Har du nogensinde været ensom?

[Locobase]

Jeg klager ikke. Jeg har job, kone, hobby etc, men får alligevel jævnligt en følelse af ensomhed.

Jeg har nogle tunge ting inde på livet i disse år, og synes ikke jeg kan give dem luft nogen steder.

Måske hænger ensomhedfornemmelsen sammen med jeg har lidt svært ved at knytte mig til andre - derfor er internettet og fora som dette, steder jeg bruger tit.

Nå, spørgsmålet var egentligt - kan du være ensom selvom du har en partner/omgangskreds?

God dag til jer allesammen

[Thestral]

Ja da jeg var i et forhold. Der følte jeg mig ensom hver dag. Nu hvor jeg er selvvalgt single har jeg det fantastisk og ikke en eneste dag i 5 år har jeg følt mig ensom

[mariannaa]

Nej det har jeg underligt nok ikke. Jeg har ellers hverken familie eller ret mange venner (pga. manglende overskud) jeg har min mand og min hund, samt gode kollegaer, og det er alt rigeligt for mig. Jeg har altid trives fantastisk i mit eget selskab og nyder det når jeg har mulighed for bare at være mig.

[ajnaM]

Ja, da jeg var på barsel.

Det lyder måske underligt, for jeg var jo sammen med barnet hele tiden, og jeg havde i øvrigt en kæreste, familie og venner og alt det der - men jeg er et meget socialt menneske, og jeg er vant til at være sammen med andre hele dagen, så det at være 'alene' uden nogen at tale med hver dag var virkelig en omvæltning. Jeg higede helt efter kontakt med andre, og jeg prøvede at finde alle mulige aktiviteter, hvor der var andre voksne - men det kom aldrig helt til at fungere for mig. Jeg har begge gange været virkelig glad for at komme tilbage på arbejde igen.

Jeg kender andre, der har følt sig ensomme under barslen, men ikke i så voldsom grad, som jeg selv gjorde. Jeg tror, det hænger meget sammen med, hvor stort ens sociale behov er. Jeg er sådan en, der ikke kan være alene mere end et par dage uden at blive helt bims.

[Venus222]

Ja absolut. Jeg voksede op med en ret grundlæggende følelse af at være ensom.
Hvilket nok skyldes at jeg ret tidligt fik mærkatet " det mærkelige barn" ,og at jeg ikke oplevede at blive set/hørt/rummet og anerkendt ret meget.

Som voksen kan jeg godt føle mig ensom, men slet ikke i sammen grad.

[Nesnay]

Jeg var ensom under de hårde coronanedlukninger.

Jeg bor selvvalgt alene og elsker det normalt, men det var godt nok hårdt at blive helt afskåret fra andet end onlinekontakt til alle andre end den nærmeste familie (som jeg ikke er så tæt med).

Jeg er en socialt anlagt introvert - jeg elsker at være sammen med mine venner, men jeg lader op alene. Derfor fungerer det normalt perfekt at bo selv og så se vennerne ret ofte. Jeg var virkelig ked af det i lange perioder under corona, fordi mit sociale behov slet ikke blev opfyldt.

[LadyFox]

Ja, aktuelt.
Normalt er det ikke noget jeg døjer med, jeg har et godt og solidt netværk, hvor der plads og højt til loftet.
Men pt. går jeg hjemme på barsel, og går på samme tid igennem en stor krise.

Jeg har stadig mit netværk, som og bakker op om mig, og er der for mig - så det er ikke fordi at jeg er ude i sådan noget med at folk falder fra så snart men ikke længere er sjov og let. Det er mere sådan noget med at jeg føler at folk forstår mig, og så alligevel ikke helt, fordi man jo ikke forstår andre sådan 100 procent når man ikke går i deres sko. Og jeg synes det er ensomt.
Derudover så har jeg også ændret mig, og mere end det man naturligt ændre sig når man er blevet forældre. Jeg kender ikke helt mig selv mere.
Jeg har normalt været en type der tager meget let på tingene, og haft en tilgang at det hele nok skal gå - og der ikke rigtig gidet at bruge energi på ting der er som de er, og bare har kastet det i en kasse der hedder "omstændigheder" og så arbejdet på de ting rundt om. Derudover jeg altid været lidt en "gøgler" og taklet svære ting igennem humor, og haft en tilgang at det er meget få ting der er så skidt at der ikke er noget at grine af, i det mindste.
Den side har jeg ikke med mig lige pt. Jeg synes bare det er tungt at være mig, og det ender også med at det er mine frustrationer der fylder mest i min relation til andre - så jeg bliver ikke rigtig fyldt op på den punkt med at jeg har brug for at kunne tage pis på tingene og have det sjovt. Og det er sgu også lidt ensomt ikke helt at kunne genkende mig selv i det hele.

[FrøkenM]

Ja. Jeg føler mig ensom i forskellige situationer. Primært fordi jeg bor alene, er single og kun har familie, jeg ser regelmæssigt. Mine venner er stort set alle i forhold og/eller bor langt væk. Jeg savner at have

Jeg har følt mig pisse ensom i de perioder, hvor jeg har været sygemeldt og bliver opereret for efterfølgende at få en lang genoptræningsproces. Ingen forstår rigtigt hvor hård sådan en proces er og jeg orker ikke forklare dem det. Fordi.... Ja det er sgu bare hårdt at få vendt op og ned på det hele med jævne mellemrum, det er smertefuldt og kræver al min energi. På de tidspunkter ville jeg ønske jeg havde flere der stillede op og bare var der. Det har vist sig at være ret få, men på den måde ved man så hvem ens rigtige venner er, kan man sige.

[zembra1986]

Stort set hele mit liv. En ikke-fyldestgørende barndom med manglende opmærksom fra mine forældre + mobning i skolen har givet mig en grundfølelse af at være tilsidesat, tilovers og meget anderledes. Det blev dog bedre efter de 25+ hvor jeg begyndte at blive mere sikker på mig selv og det sociale (dog har jeg aldrig haft et godt selvværd), men følelsen er slet ikke gået helt væk, heller ikke selvom jeg har snakket min barndom ud flere gange hos psykologer.

Nu har jeg så tilraget mig nogle meget sjældne lidelser(for min aldersgruppe), som tilmed også indebærer at jeg bliver nødt til at isolere mig i nogen grad, for ikke at risikere det bliver værre og dermed helt ulideligt....hvilket har givet en ny dimension til ensomheden. Det er svært for mig at relatere til almindelige raske mennesker og deres liv. Det kan jeg faktisk ikke rigtig. Jeg føler jeg lever en helt anden virkelighed end de gør, og ja, det kan være ret ensomt. Jeg har dog nogenlunde accepteret og lært at leve med min ensomhed ud fra den tanke at jeg må få det bedste ud af det. Jeg har aldrig kendt til andet og det er bare en del af mig. Heldigt nok er den mindst til stede når jeg er alene og kommer faktisk oftest til størst udtryk når jeg er sammen med andre. Men en eller grundfølelse af ensomhed.....ja, det har jeg, men som sagt så anser jeg det for en del af mig og jeg lever så godt med det som jeg nu kan i min situation.

[Daine]

Ja, det er jeg ofte og det er blevet mere og mere udpræget jo ældre jeg er blevet. Jeg har altid været introvert af natur, men som (folke)skoleelev fik jeg opfyldt en masse socialt og havde min lille kerne af gode venner. Og frem til for 4-5 år siden var det nok at jeg havde et job med stor kundekontakt, lidt socialt liv med kollegaer, min familie og så mine bøger, som jeg elskede højt.

Så gik jeg ned med stress, mistede mit arbejde og min evne til at koncentrere mig i lang tid af gangen = jeg læser ikke ret meget mere. I dag er bøgerne ikke længere de gode venner de var engang, jeg har det godt på mit arbejde men der er ikke noget socialt liv med dem udenfor arbejdspladsen, og jeg kan virkelig mærke jeg har et behov for at være sammen med andre mennesker - der ikke er familie - om det så bare er til en walk-and-talk. Men det er svært i den lille by hvor jeg bor, jeg har ikke børn og det er ofte indgangsbillet til kontakt med andre og det er nemt at mærke at mange har den omgangskreds de har behov for.

Det er specielt svært når der er krise i livet. Ikke for at andre skal bære mig igennem eller jeg har behov for at udøse mit hjerte til Gud og hvermand, men mest for at have nogen der kan aflede, nogen at hygge med, nogen at være sammen med, så jeg ikke bare sidder hjemme og venter på det næste opkald om at der er noget galt. Når jeg engang får lidt overskud til frivilligt arbejde, så tror jeg det bliver den vej jeg skal prøve at gå.

[DetSorteCirkus]

Ja, det har jeg i en meget konkret del af mit liv, nemlig under mit rædsomme udenlandsophold efter gymnasiet, hvor jeg kom ned til et projekt, der slet ikke svarede til det beskrevne, og hvor jeg desværre af alle blev opfordret til at blive. Resultatet blev, at mit frivillige arbejde drænede mig så meget, at jeg isolerede mig resten af tiden, og stort set ingen rakte ud, da de jo ikke ville eller kunne indse, hvor dårlig situationen var.
Jeg vurderer, at jeg tog længerevarende skade af den oplevelse.

I min hverdag har jeg til gengæld aldrig kendt til ensomhed, hvilket i høj grad skyldes, at jeg meget tidligt mødte min bedste veninde, som forstår mig på en helt særlig måde, og omvendt, og som har givet mig et særligt fundament. Jeg har også andre rigtig gode relationer i mit liv, men jeg tror, at det giver noget særligt at have en gennemgående jævnaldrende relation, hvor man kan følges ad gennem livet. Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg finder fx. en tryghed i at tænke på, at hvis alt går som forventet, vil jeg stadig som gammel have et menneske hos mig, der har kendt mig helt, fra jeg var tre år gammel.
Noget andet, der helt sikkert også har gjort ensomhed fremmed for mig, er mit meget lille sociale behov.

[Madam Pomfrey]

De første år efter jeg blev skilt, der havde jeg jævnligt en følelse af at være ensom, - også selvom jeg havde hjemmet fuldt af børn, og har min familie tæt omkring mig.

Men det der med at være alene voksen i noget, at være den der er den, og der ikke lige er nogen der kommer og hjælper eller tager over - det kunne godt skabe følelsen.
Selve skilsmissen, at gå igennem den periode, som var ret turbulent, det er også følelsesmæssigt ensomt. Jeg har ikke mange i min omgangskreds der har gået igennem en skilsmisse, og der var også nogle ekstra dimensioner til min/vores situation, børn der havde det rigtig skidt/svært, som skulle samles op. Og selvom min familie støttede op, og hjalp hvor de kunne, så følte jeg mig alligevel rigtig meget alene i det, og jeg har kæmpet alle kampene alene. Stablet en hårdt ramt præ-teen på benene, været igennem ADHD-udredning med et andet barn, stået for alt socialt, og sundhedsmæssigt omkring børnene, - for jeg har slet ikke kunne trække på, eller regne med min eksmands hjælp der, og de få gange han deltog, fremstod det tydeligt hvor socialt utilpasset og belastnings-belastet han var, og alt kom til at handle om HAM.
Egentligt har jeg også i forholdet til ham ofte følt mig alene/ensom, fordi han er som han er, og ofte har taget et egoistisk udgangspunkt i et fælles liv, og der har været mange situationer hvor det egentligt ville ha været rart han havde stået ved min side, hvor jeg stod helt alene.

Så den der med "ingen forstår alligevel hvordan det er at være mig" - oplevelse som andre nævner, den har jeg ofte stået med.


Min kæreste har stort set elimineret de følelser, for de kan da godt kort poppe op indimellem, men det føles anderledes, og mindre ubehageligt/tungt.
Min kæreste kan jeg dele alt med, og han gør alt fra at forstå, til at anerkende eller respektere. Jeg skal aldrig forklare eller forsvare mig, eller stå til regnskab, jeg bliver bare mødt i det, rummet, og det er jeg temmelig vild med.

[Kakadu]

Ja, i årene som enlig mor og med en narcissistisk eks, der efterstræbte bopælen på børnene var jeg ofte ensom. Man forstår ikke helt den slags mennesker, før man har oplevet dem tæt på, så det var svært for mig at dele det med nogen.

[Selma156]

Ja, under den første coronanedlukning boede jeg alene og blev langsomt vanvittig. Jeg har aldrig gået så mange ture med så mange forskellige mennesker, og blev lykkelig, da folk så småt "turde" ses indendørs og til arrangementer igen.

Jeg har en lille familie, som jeg til gengæld ser ret ofte. Og så har jeg en stor omgangskreds med omkring 15 nære venner og måske 10-15 stykker, jeg ser sjældnere, men stadig er gode venner med.

Jeg føler mig derimod ofte ensom på den romantiske måde, da der går år mellem, at jeg ser nogen på den måde.

[.Magic.]

Jeg har det godt i mit eget selskab. Jeg har ikke et egentligt behov for kontakt med andre mennesker og jeg er social på mit arbejde når chefen også er i stalden - Det er nok for mig.
Jeg mindes kun en enkelt gang jeg har været ensom og det var da jeg lå på sygehuset med galdeblærebetændelse. Jeg lå sammenlagt 10 dage og min kæreste kom ca. hveranden dag. Udover ham havde jeg kun besøg 3 gange.
Da følte jeg mig godt nok alene og glemt. Ikke af min kæreste, men af mine veninder.