Uventet gravid - vælge abort eller ej

[godtnavn]

Jeg ville ikke vente. Jo længere du venter jo værre bliver aborten. Jeg har selv mistet en dreng i uge 18 (han var død, ikke noget jeg valgte), der er man gennem veer og en mini-fødsel. Jeg synes veerne var præcis lige så slemme som da jeg fødte mine levende børn, dog var der selvfølgelig ikke samme mængde da det ikke krævede samme udvidelsesfase, og heller ikke samme mængde presseveer. Barnet der kommer ud er "færdigt" men bittelille, det er et lille menneske man føder, aldrig har jeg set så små fingernegle som der, det sidder stadig i mig, af en eller anden grund var det fingerneglene og de små runde tæer der gjorde størst indtryk, og jeg mener personligt det er helt forkert at det er lovligt at aborterer et rask barn så sent (altså uge 18, der sker meget de næste 6 uger).

Når du allerede har knyttet dig til barnet tænker jeg det vil være traumatiserende at gå igennem en abort/fødsel ved 18 uger. Så hvis du vælger aborten så ville jeg gøre det hurtigst muligt, du er allerede så langt at det ligner et barn der kommer ud, og for hver uge bliver han mere færdig og velproportioneret, så skal det være en abort så gør det hurtigst muligt.

[Ego81]

Hvis jeg var i samme situation, ville jeg vælge abort, fordi jeg på ingen måde ville have lyst til at være bundet til en mand som ham, du er kærester med. Jeg ville nok slet ikke være kærester med ham til en start.

At han kritiserer dit tv- og sodavandsforbrug er langt ude, og så lyder han bare svær at være sammen med. Det kan godt være, at I har nogen fritidsinteresser til fælles, men det burde være muligt at finde en mand, du også har noget til fælles med, men som også er kærlig og ikke skal have mails med opgaver osv.

Du skriver, at han gerne vil have barnet, så jeg tror, at det er en farlig vej at gå at planlægge at beholde barnet og gå fra manden. Hvis han bliver stædig og en "Foreningen Far"-type, så bliver det nok ikke et nemt forældreskab.

[én-to-fire]

Når du har stået med abortpillerne i hånden og ikke kunne få dig selv til at tage dem, så tænker jeg at svaret er klart. Du føler allerede omsorg for drengen i din mave og jeg tænker, du ville gøre vold mod dig selv, hvis du tvang dig selv til at afbryde graviditeten.

[FrkCherry]

Sikke et svært dilemma. Jeg føler virkelig med dig og håber du kan finde fred hvad enten du vælger det ene eller det andet.

Hvor er din kæreste i alt det her? Ønsker han det ene eller det andet eller er han også meget i tvivl?

Tak for de søde tanker og omsorgen.

Han ønsker barnet og har aldrig været i tvivl omkring dette. Når det er sagt, er hans perspektiv på vores forhold også helt anderledes end mit. Han er virkelig lykkelig og trives rigtig godt i vores forhold.

[FrkCherry]

Hvis jeg var i samme situation, ville jeg vælge abort, fordi jeg på ingen måde ville have lyst til at være bundet til en mand som ham, du er kærester med. Jeg ville nok slet ikke være kærester med ham til en start.

At han kritiserer dit tv- og sodavandsforbrug er langt ude, og så lyder han bare svær at være sammen med. Det kan godt være, at I har nogen fritidsinteresser til fælles, men det burde være muligt at finde en mand, du også har noget til fælles med, men som også er kærlig og ikke skal have mails med opgaver osv.

Du skriver, at han gerne vil have barnet, så jeg tror, at det er en farlig vej at gå at planlægge at beholde barnet og gå fra manden. Hvis han bliver stædig og en "Foreningen Far"-type, så bliver det nok ikke et nemt forældreskab.

Det sidstnævnte tror jeg heldigvis ikke er tilfældet, selvom risikoen helt sikkert er der. Min oplevelse er ikke at han er så engageret i at være far selvom han gerne vil have barnet. Det kan sikkert ændre sig når først barnet er født, hvis det vækker nogle følelser i ham. Men lige nu er han ikke engang interesseret i at være med til scanninger, fødsel etc. Dvs. han deltog i den allerførste tryghedsscanning efter han fandt ud af at det betød noget for mig, da jeg blev ked af at han oprindeligt ikke viste den store interesse da jeg inviterede ham med. Sidenhen har jeg været til nakkefoldsscanning som han godt vidste var en af de vigtige scanninger i forhold til misdannelser og selvom jeg fortalte ham hvor og hvornår det foregik og at han ikke havde andre planer på det tidspunkt (han var derhjemme og havde fri fra arbejde) viste han ikke nogen interesse for at deltage. I forhold til fødslen tror jeg han føler han burde være der men samtidigt har han fortalt en reference en fodboldspiller som sad og ventede i bilen uden for hospitalet da hans kone fødte da han ikke bryder sig om hospitaler for at forklare at han har det lidt på samme måde. Så jeg kunne godt forestille mig at han ville overlade den fulde forældremyndighed til mig, hvis jeg ønskede det.

Men ja, det med mit TV- og sodavandsforbrug er sådan noget jeg slet ikke kan forholde mig til. Ofte har mit respons også været at han skulle passe sin egen butik og blande sig udenom hvordan jeg slapper af efter arbejde - ligesom jeg heller ikke blander mig i hvor mange timer han bruger foran PC'en eller på træning i hverdagene (han er oftest først hjemme kl. 20 - 21.30 pga. træning i hverdagene da han bruger et par timer på det efter job).

Lige nu er jeg nået dertil hvor jeg overvejer kraftigt at kontakte hans mor med henblik på at snakke med en der kender ham og finde en diplomatisk måde at få ham til at flytte ud, så jeg lige få et åndehul og bedre mærke mig selv og hvorvidt jeg ønsker at beholde barnet eller ej. Normalt ville jeg ikke involvere svigerfamilien men jeg har allerede nævnt for ham at jeg ville ønskede at han flyttede ud men det er som om han nægter at forstå alvoren og enten griner højlydt af det eller henviser at jeg bare er gravid og emotionel.

I sidste ende er jeg stadig ret splittet mellem kærligheden til min lille søn og det fornuftige, rationelle i at abortere og få bedre mulighed for at komme videre uden at skulle have kontakt eller samarbejde med ham i fremtiden.

[Ego81]

Det lyder hårdt. Ud fra din sidste besked, så lyder det til, at det vil blive (og allerede er) en meget ensom graviditet. Det er mærkeligt, at han på den ene side gerne vil have barnet og dig, men på den anden side ikke viser interesse og blæser på, at du gerne vil have ham med til noget, der er vigtigt for dig. Det er svært at forudse, hvordan han vil opføre sig, når/hvis barnet først er der, men hvis han heller ikke viser interesse i barnet, når det er født, så vil din søn altid føle sig fravalgt og uelsket af sin far. Din kærlighed kan opveje meget, men det andet vil helt sikkert også fylde.

[Jadajada]

Altså, undskyld, men tale med hans mor om en diplomatisk måde at få ham til at flytte ud?!?

Det er altså helt skævt!

[FrkCherry]

Det lyder hårdt. Ud fra din sidste besked, så lyder det til, at det vil blive (og allerede er) en meget ensom graviditet. Det er mærkeligt, at han på den ene side gerne vil have barnet og dig, men på den anden side ikke viser interesse og blæser på, at du gerne vil have ham med til noget, der er vigtigt for dig. Det er svært at forudse, hvordan han vil opføre sig, når/hvis barnet først er der, men hvis han heller ikke viser interesse i barnet, når det er født, så vil din søn altid føle sig fravalgt og uelsket af sin far. Din kærlighed kan opveje meget, men det andet vil helt sikkert også fylde.

Ja, jeg føler desværre også at det er en meget ensom graviditet men omvendt er det første gang jeg er gravid og har ikke prøvet andet så til dagligt tænker jeg heldigvis ikke så meget over det. Det slår mig mest når jeg i venteværelset hos lægen oplever at andre gravide har deres partner med eller når jeg fx spotter det på gaden eller sociale medier. I de tilfælde gør det gør altid lidt ondt indeni at opleve andres tosomhed omkring graviditeten og glæde over det.

Tilgengæld har jeg virkelig god support og støtte af min familie og veninder, som har tilbudt at være der for mig til fødslen, at tage med til scanninger og selvfølgelig være der for mig og min søn når han er kommet til verden.

Av, det gør virkelig ondt at læse. Så langt havde jeg ikke tænkt endnu. Det ville desværre være det allerværste hvis min søn følte sig fravalgt eller uønsket af sin far.

[LadyFox]

Jeg må indrømme at alle mine alarmklokker bimler - både i forhold til hans manglende omsorg, kommentarer til din livsførsel og rigide forhold til struktur. Men også i forhold til ikke at tage det alvorligt når du fortæller du egentlig helst så at han flyttede ud i en tid - samt at han er så u-imødekommende at du overvejer at indblande hans mor.

Jeg kan ikke lade være med at frygte om du har fået normaliseret nogle dynamikker som ikke er specielt normale i en kærlig relation - det er jo en helt normal måde at komme til hvis man er i en usund relationer og man også skal kunne være i det.
Men det kan jo også gøre at ens vurdering af egen situation ikke helt som den ville være hvis man var i stand til at se tingene lidt på afstand?
Først indset man jo først hvordan man virkelig har haft det lidt på bagkant.

Jeg synes virkelig du skal mærke efter, om du virkelig er overbevist om at han kan samarbejde på en nogenlunde konstruktiv måde - også hvis han ender som den forsmåede, om du virkelig mener at han ville kunne varetage en babys behov også alene. Og have det i mente at de følelser du har for fosteret nu overhovedet ikke står på mål med de følelser der vil være når du står med en baby i armene og et kæmpe behov for at beskytte dette menneske for alt der virker bare lidt farligt.

Jeg ved ikke hvad jeg synes du skal gøre - det er et kæmpe svært dilemma du står i. Jeg håber at den beslutning du træffer er den rette for dig.

[Tanten]

Vi kan skrive en masse om den her mand. Han er totalt uegnet som partner og far, og han kommer aldrig til at ændre sig. Heldigvis vil han formentlig ikke kunne overskue at tage sig af et barn og vil derfor glide ud i periferien af barnets liv ret hurtigt.

Men du står over for at skulle tage en beslutning meget snart.

Du bliver alene om graviditet, fødsel og forældreskab, evt med din kæreste som en besværlig modspiller. Det er realiteterne.

Men der er noget i dig, der ønsker det her barn, for ellers havde du taget den abortpille.

Hvis du skal kunne fungere som alenemor, skal du kunne finde styrken til at smide din kæreste ud nu - uden svigermors hjælp. For det bliver dig og dit barn uden støtte fra faren - og næppe heller fra hans mor.

Vi kan skrive alt muligt herinde, men i sidste ende er det kun dig, der kan tage beslutningen, og den skal tages nu. For et år siden, før grænsen for fri abort blev hævet, ville det have været for sent nu.

Lad det være et aktivt og bevidst tilvalg, hvis du vælger at gennemføre graviditeten - lad ikke tiden vælge for dig. Og vælger du abort, bliver det kun mere kompliceret for hver dag, du lader gå.

[ajnaM]

Han lyder som om, han er lidt til en side. Eller meget til en side.

Men ærligt tænker jeg det nok lidt omvendt af andre i tråden - det må da ikke være sådan en idiot, der gør, at du ikke får det barn, det lyder som om, du faktisk virkelig ønsker?

Jeg ville sætte barnet først her. Og med det også dig selv. Det er svært at leve med en abort, man reelt ikke ønskede sig - jeg fik en abort, da jeg var cirka 20 år, og selvom det var klart den rigtige løsning, går jeg ofte stadig og tænker på, at nu ville barnet være X år gammel, og hvordan han/hun ville se ud og være. Det er noget, der altid kommer til at fylde i mit liv. Og jeg kan kun forestille mig, hvordan mine tanker ville være, hvis jeg dengang havde ønsket at beholde barnet.

Jeg plejer at sige, at alt det praktiske løser sig, når man får børn. Nogle gange på en god måde, andre gange på en mindre god måde, men det løser sig. Sådan ville jeg også tænke det her - det er ikke det praktiske, det skal stå og falde med. Måske din kæreste ender med at få en rolle - måske han ikke gør. Måske ender han med at ændre sig lidt over tid - det er set ske. Måske bliver han ved med at være en kæmpe stopklods, og så må du og barnet leve med det. Det ville ikke være første gang.

Risikerer det at blive træls? Ja, klart. Men så har du et liv med dit barn, hvor nogle ting er lidt træls, og andre ting vil være gode. Har du lyst til at få barnet, er det bedre end et liv uden dit barn.

[Minimalista]

På flere punkter er vores historier ikke sammenlignelige, men jeg har stået i det samme dilemma - abort eller ej? Det er by far det sværeste valg, jeg har skullet træffe i mit liv! Jeg tror faktisk ikke helt, at jeg har tilgivet mig selv for mit valg om aborten. Men jeg har accepteret, at det er sådan, det er. Jeg valgte min allerede eksisterende familie med mand og 2 børn til. Mit foster udviklede sig på nogle punkter ikke normalt og dets fremtidsperspektiver var usikre og selve fødslen ville på ingen måde være noget, jeg kunne glæde mig til. Graviditeten var heller ikke planlagt, det var generelt som om mit normale liv var på standby i nogle uger.

Det gør mig ondt, at du står i den her situation. Jeg tror, at det er vigtigt, at du tager det valg, du kan overskue, som du kan leve med og have tillid til, at dit netværk er der, uanset hvad du vælger.

Det lyder som et svært parforhold at være i, hvor du ofte må være den, der tilpasser sig. Meget af det du beskriver virker alarmerende, når man læser det som udefrastående.

[didaa]

Hvordan går det hos dig nu? Alt det bedste og tanker

[FrkCherry]

Hvordan går det hos dig nu? Alt det bedste og tanker

Tusind tak for tankerne, det varmer i en svær tid.

Jeg er endt med at beslutte mig for at beholde min lille søn. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at abortere ham efter at have set ham til nakkefoldsscanningen og at være så langt henne. Jeg har beholdt abort pillerne og kunne i princippet stadig ombestemme mig men følelsen af at tage en pille der ville tage livet af ham gør alt for ondt i mig. Men det føles så forkert og uretfærdigt fordi at inderst inde - hvis jeg kunne - ville jeg hellere have at han skulle få lov at leve livet end jeg selv. Han er trods alt en sund og rask, lille aktiv dreng som helt uskyldigt er kommet til på det forkerte sted og tidspunkt. Jeg tror simpelthen ikke jeg ville kunne leve med mig selv eller undgå en dybere sorg hvis jeg abortere ham selvom det på mange måder virkede som det mest fornuftige og rationelle at gøre. Selv hvis jeg måske fik et andet barn senere hen ville jeg nok altid tænke tilbage på ham. Jeg tror ikke helt et fremtidigt barn vil erstatte sorgen over det barn man har aborteret.

Jeg nåede dertil hvor jeg faktisk havde bedt kæresten om at pakke sine ting og flytte ud med en uges varsel hvor han til sidst også forstod alvoren (uden at involvere svigermor eller andre). Jeg var egentlig klar til og havde forsøgt at forberede mig på det. Men da hans respons var "Du skal bare vide at hvis jeg flytter ud, så starter jeg et helt nyt liv og jeg bliver aldrig en del af hverken dit liv eller din søns liv igen". Det sidstnævnte omkring min søn skar direkte i hjertet på mig. Måske ville det være for det bedste og det tyder tilgengæld på at hvis vi går fra hinanden får jeg sandsynligvis den fulde forældremyndighed over vores søn. Men tanken omkring at min søn skal opleve at være fravalgt af sin far før han overhovedet kommer til verden kan jeg simpelthen ikke bære - især ikke hvis jeg på nogen måde kan undgå det. Jeg kan kun forestille mig hvor meget det kan påvirke et barns selvværd at føle sig fravalgt af en forælder så tidligt i livet og jeg kan simpelthen ikke bære tanken om at han potentielt skal opleve den følelse af være uelsket eller forkert. Måske fordi jeg selv er vokset op med en far som har været ret fraværende i min opvækst og jeg derfor ved hvordan det kan føles.

Nu prøver jeg bare at være den bedst mulige mor jeg kan være for min lille søn under omstændighederne selvom det indimellem er hårdt når jeg føler mig alene til scanningerne, indkøb af babyting og graviditetstøj, kommende fødselsforberedelse eller bare når jeg ser lykkelige forældrepar eller gravide sammen med deres partner. Mit største ønske og håb lige nu er at min kærlighed til ham og den kærlighed og support der vil være fra min familie og veninder vil være nok for ham til at han ikke bliver påvirket af sin fars enten tilstedeværelse eller fravær (afhængigt af hvordan det ender efter han kommer til verden).

[icelady]

Jeg forstår ikke faderen.

Og -såfremt sønnen på sigt får det at vide og der går noget galt imellem dig og barnets far - kan sønnen holde det imod dig, at du blev sammen med en mand, der tydeligt ikke var ret interesseret i hans eget barn.


Det er godt at vide du har et godt netværk, som du kan trække på/støtte dig til.