Rikke skrev:Jeg kan altså godt komme i tanke om suspekte metoder brugt af visse fagforeninger, det er slet ikke det. Men det er da en rådden arbejdsplads, hvis ansatte får rum og lov til at opføre sig sådan.
Præcis. Det handler om hvorvidt arbejdspladsen tillader rum og lov til at opføre sig råddent. På min nuværende arbejdsplads ville der bliver slået ned med hård hånd på den form for opførsel. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan min chef ville reagerer hvis hun fandt ud af at nogen af "hende" medarbejdere havde bedrevet "fagforeningsmobberi". Men det ville eddermame ikke blive kønt. For man tolerer ikke mobning på min arbejdsplads. PUNKTUM.
Jeg er ansat et sted hvor stort set alle er medlem af fagforbundet. Fordi det er et virkelig stærkt fagforbund som formår at forhandle en pissegod overenskomst til os. Hver gang. Og som har ry for at være nogle hårde hunde at slås med hvis det kommer dertil. Det er derfor en klar fordel at have dem i sit ringhjørne. Hvorfor nøjes med en Kat (gul fagforening) som vagt hvis man kan få en tiger....
Jeg har dog også været på en arbejdsplads hvor det åbenbart var "tilladt". Her blev der gået unødig hårdt til en nyansat som fra starten af meddelte at han faktisk ikke havde lyst til at være medlem af den fagforening som forhandlede på stedet. Det var temmelig ubehageligt at være vidne til. Og det skete nærmest med ledelsens "velsignelse". Han valgte i den sidste ende at melde sig ind. For så at melde sig ud senere igen. Hvilket naturligvis blev påtalt i skarpe vendinger så snart den lokale repræsentant fik dette at vide. Han havde dog så meget røv i bukserne, og var i forvejen lidt sur på firmaet over sin løn. Så han bad dem på en pæn måde om at gå af helvede til med deres mafiametoder. Og sagde i øvrigt op ikke så længe efter og forlod branchen.
Interessant nok så var fagforeningen på den pågældende arbejdsplads IKKE den som ellers dækker området. Som den eneste virksomhed i branchen havde man overenskomst med et andet fagforbund. Et fagforbund som iøvrigt var med i den ejerkreds som ejede store dele af virksomheden. Og det var bl.a. et af argumenterne for at man skulle melde sig ind i fagforeningen. At det jo var vigtigt at støtte en rigtig fagforening eftersom det jo var dem der var vores ejere
Man brugte bl.a. også som argumentation at man i personlige faglige stridigheder udelukkende forhandlede med dette fagforbud og ingen andre. Det kom direkte fra ledelsen. Når jeg ser det på skrift her mange år efter så kan jeg godt se hvor surrealistisk det egentlig var...At det fagforbund som var medarbejdernes eneste mulighed for forhandling med arbejdsgiveren, var et fagforbund som var med i arbejdsgiverens ejerkreds...
