MissIce skrev:Nu har jeg haft samtalen med min leder.
Hun forstår godt ”skraldespands”-problematikken med specielt én kollega, som er slem til at sende opgaver videre, når hun når til egne begrænsninger. Jeg er tilsyneladende ikke den eneste hun gør det med, og vores leder er allerede i gang med at afsøge løsninger. Jeg fik helt tydeligt carte blanche til at sige fra overfor at få dumpet sager.
Min udfordring med for mange opgaver tog hun også godt imod. og da vi var klar til det, hentede vi planlæggeren ind til mødet, og på min leders initiativ blev vi enige om, at mine prioriteringer i forhold til opgavefordelingen er valid og skal respekteres.
Vi blev også enige om, at teamet skal holde igen med at sende nye opgaver min vej.
Så alt i alt et godt møde, hvor jeg fik luftet mine bekymringer og tanker, og blev mødt med løsninger – både her og nu og også på længere sigt. Og så foregik alt i godt humør, og vi fik også grinet lidt af, at med de forskellige personligheder vi er i teamet, er det ikke underligt, at det giver lidt udfordringer af og til. Den kollega, som jeg har den største knast med, er typen, der gerne vil løfte i flok, mener vi skal støtte hinanden, og gerne ser, at vi løser opgaverne sammen. Jeg er individualist og absolut helst solist!
Nu skal der så gå lidt tid, før vi går videre med teamændringen. Jeg skal lige se hvordan de næste uger spænder af, for at se om dagens aftaler holder i praksis.
Update - mest for min egen skyld, for at få sorteret lidt i tankerne.
Jeg har nu kørt lidt sideløbende med mit team i et par måneder, hvor jeg primært har løst den opgave som trækker tråde over i det andet team. Det har fungeret fint for mig, og det har givet mulighed for stille og roligt at vende både mit og opgavens fokus endnu mere. Dog kan jeg se, at resten af mit teams opgaver langsomt men sikkert skrider.
For ca 14 dage siden var kollegaerne i det andet team og jeg klar til at præsentere vores tanker om teamskifte for vores leder. Lederen forstår udmærket baggrunden i mit ønske for et teamskifte (opgavefordeling, arbejdspres og mangel på udviklingsmuligheder (der er ikke flere nye faglige udfordringer for mig at jagte)). Lederen er kan også godt se gevinsten for afdelingen.
Vores leder er dog begrænset på to fronter. Dels har hun ikke ressourcerne til at oprette en ny stilling til mig, og dels forudser hun, at hun vil komme til at smadre mit nuværende team, hvis hun laver en omrokering med det nuværende antal stillinger. Jeg spillede dog det højeste kort, jeg nogensinde har spillet, for at vise hvor meget det betyder for mig: enten får jeg håndslag på, at det er den retning vi arbejder i, ellers begynder jeg at orientere mig udadtil, for jeg kommer ikke til at ende mit arbejdsliv i min nuværende stilling (mest fordi der ikke rigtigt er flere faglige udfordringer for mig).
Ind fra siden kom der dog en mulighed for et ekstra årsværk til det team, jeg gerne vil over i - det skal dog vedtages i det udvalg, som tilbyder årsværk. De er i gang med at afsøge hvad de kan få for pengene, og min leder skal præsentere vores oplæg på næstkommende udvalgsmøde - forhåbentlig til august. På dette grundlag kunne min leder så give mig håndslaget: hvis vi får det ekstra årsværk, slås stillingen kun op internt, og da det er lederen og de to kolleger i teamet, der er ansættelsesudvalg....
Torsdag eftermiddag havde vi den seneste snak (leder, kollega i det andet team og jeg) og vi blev også enige om, at lederen skulle bede min planlægger fortsætte opgavefordelingen med mig på "sidesporet" med baggrund i at jeg har grundfølelesen af at være skraldespand/oprydder. Hun skulle også informere vores AMR om min oplevelse af pres/udbrændthed/dårligt arbejdsmiljø. Lederne skulle også indkalde planlægger, mig og hende selv til et planlægningsmøde fredag formiddag. Som aftalt, så gjort.
Fredag morgen informerer jeg hurtigt 3. kollega (hende, der var årsagen til hele miseren i første omgang) om at planlægger og jeg skal til møde med lederen om prioriteringen i juni måned. Hun siger så, at hun synes det er relevant lige at informere om, at hun netop har trykket send på sin opsigelse, og at hun fratræder sin stilling med udgangen af juni.
Emnet for vores møde ændrede sig dermed... Vi blev dog ret hurtigt enige om, at vi skal have slået stillingen op ASAP. Derudover fik vi så også talt om, hvordan vi organiserer opgaverne i tiden indtil vi har en ny kollega godt i gang med oplæring. Jeg tog (selv, uden påvirkning) beslutningen om, at tilbydde at lægge mig ekstra i selen hen over sommeren for ar få teamets opgaver så godt på sporet som muligt. Dog tilbød jeg, at de opgaver, jeg skal koncentrere mig om, der de opgaver, som vi, i det andet forum, har talt om at jeg ville kunne tage med for ikke at smadre nuværede team helt (dette ved kun lederen og jeg). Jeg opfattede planlæggerens reaktion som en form for lettelse over, at jeg, igen, trækker læsset. Hun var dog opmærksom på, om jeg kan holde til det, da hun jo godt er vidende om den oprindelige problemstilling.
Så lige nu er jeg der, hvor jeg har comittet til at trække læsset/rydde op/strømline hen over sommeren - dog med bagtanken, at vise hvad jeg kan tage med fra teamet, så de ikke efterlades med et for stort tomrum. Og så køber jeg os også tid indtil det udvalgsmøde, hvor vores afdeling forhåbentlig får et ekstra årsværk, som jeg så kan lægge billet ind på.
Det bliver en hård sommer - men forhåbentlig bliver det en god investering. Og får jeg ikke det håbede resultat, så kommer jeg til at gentænke min karriere for nuværende arbejdsgiver.
Og jeg kan selvfølgelig godt forstå det - det er slet ikke dét. Det er bare super træls... 
), men hvis du stadig er glad for dit arbejde, kunne du så måske forhandle på nogle andre ting? Mere ferie, mere i pension, gå lidt ned i tid eller noget andet?