At være alene

[Nicolait]

Jeg er introvert, så jeg lader op i mit eget selskab og har derfor naturligt nok brug for alenetid. Jeg synes faktisk det er lidt hårdt at bo sammen med et andet menneske. Efter arbejde er jeg helt brugt og har bare brug for at lade op til dagen efter. Nogle gange drømmer jeg om at bo alene.

Min naturlige indstilling er at være stille og tænke før jeg taler. Jeg har det fint med at observere og komme med mine input, når jeg har et nyt perspektiv at byde ind med, men jeg har lært at justere på min stilhed alt efter situationen. Jeg vil nogle ting med mit liv, som ikke er foreneligt med at være introvert, og jeg har derfor tillært mig ekstrovert adfærd - hvilket nok også er grunden til at jeg er så træt efter arbejde. Jeg oplever jævnligt at folk bliver overrasket, når jeg fortæller, at jeg er introvert. Det afhænger af situationen, hvordan jeg virker. Nogle gange tillader jeg mig selv at være introvert og stille og andre gange er jeg nødt til at være udadrettet og åbenmundet. Jeg har jævnligt en ledende rolle og står foran mange mennesker og taler, og som introvert er det ikke super fedt, men det bliver nemmere og det er nødvendigt.

Jeg synes det er vigtigt for alle (også introverte) at lære at smalltalke. Jeg hadede det i begyndelsen, men det er dér relationerne starter, så man er nødt til at lære det. Det er lidt ligesom at træne en muskel, og med træning bliver det nemmere og nemmere.

Må jeg spørge, hvordan lærte du at blive mere ekstrovert?

Efter jeg blev udredt for søvnapnø og kommet i behandling for det, kan jeg mærke, at jeg har meget mere energi, end jeg nogensinde har haft.
Nogle gange føler jeg også, at jeg har for meget energi, når jeg er kommet hjem fra arbejde med følelsen af, at jeg ikke har talt nok med folk i løbet af dagen.

[Nicolait]

En ting, som jeg har gået og tænkt over, da jeg fik en bemærkning, da jeg var til fødselsdag i dag. Der var en dame, der sagde, til mig, at jeg ikke sagde særligt meget, og at jeg var meget stille. På sin vis er det en bemærkning, som jeg har hørt mange gange. Jeg taler nok også mindre end gennemsnittet, men når det så er sagt, så siger jeg for det meste alt det, som jeg har behov for at sige. Jeg har nok ikke brug for at tale bare for at tale.
Det ledte mig hen til de tanker, som jeg gik med i aftes, da jeg var ude at fotografere. Hvordan er I til at smalltalke med andre? Jeg er som sådan nok ok til det, men mit problem er, at jeg ikke er opmærksom på, at der er situationer, hvor det er oplagt eller påkrævet at smalltalke. Det ender med, at jeg godt kan sidde og lytte til andre, der taler uden at føle det nødvendigt selv at tale. Herved fremstår jeg også som en, der er meget stille.
Hvordan har I det med eksempelvis at ringe til andre, bare for at snakke og høre om, hvordan det går? Det er nemlig noget, som jeg overvejede, at jeg burde blive bedre til at gøre. Derfor ville jeg gerne høre, hvordan I gør, hvis I ringer til nogen bare for at smalltalke, hvis der er nogen, der eventuelt vil dele deres tanker?

Smalltalk via opkald til nogen jeg kender, er drevet af hhv nysgerrighed [som tilfredsstiller et personligt behov for at have informationer om verden], interesse i dem og et behov for at vide, hvordan de har det, motiveret af kærlighed og omsorg. De 3 faktorer driver mit engagement i at lytte og spørge indtil jeg føler, at jeg har afdækket hvad der foregår og har en tilfredsstillende fornemmelse af, hvordan de har det med at eksistere i verden pt, om der er behov for at jeg gør et eller andet, eller om alt er fint.
Nogle gange aftaler vi at/om/hvornår vi skal ses næste gang.
Og så snakker vi selvfølgelig også om mig, i det omfang jeg har noget særligt på hjerte.

Jeg interesserer mig fx for følgende:

- deres aktuelle situation: hvordan har de det ligenu/for tiden?
- hvad beskæftiger de sig med, altså grubler de over noget bestemt, er de særligt optagede af et eller andet, er der noget der fylder, har de påbegyndt en ny interessant hobby, hvad bruger de deres tid på?
- deres eventuelle parforholdssituation: hvon' går det med dem og deres kæreste/r, dating, whatever-ish
- deres familie, hvad sker der i den, har ungerne det godt, hvad foretager de sig, har de spændende planer?
- deres arbejdsliv, hvis de har et: kollegaer, projekter, er de tilfredse hvor de er, hvordan med det de fortalte om sidst?
- opfølgning på de ting der var aktuelle sidst vi talte

dén slags.

Selvom jeg er ret socialt anlagt og rimelig glad for at snakke med folk, jeg ikke kender og dén slags, så har jeg MANGE gange siddet omkring mennesker, jeg ingen interesse havde i og for, og ikke haft en eneste tanke i hovedet, jeg havde lyst til at dele og ingen motivation for at engagere. Så kan jeg føle mig sær og indelukket. Sådan er det nogle gange.

Det har ikke altid været lige nemt for mig, men jeg lærte mig selv det, da jeg var yngre, fordi jeg var træt af at jeg ikke havde samme sociale lethed, som de der snakke-mennesker havde. Og så opdagede jeg som følge af det, at jeg nemt kan finde nysgerrighed og interesse frem og at dét er super anvendeligt når man skal smalltalte med fremmede: interessér dig for den anden, kom eventuelt med nogle generelle (eller pudsige! - du er ret sjov, jo) betragtninger som respons, fortæl eventuelt en kort historie om dig selv, der relaterer til det de fortalte, som demonstrer at du har hørt efter og forstået, hvad de talte om, også i dybden.

Hvis du har tendens til social angst, kan du prøve at sige højt til dig selv inde i hovedet, om dem, du er sammen med, at det er dine venner, også selvom du ikke kender dem. "Det er mine venner, der står der" "Der sidder min ven". Tænkt det højt og tydeligt nogle gange. Det ændrer følelsen af situationen og dem, og er laaaaaaaaangt oftere mere sandt end det modsatte.

Og så har jeg opdaget det virkelig dejlige ved at udveksle nogle ord med fremmede på gaden. Det er ligemeget om hvad, det er dybest set et socialt ritual der handler om at signalere til hinanden, at vi bor i en hyggelig landsby, hvor vi alle er venligtsindede.

Der er nok et element af social angst. Nogle gange kan det være frygten for at få prædiket “mærkelig”, som kan være hæmmende. Andre gange kan det være, at jeg går og tænker for meget over tingene.
En ting, jeg har lagt mærke til med mig, er at jeg kan snakke med folk både om faglige ting og ikke faglige ting, og jeg har et stort netværk på min arbejdsplads. Jeg går og joker og taler om andre ting, når vi arbejder (selvfølgelig arbejder jeg også), men når det bliver frokosttid, kan jeg være meget stille under frokosten. Der synes jeg pludseligt, at det kan være svært at byde ind med noget.

Nogle gange kunne det være rart at kunne se sig selv udefra i forskellige situationer.

[Smiling_Goat]

Jeg er introvert, så jeg lader op i mit eget selskab og har derfor naturligt nok brug for alenetid. Jeg synes faktisk det er lidt hårdt at bo sammen med et andet menneske. Efter arbejde er jeg helt brugt og har bare brug for at lade op til dagen efter. Nogle gange drømmer jeg om at bo alene.

Min naturlige indstilling er at være stille og tænke før jeg taler. Jeg har det fint med at observere og komme med mine input, når jeg har et nyt perspektiv at byde ind med, men jeg har lært at justere på min stilhed alt efter situationen. Jeg vil nogle ting med mit liv, som ikke er foreneligt med at være introvert, og jeg har derfor tillært mig ekstrovert adfærd - hvilket nok også er grunden til at jeg er så træt efter arbejde. Jeg oplever jævnligt at folk bliver overrasket, når jeg fortæller, at jeg er introvert. Det afhænger af situationen, hvordan jeg virker. Nogle gange tillader jeg mig selv at være introvert og stille og andre gange er jeg nødt til at være udadrettet og åbenmundet. Jeg har jævnligt en ledende rolle og står foran mange mennesker og taler, og som introvert er det ikke super fedt, men det bliver nemmere og det er nødvendigt.

Jeg synes det er vigtigt for alle (også introverte) at lære at smalltalke. Jeg hadede det i begyndelsen, men det er dér relationerne starter, så man er nødt til at lære det. Det er lidt ligesom at træne en muskel, og med træning bliver det nemmere og nemmere.

Må jeg spørge, hvordan lærte du at blive mere ekstrovert?

Efter jeg blev udredt for søvnapnø og kommet i behandling for det, kan jeg mærke, at jeg har meget mere energi, end jeg nogensinde har haft.
Nogle gange føler jeg også, at jeg har for meget energi, når jeg er kommet hjem fra arbejde med følelsen af, at jeg ikke har talt nok med folk i løbet af dagen.

Det er et rigtigt nederen svar, men jeg gjorde det bare. "Fake it till you make it"-agtigt.

Jeg tvang mig selv til at tage med til ting, selvom jeg ikke orkede det og så forberedte jeg nogle spørgsmål jeg kunne stille, hvis der blev stille. Jeg forberedte mellem 3-5 spørgsmål at indlede samtaler med, og så handlede det jo bare om at stille uddybende spørgsmål til det folk svarede. På et tidspunkt begyndte svarene at interessere mig, og så kørte det af sig selv.

Mht. Oplæg foran mange mennesker, så er forberedelse og selvironi nøglen for mig. Jeg kommer i god tid, så jeg har styr på lokale osv., og så er jeg ordentligt inde i mit materiale, så jeg ikke skal bruge energi på det, og sker der så alligevel noget uventet, så er jeg den første til at grine af det.

[Nicolait]

Jeg prøver at hive denne tråd frem igen.

Som nogen nok ved kæmper jeg med noget hjernerystelse for tiden. Det gør også, at jeg har en masse fritid, som jeg bruger alene. Det har sat gang i nogle tanker hos mig.

Jeg kan se, at jeg får meget af mit sociale liv stillet gennem mit arbejde, men når jeg ikke er del af arbejde, så får jeg ikke talt sammen med folk.

Jeg prøver at komme ud af min boble og jeg har meldt mig i en gruppe med andre, som mødes en gang om måneden til noget spisning.

Jeg synes, at tiden er svær, fordi der sker så lidt. Jeg forsøger at samle op på gamle venskaber, som jeg ved at jeg også har svigtet, og så håber jeg, at det måske ikke er for sent.

Jeg ved ikke lige helt, hvad jeg ville med indlægget her. Måske bare at bekræfte mig selv i, at jeg forsøger at gøre noget.

[LaMariposa]

Jeg ELSKER at være alene hjemme. Og som introvert ADHD-type er det også en absolut nødvendighed at have tid for mig selv, hvor der ikke er nogen, der kræver noget af mig. Vi bor småt, og jeg bliver lynhurtigt overstimulereret af rod og støj. Jeg bare ikke skabt til at være oven i andre mennesker hele tiden, og jeg bliver uendeligt træt og i virkelig dårligt humør, hvis jeg ikke får pauser.

[Madam Pomfrey]

Jeg prøver at hive denne tråd frem igen.

Som nogen nok ved kæmper jeg med noget hjernerystelse for tiden. Det gør også, at jeg har en masse fritid, som jeg bruger alene. Det har sat gang i nogle tanker hos mig.

Jeg kan se, at jeg får meget af mit sociale liv stillet gennem mit arbejde, men når jeg ikke er del af arbejde, så får jeg ikke talt sammen med folk.

Jeg prøver at komme ud af min boble og jeg har meldt mig i en gruppe med andre, som mødes en gang om måneden til noget spisning.

Jeg synes, at tiden er svær, fordi der sker så lidt. Jeg forsøger at samle op på gamle venskaber, som jeg ved at jeg også har svigtet, og så håber jeg, at det måske ikke er for sent.

Jeg ved ikke lige helt, hvad jeg ville med indlægget her. Måske bare at bekræfte mig selv i, at jeg forsøger at gøre noget.

Jeg antager at du er fuldtids sygemeldt, og at din hjernerystelse gør at du ikke kan arbejde lige p.t.
Men det med at ens kollegaer faktisk er en væsentlig del af ens sociale kontakt med andre mennesker i hverdagen, det tror jeg de fleste af os kender.
Ville arbejdsgiver og kollegaer kigge skævt til, hvis du f.x. møder op til frokost 1-2 dagen pr. uge? Hvis de fuld anerkendelse og forståelse for dit sociale behov vs. at være uarbejdsdygtig p.t. - så ville jeg smutte afsted.
Jeg tænker også du mest er uarbejdsdygtig ifht. skærm, time antal m.v - så det kan jo også bidrage værdifuldt til en selv, hvis man bare i 15-20 minutter sparrer med kollegaer omkring opgaver de sidder med.
Men hvis der er risiko for at det misforståes og fører noget negativt med sig, så ville jeg ikke gøre det.

Jeg håber der er grobund for at genoptage gamle relationer, - selv ville jeg ikke blive fornærmet over det, kender vi ikke alle det med at tingene løb ud fordi hverdag, travlhed, hamstehjul, tiden der gik? Det handler jo ikke om konflikt og uvenskab.

I en helt anden boldgade, så er der jo også roller som f.x. besøgsven, evt. gennem organisationer som røde kors.
Der sidder mange ensomme ældre der ville elske at der kom en forbi og fik en sludder for en sladder spiste en bid brød osv - og måske det også matcher meget fint ind i de problematikker der følger med en hjernerystelse.
Men det er selvfølgelig en rolle der forpligter lidt på den lange bane.

[Nicolait]

Jeg prøver at hive denne tråd frem igen.

Som nogen nok ved kæmper jeg med noget hjernerystelse for tiden. Det gør også, at jeg har en masse fritid, som jeg bruger alene. Det har sat gang i nogle tanker hos mig.

Jeg kan se, at jeg får meget af mit sociale liv stillet gennem mit arbejde, men når jeg ikke er del af arbejde, så får jeg ikke talt sammen med folk.

Jeg prøver at komme ud af min boble og jeg har meldt mig i en gruppe med andre, som mødes en gang om måneden til noget spisning.

Jeg synes, at tiden er svær, fordi der sker så lidt. Jeg forsøger at samle op på gamle venskaber, som jeg ved at jeg også har svigtet, og så håber jeg, at det måske ikke er for sent.

Jeg ved ikke lige helt, hvad jeg ville med indlægget her. Måske bare at bekræfte mig selv i, at jeg forsøger at gøre noget.

Jeg antager at du er fuldtids sygemeldt, og at din hjernerystelse gør at du ikke kan arbejde lige p.t.
Men det med at ens kollegaer faktisk er en væsentlig del af ens sociale kontakt med andre mennesker i hverdagen, det tror jeg de fleste af os kender.
Ville arbejdsgiver og kollegaer kigge skævt til, hvis du f.x. møder op til frokost 1-2 dagen pr. uge? Hvis de fuld anerkendelse og forståelse for dit sociale behov vs. at være uarbejdsdygtig p.t. - så ville jeg smutte afsted.
Jeg tænker også du mest er uarbejdsdygtig ifht. skærm, time antal m.v - så det kan jo også bidrage værdifuldt til en selv, hvis man bare i 15-20 minutter sparrer med kollegaer omkring opgaver de sidder med.
Men hvis der er risiko for at det misforståes og fører noget negativt med sig, så ville jeg ikke gøre det.

Jeg håber der er grobund for at genoptage gamle relationer, - selv ville jeg ikke blive fornærmet over det, kender vi ikke alle det med at tingene løb ud fordi hverdag, travlhed, hamstehjul, tiden der gik? Det handler jo ikke om konflikt og uvenskab.

I en helt anden boldgade, så er der jo også roller som f.x. besøgsven, evt. gennem organisationer som røde kors.
Der sidder mange ensomme ældre der ville elske at der kom en forbi og fik en sludder for en sladder spiste en bid brød osv - og måske det også matcher meget fint ind i de problematikker der følger med en hjernerystelse.
Men det er selvfølgelig en rolle der forpligter lidt på den lange bane.

Lige pt er jeg kun deltidssygemeldt, så jeg er på arbejde to timer fire dage om ugen. Jeg er rigtig glad for at være på arbejde de få timer, jeg er der, og jeg er med til frokost. Men jeg er også helt flad efter to timer.

Jeg har prøvet at række ud til folk, og jeg havde også fået nogle aftaler i stand, men de sidste aftaler jeg har haft er enten blevet aflyst af den anden part eller der har været radiotavshed, når aftaletidspunktet er oprendt. Det føles som et kæmpe nederlag, og man får følelsen af mindreværd. Så sent som i dag blev min aftensmadsaftale aflyst.

Jeg tror ikke, at jeg må lave frivilligt arbejde, når jeg er deltidssygemeldt. Jeg kunne godt være nervøs for, hvis det blev opdaget, at min arbejdsgiver ville se stramt på det, trods deres gavmildhed.

Hjernerystelsen sætter også sine store begrænsninger. Jeg havde talt med en kollega om, at vi skulle fodbold i parken sammen, men jeg må erkende, at der vil være for meget larm, når bare en bil på gaden kan være for meget nu, så det tør jeg ikke.

Jeg har prøvet at genoptage gamle relationer. Jeg skrev så sent som i går til en, som jeg håber svare, men tiden må vise.

Nogle gange tænker jeg over, hvad jeg gør forkert.

[Smiling_Goat]

Jeg prøver at hive denne tråd frem igen.

Som nogen nok ved kæmper jeg med noget hjernerystelse for tiden. Det gør også, at jeg har en masse fritid, som jeg bruger alene. Det har sat gang i nogle tanker hos mig.

Jeg kan se, at jeg får meget af mit sociale liv stillet gennem mit arbejde, men når jeg ikke er del af arbejde, så får jeg ikke talt sammen med folk.

Jeg prøver at komme ud af min boble og jeg har meldt mig i en gruppe med andre, som mødes en gang om måneden til noget spisning.

Jeg synes, at tiden er svær, fordi der sker så lidt. Jeg forsøger at samle op på gamle venskaber, som jeg ved at jeg også har svigtet, og så håber jeg, at det måske ikke er for sent.

Jeg ved ikke lige helt, hvad jeg ville med indlægget her. Måske bare at bekræfte mig selv i, at jeg forsøger at gøre noget.

Jeg antager at du er fuldtids sygemeldt, og at din hjernerystelse gør at du ikke kan arbejde lige p.t.
Men det med at ens kollegaer faktisk er en væsentlig del af ens sociale kontakt med andre mennesker i hverdagen, det tror jeg de fleste af os kender.
Ville arbejdsgiver og kollegaer kigge skævt til, hvis du f.x. møder op til frokost 1-2 dagen pr. uge? Hvis de fuld anerkendelse og forståelse for dit sociale behov vs. at være uarbejdsdygtig p.t. - så ville jeg smutte afsted.
Jeg tænker også du mest er uarbejdsdygtig ifht. skærm, time antal m.v - så det kan jo også bidrage værdifuldt til en selv, hvis man bare i 15-20 minutter sparrer med kollegaer omkring opgaver de sidder med.
Men hvis der er risiko for at det misforståes og fører noget negativt med sig, så ville jeg ikke gøre det.

Jeg håber der er grobund for at genoptage gamle relationer, - selv ville jeg ikke blive fornærmet over det, kender vi ikke alle det med at tingene løb ud fordi hverdag, travlhed, hamstehjul, tiden der gik? Det handler jo ikke om konflikt og uvenskab.

I en helt anden boldgade, så er der jo også roller som f.x. besøgsven, evt. gennem organisationer som røde kors.
Der sidder mange ensomme ældre der ville elske at der kom en forbi og fik en sludder for en sladder spiste en bid brød osv - og måske det også matcher meget fint ind i de problematikker der følger med en hjernerystelse.
Men det er selvfølgelig en rolle der forpligter lidt på den lange bane.

Lige pt er jeg kun deltidssygemeldt, så jeg er på arbejde to timer fire dage om ugen. Jeg er rigtig glad for at være på arbejde de få timer, jeg er der, og jeg er med til frokost. Men jeg er også helt flad efter to timer.

Jeg har prøvet at række ud til folk, og jeg havde også fået nogle aftaler i stand, men de sidste aftaler jeg har haft er enten blevet aflyst af den anden part eller der har været radiotavshed, når aftaletidspunktet er oprendt. Det føles som et kæmpe nederlag, og man får følelsen af mindreværd. Så sent som i dag blev min aftensmadsaftale aflyst.

Jeg tror ikke, at jeg må lave frivilligt arbejde, når jeg er deltidssygemeldt. Jeg kunne godt være nervøs for, hvis det blev opdaget, at min arbejdsgiver ville se stramt på det, trods deres gavmildhed.

Hjernerystelsen sætter også sine store begrænsninger. Jeg havde talt med en kollega om, at vi skulle fodbold i parken sammen, men jeg må erkende, at der vil være for meget larm, når bare en bil på gaden kan være for meget nu, så det tør jeg ikke.

Jeg har prøvet at genoptage gamle relationer. Jeg skrev så sent som i går til en, som jeg håber svare, men tiden må vise.

Nogle gange tænker jeg over, hvad jeg gør forkert.

Måske en hobby af en art? Der må da være nogle fællesskaber ovre hos jer, hvor man mødes om rolige aktiviteter. Madlavningshold, maleaktiviteter, teater, whiskylaug et-eller-andet.

[Nicolait]

Jeg prøver at hive denne tråd frem igen.

Som nogen nok ved kæmper jeg med noget hjernerystelse for tiden. Det gør også, at jeg har en masse fritid, som jeg bruger alene. Det har sat gang i nogle tanker hos mig.

Jeg kan se, at jeg får meget af mit sociale liv stillet gennem mit arbejde, men når jeg ikke er del af arbejde, så får jeg ikke talt sammen med folk.

Jeg prøver at komme ud af min boble og jeg har meldt mig i en gruppe med andre, som mødes en gang om måneden til noget spisning.

Jeg synes, at tiden er svær, fordi der sker så lidt. Jeg forsøger at samle op på gamle venskaber, som jeg ved at jeg også har svigtet, og så håber jeg, at det måske ikke er for sent.

Jeg ved ikke lige helt, hvad jeg ville med indlægget her. Måske bare at bekræfte mig selv i, at jeg forsøger at gøre noget.

Jeg antager at du er fuldtids sygemeldt, og at din hjernerystelse gør at du ikke kan arbejde lige p.t.
Men det med at ens kollegaer faktisk er en væsentlig del af ens sociale kontakt med andre mennesker i hverdagen, det tror jeg de fleste af os kender.
Ville arbejdsgiver og kollegaer kigge skævt til, hvis du f.x. møder op til frokost 1-2 dagen pr. uge? Hvis de fuld anerkendelse og forståelse for dit sociale behov vs. at være uarbejdsdygtig p.t. - så ville jeg smutte afsted.
Jeg tænker også du mest er uarbejdsdygtig ifht. skærm, time antal m.v - så det kan jo også bidrage værdifuldt til en selv, hvis man bare i 15-20 minutter sparrer med kollegaer omkring opgaver de sidder med.
Men hvis der er risiko for at det misforståes og fører noget negativt med sig, så ville jeg ikke gøre det.

Jeg håber der er grobund for at genoptage gamle relationer, - selv ville jeg ikke blive fornærmet over det, kender vi ikke alle det med at tingene løb ud fordi hverdag, travlhed, hamstehjul, tiden der gik? Det handler jo ikke om konflikt og uvenskab.

I en helt anden boldgade, så er der jo også roller som f.x. besøgsven, evt. gennem organisationer som røde kors.
Der sidder mange ensomme ældre der ville elske at der kom en forbi og fik en sludder for en sladder spiste en bid brød osv - og måske det også matcher meget fint ind i de problematikker der følger med en hjernerystelse.
Men det er selvfølgelig en rolle der forpligter lidt på den lange bane.

Lige pt er jeg kun deltidssygemeldt, så jeg er på arbejde to timer fire dage om ugen. Jeg er rigtig glad for at være på arbejde de få timer, jeg er der, og jeg er med til frokost. Men jeg er også helt flad efter to timer.

Jeg har prøvet at række ud til folk, og jeg havde også fået nogle aftaler i stand, men de sidste aftaler jeg har haft er enten blevet aflyst af den anden part eller der har været radiotavshed, når aftaletidspunktet er oprendt. Det føles som et kæmpe nederlag, og man får følelsen af mindreværd. Så sent som i dag blev min aftensmadsaftale aflyst.

Jeg tror ikke, at jeg må lave frivilligt arbejde, når jeg er deltidssygemeldt. Jeg kunne godt være nervøs for, hvis det blev opdaget, at min arbejdsgiver ville se stramt på det, trods deres gavmildhed.

Hjernerystelsen sætter også sine store begrænsninger. Jeg havde talt med en kollega om, at vi skulle fodbold i parken sammen, men jeg må erkende, at der vil være for meget larm, når bare en bil på gaden kan være for meget nu, så det tør jeg ikke.

Jeg har prøvet at genoptage gamle relationer. Jeg skrev så sent som i går til en, som jeg håber svare, men tiden må vise.

Nogle gange tænker jeg over, hvad jeg gør forkert.

Måske en hobby af en art? Der må da være nogle fællesskaber ovre hos jer, hvor man mødes om rolige aktiviteter. Madlavningshold, maleaktiviteter, teater, whiskylaug et-eller-andet.

Tak! - Jeg så dit indlæg, og jeg tænkte, at jeg ville ikke skrive før, at jeg havde meldt mig til en aktivitet, fordi det kunne fremstå, som jeg ikke selv forsørger at ændre situationens tilstand. Så det betyder, at jeg har meldt mig til en prøvetime næste lørdag til badminton for begyndere i nærheden af, hvor jeg bor mellem 13-15.

Det er længe siden, at jeg har spillet, men nu giver jeg det en chance.

Jeg regner også med, at jeg skal i fotoklub i morgen. En af mine tidligere kollegaer er også med der. Der er en pige, som jeg er begyndt at tale med, som er jævnaldrene med mig - de fleste andre er en del ændre end mig. Vi har sjovt nok væltet på cyklen med en dags mellemrum, og vi er begge ret forslået.

Jeg har også meldt i en brætsspilsgruppe, som jeg håber starter op om et par uger.

Derudover har jeg meldt mig til en mandegruppe, hvor formålet er at mødes, at tage i biografen, ud og få en øl, gå til koncert, så det må jeg se om det bliver til noget.

Jeg har også lidt kig på den lokale thaiboksningklub, da jeg nogen gange går forbi og kan se dem, når de træner. Det ser ret spændende ud, så jeg tænker om det også skulle have en chance, når hovedet og kroppen har det bedre. Jeg har en kollega, som går til kampsport og han taler meget positivt om det.

Jeg føler, at jeg gør noget for at der skal ske en ændring.

[Smiling_Goat]

Tak! - Jeg så dit indlæg, og jeg tænkte, at jeg ville ikke skrive før, at jeg havde meldt mig til en aktivitet, fordi det kunne fremstå, som jeg ikke selv forsørger at ændre situationens tilstand. Så det betyder, at jeg har meldt mig til en prøvetime næste lørdag til badminton for begyndere i nærheden af, hvor jeg bor mellem 13-15.

Det er længe siden, at jeg har spillet, men nu giver jeg det en chance.

Jeg regner også med, at jeg skal i fotoklub i morgen. En af mine tidligere kollegaer er også med der. Der er en pige, som jeg er begyndt at tale med, som er jævnaldrene med mig - de fleste andre er en del ændre end mig. Vi har sjovt nok væltet på cyklen med en dags mellemrum, og vi er begge ret forslået.

Jeg har også meldt i en brætsspilsgruppe, som jeg håber starter op om et par uger.

Derudover har jeg meldt mig til en mandegruppe, hvor formålet er at mødes, at tage i biografen, ud og få en øl, gå til koncert, så det må jeg se om det bliver til noget.

Jeg har også lidt kig på den lokale thaiboksningklub, da jeg nogen gange går forbi og kan se dem, når de træner. Det ser ret spændende ud, så jeg tænker om det også skulle have en chance, når hovedet og kroppen har det bedre. Jeg har en kollega, som går til kampsport og han taler meget positivt om det.

Jeg føler, at jeg gør noget for at der skal ske en ændring.

Shit mand, når du gør noget, gør du noget

Nu skal du passe på, du ikke bliver overstimuleret

(Ej, det lyder alt sammen mega fedt.)

[Pandesteg]

Jeg har altid elsket at være alene og også bo alene. Nu har jeg boet med min mand i mange år, men hvis han er væk hjemmefra, så nyder jeg stadig bare at være mig selv. Da vi boede i et stort hus ude på landet, kunne jeg dog godt synes, at det var en lille smule utrygt at være der alene om natten.

Men hvis vi gik fra hinanden, så er jeg ret overbevist om, at jeg ikke ville bo sammen med en anden mand igen. Eller kvinde for den sags skyld Jeg tror ikke jeg ville orke at slibe kanterne af endnu engang.

[Nicolait]

Tak! - Jeg så dit indlæg, og jeg tænkte, at jeg ville ikke skrive før, at jeg havde meldt mig til en aktivitet, fordi det kunne fremstå, som jeg ikke selv forsørger at ændre situationens tilstand. Så det betyder, at jeg har meldt mig til en prøvetime næste lørdag til badminton for begyndere i nærheden af, hvor jeg bor mellem 13-15.

Det er længe siden, at jeg har spillet, men nu giver jeg det en chance.

Jeg regner også med, at jeg skal i fotoklub i morgen. En af mine tidligere kollegaer er også med der. Der er en pige, som jeg er begyndt at tale med, som er jævnaldrene med mig - de fleste andre er en del ændre end mig. Vi har sjovt nok væltet på cyklen med en dags mellemrum, og vi er begge ret forslået.

Jeg har også meldt i en brætsspilsgruppe, som jeg håber starter op om et par uger.

Derudover har jeg meldt mig til en mandegruppe, hvor formålet er at mødes, at tage i biografen, ud og få en øl, gå til koncert, så det må jeg se om det bliver til noget.

Jeg har også lidt kig på den lokale thaiboksningklub, da jeg nogen gange går forbi og kan se dem, når de træner. Det ser ret spændende ud, så jeg tænker om det også skulle have en chance, når hovedet og kroppen har det bedre. Jeg har en kollega, som går til kampsport og han taler meget positivt om det.

Jeg føler, at jeg gør noget for at der skal ske en ændring.

Shit mand, når du gør noget, gør du noget

Nu skal du passe på, du ikke bliver overstimuleret

(Ej, det lyder alt sammen mega fedt.)

Min erfaring er, at det ikke er alle sådanne grupper, som faktisk bliver til noget. Nogle gange skriver folk, men når det kommer til den faktiske udførelse, så bliver det ikke til noget. Jeg skrev vist på et tidspunkt herinde om den aftale omkring badminton, hvor ham jeg skulle spille med ikke dukkede op, så sad jeg og ventede i en hal i en time, hvor efter jeg kunne træske hjem igen.

[.Magic.]

Jeg har altid elsket at være alene og også bo alene. Nu har jeg boet med min mand i mange år, men hvis han er væk hjemmefra, så nyder jeg stadig bare at være mig selv. Da vi boede i et stort hus ude på landet, kunne jeg dog godt synes, at det var en lille smule utrygt at være der alene om natten.

Men hvis vi gik fra hinanden, så er jeg ret overbevist om, at jeg ikke ville bo sammen med en anden mand igen. Eller kvinde for den sags skyld Jeg tror ikke jeg ville orke at slibe kanterne af endnu engang.

Til det sidste så kan jeg nikke genkendende til det. Min mand er den eneste mand jeg har boet sammen med og det ville føles helt forkert at flytte sammen med en anden.

[Nicolait]

Jeg vil lige give en opdatering. Jeg var til badminton. Der stod, at det var et hold for begyndere og letøvede. Det viste sig ikke at være tilfældet.

Det var et hold bestående af gamle mennesker, som havde spillet sammen i meget lang tid.
Vi var tre nybegyndere, der mødte op. Vi fik fortalt, at vi var velkommen til at bruge en bane, men de andre ville ikke have noget med os at gøre. De ville ikke spille med os hverken nu eller fremadrettet. Den eneste grund til, at de skrev, at holdet var åbent for alle var for at få støttekroner fra kommunen.
Det synes jeg er dårlig stil.

De henviste os til en anden klub i Valby, som jeg har skrevet til, men ikke hørt fra.

Jeg havde også skrevet med en om noget fotografering. Vi havde aftalt at mødes i dag ved hovedbanegården kl 20. Jeg var der lidt før, og jeg skrev, at jeg var ankommet. Han svarede, at han ikke kom alligevel. Jeg spurgte om vi skulle finde en anden dato. Det svarede han ikke på.

Jeg synes, at begge situationer er så dårlig stil, men det er nok bare op på hesten igen.

[Artem]

På mange måder føler jeg at jeg nærmest altid har været alene.
Selv om jeg nu har haft kæreste på de sidste 7 år, og hvor vi også har haft boet sammen to gange. Først midlertidigt, og anden gang fast med hvor det ikke virkede med at bo sammen, men to måneder efter at hun var flyttet ud her fra begyndte vi med at se hinanden igen.

Men siden vi flyttede fra hinanden for et år siden har jeg haft tænkt meget på det med at være alene, og hvad jeg reelt gerne vil med mit liv?
For som single mand uden børn og nære venner, er jeg på mange måder alene i verden.

For ikke have et tomrum der, har jeg tidligere altid udfyldt det tomrum, enten med praktiske projekter som at gennemrenovere et par huse, har også haft store projekter i værkstedet med nogle maskiner jeg har gennemrenoveret, og de sidste 9 år har det mest handlet om motion, med at kommer i god form og gennemføre nogle løb, lang cykelferie, cykle i bjerge. Lære at svømme, lære at SUP, lære at selve kajak, blive triathlet osv.
Men føler efterhånden at jeg har opnået det jeg ville der, sammen med at jeg efterhånden har nået en alder hvor jeg ikke længere kan forbedre mig, men skal forvente at det går ned ad bakke...

Det har igen givet mig det tomrum, og selv om jeg har en kæreste, så arbejder hun aften og vi har helt forskudte liv på den måde. Så har meget tid for mig selv. Tidligere blev en del af den tid så brugt med motionsvennerne. Men da jeg ikke er så motiveret for nye vilde projekter der, har jeg lidt trukket mig fra dem.

Det er alt sammen sket uden at det har været et direkte valg. Men hvor mit fokus bare har ændret sig... Men til hvad? på det sidste har jeg haft arbejdet meget på planer om at bygge et hus sammen med kæresten, men vil reelt ikke bo i det, er mere projektet jeg finder spændende. Så er nok en dårlig ide at kaste sig ud i trods alt.

Bruger også en del tid på at se på nye cykler, selv om selve motivationen for at cykle ikke rigtig er der.
Mangler på den måde lidt et nyt mål for livet.