Det giver rigtig god mening at holde de to ting adskilt. Hvis du begynder at sige fra og samtidig kommer med en idé om at skifte team, så vil det hurtigt blive opfattet som en reaktion på pres – ikke som en gennemtænkt faglig beslutning. Ved at vente lidt med de strukturelle ændringer, beskytter du din troværdighed og undgår, at det ligner, du er på vej væk.MissIce skrev:WorldCat skrev:Det er altså ikke bare, at du har travlt. Det er et ret klassisk mønster, hvor du, fordi du er dygtig og tager ansvar, stille og roligt er blevet den, der samler alt det op, de andre ikke får gjort. Og ja, i starten føles det lidt som ros… men det ender med at spænde ben for dig. Og jeg tror lidt, det er der, du er nu.
Det handler ikke om, at du skal skrue ned for din faglighed eller begynde at være ligeglad. Det handler om, at du skal begynde at styre, hvordan den bliver brugt.
Du sagde jo selv det vigtigste: at du har svært ved at sige fra, fordi du går op i dit arbejde. Og det giver mening. Men problemet er bare, at hver gang du lige ”redder den”, så bliver det også forventet næste gang. Så kommer det bare igen.
Så jeg vil faktisk sige det helt ærligt: overvej seriøst at skifte team, hvis det her ikke ændrer sig. Ikke med dårlig samvittighed eller noget – men fordi det er sund fornuft. Hvis der er et sted med bedre rammer, så er det ikke et nederlag at vælge det. Det er bare dig, der passer på dig selv.
Og noget af det vigtigste du måske lige skal have på plads inde i hovedet er: du er ikke ansat til at få alting til at fungere.
Du er ansat til at løse dine opgaver – inden for nogle rimelige rammer. Det er to vidt forskellige ting.
Du har helt ret - jeg kan helt grundlæggende godt lide mit arbejde. Og derfor sætter jeg en ære i at udføre det efter bedste evne. Og jeg har evnerne til at løse opgaverne grundigt og med høj faglig kvalitet. Og det ser mine kolleger jo. Og derfor er der med tiden blevet sendt flere og flere opgaver i min retning. Både opgaver som jeg gerne vil løse, men også opgaver, som jeg har skullet rede.
Det er en glidebane, og det er svært at sige, hvornår det er gået fra "vi spørger om hun kan og vil løse denne ekstraopgave" til "vi sender den til MissIce, hun skal nok redde kastanjerne ud af ilden".
Men nu er jeg altså nået dertil, at min grænse er tæt på at være nået. Og det har jeg sagt højt, og skal tale med min leder om i morgen tidlig.
Det andet team... det bliver ikke den umiddelbare løsning her og nu. Vi er slet ikke der, hvor vi er klar til at præsentere løsningen for ledelsen. Og vi ser også noget taktisk i, at det ikke falder sammen med at jeg begynder at sige fra. For ideen skal ikke lugte af "flugt".
Jeg suger jeres ord og vinkler til mig - det hjælper mig med at sætte ord på følelsen uden at det bliver for følelsesladet. TAK
Når det er sagt, så må du heller ikke vente for længe med at sige fra. Det at sætte grænser for opgaver og belastning er ikke et tegn på svaghed – det er faktisk at tage styring og ansvar. Så det handler om at finde balancen: håndtér presset nu, vær tydelig og konsekvent, og gem snakken om teamændring til senere.
Hvis du gør det rigtigt, kan du senere sige: “Jeg har fået styr på situationen og skabt overblik – og på den baggrund giver det faktisk mening at organisere arbejdet anderledes.” Så bliver det en faglig beslutning, ikke noget der lugter af, at du bare vil væk.
.png "Love")
Jeg var til MUS i går og jeg fik rigtig meget ros af min leder. Hun havde mærket en klar forbedring og forandring de sidste to uger, så jeg fornemmer, at det ender et godt sted. Jeg har selvfølgelig også haft fokus på at forbedre mig på de ønskede punkter, men uden at gå på kompromis med mig selv og samtidig ikke sætte barren så højt for mig selv, at jeg ikke kan opretholde den standard jeg leverer lige nu. 
