Har tænkt meget på den lille dreng de seneste par dage. Måske fordi det nærmer sig både hans og min datter i mavens termin. Er begyndt at tro på at der kommer et barn ud af denne graviditet, og det sætter tanker igang om ham der ikke fik chancen.
Tænker ikke så meget over MA'en, havde nok ikke forventet noget da og vi havde ingen indflydelse.
Tjekke min sundhedsportal af andre årsager og fandt en masse notater om mit forløb. Tænkte at det de kalder "abortvæv" det var min lillebitte søn
Ved godt at det medicinsk ikke var et barn, men min lille søn ham har jeg i hjertet ved siden af mine levende børn og jeg er så ked af at han ikke fik lov at få et sundt og lykkeligt liv.
Og min lille pige i maven...Hun er til fordi han ikke er. Hun mosler og sparker og har en plads i mit hjerte, men alligevel er "billedet" af min lillebitte søn stærkere. Hun heler ikke sorgen over ham. Hun heler sorgen over at jeg ikke længere var gravid. Men hun erstatter ikke ham. Skal finde hendes og hans plads ved siden af hinanden i mit hjerte. Det er så mærkeligt at føle sorgen over ham og glæden over hende samtidig. Deres pladser hos mig vil altid hænge sammen på en eller anden måde fordi hun er her fordi han ikke er.
Det er så sårbart og svært, det skal jo hverken ligge hende til last i form af forventninger eller gå ud over hende at hun ikke er ham. Han er fortiden - hun er fremtiden. Og jeg tør ikke rigtig elske hende endnu. Jeg synes det er meget svære følelser at håndtere.