Medicin vs. livsstil

[abcd]

Jeg arbejder i folkeskolen, hvor man er begyndt at tænke i, at rammerne skal ændres, så flere børn kan være i folkeskolen. De voksne skal tilpasse sig børnene, og vi har på vores skole mellemform-klasser, hvor der er 12 almen elever og 4 visiterede. Og tanken er jo fin, at man netop justerer på det ydre fremfor det indre. Men praktisk er det bare virkelig svært. I min klasse er det kun 1 ud af de 4, som reelt kan være i tilbuddet, og hun kunne også være i en almenklasse. Og i de andre mellemform-klasser har der også været flere elever, som alligevel ikke kunne være i det, så det er svært at justere det ydre, så børn med udfordringer kan være i det og mange har brug for, at der bliver justeret virkelig meget, så de ender i specialklasser. Og efter folkeskolen, så justerer verden sig jo ikke. Så selvom ideen er god, så er det bare nødvendigt for de fleste med udfordringer at tilpasse sig den verden, som de lever i, hvis de ønsker at opnå de samme ting, som andre uden udfordringer.

Men hvordan ved man at det er nødvendigt for at børnene senere kan tilpasse sig verden? For 30 år siden var der ingen der talte om ADHD, men menneskene var vel omtrent de samme. Nogle af dem der var børn for 30 år siden, bliver så diagnosticeret med ADHD nu når de er fuldvoksne og har både uddannelse og karriere og har klaret sig fint - har de mennesker brug for medicin for at klare sig?

De bliver næppe diagnosticeret som fuldvoksne hvis de klare sig fint. Det er jo ikke sådan at psykiatrien opsøger tilfældige mennesker og tvinger dem i udredning.
Det kræver jo at disse mennesker selv er opsøgende, og det gør de vel næppe uden grund?

Hvad er grunden? Er den nogle gange bare at konen synes man er dårlig til at passe hus?

[LadyFox]

Jeg arbejder i folkeskolen, hvor man er begyndt at tænke i, at rammerne skal ændres, så flere børn kan være i folkeskolen. De voksne skal tilpasse sig børnene, og vi har på vores skole mellemform-klasser, hvor der er 12 almen elever og 4 visiterede. Og tanken er jo fin, at man netop justerer på det ydre fremfor det indre. Men praktisk er det bare virkelig svært. I min klasse er det kun 1 ud af de 4, som reelt kan være i tilbuddet, og hun kunne også være i en almenklasse. Og i de andre mellemform-klasser har der også været flere elever, som alligevel ikke kunne være i det, så det er svært at justere det ydre, så børn med udfordringer kan være i det og mange har brug for, at der bliver justeret virkelig meget, så de ender i specialklasser. Og efter folkeskolen, så justerer verden sig jo ikke. Så selvom ideen er god, så er det bare nødvendigt for de fleste med udfordringer at tilpasse sig den verden, som de lever i, hvis de ønsker at opnå de samme ting, som andre uden udfordringer.

Men hvordan ved man at det er nødvendigt for at børnene senere kan tilpasse sig verden? For 30 år siden var der ingen der talte om ADHD, men menneskene var vel omtrent de samme. Nogle af dem der var børn for 30 år siden, bliver så diagnosticeret med ADHD nu når de er fuldvoksne og har både uddannelse og karriere og har klaret sig fint - har de mennesker brug for medicin for at klare sig?

De bliver næppe diagnosticeret som fuldvoksne hvis de klare sig fint. Det er jo ikke sådan at psykiatrien opsøger tilfældige mennesker og tvinger dem i udredning.
Det kræver jo at disse mennesker selv er opsøgende, og det gør de vel næppe uden grund?

Hvad er grunden? Er den nogle gange bare at konen synes man er dårlig til at passe hus?

Vel at man mærker en form for mistrivsel eller der er ting man er udfordret på. Det kunne godt være ens symptomer gjorde en svær at leve sammen med.

[Ata]

Jeg arbejder i folkeskolen, hvor man er begyndt at tænke i, at rammerne skal ændres, så flere børn kan være i folkeskolen. De voksne skal tilpasse sig børnene, og vi har på vores skole mellemform-klasser, hvor der er 12 almen elever og 4 visiterede. Og tanken er jo fin, at man netop justerer på det ydre fremfor det indre. Men praktisk er det bare virkelig svært. I min klasse er det kun 1 ud af de 4, som reelt kan være i tilbuddet, og hun kunne også være i en almenklasse. Og i de andre mellemform-klasser har der også været flere elever, som alligevel ikke kunne være i det, så det er svært at justere det ydre, så børn med udfordringer kan være i det og mange har brug for, at der bliver justeret virkelig meget, så de ender i specialklasser. Og efter folkeskolen, så justerer verden sig jo ikke. Så selvom ideen er god, så er det bare nødvendigt for de fleste med udfordringer at tilpasse sig den verden, som de lever i, hvis de ønsker at opnå de samme ting, som andre uden udfordringer.

Men hvordan ved man at det er nødvendigt for at børnene senere kan tilpasse sig verden? For 30 år siden var der ingen der talte om ADHD, men menneskene var vel omtrent de samme. Nogle af dem der var børn for 30 år siden, bliver så diagnosticeret med ADHD nu når de er fuldvoksne og har både uddannelse og karriere og har klaret sig fint - har de mennesker brug for medicin for at klare sig?

De bliver næppe diagnosticeret som fuldvoksne hvis de klare sig fint. Det er jo ikke sådan at psykiatrien opsøger tilfældige mennesker og tvinger dem i udredning.
Det kræver jo at disse mennesker selv er opsøgende, og det gør de vel næppe uden grund?

Hvad er grunden? Er den nogle gange bare at konen synes man er dårlig til at passe hus?

Det er det nok sjældent. Det var heller ikke derfor min mand opsøgte udredning.

[fisken80]

Jeg arbejder i folkeskolen, hvor man er begyndt at tænke i, at rammerne skal ændres, så flere børn kan være i folkeskolen. De voksne skal tilpasse sig børnene, og vi har på vores skole mellemform-klasser, hvor der er 12 almen elever og 4 visiterede. Og tanken er jo fin, at man netop justerer på det ydre fremfor det indre. Men praktisk er det bare virkelig svært. I min klasse er det kun 1 ud af de 4, som reelt kan være i tilbuddet, og hun kunne også være i en almenklasse. Og i de andre mellemform-klasser har der også været flere elever, som alligevel ikke kunne være i det, så det er svært at justere det ydre, så børn med udfordringer kan være i det og mange har brug for, at der bliver justeret virkelig meget, så de ender i specialklasser. Og efter folkeskolen, så justerer verden sig jo ikke. Så selvom ideen er god, så er det bare nødvendigt for de fleste med udfordringer at tilpasse sig den verden, som de lever i, hvis de ønsker at opnå de samme ting, som andre uden udfordringer.

Men hvordan ved man at det er nødvendigt for at børnene senere kan tilpasse sig verden? For 30 år siden var der ingen der talte om ADHD, men menneskene var vel omtrent de samme. Nogle af dem der var børn for 30 år siden, bliver så diagnosticeret med ADHD nu når de er fuldvoksne og har både uddannelse og karriere og har klaret sig fint - har de mennesker brug for medicin for at klare sig?

De bliver næppe diagnosticeret som fuldvoksne hvis de klare sig fint. Det er jo ikke sådan at psykiatrien opsøger tilfældige mennesker og tvinger dem i udredning.
Det kræver jo at disse mennesker selv er opsøgende, og det gør de vel næppe uden grund?

Hvad er grunden? Er den nogle gange bare at konen synes man er dårlig til at passe hus?

Nej.
Nu er der jo faktisk også en del kvinder, der bliver udredt som voksne.

[abcd]

Jeg arbejder i folkeskolen, hvor man er begyndt at tænke i, at rammerne skal ændres, så flere børn kan være i folkeskolen. De voksne skal tilpasse sig børnene, og vi har på vores skole mellemform-klasser, hvor der er 12 almen elever og 4 visiterede. Og tanken er jo fin, at man netop justerer på det ydre fremfor det indre. Men praktisk er det bare virkelig svært. I min klasse er det kun 1 ud af de 4, som reelt kan være i tilbuddet, og hun kunne også være i en almenklasse. Og i de andre mellemform-klasser har der også været flere elever, som alligevel ikke kunne være i det, så det er svært at justere det ydre, så børn med udfordringer kan være i det og mange har brug for, at der bliver justeret virkelig meget, så de ender i specialklasser. Og efter folkeskolen, så justerer verden sig jo ikke. Så selvom ideen er god, så er det bare nødvendigt for de fleste med udfordringer at tilpasse sig den verden, som de lever i, hvis de ønsker at opnå de samme ting, som andre uden udfordringer.

Men hvordan ved man at det er nødvendigt for at børnene senere kan tilpasse sig verden? For 30 år siden var der ingen der talte om ADHD, men menneskene var vel omtrent de samme. Nogle af dem der var børn for 30 år siden, bliver så diagnosticeret med ADHD nu når de er fuldvoksne og har både uddannelse og karriere og har klaret sig fint - har de mennesker brug for medicin for at klare sig?

De bliver næppe diagnosticeret som fuldvoksne hvis de klare sig fint. Det er jo ikke sådan at psykiatrien opsøger tilfældige mennesker og tvinger dem i udredning.
Det kræver jo at disse mennesker selv er opsøgende, og det gør de vel næppe uden grund?

Hvad er grunden? Er den nogle gange bare at konen synes man er dårlig til at passe hus?

Vel at man mærker en form for mistrivsel eller der er ting man er udfordret på. Det kunne godt være ens symptomer gjorde en svær at leve sammen med.

Jeg synes det er interessant hvordan nogle diagnoser har højere status end andre. ADHD er en højstatus-diagnose. Det er en undskyldning for dårlig adfærd kombineret med en måde man er særlig på. ADHD er en slags superkraft, hører man jævnligt. Ja, jeg har de her problemer, men jeg kan også hyperfokusere og producere noget helt særligt. Uh, look at me, I'm special. Blandt forældre hører man jævnligt om børn der er forbandet med høj intelligens. Altså min lille Noah er et højt begavet barn, og det giver bare nogle særlige udfordringer... Der er aldrig nogen der fortæller om at de har et lavt begavet barn...

ADHD er helt sikkert virkeligt for nogle. For andre er jeg ret overbevist om at det er narcissistisk navlepilleri og dårlige undskyldninger.

[1234]

Jeg ville gøre meget at ændre livsstil, så ingen i min tætte familie skulle tage fast medicin. Jeg har dog heller ikke erfaringer med folk, der har behovet, så det er jo også meget let at sige. Den eneste kroniker i min familie har diabetes 1 og det kan livsstil næppe få væk.

[Raenil]

Jeg synes det er interessant hvordan nogle diagnoser har højere status end andre. ADHD er en højstatus-diagnose. Det er en undskyldning for dårlig adfærd kombineret med en måde man er særlig på. ADHD er en slags superkraft, hører man jævnligt. Ja, jeg har de her problemer, men jeg kan også hyperfokusere og producere noget helt særligt. Uh, look at me, I'm special. Blandt forældre hører man jævnligt om børn der er forbandet med høj intelligens. Altså min lille Noah er et højt begavet barn, og det giver bare nogle særlige udfordringer... Der er aldrig nogen der fortæller om at de har et lavt begavet barn...

Sådan vil min kone helst snakke om det. Højt begavede børn, den særlige ADHD superkraft, det er i hvert fald IKKE en sygdom.
Jeg har fået hende overbevist om at SÅ fantastisk er det altså heller ikke at være sygemeldt med stress (igen), og jeg tænker heller ikke at datterens skoleværgen, sociale problemer og fuldstændig afvisning af at tage med til noget som helst socialt i familien har en fest.
Hun vil bare helst det positive spin. Og hvis du helst vil høre på dem der gerne vil lave det positive spin og fortælle om alt det fantastiske ved et handicap - så er du faktisk lige så slem som hende. For så hører du heller ikke efter de andre.

Det er ikke fordi jeg ikke VIL tage mig sammen. Det er fordi jeg brugte hvert eneste fucking minut på arbejde på at tage mig sammen før medicinen. Og derfor spiser jeg en pille.

Jeg er åben for alternativer - en hytte i skoven med alt betalt af staten lyder som en fin ide for mig. Hvem vil gerne være med til at betale mig for at gå på pension til min nuværende løn?

[Ata]

Jeg synes det er interessant hvordan nogle diagnoser har højere status end andre. ADHD er en højstatus-diagnose. Det er en undskyldning for dårlig adfærd kombineret med en måde man er særlig på. ADHD er en slags superkraft, hører man jævnligt. Ja, jeg har de her problemer, men jeg kan også hyperfokusere og producere noget helt særligt. Uh, look at me, I'm special. Blandt forældre hører man jævnligt om børn der er forbandet med høj intelligens. Altså min lille Noah er et højt begavet barn, og det giver bare nogle særlige udfordringer... Der er aldrig nogen der fortæller om at de har et lavt begavet barn...

ADHD er helt sikkert virkeligt for nogle. For andre er jeg ret overbevist om at det er narcissistisk navlepilleri og dårlige undskyldninger.

Hæ, sådan er det bestemt ikke blandt behandlere. Der siger vi snarere "åh nej, patienten har også ADHD", fordi vi ved, at det øger risikoen for frafald, gør bedring mindre sandsynligt, gør patienten sværere at hjælpe, gør sandsynligheden for at de arbejder systematisk med metoderne lavere osvosv. Så for mig er ADHD virkelig en nedtursdiagnose, som bare giver dig dårligere livschancer på alle arenaer. Så kan det godt være, at du har et højt energiniveau, men for mange er den primære "gevinst" ved det, at de ikke kan sove om natten...

[Grissebassen]

Jeg tænker, at en trist sidegevinst ved velfærdsstaten og det offentlige sundhedsvæsen er, at vi i langt højere grad symptombehandler end forebygger og årsagsbehandler. Jeg tror egentlig det paradoksalt nok er dyrere på den lange bane at bruge den model. Men det ville blive en stor investering at foretage den kulturændring. Og det er lidt ligesom med klimaforandringer bare som om, at politikerne ikke gider tænke så langsigtet. Klart nok, når deres valgperiode er noget kortere.

Men ja - en af effekterne af vores model er, at der nok bliver medicineret mere end nødvendigt. Jeg er ikke modstander af medicin, når det er nødvendigt. Men jeg tror, vi kunne spare en masse medicin med en kulturændring af sundhedsvæsenet og ved at indrette samfundet mere rummeligt. Fx ved at erkende at vores arbejdskraft består af mennesker med diagnoser og skavanker, som i realiteten sjældent kan holde til at være robuste, omstillingsparate, og [indsæt selv bullshit buzz word der optræder i nærmest alle jobannoncer] 37+ timer om ugen og samtidig passe familie og hjem og oven i det også holde sig selv sin egen sundhed ved lige.

Der hersker vist meget lidt tvivl om, at den holistiske tilgang til sundhed og helbred er den bedste. Men jeg har sgu aldrig set den anvendt herhjemme. Jeg mindes at have fået blæst ørene fulde af nyheder om inflation og stigende fødevarepriser, men er ikke stødt på så meget som en udtalelse om, at de fattigste i samfundet får sværere ved at spise sundt som konsekvens, med fokus på, hvilken betydning det vil have for deres helbred. Og det er jo bare et eksempel.

Jo mere snævert du definerer normen, jo flere mennesker falder uden for. Og jo højere krav, du stiller til folk, jo færre ressourcer har folk til at tage vare på deres eget helbred, og jo hurtigere hjulene kører, jo nemmere er Quick fixes.

Medicin kan være godt. Jeg har selv nydt godt af piller i spandevis til diverse. Jeg er dog aldrig blevet præsenteret for et alternativ. Heldigvis er jeg ressourcestærk nok til selv at opsøge viden og alternativer. Det er desværre ikke alle, der er det.

[Studsgaard]

Jeg har ligenu set tråden, men kan ikke svare før i morgen

Men som neurorotypysk mor, til bla ADHD og autisme børn, så tænker jeg at mine input måske kan give forståelse for hvilke af de styrker og ulemper man kan støde på i forhold til de forskellige diagnoser der er.

[Delfin]

I nogle tilfælde sidder recepblokken nok lidt for løst, mens medicin for andre kan være en nødvendighed.
Der er flere af vore borgere (arbejde), som får medicin af forskellig art, mest i kategorien psykiatriske indikationer. Jeg ser forskellen på, når den samme borger er velmedicineret, og når medicinen vælges fra, eller når en person skifter medicin ofte eller vælger medicinen fra/til på skift. Vælge fra/til sker ofte, når de har taget medicin et stykke tid. Når det så går godt, så mener de at de nu har det fint og kan undvære den. Når medicinen så er trappet ud, viser det sig, at det alligevel ikke går uden, og så starter de op igen, måske på samme eller et nyt præparat. Det er meget forenklet forklaring, men en dybere forklaring ville fylde et par sider.

Den sidste fælde har jeg selv været i som indehaver af en psykisk lidelse. I mange år har jeg slet ikke fået medicin, men jeg har lært på den hårde måde, at jeg skal stoppe med den praksis og pænt tage min medicin. Jeg har stadig udsving på medicin, men det er håndterbart, og de støtter mig i de andre strategier, jeg benytter mig af for at få livet til at hænge sammen. Når jeg ikke får medicin, går det helt ad h til. Jeg tror mange ting havde set anderledes ud, hvis den erkendelse var kommet tidligere i mit liv. Ok for tiden har jeg en periode, hvor jeg har tanker om, at det kunne være interessant at se, hvad der sker, hvis jeg forsøger at stoppe igen, men jeg ved jo, at det ville være et dumt træk, så det bliver nok ved tanken. I hvert fald indtil videre.

Mange som har prøvet at være stressramt ved hvor dårligt ens hjerne fungerer imens. Mange genvinder noget/det meste/al funktionsevne, når stress-perioden er overstået. For psykisk syge med hjernen på overarbejde konstant, kan det ende med at nogle af skaderne bliver varige.
Den anden side af medaljen er selvfølgelig at nogle typer psykofarmaka også påvirker de kognitive funktioner, så det er også lidt pest eller kolera over det, så man er nødt til at lave en afvejning af fordele og ulemper. Lige præcis der synes jeg at, at vores psykiatri svigter

[Neverkont]

Jeg tænker, at en trist sidegevinst ved velfærdsstaten og det offentlige sundhedsvæsen er, at vi i langt højere grad symptombehandler end forebygger og årsagsbehandler. Jeg tror egentlig det paradoksalt nok er dyrere på den lange bane at bruge den model. Men det ville blive en stor investering at foretage den kulturændring. Og det er lidt ligesom med klimaforandringer bare som om, at politikerne ikke gider tænke så langsigtet. Klart nok, når deres valgperiode er noget kortere.

Ja, den model er dyr for samfundet, men indbringende for medicinalindustrien.

Jeg tænker, at grunden til, at vores sundhedssystem ikke tænker i vitaminer og mineraler er, at det ikke er noget der kan tages patent på.

[Purple Haze]

Kom til at tænke på denne tråd da jeg var til frisøren i går, og overhørte en mand på 65-70år fortælle om sin blodtryksmedicin.

Han tager to piller om dagen. Synes det var irriterende og prøvede at stoppe med det og følte det som om hjertet gik fuldstændig amok, hvilket var dybt ubehageligt. Så han fortsætter med medicinen.

Jeg ved ikke om Jørgen kan ændre noget i sin livsstil så han ikke behøver medicinen, men tænker det er godt han har alternativet og kan tage piller for at have det godt/bedre.

[Ata]

Kom til at tænke på denne tråd da jeg var til frisøren i går, og overhørte en mand på 65-70år fortælle om sin blodtryksmedicin.

Han tager to piller om dagen. Synes det var irriterende og prøvede at stoppe med det og følte det som om hjertet gik fuldstændig amok, hvilket var dybt ubehageligt. Så han fortsætter med medicinen.

Jeg ved ikke om Jørgen kan ændre noget i sin livsstil så han ikke behøver medicinen, men tænker det er godt han har alternativet og kan tage piller for at have det godt/bedre.

Hypotetisk set er det også muligt at Jørgens hjerte går amok, fordi det har vænnet sig til at få medicinen. Det er fx derfor det er så svært at stoppe med antidepressiva.

[paint]

Kom til at tænke på denne tråd da jeg var til frisøren i går, og overhørte en mand på 65-70år fortælle om sin blodtryksmedicin.

Han tager to piller om dagen. Synes det var irriterende og prøvede at stoppe med det og følte det som om hjertet gik fuldstændig amok, hvilket var dybt ubehageligt. Så han fortsætter med medicinen.

Jeg ved ikke om Jørgen kan ændre noget i sin livsstil så han ikke behøver medicinen, men tænker det er godt han har alternativet og kan tage piller for at have det godt/bedre.

Hypotetisk set er det også muligt at Jørgens hjerte går amok, fordi det har vænnet sig til at få medicinen. Det er fx derfor det er så svært at stoppe med antidepressiva.

Især for nogle af præaraterne. De undersøgelser jeg har læst, har vist at SSRI (Cipramil/Cipralex) som primært påvirker serotoninbalancen, ikke har nær de samme seponeringssymptomer, som f.eks SNRI, som påvirker flere signalstoffer (Noradrenalin bl.a.) For slet ikke at tale om de ældre tricykiske midler.