Generel job snik-snak og spørgsmål

[Spjaerten]

Så fyr hende da for helvede
Intet kommer jo til at ændre sig

Tro mig, hvis det stod til mig var det allerede sket. Det er bare ikke min beslutning.

Det ved jeg

Håber virkelig din chef snart indser hun er en døds sejler

[LaMariposa]

Så fyr hende da for helvede
Intet kommer jo til at ændre sig

Tro mig, hvis det stod til mig var det allerede sket. Det er bare ikke min beslutning.

Men hvis din chef ikke er villig til at gøre noget ved det, så tænker jeg ikke, at du har ret mange andre muligheder end at acceptere tingenes tilstand eller sige op.

Der er noget om det der med, at man ofte ikke smutter pga arbejdspladsen, men pga en dårlig chef eller en kollega. Jeg har en enkelt gang sagt op, fordi jeg havde en kollega, som jeg simpelthen ikke kunne holde ud. Jeg levede med vedkommende i et godt stykke tid, fordi jeg havde en rigtig god chef. Da han sagde op kunne jeg simpelthen ikke være i det længere.

[sigge]

Jeg har en aftale i min kontrakt om, at overarbejde honoreres med en faktor 1,37 til afspadsering. Vi er ikke så mange i firmaet, der har den aftale, fordi den blev udfaset få år efter, jeg var blevet ansat. Så langt de fleste har 1:1 overarbejde og afspadsering. Nu er vi så blevet opkøbt af en større koncern og i løbet af foråret skal vi overgå til ansættelse hos dem. Vi er blevet lovet, at ingen får dårligere vilkår ifm. overgangen, men i deres personalehåndbog kan jeg se, at de også kører 1:1. Jeg talte med min leder om det til 1 til 1 samtale i sidste uge, og han ved ikke, hvordan og om den aftale kan overføres. Han håber på at blive klogere på det, inden de nye ansættelsesaftaler/tillæg til eksisterende kontrakter skal udmøntes. Han mente, at det kunne være, man ville "kapitalisere" ordningen og fremover køre samme aftale for alle.

Og nu er jeg så meget i tvivl om, hvad jeg ville synes, var en passende økonomisk kompensation, hvis jeg skal give afkald på den ordning. Jeg er egentlig et sted nu, hvor jeg er så privilegeret, at jeg hellere vil have mere fritid end flere penge, så i udgangspunktet vil jeg allerhelst beholde min gamle 1:1,37 ordning.
Jeg har ikke overarbejde hver uge eller hver måned. Det kan komme lidt i klumper i spidsbelastningsperioder, når et projekt skal være færdigt. Lige pt. har jeg kun ca. 13 timers afspadsering stående på "kontoen", så det er heller ikke fordi, jeg kører med vildt meget overarbejde. Jeg havde dog en del mere afspadsering for 1½ år siden, men valgte at nedbringe det, fordi jeg troede, jeg skulle skifte job og ikke ville have det udbetalt men hellere gemme ferie, som kunne overføres til ny arbejdsgiver.

Hvor stor en lønstigning ville I tænke var en passende kompensation, hvis jeg skulle give afkald på min særordning?

Jeg grubler stadig over dette. Jeg har talt med nogle kolleger, som har samme ordning, men de fleste af dem står til at gå over til jobløn pga. deres lederansvar. Og den anden kollega, jeg har talt med, som ikke er leder, ved ikke, hvad han vil gøre.

Jeg ved ikke, om jeg har is nok i maven til at sætte hårdt mod hårdt og sige, at hvis jeg ikke kan få ordningen overført, finder jeg et andet job*. For hvis jeg nu accepterer X% lønstigning i stedet for afspadseringsordningen, føler jeg, der er en risiko for, at det ret hurtigt vil blive udhulet ifm. kommende lønreguleringer. I stedet har jeg overvejet at sige, at jeg gerne vil have den almindelige lønregulering, jeg alligevel stod til, men til gengæld gå ned på 36 timer/uge uden lønnedgang. Så kan jeg arbejde mine normale 37 timer og stadig spare afspadsering op (1:1), eller jeg kan gå en time tidligere om fredagen, hvilket jeg egentlig ofte har lyst til.
Er der noget, jeg skal være opmærksom på, hvis jeg går fra 37 til 36 timer? Pension, dagpenge, tabt arbejdsevne el.lign.?



*Jeg blev kontaktet i sidste uge af en rekrutteringskonsulent vedr. det job, jeg endte med at sige nej til pga. uenighed om løn for 1½ år siden, og han sagde, at firmaet stadig er interesserede og måske kunne give sig på løn. Jeg er så steget i løn i mellemtiden, så de vil nok skulle give sig noget mere end mit daværende udspil. Og der er stadig ulempen ved 45+ min. kørsel hver vej mod 10 min. i mit nuværende job. Men det er altså en reel mulighed at finde et andet job. Og de kører i øvrigt 1:1,5 på overarbejde.

Nå, efter at være blevet mindet om eksistensen af fagforeninger, ringede jeg til min for 1½ måned siden. Deres råd var i første omgang at forsøge at være proaktiv og tage det med min afdelingsleder og HR på forkant. Der ud over sagde de, at man sådan set godt må ændre væsentligt på ansættelsesvilkår, men så skal det bare varsles med samme varsel som opsigelsesvarsel.

Jeg forsøgte efterfølgende at få en samtale i stand med min leder, men på daværende tidspunkt havde han endnu ikke fået noget information fra firmaet og følte sig derfor ikke klædt på til at tage en sådan snak. Så vi udskød det, og så gik tiden.

Fast forward til i dag, hvor jeg modtager kontrakttillæg på mail fra HR, hvor der står, at flex fremover er efter nyt firmas regler (altså 1:1 for overarbejde:afspadsering). Og så er der i øvrigt overhovedet igen kompensation for dette. Heller ikke engang en lille %-vis lønstigning.

Der står i mailen, at man kan besvare den, hvis man har spørgsmål, så nu har jeg skrevet direkte til HR og gået udenom min afdelingsleder.
Jeg har bedt om at få at vide, hvordan jeg kompenseres, når de går imod deres eget løfte om, at ingen får ringere vilkår. Og hvis de fastholder ændringen i mine ansættelsesvilkår har jeg bedt dem bekræfte, at de først træder i kraft med 6 måneders varsel, som er mit opsigelsesvarsel.

Jeg frygtede jo, at det ville ende ud i, at særordningen bare ville blive affejet. Og hvis det er der, vi er. Må jeg jo overveje min ansættelse igen. Jeg gider i hvert fald ikke at tie og samtykke.

Jeg talte alligevel med min afdelingsleder. Han var overrasket over, at HR havde sendt kontrakttillæggene ud uden at varsle lederne først. Det var de ellers blevet lovet. Men han sagde i hvert fald, at det er en fejl, at jeg slet ikke bliver kompenseret for afskaffelsen af min særordning. Han og de andre ledere sidder netop nu og ser på lønregulering mm. Jeg sagde direkte til ham, at jeg sådan set groft sat op ikke er interesseret i flere penge, jeg vil hellere have mere frihed. Han tror dog ikke på, at jeg (vi?) kan komme igennem med at få den gamle ordning overført.
Jeg sagde også til ham, at jeg mente, at det skal varsles iht. opsigelsesvarsel, hvis man ændrer på ansættelsesforhold, og det ville han tage med videre. Nu må vi se.

Mailen til HR er i hvert fald afsendt, og jeg venter på deres svar.

[Grissebassen]

Tak for jeres svar.
Jeg tror måske jeg bare skal prøve at hvile i, at min chef har været lidt længere inden i mine følelser, end jeg er komfortabel med, som den private person, jeg er. Men det altså er helt okay at bede folk om hjælp, når man har det svært. Min chef er også ret indbydende til det, vi har bare ikke altid haft så tæt og god en relation. Jeg har mest forholdt mig distanceret.

Min stress skyldes egentlig ikke præstationspress og manglende evne til at sige fra, men en kombination af fysisk sygdom og en ret par ret uduelige mellemleder, der skaber et miljø, der til tider kan være ret hårdt.
Min chef er heldigvis bevidst om dette, men jeg tror ikke, hun kan stille så meget op overfor det. Og jeg ved jo også godt, at man i sidste ende hellere vil miste mig end to mellemledere. Det har bare været skidesvært for mig at tage hul på den snak med chefen om, at det altså også har påvirket mig i ret høj grad.

Jeg elsker min chef. Jeg ved ikke, hvad hun har gjort eller sagt til de to mellemledere, men jeg kan mærke en kæmpe positiv forskel i samarbejdet og miljøet generelt.

[Filipai]

Så blev sidste arbejdsdag overstået for mig. Jeg har dog lige noget overlevering jeg bliver nødt til at lave inden mandag hvor min computer lukkes.

Det var meget underligt at have sidste arbejdsdag ude i et af de varehuse jeg leder, fremfor på vores hovedkontor hvor min plads er, men det var aftalen. Der var audit de sidste 3 dage, og jeg er drøn stolt over mig og mit team. Bedste scorende varehuse på tværs af alle vores varehuse, og også bedre end det andet jeg leder (ledte).

Det har ikke helt ramt endnu. På tirsdag skal jeg ind til “rigtigt” farvel og aflevere computer og alt der praktiske. Det nok der den rammer.

Da jeg havde tid til at tjekke min LinkedIn efter audit slutningen lå der besked fra en recruiter, så nu har jeg en indledende samtale tirsdag.

Jeg glæder mig til at høre om næste kapitel

Tusinde tak Rap.
Samtalen gik rigtigt godt, og jeg har næste interview Torsdag. Jobbet lød som et perfekt match, så jeg glæder mig til at høre nærmere til en samtale og se om de også tænker om det samme for mig.

[Tilly]

Jeg tror at jeg har påtaget mig at være tovholder på for mange ting på mit arbejde. Men jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg kan/skal give fra mig. Nok mest grundet at jeg ikke har lyst til at afgive noget. Men jeg er ved at erkende at jeg er nødt til at tale med min leder om det, så det er nok godt at vi snart skal have MUS.

Andre der kender til det med at det er svært at afgive opgaver?

[ajnaM]

Jeg tror at jeg har påtaget mig at være tovholder på for mange ting på mit arbejde. Men jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg kan/skal give fra mig. Nok mest grundet at jeg ikke har lyst til at afgive noget. Men jeg er ved at erkende at jeg er nødt til at tale med min leder om det, så det er nok godt at vi snart skal have MUS.

Andre der kender til det med at det er svært at afgive opgaver?

Delvist. Kommer an på, hvem jeg skal give den til.

Men min erfaring er, at det er sundt. Både fordi man ikke pukler sig ihjel, men også fordi det ofte er godt for en opgave at få nye øjne på. Igen afhængigt af, hvem der tager over.

[Elverpigen]

(....)
Der er noget om det der med, at man ofte ikke smutter pga arbejdspladsen, men pga en dårlig chef eller en kollega. Jeg har en enkelt gang sagt op, fordi jeg havde en kollega, som jeg simpelthen ikke kunne holde ud. Jeg levede med vedkommende i et godt stykke tid, fordi jeg havde en rigtig god chef. Da han sagde op kunne jeg simpelthen ikke være i det længere.

Jeg er i en lignende udgangsposition.

Nedsmeltende Kollega er åbenbart lykkedes med at udvide katastrofezonen grundigt, mens jeg var væk en uges tid.

Det resulterede i, at nogle skiftedes til at grædende forlade et møde, mens vores rimeligt fornuftige leder prøvede at få styr på gemytterne.

Til mit og andre i katastrofezonen's held, kom Nedsmeltende Kollega til totalt at tabe sin Chefen-Er-Til-Stede facade, og gjorde det således helt selv meget klart for vores leder, hvor omfattende problemet er.

Ind til videre kan jeg ikke sætte en finger på vores leder, inden for det givne ledelsesrum. Uden lederens indsats var jeg nok skredet allerede. Det er en uholdbar situation i længden, for lederen kan naturligvis ikke mandsopdække Nedsmeltende Kollega konstant.

[Elverpigen]

Til afveksling fra brok vil jeg huske at fejre nogle små succeser på det halv-nye arbejde:

1) Et par dage er det lykkedes mig at afmontere det (i mine øjne) helt unødige falske hastværk og bøvl omkring vores kerneydelse, når jeg har haft vagten for mig selv. Mere ro, færre afbrydelser og bedre kontakter til personalet uden for AC-katastrofezonen. Det er her, jeg lægger mit fokus på at lykkes, så længe jeg er i butikken.

2) Jeg har fået effektiviseret en af de små rugbrødsopgaver, så der kan spares 1-2 timer om ugen.
Den geniale, totalt innovative og LEAN løsning bestod i at bruge 10 min på at få fat i IT-supporten for en vejledning til, hvordan jeg kunne koble et par netværksprintere til en lidt fjernt placeret PC, så der kan spares mange ture ud og ind ad døre og hen ad gange for at hente udskrifter. Gad vide, om det havde været mere karrierefremmende, hvis jeg også havde brændt tid af på at stille det op i en A3 rapport

[Tilly]

Jeg tror at jeg har påtaget mig at være tovholder på for mange ting på mit arbejde. Men jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg kan/skal give fra mig. Nok mest grundet at jeg ikke har lyst til at afgive noget. Men jeg er ved at erkende at jeg er nødt til at tale med min leder om det, så det er nok godt at vi snart skal have MUS.

Andre der kender til det med at det er svært at afgive opgaver?

Delvist. Kommer an på, hvem jeg skal give den til.

Men min erfaring er, at det er sundt. Både fordi man ikke pukler sig ihjel, men også fordi det ofte er godt for en opgave at få nye øjne på. Igen afhængigt af, hvem der tager over.

Ja, det er nok også én af mine "udfordringer", at det ikke er alle jeg har lyst til at give videre til

Men ja, jeg tror også du har ret i at det er sundt. Og jeg tror også jeg er i en situation lige nu hvor jeg simpelthen er nødt til det. Jeg tænker at jeg vil tage en snak med min leder i morgen hvis han har tid. Der er for lang tid endnu til jeg skal have MUS.

[DetSorteCirkus]

Jeg tror at jeg har påtaget mig at være tovholder på for mange ting på mit arbejde. Men jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg kan/skal give fra mig. Nok mest grundet at jeg ikke har lyst til at afgive noget. Men jeg er ved at erkende at jeg er nødt til at tale med min leder om det, så det er nok godt at vi snart skal have MUS.

Andre der kender til det med at det er svært at afgive opgaver?

Det var indtil fornyligt en gigantisk udfordring for mig, som det psykologforløb, som jeg pt. følger pga. en stresssygemelding tidligere på året, har hjulpet mig gevaldigt med at tackle. Jeg er meget skeptisk overfor, når stress gøres til et personligt problem på arbejdspladser, hvor den er gal med rammer og strukturer, og jeg er derfor ikke interesseret i at lære "at slappe af og sige pyt" og den slags; til gengæld har det været en øjenåbner for mig at tage udgangspunkt i ansvar. Sammen med psykologen har jeg fundet ud af, at jeg tidligere har påtaget mig alt for mange opgaver og arbejdet overtid (uden mulighed for kompensation), fordi dem, der organisatorisk burde have siddet med ansvaret, dvs. oftest ledelsen, har været "underansvarlige". Jeg kan godt forstå, at mine ledere ikke kan nå alt, hvad der lander hos dem, men det har stresset mig, at de ikke engang har formået at prioritere og kommunikere omkring deres opgaver, således at mange medarbejdere er blevet "overansvarlige" og i sympati med elever, forældre og kolleger er sprunget til og har forsøgt at kompensere for dem.

Helt lavpraktisk har det hjulpet mig kun at arbejde, når jeg er fysisk til stede på min arbejdsplads, planlægge min arbejdstid, så jeg får overblik over, hvad jeg reelt kan nå og gøre opmærksom på de ender, der ikke kan mødes. I dag brød jeg mine principper pga. en helt særlig mellemmenneskelig situation, men generelt virker det for mig, og det har givet mig et helt nyt overskud i såvel arbejdsliv som fritid. Det har også været sundt at erfare, at tingene ikke falder sammen, selvom jeg passer på mig selv. Eller at de i nogle tilfælde gør - hvilket rette vedkommende så må tage sig af.

[catnip]

Jeg har sgu lige brug for at læsse lidt af. Jeg ved ikke om der er andre der i academia og søger tenure track jobs, men here it goes. Jeg søgte i sidste måned en stilling i Wien som assistant professor. Opslaget var på engelsk. De skrev at det var en fordel, men ikke et krav at kunne tysk, da de forventede at man lærte tysk hvis man fik stillingen. Jeg skrev at jeg havde kendskab til tysk, og jeg forventede at jeg kunne blive forholdsvis flydende med genopfriskningskurser.

Min fornemmelse da jeg søgte jobbet var, at jeg ville være en af deres topkandidater. Deres afdeling er ikke direkte indenfor mit felt, men de søgte specifikt en med mine kompetencer (hvis det giver mening). Jeg har en meget stærk profil i forhold til stillingsopslaget, og nogle high-impact publikationer på mit CV, hvilket ikke er typisk i deres felt.

Anyway, jeg har så fået indkaldelsen til interview. Den her mail er på tysk. De tiltaler mig som Frøken, hvilket pisser mig af - de ved jo udmærket godt at jeg har en PhD. De spørger om jeg kan komme til Wien og deltage i den officielle interview runde i juni. Jeg skal give to lectures - én på engelsk og én på tysk. Det er ikke blevet indikeret i jobopslaget at interviewet vil foregå delvist på tysk. Jeg mener også at kunne huske at der i opslaget stod, at de ikke ville betale for nogle omkostninger i forbindelse med rejsen til og fra interviewet.

Jeg skrev så tilbage, på engelsk, og takkede mange gange for inviationen, og sagde at jeg meget gerne ville komme, men at jeg desværre ikke ville være i stand til at give en lecture på tysk. Jeg ville dog gerne give den på engelsk. Jeg spurgte også om de ville dække rejseomkostninger. Alt det her var meeeeget høfligt formuleret.

Jeg har intet hørt. Enten ghoster de mig, eller også ved de ikke hvad de skal svare. Eller også var jeg token-invitationen fordi de allerede har deres interne kandidat linet op.

Altså, hvad fanden er det for noget at slå stillingen op på engelsk og så pludselig slå over til tysk, med krav om tysk på et niveau så man kan give en videnskabelig præsentation? Jeg ved godt det hele er lidt mere rigidt dernede i mellemeuropa, men altså...

[Elverpigen]

Jn stilling i Wien som assistant professor. Opslaget var på engelsk, de skrev at det var en fordel, men ikke et krav at kunne tysk, da de forventede at man lærte tysk hvis man fik stillingen. Jeg skrev at jeg havde kendskab til tysk, og jeg forventede at jeg kunne blive forholdsvis flydende med genopfriskningskurser.
(....)
Den her mail er på tysk. De tiltaler mig som Frøken, hvilket pisser mig af - de ved jo udmærket godt at jeg har en PhD. De spørger om jeg kan komme til Wien og deltage i den officielle interview runde i juni. Jeg skal give to lectures - én på engelsk og én på tysk.(.....)

Specielt når de skriver ud på tysk fra sådan en titelfikseret kultur, så synes jeg i den grad at de jogger i spinaten ved ikke at anvende din korrekte titel eller Sehr geerhte Doktorinn catnip (Doktorinn o.l. endelser signalerede feminisme da jeg var i Wien - jeg tager forbehold for, at trenden kan være skiftet).

Den fodfejl ville jeg være stærkt fristet til høfligt at tvære ud i "ansigtet" på dem i et svar.

Jeg var sq også blevet noget pissed netop fordi de burokrater er så titelfikserede. Det lugter næsten af en test af kandidaten i sig selv.

* ikke længere på det karrierespor *

[catnip]

Jn stilling i Wien som assistant professor. Opslaget var på engelsk, de skrev at det var en fordel, men ikke et krav at kunne tysk, da de forventede at man lærte tysk hvis man fik stillingen. Jeg skrev at jeg havde kendskab til tysk, og jeg forventede at jeg kunne blive forholdsvis flydende med genopfriskningskurser.
(....)
Den her mail er på tysk. De tiltaler mig som Frøken, hvilket pisser mig af - de ved jo udmærket godt at jeg har en PhD. De spørger om jeg kan komme til Wien og deltage i den officielle interview runde i juni. Jeg skal give to lectures - én på engelsk og én på tysk.(.....)

Specielt når de skriver ud på tysk fra sådan en titelfikseret kultur, så synes jeg i den grad at de jogger i spinaten ved ikke at anvende din korrekte titel eller Sehr geerhte Doktorinn catnip (Doktorinn o.l. endelser signalerede feminisme da jeg var i Wien - jeg tager forbehold for, at trenden kan være skiftet).

Den fodfejl ville jeg være stærkt fristet til høfligt at tvære ud i "ansigtet" på dem i et svar.

Jeg var sq også blevet noget pissed netop fordi de burokrater er så titelfikserede. Det lugter næsten af en test af kandidaten i sig selv.

* ikke længere på det karrierespor *

Jeg er normalt ret ligeglad med min titel, og har det egentlig akavet med at blive kaldt Dr. Mit fornavn er fint. Men når de insisterer på at bruge en titel, og når jeg ved hvor anale de er med akademiske titler dernede, så får jeg sgu lidt lange tasker.

Når jeg kontakter andre akademiker, så gør jeg mig altid umage med at finde ud af om de er Dr. eller Prof. (eller Frau Dr. Prof. hvis de er fra Tyskland eller....Østrig ) inden jeg skriver den første mail til dem, for det er sådan jeg tiltaler dem til at starte med. Hvordan de så vælger at underskive deres svarmail er måden jeg tiltaler dem på derfra.

[Kanga]

Jeg er så træt af arbejdsgivere, der ikke bekræfter at have modtaget ens ansøgning. Har to ansøgninger ude p.t., der har begge haft ansøgningsfrist, begge holder samtaler i denne uge.

Jeg har førhen kontaktet arbejdspladsen, hvis ikke der kom en bekr. på at de havde modtaget min ansøgning. Men det plejer at hinde det hele, og jeg får afslag.