Medicin vs. livsstil

[Grissebassen]

Jeg tænker, at en trist sidegevinst ved velfærdsstaten og det offentlige sundhedsvæsen er, at vi i langt højere grad symptombehandler end forebygger og årsagsbehandler. Jeg tror egentlig det paradoksalt nok er dyrere på den lange bane at bruge den model. Men det ville blive en stor investering at foretage den kulturændring. Og det er lidt ligesom med klimaforandringer bare som om, at politikerne ikke gider tænke så langsigtet. Klart nok, når deres valgperiode er noget kortere.

Men ja - en af effekterne af vores model er, at der nok bliver medicineret mere end nødvendigt. Jeg er ikke modstander af medicin, når det er nødvendigt. Men jeg tror, vi kunne spare en masse medicin med en kulturændring af sundhedsvæsenet og ved at indrette samfundet mere rummeligt. Fx ved at erkende at vores arbejdskraft består af mennesker med diagnoser og skavanker, som i realiteten sjældent kan holde til at være robuste, omstillingsparate, og [indsæt selv bullshit buzz word der optræder i nærmest alle jobannoncer] 37+ timer om ugen og samtidig passe familie og hjem og oven i det også holde sig selv sin egen sundhed ved lige.

Der hersker vist meget lidt tvivl om, at den holistiske tilgang til sundhed og helbred er den bedste. Men jeg har sgu aldrig set den anvendt herhjemme. Jeg mindes at have fået blæst ørene fulde af nyheder om inflation og stigende fødevarepriser, men er ikke stødt på så meget som en udtalelse om, at de fattigste i samfundet får sværere ved at spise sundt som konsekvens, med fokus på, hvilken betydning det vil have for deres helbred. Og det er jo bare et eksempel.

Jo mere snævert du definerer normen, jo flere mennesker falder uden for. Og jo højere krav, du stiller til folk, jo færre ressourcer har folk til at tage vare på deres eget helbred, og jo hurtigere hjulene kører, jo nemmere er Quick fixes.

Medicin kan være godt. Jeg har selv nydt godt af piller i spandevis til diverse. Jeg er dog aldrig blevet præsenteret for et alternativ. Heldigvis er jeg ressourcestærk nok til selv at opsøge viden og alternativer. Det er desværre ikke alle, der er det.

[Studsgaard]

Jeg har ligenu set tråden, men kan ikke svare før i morgen

Men som neurorotypysk mor, til bla ADHD og autisme børn, så tænker jeg at mine input måske kan give forståelse for hvilke af de styrker og ulemper man kan støde på i forhold til de forskellige diagnoser der er.

[Delfin]

I nogle tilfælde sidder recepblokken nok lidt for løst, mens medicin for andre kan være en nødvendighed.
Der er flere af vore borgere (arbejde), som får medicin af forskellig art, mest i kategorien psykiatriske indikationer. Jeg ser forskellen på, når den samme borger er velmedicineret, og når medicinen vælges fra, eller når en person skifter medicin ofte eller vælger medicinen fra/til på skift. Vælge fra/til sker ofte, når de har taget medicin et stykke tid. Når det så går godt, så mener de at de nu har det fint og kan undvære den. Når medicinen så er trappet ud, viser det sig, at det alligevel ikke går uden, og så starter de op igen, måske på samme eller et nyt præparat. Det er meget forenklet forklaring, men en dybere forklaring ville fylde et par sider.

Den sidste fælde har jeg selv været i som indehaver af en psykisk lidelse. I mange år har jeg slet ikke fået medicin, men jeg har lært på den hårde måde, at jeg skal stoppe med den praksis og pænt tage min medicin. Jeg har stadig udsving på medicin, men det er håndterbart, og de støtter mig i de andre strategier, jeg benytter mig af for at få livet til at hænge sammen. Når jeg ikke får medicin, går det helt ad h til. Jeg tror mange ting havde set anderledes ud, hvis den erkendelse var kommet tidligere i mit liv. Ok for tiden har jeg en periode, hvor jeg har tanker om, at det kunne være interessant at se, hvad der sker, hvis jeg forsøger at stoppe igen, men jeg ved jo, at det ville være et dumt træk, så det bliver nok ved tanken. I hvert fald indtil videre.

Mange som har prøvet at være stressramt ved hvor dårligt ens hjerne fungerer imens. Mange genvinder noget/det meste/al funktionsevne, når stress-perioden er overstået. For psykisk syge med hjernen på overarbejde konstant, kan det ende med at nogle af skaderne bliver varige.
Den anden side af medaljen er selvfølgelig at nogle typer psykofarmaka også påvirker de kognitive funktioner, så det er også lidt pest eller kolera over det, så man er nødt til at lave en afvejning af fordele og ulemper. Lige præcis der synes jeg at, at vores psykiatri svigter

[Neverkont]

Jeg tænker, at en trist sidegevinst ved velfærdsstaten og det offentlige sundhedsvæsen er, at vi i langt højere grad symptombehandler end forebygger og årsagsbehandler. Jeg tror egentlig det paradoksalt nok er dyrere på den lange bane at bruge den model. Men det ville blive en stor investering at foretage den kulturændring. Og det er lidt ligesom med klimaforandringer bare som om, at politikerne ikke gider tænke så langsigtet. Klart nok, når deres valgperiode er noget kortere.

Ja, den model er dyr for samfundet, men indbringende for medicinalindustrien.

Jeg tænker, at grunden til, at vores sundhedssystem ikke tænker i vitaminer og mineraler er, at det ikke er noget der kan tages patent på.

[Purple Haze]

Kom til at tænke på denne tråd da jeg var til frisøren i går, og overhørte en mand på 65-70år fortælle om sin blodtryksmedicin.

Han tager to piller om dagen. Synes det var irriterende og prøvede at stoppe med det og følte det som om hjertet gik fuldstændig amok, hvilket var dybt ubehageligt. Så han fortsætter med medicinen.

Jeg ved ikke om Jørgen kan ændre noget i sin livsstil så han ikke behøver medicinen, men tænker det er godt han har alternativet og kan tage piller for at have det godt/bedre.

[paint]

Kom til at tænke på denne tråd da jeg var til frisøren i går, og overhørte en mand på 65-70år fortælle om sin blodtryksmedicin.

Han tager to piller om dagen. Synes det var irriterende og prøvede at stoppe med det og følte det som om hjertet gik fuldstændig amok, hvilket var dybt ubehageligt. Så han fortsætter med medicinen.

Jeg ved ikke om Jørgen kan ændre noget i sin livsstil så han ikke behøver medicinen, men tænker det er godt han har alternativet og kan tage piller for at have det godt/bedre.

Hypotetisk set er det også muligt at Jørgens hjerte går amok, fordi det har vænnet sig til at få medicinen. Det er fx derfor det er så svært at stoppe med antidepressiva.

Især for nogle af præaraterne. De undersøgelser jeg har læst, har vist at SSRI (Cipramil/Cipralex) som primært påvirker serotoninbalancen, ikke har nær de samme seponeringssymptomer, som f.eks SNRI, som påvirker flere signalstoffer (Noradrenalin bl.a.) For slet ikke at tale om de ældre tricykiske midler.

[Rhododendron]

Jeg arbejder i folkeskolen, hvor man er begyndt at tænke i, at rammerne skal ændres, så flere børn kan være i folkeskolen. De voksne skal tilpasse sig børnene, og vi har på vores skole mellemform-klasser, hvor der er 12 almen elever og 4 visiterede. Og tanken er jo fin, at man netop justerer på det ydre fremfor det indre. Men praktisk er det bare virkelig svært. I min klasse er det kun 1 ud af de 4, som reelt kan være i tilbuddet, og hun kunne også være i en almenklasse. Og i de andre mellemform-klasser har der også været flere elever, som alligevel ikke kunne være i det, så det er svært at justere det ydre, så børn med udfordringer kan være i det og mange har brug for, at der bliver justeret virkelig meget, så de ender i specialklasser. Og efter folkeskolen, så justerer verden sig jo ikke. Så selvom ideen er god, så er det bare nødvendigt for de fleste med udfordringer at tilpasse sig den verden, som de lever i, hvis de ønsker at opnå de samme ting, som andre uden udfordringer.

Men hvordan ved man at det er nødvendigt for at børnene senere kan tilpasse sig verden? For 30 år siden var der ingen der talte om ADHD, men menneskene var vel omtrent de samme. Nogle af dem der var børn for 30 år siden, bliver så diagnosticeret med ADHD nu når de er fuldvoksne og har både uddannelse og karriere og har klaret sig fint - har de mennesker brug for medicin for at klare sig?

Børn mistrivedes også for 30 år siden, selvom skolesystemet var anderledes og på mange områder bedre.
Men det skolesystemet har måske været en hjælp til, at de børn trods alt kunne tage en uddannelse og få en karriere. Hvis de ikke nåede at blive misbrugere og kriminelle, inden de forlod folkeskolen
Men betyder en uddannelse og en karriere at de har klaret sig fint?

Mange voksne som bliver diagnosticeret med ADHD, har lidt i stilhed i store dele af deres liv. De har gennem livet fundet mestringsstrategier for at overleve og for at fremstå nogenlunde almindelig og som en der "har klaret sig fint". Det kan være de kollapser når de kommer hjem fra jobbet, eller at de bruger alle weekender på at være syg, sove, græde og/eller selvmedicinere med mad, alkohol, gambling, narkotika, ekstremsport, porno mm. De får som voksne stress, angst eller depression og bøvler sandsynligvis med følgerne af det i mange år, inden de får en reel udredning.
De har levet med en udbrændt hjerne i det meste af deres liv, uden at vide hvorfor og om det kunne afhjælpes. Symptomerne i barndommen var måske ikke så tydelige, og hjernen var ikke brændt så meget af endnu, men den var allerede dengang på overarbejde pga. manglende signalstoffer. Rammerne gjorde bare at de ikke blev opdaget, og man kan så diskutere om det er godt eller skidt.

Når man så endelig kommer til en diagnose som 30-40 årig, kan medicin give et håb om at komme til at fungere nogenlunde og ikke bare overleve. Hjernen føles ikke længere som havregrød, og det bliver muligt at modtage mere end en instruks ad gangen. Man kan måske for første gang i flere år holde ud at være sammen med andre mennesker, uden at være drænet for energi i flere dage efter. Man kan opleve at have overblik over kalenderen, børnenes legeaftaler og huske svigermors fødselsdag. Man kan for første gang i mange år falde i søvn uden stimulanser og man kan sove en HEL nat uden 3-4 opvågninger. Og opvasken behøver ikke længere vente til der ikke er mere rent service, eller til man får gæster

Har de mennesker brug for medicin for at klare sig? Måske ikke, men for mange er medicinen et redskab til at få overskud i sit liv, så man kan arbejde med at lave nye strategier i hverdagen.

Har børn med de samme udfordringer i dag så brug for medicin, eller kan de ikke bare tage sig lidt ekstra sammen og gøre brug af nogle pædagogiske redskaber? Jeg tror vi skåner nogle af disse børn for følgevirkninger senere i livet, hvis de bliver medicineret for ADHD allerede i skolealderen.
Ved at hjælpe deres hjerne med bedre signalstoffer, undgår de måske at finde dårlige mestringsstrategier for at kunne klare hverdagen. De opnår tidligere en forståelse for deres udfordringer (som dog kan give bagslag hvis det bliver brugt som en undskyldning), og kan dermed være opmærksomme på gode og dårlige ting ved at have en ADHD-hjerne. Sideløbende kan man så arbejde med de pædagogiske redskaber, så medicinen ikke bliver den eneste hjælp.

Jeg mener dog ikke at medicin er en mirakelkur for ADHD, men for rigtig mange er det første skridt på vejen til bedre livskvalitet, for både den med ADHD og dem omkring dem

[Vosha2]

Jeg har selv tidligere lidt af angst og depression. Jeg fik udskrevet psykofarmaka af min læge og det resulterede i at jeg fik det bedre, fordi medicinen i mange tilfælde går ind og lægger ‘låg’ på følelserne, så man ikke mærker så meget. Så jeg blev mere ligeglad og altså ikke så meget angst og tristheden var heller ikke så slemt. Det resulterede også i at jeg ikke rigtig kunne mærke mig selv og følte mig som en robot. Oplevede ikke ægte glæde.

Jeg stoppede efter nogle år og begyndte at arbejde intens med mig selv og bearbejde gamle trauma som egentlig var årsag til angsten og depressionen.
I dag har jeg 0 angst eller depression.
Jeg lærte også en vigtig ting som er at psykofarmaka ofte gør at du ikke helt kan arbejde med de ting som er årsag til sygdommen.
Ofte er årsagen gamle følelser som sidder i kroppen og som vi har lært at undertrykke. Vi kan ikke mærke de følelser på pillerne, fordi de ‘bedøver’ os.
Dermed kommer vi aldrig rigtig ind til kernen. Healing sker når vi mærker alt det gamle trauma og gamle følelser, får forløsning på det og giver slip på det. Vi kan ikke tænke os igennem det, det er i kroppen det sker.

Når det så er sagt kan den slags medicin være gavnligt hvis man er rigtig langt nede eller meget dårlig. Helt sikkert. Det kan være en hjælp til at komme videre. Det er simpelthen heller ikke alle der er i stand eller magter at arbejde med svære følelser.

Men generelt set så er min oplevelse og erfaring med andre også at vi skal ikke bedøve så meget, tværtimod skal vi turde mærke mere måske i samspil med en psykolog, fordi det kan godt være hårdt.

Hvis man læser Gabor Mate’s bog ‘the myth of normal’ så beskriver han faktisk rigtig godt denne problematik. At vi lever i et samfund som er giftigt for os. Han taler også om ADHD og hans teori er at det ofte skyldes trauma i tidlig barndom som er årsag til at vi udvikler ADHD.
Det samme med bipolar. Jeg har haft et samarbejde med en psykolog på arbejdet og hun har arbejdet med sex misbrugte børn, som senere i livet fik en bipolar diagnose. Hun fortalte at hun havde flere klienter som simpelthen fik frataget den diagnose efter de havde lavet det hårde arbejde og arbejdet med sig selv og healet gamle ting. Fordi hjernen måske har brugt nogle uhensigtsmæssige copingstrategier (altså borderline symptomer) på at overleve men nu lærer man den at det ikke er nødvendigt længere, at man er tryg nu osv.
det behøver iøvrigt ikke at være voldsomme trauma. Det er nok at man måske ikke blev set/hørt/mødt som barn i sine følelser og derved lukker ned.

Der er iøvrigt også forskning som viser at vi kan arve vores forfædres trauma! Så det hele er ret kompliceret, men ikke desto mindre så tror jeg at hvis vi havde mere fokus og viden omkring opdragelse, hvad børn har brug for, at vi kan regulere os selv følelsesmæssigt og vores nervesystem og kan leve med end at overleve så tror jeg de fleste piller er unødvendige.

[paint]

Jeg har selv tidligere lidt af angst og depression. Jeg fik udskrevet psykofarmaka af min læge og det resulterede i at jeg fik det bedre, fordi medicinen i mange tilfælde går ind og lægger ‘låg’ på følelserne, så man ikke mærker så meget. Så jeg blev mere ligeglad og altså ikke så meget angst og tristheden var heller ikke så slemt. Det resulterede også i at jeg ikke rigtig kunne mærke mig selv og følte mig som en robot. Oplevede ikke ægte glæde.

Jeg stoppede efter nogle år og begyndte at arbejde intens med mig selv og bearbejde gamle trauma som egentlig var årsag til angsten og depressionen.
I dag har jeg 0 angst eller depression.
Jeg lærte også en vigtig ting som er at psykofarmaka ofte gør at du ikke helt kan arbejde med de ting som er årsag til sygdommen.
Ofte er årsagen gamle følelser som sidder i kroppen og som vi har lært at undertrykke. Vi kan ikke mærke de følelser på pillerne, fordi de ‘bedøver’ os.
Dermed kommer vi aldrig rigtig ind til kernen. Healing sker når vi mærker alt det gamle trauma og gamle følelser, får forløsning på det og giver slip på det. Vi kan ikke tænke os igennem det, det er i kroppen det sker.

Når det så er sagt kan den slags medicin være gavnligt hvis man er rigtig langt nede eller meget dårlig. Helt sikkert. Det kan være en hjælp til at komme videre. Det er simpelthen heller ikke alle der er i stand eller magter at arbejde med svære følelser.

Men generelt set så er min oplevelse og erfaring med andre også at vi skal ikke bedøve så meget, tværtimod skal vi turde mærke mere måske i samspil med en psykolog, fordi det kan godt være hårdt.

Hvis man læser Gabor Mate’s bog ‘the myth of normal’ så beskriver han faktisk rigtig godt denne problematik. At vi lever i et samfund som er giftigt for os. Han taler også om ADHD og hans teori er at det ofte skyldes trauma i tidlig barndom som er årsag til at vi udvikler ADHD.
Det samme med bipolar. Jeg har haft et samarbejde med en psykolog på arbejdet og hun har arbejdet med sex misbrugte børn, som senere i livet fik en bipolar diagnose. Hun fortalte at hun havde flere klienter som simpelthen fik frataget den diagnose efter de havde lavet det hårde arbejde og arbejdet med sig selv og healet gamle ting. Fordi hjernen måske har brugt nogle uhensigtsmæssige copingstrategier (altså borderline symptomer) på at overleve men nu lærer man den at det ikke er nødvendigt længere, at man er tryg nu osv.
det behøver iøvrigt ikke at være voldsomme trauma. Det er nok at man måske ikke blev set/hørt/mødt som barn i sine følelser og derved lukker ned.

Der er iøvrigt også forskning som viser at vi kan arve vores forfædres trauma! Så det hele er ret kompliceret, men ikke desto mindre så tror jeg at hvis vi havde mere fokus og viden omkring opdragelse, hvad børn har brug for, at vi kan regulere os selv følelsesmæssigt og vores nervesystem og kan leve med end at overleve så tror jeg de fleste piller er unødvendige.

Jeg har ikke læst den omtalte bog. Men til gengæld har jeg læst og hørt om den såkaldte 'Antipsykiatri', som var en retning i 1960'erne, anført af Ronald. D. Laing og David Cooper, hvis udgangspunkt var, at det ikke var patienterne der var syge, men derimod samfundet. De alvorlige psykiske lidelser, var simpelthen en 'sund reaktion, på et sygt samfund', og en syg familiestruktur. Det lyder besnærende let, bare at give samfundet skylden for alt. Og så i øvrigt mene, at folk bare skulle 'gennemleve' deres psykoser med hjælp fra en behandler, og eventuelt lidt LSD, til at lette det hele, så ville de komme fornyet og raske ud på den anden side.

Men deres projekt på Kingsley Hall i London, endte op med at blive noget af en fiasko.

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Jeg har ikke læst hele tråden. Jeg vil blot sige, at de børn jeg kender til, som er medicineret mod adhd, absolut ikke får det for at passe ned i en snæver kasse. Der er tale om så massiv mistrivsel pga. handicappet- og det ville der være uanset hvilke rammer de er i.

[MellowGorilla]

Jeg har ikke læst hele tråden. Jeg vil blot sige, at de børn jeg kender til, som er medicineret mod adhd, absolut ikke får det for at passe ned i en snæver kasse. Der er tale om så massiv mistrivsel pga. handicappet- og det ville der være uanset hvilke rammer de er i.

Man skal i hvert fald også passe på med hvilke rammer man er nødt til at lave, for at de passer ind i dem. For meget justering af rammerne, kan gøre at de bliver mere socialt handikappet og ikke resiliente nok til ungdoms- og voksenlivet. Mange børn ender i dag i specialklasser, hvor de ikke får den samme faglighed eller sociale læring, for en del af dem ville et normalt skoletilbud være bedre, hvis de fik medicin så de kunne passe ned i den kasse.

[MrMister]

Jeg tager medicin dagligt. Jeg ville ønske, jeg havde været bevidst om min diagnose tidligere i livet. Så havde jeg været forskånet for meget og vigtigere, havde skåner andre også.

Jeg er dog enormt kritisk over for dosis. Det er virkelig trial and error og enormt usagligt eller videnskabeligt. Sådan føltes det. Jeg nåede op på 200mg Ritalin og andet dagligt. Det fandt jeg så ud af (selv) er 3-3.5x anbefaler voksendosis…

Pt vil jeg gerne nedtrappes, eller trial and error på dét. Det kræver 16 måneders ventetid i mit område. Egen læge må ikke. Det finder jeg lige så mærkværdigt.

Ideelt set fik man lige dele psykiatertid som psykologisk-pædagogisk hjælp. For redskaber uden medicin, og modsat, er imo forkert. Og det er så næste problem: det kræver altså en del at finde en god psykolog til eks adhd. Dels skal der være erfaring, dels kemi, dels skal de iøvrigt anerkende diagnosens berettigelse selv. Den psykolog har jeg ikke fundet endnu trods ihærdige forsøg.

[MrMister]

Jeg tager medicin dagligt. Jeg ville ønske, jeg havde været bevidst om min diagnose tidligere i livet. Så havde jeg været forskånet for meget og vigtigere, havde skåner andre også.

Jeg er dog enormt kritisk over for dosis. Det er virkelig trial and error og enormt usagligt eller videnskabeligt. Sådan føltes det. Jeg nåede op på 200mg Ritalin og andet dagligt. Det fandt jeg så ud af (selv) er 3-3.5x anbefaler voksendosis…

Pt vil jeg gerne nedtrappes, eller trial and error på dét. Det kræver 16 måneders ventetid i mit område. Egen læge må ikke. Det finder jeg lige så mærkværdigt.

Ideelt set fik man lige dele psykiatertid som psykologisk-pædagogisk hjælp. For redskaber uden medicin, og modsat, er imo forkert. Og det er så næste problem: det kræver altså en del at finde en god psykolog til eks adhd. Dels skal der være erfaring, dels kemi, dels skal de iøvrigt anerkende diagnosens berettigelse selv. Den psykolog har jeg ikke fundet endnu trods ihærdige forsøg.

Har du prøvet at finde en specialpsykolog? De har en 4-årig efteruddannelse i psykiatri, så måske kunne de guide dig i at nedtrappe dosis på din medicin? Til tider arbejder de også tæt sammen med en psykiater, som kan "autorisere" det som specialpsykologen sætter i værk.
Jeg har hørt godt om Molis ifht. hjælp vedr. autisme og ADHD.

Nej, anede ikke det eksisterede. Er de dækkede via ydernummer eller via eget dankort?

[billiebean]

Kan sgu godt blive lidt træt af folk der har meninger om, hvorvidt andre der har det rigtig, rigtig skidt bør tage medicin eller ej.

Det at tage medicin for en psykisk lidelse er sjældent noget man gør, hvis man kan slippe for det. De jeg kender der har skullet træffe det valg, har haft vanvittigt mange overvejelser for og imod.

Medicin til psykiske lidelser bør i mine øjne ikke være så tabuiseret som det er, fordi det medfører at syge mennesker ender med at lide - og det der er værre - i alt for lang tid.

Når det er sagt, så er jeg all for at finde nogle rammer, hvor vi som menneskedyr fungerer bedre. Det er bare rigtig svært i et hyperglobalt materialistisk kapitalistisk samfund, der har brug for arbejdsheste til at skabe vækst, vækst, vækst.

Og hvad skal man så gøre som individ som har det af h til? Jeg synes ikke man kan blame mennesker, at de prøver at leve et mindre pinefuldt liv via medicin.

[Ekliptika]

Den her tråd er da godt nok stigmatiserende for folk med psykisk sygdom.
Jeg ville ønske, at jeg kunne give alle dem, der kalder ADHD for “højstatusdiagnose” og “alle drenge har det” og “superkræfter” et grundigt indblik i, hvad det egentlig vil sige at leve med ADHD, men erfaring har lært mig, at det er kun, når man selv lever i det hver dag, at man virkelig forstår.
Jeg har selv ADHD tæt inde på livet, har to børn med diagnosen og kunne nok også selv få den, hvis jeg søgte udredning. Udadtil ser vi velfungerende ud, jeg er afdelingsleder med ansvar for folk i flere lande, og vores børn er velopdragne, rimelig socialt velfungerende og højt begavede. Vi ejer et stort hus i et attraktivt område nord for KBH og har 3 biler. Det lyder jo altsammen fint, ikke?
Jeg synes desværre, at der er indlæg i denne tråd, som kan i bedste fald virke uvidende om, i værste nedladende overfor, folk med ADHD.
Folk, der har ADHD, kan udefra set virke ret velfungerende, men virkeligheden er ofte en anden. Man kan ikke få en ADHD diagnose, hvis man er velfungerende, hverken som barn eller voksne, da det er indbygget i diagnosekriterierne, at symptomerne skal give anledning til en betydende funktionsnedsættelse. Så du får ikke en ADHD diagnose bare på symptomer alene.
Mange kan have en mening om, at børn helst ikke skal medicineres mod ADHD, fordi vi som samfund har en grundlæggende ide om, at det er dårligt at medicinere børn generelt, og særligt i forhold til psykofarmaka. Hvad nu, hvis man skal anskue det på en anden måde. Hvad nu, hvis der er forskning, som viser, at børn med ADHD, som er tidligt medicineret, klarer sig bedre som voksne, end dem med ADHD, som ikke var medicineret som børn? Hvad hvis der er forskning, der viser, at hjernens neurologiske udvikling hos tidligt medicinerede børn med ADHD i højere grad ligner den neurologiske udvikling af hjernen hos børn uden ADHD, når begge grupper når voksenalderen, sammenlignet med hjernens strukturelle udvikling hos børn med ADHD, der ikke har været medicineret?
ADHD er ikke en psykisk sygdom, det er en neurologisk lidelse, hvor hjernen ikke har tilstrækkelig rådighed over et bestemt signalstof ( meget forsimplet). Barnet/den voksne med ADHD kan udvikle psykisk sygdom som angst og depression eller en adfærdsforstyrrelse som feks ODD, fordi man ikke kan imødekomme de krav og forventninger, som der bliver stillet af det omgivende samfund (familie, venner, daginstitution, skole, arbejde etc). Svarende til, at hvis du mangler et ben, men konstant bliver bedt om at løbe en tur, og bliver mødt med manglende forståelse for eller får skæld ud over, at du ikke kan løbe 10 km eller løber markant langsommere end alle de andre. Du får konstant at vide, at det er fordi, du er doven eller ulydig, og du bare skal tage dig sammen eller øve dig lidt mere i at løbe. Alle de andre kan løbe 10 km, og du forstår ikke, hvorfor du så ikke kan. Tilsidst ender du nok også med at reagere enten indadrettet med depression og angst eller udadrettet ved at blive trodsig, voldsom og højtråbende.