det til en vane at gå 5 km om dagen hver dag, tager altid de 171 vindeltrappetrin (svimmeltrappetrin!) op flere gange dagligt på min arbejdsplads, træner normalt mindst 2 gange, ofte tre gange på en uge både styrke og cardio.
Lige lidt hjalp det. Jeg tabte ret hurtigt to-tre kg. Og så skete der bare ikke mere derefter. Jeg tog lidt på, tabte det hurtigt igen og sådan har det kørt. Og det var sgu ikke, fordi der ikke er noget at tabe af!
Efter mere end tre måneder på den måde mistede jeg for alvor modet. Hvor var det deprimerende at blive ved at skrive de samme og de samme tal i min vægtdagbog. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har tabt de samme tre kilo. Men det er edderhyleme mange.
Jeg fattede virkelig ikke, hvad i himlens navn jeg gjorde forkert og var faktisk begyndt at spekulere over, om der var noget galt med min krop. Vil ikke tøve med at beskrive min følelse som desperat. Jeg er tidligere lykkedes med at tabe 18-20 kg, jeg er viljestærk som bare fanden osv., så følelsen af ikke at ane hvilke knapper, jeg skulle justere på, var ret ubehagelig.
For en ordens skyld smed jeg oven i købet nogle hormonpiller, jeg har taget det sidste års tid, for måske forstyrrede de min krops rytme på en eller anden måde.
Det viste sig, at det var mig selv, der forstyrrede den:
Jeg arbejder jo i blandede arbejdstider og foretrækker aftenvagter, så jeg kan sove til op ad formiddagen. Men det var blevet for meget: Fordi jeg var så træt, trak jeg den til sidste sekund med at stå op, og det medførte, at jeg stort set aldrig fik noget at spise, inden jeg strøg ud ad døren.
Er ofte stået op kl. 11 og fået dagens første måltid på job kl 15:30 eller senere. Jeg har følt mig træt og energiforladt og ikke fattet hvorfor. Men det skriger jo til himlen, at energien ikke blev bedre af at sove længere. Og at jeg uden selv at se det havde ulvehunger om aftenen efter højst at have spist to gange på en dag og først meget længe efter at være stået op: Kunne snildt æde tre store portioner kl 22!
Hvordan kunne jeg være så blind?

Energien har det derimod fantastisk, efter at jeg begyndte at stille vækkeuret til ca 09 hver dag og nu har god tid til morgenmad og sågar kan nå et par skiver rugbrød til frokost, inden jeg suser ud ad døren. Både regelmæssig rytme i sig selv og et mere fordelt madindtag er virkelig the trick for mig, lader det til.
Jeg får også pakket nogle rester af kød eller fisk sammen om aftenen og tager med på job til aftensmad følgende dag sammen med bunker af grove grøntsager, som jeg så spiser ved 18-tiden. Napper et stykke frugt senere stadig på job. Og er jeg sent hjemme, så måske et stykke rugbrød, en kold frikadelle eller whatever anden lille bid at gå i seng på.
Motionsvanerne er de samme.
Og vægten spadserer fandeme kun nedad nu.

I dag ... er jeg gået fra 'svært overvægtig' til overvægtig. Motivationen er i dén grad tilbage.
Endelig, endelig, endelig fandt jeg ud af, hvad min kære krop forsøgte at sige til mig.
... Og så har jeg oven i købet i dén grad i den lange "ørkenvandringsperiode" lært at træde op på en vægt. Nu ved jeg, at jeg er pissesej til at tackle, hvis jeg har taget på. Og dét bliver en fordel, når jeg engang er normalvægtig - ikke at være bange for en badevægt, sådan som jeg var det i mange år:
Jeg har nemlig lovet mig selv fortsat at veje mig hver morgen, så jeg aldrig igen "lige så stille og uden rigtigt at opdage det" tager 20 kg på ...
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill