At være den sidste til at hente sit barn

[Madam Pomfrey]

Med mine to ældste, der boede vi i én by, med mange børnehaver, og vi fik plads i en hvor åbningstiderne matchede vores behov.
Jeg har aldrig oplevet at løftet øjebryn fra personale ifht. tidspunkt vi har hentet eller afleveret på.
Men dengang (de er snart 18 og 20) der oplevede jeg lige så stille forældre-konkurrencen fik styrke, at det var blandt forældre der blev løftet øjenbryn, eller man vigtede sig af mulighed for fridage, at blive afleveret sent og hentet tidligt.

Mine to yngste har gået i børnehave i en helt anden by, en mindre by på landet, med kun 2 (nu 3) børnehaver, og mange fra oplandsbyer.
Ydermere er vi i et område med få arbejdspladser, så mange forældre pendler ud af kommunen for at komme på arbejde.
jeg har aldrig oplevet det mindste fra personalets side, og ej heller fra forældre - for vi var/er for manges vedkommende i samme båd, og alle ved at man risikerer at hænge i en kø igennem nærmeste større by osv.

Det eneste jeg har oplevet var en positiv tilkendegivelse fra personale, ifht. at mine børn ofte har haft fridage på hverdage, fordi jeg havde.
Det blev tænkt som en luksus fra deres side - men jeg har stadig arbejdet 37 timer/ugen, mine arbejdstider er bare fordelt ud over alle ugens dage og døgnets timer. Så jeg har jeg også ved fridage med børnene, kunne kompensere for mit fravær uden for alm. børnehavetid, og det har givet mig mulighed for at give dem alene tid med mig, imens de andre var i institution, især det sidste har virkelig været en gave for børnene og mig.

[primle]

Jeg synes ikke han siger at forældre bare skal give gas på arbejdet og så hente børn så sent som muligt. Jeg synes han siger at der findes forældre med jobs som gør at de er nødt til at hente sent og at man skal acceptere og respektere at ikke alle har job fra 7-15.

Jeg så ham i et interview, hvor han uddybede, at problemet ifølge ham (også) var, at mange jo ikke havde råd til at gå på deltid. Så det var synd for dem, at de skulle se og høre på, dem der havde råd. Sådan groft sat op.

Jeg ved faktisk ikke, hvad hans pointe er sådan rigtigt. Jeg fornemmer en ‘frygt’ for, at for mange bliver smittet af tendensen til at tænke anderledes og indrette sig anderledes.

Jeg synes, man må mene og tænke og udtrykke sig frit. Men jeg synes, han er direkte uforskammet, når han trækker en enkelt person frem i sin bog og udstiller hende negativt ift. hendes indsats for samfundet ift. den måde, hun har valgt at hun og hendes familie skal indrette sig på. Det synes, jeg ikke man kan tillade sig. Slet ikke som minister.

Jeg kan i øvrigt også virkelig se udfordringen i, hvis mange flere begynder at benytte sig af de yderste timer i institutionerne. Det er tydeligvis ikke en prioritering at styrke forholdene for hverken børn eller pædagoger. Og hvis endnu flere børn skal rummes i flere timer, skal der flere pædagoger og flere penge til. Jeg føler ikke rigtig lige det er dét, der er på trapperne fra regeringens side.

[Tux]

”…så de ikke lever for længe og bliver til ældrebyrden…”

“… I kan blive en belastning for personalets ønske om mere frihed?”

“…der for en stor del er blevet presset ind i deres fag..”

“…eller folk der er der led i deres værnepligt fordi de ikke vil være soldater…”

Hvad snakker du om, det er jo helt sort…

[LadyFox]

Jeg synes ikke han siger at forældre bare skal give gas på arbejdet og så hente børn så sent som muligt. Jeg synes han siger at der findes forældre med jobs som gør at de er nødt til at hente sent og at man skal acceptere og respektere at ikke alle har job fra 7-15.

Jeg synes ikke at man kan fratage at i mens han udgiver sin bog er han minisister for et parti der kommunikerer ret tydeligt ud og laver tiltag for at danskerne skal arbejde mere.

I mit eget fag har der fra politisk side også været snak om at flere af os der har et 7-15 bør holde op med det. De vil gerne presse flere til skæve vagter.

Vi har en socialdemokratisk statsminister der ikke er for fin til at ligge ansvaret for velfærdssamfundet over på dem der vælger at arbejde deltid.

Så jeg synes det er svært ikke at koble citater fra hans bog sammen med den politik hans parti arbejder for på selv samme tidspunkt.

[Zombie]

Der findes nok nederen pædagoger, der dømmer, men efter 20 år med børn har jeg kun mødt dem sjældent.

Når vi snakker med forældre om at hente tidligere, er det ikke for at gå tidligere hjem - det må vi ikke og skal lave andet arbejde.

Men nogle børn kan jo mistrives I perioder og hvor man står på tungen uden at rykke ved det, og så vil man jo gerne samarbejde med forældrene. De snakker handler typisk om nogle kortere dage (ikke alle dagene) og om der er fx bedsteforældre at trække på.

Nogle gange kan det lade sig gøre og jeg oplever, det gør en positiv forskel. Skulle vi lade være med at sige noget? Det er selvfølgelig træls, hvis der ikke er nogen muligheder, men tænk på alle de børn, hvor forældrene bare ikke har været klar over, at der var et behov og måske godt kan flexe eller få en bedsteforælder indover. Det er sgu da fjollet ikke lige at snakke om forældrenes mulighedsrum, hvis det kan gøre en positiv forskel for barnet.

Hvis det så ikke kan lade sig gøre, snakker vi med forældrene om, hvad vi så kan gøre i stedet for. Eks. har jeg lige aftalt med forældre, at deres barn på 3 år besøger vuggestuen I rummet ved siden af børnehaven efter eftermiddagsmad, fordi der er mere ro på og de ikke kan hente tidligere.
Det har allerede gjort noget godt, så selvom hjemlige omgivelser måske havde været endnu bedre - så finder vi da på en løsning alligevel.
Det er vores job.


Ham Kåre lyder mest som om han opdigter et problem, han så selv kan komme med en løsning på.
En løsning der handler om kapitalisme og fuldstændig ignorerer al forskning om børns trivsel.
Vi snakkede om det på mit arbejde, og han kunne jo lige så godt have sagt, man bare skal droppe familieliv og fritid, fordi man hellere skal arbejde for staten. Bla bla bla.

[Fruity]

Der findes nok nederen pædagoger, der dømmer, men efter 20 år med børn har jeg kun mødt dem sjældent.

Når vi snakker med forældre om at hente tidligere, er det ikke for at gå tidligere hjem - det må vi ikke og skal lave andet arbejde.

Men nogle børn kan jo mistrives I perioder og hvor man står på tungen uden at rykke ved det, og så vil man jo gerne samarbejde med forældrene. De snakker handler typisk om nogle kortere dage (ikke alle dagene) og om der er fx bedsteforældre at trække på.

Nogle gange kan det lade sig gøre og jeg oplever, det gør en positiv forskel. Skulle vi lade være med at sige noget? Det er selvfølgelig træls, hvis der ikke er nogen muligheder, men tænk på alle de børn, hvor forældrene bare ikke har været klar over, at der var et behov og måske godt kan flexe eller få en bedsteforælder indover. Det er sgu da fjollet ikke lige at snakke om forældrenes mulighedsrum, hvis det kan gøre en positiv forskel for barnet.

Hvis det så ikke kan lade sig gøre, snakker vi med forældrene om, hvad vi så kan gøre i stedet for. Eks. har jeg lige aftalt med forældre, at deres barn på 3 år besøger vuggestuen I rummet ved siden af børnehaven efter eftermiddagsmad, fordi der er mere ro på og de ikke kan hente tidligere.
Det har allerede gjort noget godt, så selvom hjemlige omgivelser måske havde været endnu bedre - så finder vi da på en løsning alligevel.
Det er vores job.


Ham Kåre lyder mest som om han opdigter et problem, han så selv kan komme med en løsning på.
En løsning der handler om kapitalisme og fuldstændig ignorerer al forskning om børns trivsel.
Vi snakkede om det på mit arbejde, og han kunne jo lige så godt have sagt, man bare skal droppe familieliv og fritid, fordi man hellere skal arbejde for staten. Bla bla bla.

Hvordan kan det være, I først tænker på, hvad I kan gøre anderledes for at få barnet til at trives i pasningstilbuddet, når forældrene har afvist at gøre dage kortere?

[Peanutbutt]

Den allerbedste enkeltting man kan gøre for velfærdssamfundet OG det arbejdende folk - folks lyst til at arbejde fuldtid, have arbejdsglæde, have gode kollegaer, have gode ansatte, osv - er, at sikre ordentlige institutioner med god kvalitet og god normering i vuggestuer og børnehaver. Så forældrene trygt kan aflevere deres børn.

Det vil også være med at til at sikre, at dem, der i dag er børn, bliver gode skatteborgere engang. Gode institutioner underbygger selvfølgelig tilknytning, tryghed og glade børn, som kan blive glade skolebørn og glade voksne.

Det er så sort for mig, at politikerne ikke prioriterer her. Det er den bedste investering i både forældre og børn - men også arbejdsgivere og velfærdssamfundet som helhed.

Jeg har ikke små børn mere - og da jeg selv var barn, var jeg sidst den sidste der blev hentet og havde det dejligt med det. Men normeringen var en anden og i det hele taget var institutionerne noget andet.

Samtidig synes jeg også, at der er noget middelklasse/akademisk-bedrevidenhed over diskussionen. Det er priviligeret at kunne vælge hentetider og jeg oplever, at mange af disse typer forældre dømmer eller italesætter andre forældre, som gør det 'mindre rigtigt' end dem selv i forhold til hentetider/slik/skærm/sengetider/tandbørstning/andre gode ting.

I det hele taget ville jeg ønske, at forældre havde mindre travlt med det og mere travlt med at revolutionere institutionsområdet og mere travlt med at formalisere fællesskabsskabningen uden for institutionerne, som kunne hjælpe med andre ting som sygepasning, hamsterhjulsfornemmelser og lign. Men det er noget andet end diskussionen her.

[Lys]

Jeg synes ikke han siger at forældre bare skal give gas på arbejdet og så hente børn så sent som muligt. Jeg synes han siger at der findes forældre med jobs som gør at de er nødt til at hente sent og at man skal acceptere og respektere at ikke alle har job fra 7-15.

Jeg så ham i et interview, hvor han uddybede, at problemet ifølge ham (også) var, at mange jo ikke havde råd til at gå på deltid. Så det var synd for dem, at de skulle se og høre på, dem der havde råd. Sådan groft sat op.

Jeg ved faktisk ikke, hvad hans pointe er sådan rigtigt. Jeg fornemmer en ‘frygt’ for, at for mange bliver smittet af tendensen til at tænke anderledes og indrette sig anderledes.

Jeg synes, man må mene og tænke og udtrykke sig frit. Men jeg synes, han er direkte uforskammet, når han trækker en enkelt person frem i sin bog og udstiller hende negativt ift. hendes indsats for samfundet ift. den måde, hun har valgt at hun og hendes familie skal indrette sig på. Det synes, jeg ikke man kan tillade sig. Slet ikke som minister.

Jeg kan i øvrigt også virkelig se udfordringen i, hvis mange flere begynder at benytte sig af de yderste timer i institutionerne. Det er tydeligvis ikke en prioritering at styrke forholdene for hverken børn eller pædagoger. Og hvis endnu flere børn skal rummes i flere timer, skal der flere pædagoger og flere penge til. Jeg føler ikke rigtig lige det er dét, der er på trapperne fra regeringens side.

Jeg har virkelig ikke nogen holdning til, hvor meget den enkelte arbejder. Det må være den enkeltes valg ud fra evner, overskud, familieforhold og whatever der påvirker det valg.

Fjerner man blikket fra individerne og ser på det samlede samfund, så er vi pt i en situation, hvor forholdet mellem arbejdsstyrke og ældre/gamle skrider henimod flere gamle og færre på arbejde. Vi ser ind i et dyrere sundhedsvæsen pga flere gamle, dyrere medicin etc. Vi ønsker flere pædagoger og sygeplejersker og at de få mere i løn etc. Og så ønsker vi/mange samtidig at arbejde mindre og derved betale mindre i skat (det sidste er måske mere en konsekvens end et egentlig mål for mange).

Jeg er (heldigvis!) ikke nationaløkonom, men jeg kan godt se modsætningerne i ovenstående (som selvklart ikke udgør det fulde billede). Vi er vel nødt til at tage stilling til, hvad velfærdssamfundet skal være, hvis vi ikke ønsker at bidrage til det i fuldt omfang? Eller hvem der skal betale resten?

Og den vinkel synes jeg mangler, når mange taler om at ville arbejde mindre. Men derfor synes jeg ikke at det er ok at gøre enkeltpersoner til syndebukke eller ansvarlige for samfundets deroute, fordi de vælger anderledes end flertallet og taler højt om det.

[MrMister]

Det er klassisk Socialdemokratiet: fordi velfærdssamfundet fejler, skal vi arbejde mere, så der kan formøbles endnu flere penge.

Hvis vi skal arbejde mere, skal velfærden sikres FØRST.
- bedre institutioner (for de er udsultede, underprioriterede og underbemandede)
- bedre skoler (og ikke flere socialdemokratiske forsøg)
- bedre plejehjem (og ikke flere regler)
- bedre forhold for nedslidte (og ikke “det skal arbejdes væk)
- totalt stop for indvandring og lignende, hvis disse ikke er netto overskudsgivende for samfundet (for jeg gider virkelig ikke arbejde 5-7 år mere end franskmænd, blot for at parallelsamfund skaber jul i kassen).

trods verdens 2. højeste skat ligger vi under 2. plads på alt andet end lykke(lig uvidenhed). Der mangler ikke flere penge. Der mangler mere professionel styring, forenkling og konsekvenser / ansvarliggørelse. Mink-skandalen kostede ingen jobbet. FE-skandalen fik ikke konsekvenser. Vurderingsskandalen ligeså. Udbytteskatten heller ikke. Inddrivningsskandsskandalen heller ikke.

Så mens Dybvad tordner mod dem, der gør, hvad der er bedst for dem selv og deres familie inden for deres økonomiske råderum, er han tavs som graven om, at hullet i statskassen skyldes politikernes og offentlige lederes massive inkompetence, ubalancerede politiker og ressourcespild. Dét ville være en god bog. Det andet? Bare absurd.

[MrMister]

Iøvrigt tror jeg, at Mette Frederiksen er den måske mest kyniske og empatiforladte statsminister i nyere tid. Hun tordnede mod privatskoler, men fravalgte selv folkeskolen. Hun kaldte sig børnenes statsminister, men har konsekvent modebevist det. Hun ønskede at passe på de svage, de nedslidte, de ældre, og afskaffede ældrepensionerne og under hende er hjemmehjælp erstattet af robotstøvsugere.

Mest alvorligt er imo stadig, at hendes regering blamerede sig grusomt i FE-sagen og særligt ved at uretmæssigt anklage en ledende oppositionspolitiker for landsforræderi. Alene det gør, at alt ideologisk fra S mødes med mistro og forundrelse hos mig

[primle]

Jeg synes ikke han siger at forældre bare skal give gas på arbejdet og så hente børn så sent som muligt. Jeg synes han siger at der findes forældre med jobs som gør at de er nødt til at hente sent og at man skal acceptere og respektere at ikke alle har job fra 7-15.

Jeg så ham i et interview, hvor han uddybede, at problemet ifølge ham (også) var, at mange jo ikke havde råd til at gå på deltid. Så det var synd for dem, at de skulle se og høre på, dem der havde råd. Sådan groft sat op.

Jeg ved faktisk ikke, hvad hans pointe er sådan rigtigt. Jeg fornemmer en ‘frygt’ for, at for mange bliver smittet af tendensen til at tænke anderledes og indrette sig anderledes.

Jeg synes, man må mene og tænke og udtrykke sig frit. Men jeg synes, han er direkte uforskammet, når han trækker en enkelt person frem i sin bog og udstiller hende negativt ift. hendes indsats for samfundet ift. den måde, hun har valgt at hun og hendes familie skal indrette sig på. Det synes, jeg ikke man kan tillade sig. Slet ikke som minister.

Jeg kan i øvrigt også virkelig se udfordringen i, hvis mange flere begynder at benytte sig af de yderste timer i institutionerne. Det er tydeligvis ikke en prioritering at styrke forholdene for hverken børn eller pædagoger. Og hvis endnu flere børn skal rummes i flere timer, skal der flere pædagoger og flere penge til. Jeg føler ikke rigtig lige det er dét, der er på trapperne fra regeringens side.

Jeg har virkelig ikke nogen holdning til, hvor meget den enkelte arbejder. Det må være den enkeltes valg ud fra evner, overskud, familieforhold og whatever der påvirker det valg.

Fjerner man blikket fra individerne og ser på det samlede samfund, så er vi pt i en situation, hvor forholdet mellem arbejdsstyrke og ældre/gamle skrider henimod flere gamle og færre på arbejde. Vi ser ind i et dyrere sundhedsvæsen pga flere gamle, dyrere medicin etc. Vi ønsker flere pædagoger og sygeplejersker og at de få mere i løn etc. Og så ønsker vi/mange samtidig at arbejde mindre og derved betale mindre i skat (det sidste er måske mere en konsekvens end et egentlig mål for mange).

Jeg er (heldigvis!) ikke nationaløkonom, men jeg kan godt se modsætningerne i ovenstående (som selvklart ikke udgør det fulde billede). Vi er vel nødt til at tage stilling til, hvad velfærdssamfundet skal være, hvis vi ikke ønsker at bidrage til det i fuldt omfang? Eller hvem der skal betale resten?

Og den vinkel synes jeg mangler, når mange taler om at ville arbejde mindre. Men derfor synes jeg ikke at det er ok at gøre enkeltpersoner til syndebukke eller ansvarlige for samfundets deroute, fordi de vælger anderledes end flertallet og taler højt om det.

Jeg er heller ikke nationaløkonom. Men vi får hele tiden at vide, at økonomien aldrig har været bedre. Vi har SÅ mange penge.

På sådan en helt almindelig borger som mig, så virker det underligt, at der så hele tiden spares på de områder, som er (ifølge mig) allervigtigst. Jeg synes ikke vi er en skid rige, hvis vores ældre ikke har det ordentligt. Hvis vores institutioner og skoler udsultes. Hvis sundhedsvæsnet bløder osv.

Jeg bliver sur, når der fra regeringens side løftes pegefingre mod os der er på deltid. Og det gør der. Det er blevet som om, at det er den eneste løsning på alt, hvad der er skidt lige nu.

Hvad hvis man rystede posen og kiggede på, hvor man sendte alle de penge hen, som vi har? Dét gad jeg godt.

[.Magic.]

Jeg synes ikke han siger at forældre bare skal give gas på arbejdet og så hente børn så sent som muligt. Jeg synes han siger at der findes forældre med jobs som gør at de er nødt til at hente sent og at man skal acceptere og respektere at ikke alle har job fra 7-15.

Jeg synes ikke at man kan fratage at i mens han udgiver sin bog er han minisister for et parti der kommunikerer ret tydeligt ud og laver tiltag for at danskerne skal arbejde mere.

I mit eget fag har der fra politisk side også været snak om at flere af os der har et 7-15 bør holde op med det. De vil gerne presse flere til skæve vagter.

Vi har en socialdemokratisk statsminister der ikke er for fin til at ligge ansvaret for velfærdssamfundet over på dem der vælger at arbejde deltid.

Så jeg synes det er svært ikke at koble citater fra hans bog sammen med den politik hans parti arbejder for på selv samme tidspunkt.

Jeg kan ikke udtale mig om hans bog for jeg har ikke læst den. Jeg har heller ikke fulgt med i andre udtalelser fordi det ikke interesserer mig - Jeg reagerer kun udfra det jeg læser i artiklen.

[DetSorteCirkus]

Ingen har lyst til at arbejde sig selv til døde, men faktum er at manglen på arbejdskraft er absurd når man fremskriver med 10 og 20 år.

Lige nu handler det om at tjene rigtigt mange penge for lønnen kommer til at eksplodere for de mennesker der skal holde røven oppe på de gamle. Dem der går på efterløn inden for de næste 5 år, de er mellem 60 og 65, de kommer ikke til arbejde mere og mange af dem vil blive tæt ved 100 år. De er en kæmpe byrde.

Hvis min mor bliver 95 som min mormor gjorde, så er jeg 74 til den tid og vi kan meget vel sidde på samme plejehjem. Hvis man ingen penge har til den tid er man dårligt stillet. Min mor og hendes generation vælter sig i penge. De har siddet på fedtet i mange år, de har stjålet millarder af kroner fra min generation gennem boligmarkedet og om 40 år har de stadig flere penge end min generation.

Jeg frygter at blive gammel på baggrund af det og fokuserer super hårdt på at have penge når jeg bliver gammel og syg - hvad end der kommer først.

Det er rigtig gode argumenter og betragtninger, som jeg har lavet en tråd til i Job-sektionen (her). Men i forhold til børns afhentning tænker jeg på hvordan I ser på situationen i forhold til barnet og forholdet til personalet for både barn og voksen.

Det er altså vildt mærkeligt at fokusere på personalets følelser omkring at skulle være på job. De er sådan set ansat for at være der?? Der er da næsten intet der kunne rage mig mindre end, at noget personale ønsker mere fritid. Hvem ønsker ikke det? Men nu er alle medarbejder jo ansat med henblik på at være til stede og varetage et job.

Det ville overraske mig meget, hvis de havde så meget flextid i deres ansættelse, at de overhovedet har lov til at gå hjem, hvis bare alle børn er blevet hentet.

[Lys]

Jeg synes ikke han siger at forældre bare skal give gas på arbejdet og så hente børn så sent som muligt. Jeg synes han siger at der findes forældre med jobs som gør at de er nødt til at hente sent og at man skal acceptere og respektere at ikke alle har job fra 7-15.

Jeg så ham i et interview, hvor han uddybede, at problemet ifølge ham (også) var, at mange jo ikke havde råd til at gå på deltid. Så det var synd for dem, at de skulle se og høre på, dem der havde råd. Sådan groft sat op.

Jeg ved faktisk ikke, hvad hans pointe er sådan rigtigt. Jeg fornemmer en ‘frygt’ for, at for mange bliver smittet af tendensen til at tænke anderledes og indrette sig anderledes.

Jeg synes, man må mene og tænke og udtrykke sig frit. Men jeg synes, han er direkte uforskammet, når han trækker en enkelt person frem i sin bog og udstiller hende negativt ift. hendes indsats for samfundet ift. den måde, hun har valgt at hun og hendes familie skal indrette sig på. Det synes, jeg ikke man kan tillade sig. Slet ikke som minister.

Jeg kan i øvrigt også virkelig se udfordringen i, hvis mange flere begynder at benytte sig af de yderste timer i institutionerne. Det er tydeligvis ikke en prioritering at styrke forholdene for hverken børn eller pædagoger. Og hvis endnu flere børn skal rummes i flere timer, skal der flere pædagoger og flere penge til. Jeg føler ikke rigtig lige det er dét, der er på trapperne fra regeringens side.

Jeg har virkelig ikke nogen holdning til, hvor meget den enkelte arbejder. Det må være den enkeltes valg ud fra evner, overskud, familieforhold og whatever der påvirker det valg.

Fjerner man blikket fra individerne og ser på det samlede samfund, så er vi pt i en situation, hvor forholdet mellem arbejdsstyrke og ældre/gamle skrider henimod flere gamle og færre på arbejde. Vi ser ind i et dyrere sundhedsvæsen pga flere gamle, dyrere medicin etc. Vi ønsker flere pædagoger og sygeplejersker og at de få mere i løn etc. Og så ønsker vi/mange samtidig at arbejde mindre og derved betale mindre i skat (det sidste er måske mere en konsekvens end et egentlig mål for mange).

Jeg er (heldigvis!) ikke nationaløkonom, men jeg kan godt se modsætningerne i ovenstående (som selvklart ikke udgør det fulde billede). Vi er vel nødt til at tage stilling til, hvad velfærdssamfundet skal være, hvis vi ikke ønsker at bidrage til det i fuldt omfang? Eller hvem der skal betale resten?

Og den vinkel synes jeg mangler, når mange taler om at ville arbejde mindre. Men derfor synes jeg ikke at det er ok at gøre enkeltpersoner til syndebukke eller ansvarlige for samfundets deroute, fordi de vælger anderledes end flertallet og taler højt om det.

Jeg er heller ikke nationaløkonom. Men vi får hele tiden at vide, at økonomien aldrig har været bedre. Vi har SÅ mange penge.

På sådan en helt almindelig borger som mig, så virker det underligt, at der så hele tiden spares på de områder, som er (ifølge mig) allervigtigst. Jeg synes ikke vi er en skid rige, hvis vores ældre ikke har det ordentligt. Hvis vores institutioner og skoler udsultes. Hvis sundhedsvæsnet bløder osv.

Jeg bliver sur, når der fra regeringens side løftes pegefingre mod os der er på deltid. Og det gør der. Det er blevet som om, at det er den eneste løsning på alt, hvad der er skidt lige nu.

Hvad hvis man rystede posen og kiggede på, hvor man sendte alle de penge hen, som vi har? Dét gad jeg godt.

Vi skal selvfølgelig hele tiden sikre, at vi bruger pengene på de rigtige ting. Det tror jeg ikke, at nogen er uenige i. Men når der fx kommer flere ældre, der kommer ny medicin og nye behandlingsmetoder, så bliver det jo dyrere at opretholde samme niveau i sundhedsvæsenet og ældreplejen. Jeg siger ikke, at det er hele forklaringen, men det er måske noget af den?

[primle]

Jeg synes ikke han siger at forældre bare skal give gas på arbejdet og så hente børn så sent som muligt. Jeg synes han siger at der findes forældre med jobs som gør at de er nødt til at hente sent og at man skal acceptere og respektere at ikke alle har job fra 7-15.

Jeg så ham i et interview, hvor han uddybede, at problemet ifølge ham (også) var, at mange jo ikke havde råd til at gå på deltid. Så det var synd for dem, at de skulle se og høre på, dem der havde råd. Sådan groft sat op.

Jeg ved faktisk ikke, hvad hans pointe er sådan rigtigt. Jeg fornemmer en ‘frygt’ for, at for mange bliver smittet af tendensen til at tænke anderledes og indrette sig anderledes.

Jeg synes, man må mene og tænke og udtrykke sig frit. Men jeg synes, han er direkte uforskammet, når han trækker en enkelt person frem i sin bog og udstiller hende negativt ift. hendes indsats for samfundet ift. den måde, hun har valgt at hun og hendes familie skal indrette sig på. Det synes, jeg ikke man kan tillade sig. Slet ikke som minister.

Jeg kan i øvrigt også virkelig se udfordringen i, hvis mange flere begynder at benytte sig af de yderste timer i institutionerne. Det er tydeligvis ikke en prioritering at styrke forholdene for hverken børn eller pædagoger. Og hvis endnu flere børn skal rummes i flere timer, skal der flere pædagoger og flere penge til. Jeg føler ikke rigtig lige det er dét, der er på trapperne fra regeringens side.

Jeg har virkelig ikke nogen holdning til, hvor meget den enkelte arbejder. Det må være den enkeltes valg ud fra evner, overskud, familieforhold og whatever der påvirker det valg.

Fjerner man blikket fra individerne og ser på det samlede samfund, så er vi pt i en situation, hvor forholdet mellem arbejdsstyrke og ældre/gamle skrider henimod flere gamle og færre på arbejde. Vi ser ind i et dyrere sundhedsvæsen pga flere gamle, dyrere medicin etc. Vi ønsker flere pædagoger og sygeplejersker og at de få mere i løn etc. Og så ønsker vi/mange samtidig at arbejde mindre og derved betale mindre i skat (det sidste er måske mere en konsekvens end et egentlig mål for mange).

Jeg er (heldigvis!) ikke nationaløkonom, men jeg kan godt se modsætningerne i ovenstående (som selvklart ikke udgør det fulde billede). Vi er vel nødt til at tage stilling til, hvad velfærdssamfundet skal være, hvis vi ikke ønsker at bidrage til det i fuldt omfang? Eller hvem der skal betale resten?

Og den vinkel synes jeg mangler, når mange taler om at ville arbejde mindre. Men derfor synes jeg ikke at det er ok at gøre enkeltpersoner til syndebukke eller ansvarlige for samfundets deroute, fordi de vælger anderledes end flertallet og taler højt om det.

Jeg er heller ikke nationaløkonom. Men vi får hele tiden at vide, at økonomien aldrig har været bedre. Vi har SÅ mange penge.

På sådan en helt almindelig borger som mig, så virker det underligt, at der så hele tiden spares på de områder, som er (ifølge mig) allervigtigst. Jeg synes ikke vi er en skid rige, hvis vores ældre ikke har det ordentligt. Hvis vores institutioner og skoler udsultes. Hvis sundhedsvæsnet bløder osv.

Jeg bliver sur, når der fra regeringens side løftes pegefingre mod os der er på deltid. Og det gør der. Det er blevet som om, at det er den eneste løsning på alt, hvad der er skidt lige nu.

Hvad hvis man rystede posen og kiggede på, hvor man sendte alle de penge hen, som vi har? Dét gad jeg godt.

Vi skal selvfølgelig hele tiden sikre, at vi bruger pengene på de rigtige ting. Det tror jeg ikke, at nogen er uenige i. Men når der fx kommer flere ældre, der kommer ny medicin og nye behandlingsmetoder, så bliver det jo dyrere at opretholde samme niveau i sundhedsvæsenet og ældreplejen. Jeg siger ikke, at det er hele forklaringen, men det er måske noget af den?

Men folk er jo dybt uenige i, hvad de rigtige ting er.

Jeg synes f.eks. man skulle poste penge i børn, ældre og sundhed frem for at give skattelettelser. Det er der mange, der ikke mener.

Jeg tror på, at hvis man forbedrede vilkårene i de sektorer, hvor man skriger på arbejdskraft, så ville rekruttering og tilgang til uddannelse måske ikke være så svær?

Jeg tror ikke på, at det hjælper noget som helst at presse folk på deltid på fuldtid. Der er nok en grund til de er på deltid.

Man kan starte med at kigge på vilkårene og forholdene. Så kan det være man får lidt flere fuldtidsansatte helt automatisk. Eller at de forældre, der er på deltid, mens deres børn er små, får lyst til at gå op i tid, når børnene er større.
For uanset hvor gode vilkår der er, er det jo en prioritet for mange at være på nedsat tid mens deres børn er små.

Jeg forestiller mig også, at teknologien og udviklingen her vil betyde, at nogen af de funktioner, som mennesker i dag tager sig af, kan varetages teknologisk.