Generel job snik-snak og spørgsmål

[Julledyret]

Jeg er så træt af arbejdsgivere, der ikke bekræfter at have modtaget ens ansøgning. Har to ansøgninger ude p.t., der har begge haft ansøgningsfrist, begge holder samtaler i denne uge.

Jeg har førhen kontaktet arbejdspladsen, hvis ikke der kom en bekr. på at de havde modtaget min ansøgning. Men det plejer at hinde det hele, og jeg får afslag.

Er det hvis du sender ansøgningen direkte til en mailadresse, du ikke får en bekræftelse?

Jeg synes de fleste steder bruger en eller anden form for HR-system, hvor man uploader dokumenterne og der får man jo en automatisk bekræftelse. Så jeg har ikke prøvet det med, at mangle svar for modtagelse af ansøgningen. Hvis det skete ville jeg nok ringe den sidste dag inden fristen og høre om den var modtaget, og hvis ikke, så sende det hele igen (videresende den først sendte mail).

[Elverpigen]

Jeg er normalt ret ligeglad med min titel, og har det egentlig akavet med at blive kaldt Dr. Mit fornavn er fint. Men når de insisterer på at bruge en titel, og når jeg ved hvor anale de er med akademiske titler dernede, så får jeg sgu lidt lange tasker.

Når jeg kontakter andre akademiker, så gør jeg mig altid umage med at finde ud af om de er Dr. eller Prof. (eller Frau Dr. Prof. hvis de er fra Tyskland eller....Østrig ) inden jeg skriver den første mail til dem, for det er sådan jeg tiltaler dem til at starte med. Hvordan de så vælger at underskive deres svarmail er måden jeg tiltaler dem på derfra.

Det er jeg personligt også, det er mere når de fra en krakilsk burokrati-kultur fejlagtigt kraftigt nedgraderer din titel.

Tilbage til resten af problemstillingen:

Jeg kender personligt flere eksempler på tidsbegrænsede videnskabelige ansættelser i forskellige ikke-engelsktalende europæiske lande, hvor kandidaten efter ½-1 års tid har i en eller anden versiongivet op over for at følge med i dagligdagen på det lokale sprog og derfor har sagt op og rejst hjem. Det er forskellige versioner af det overordnede sproglige tema, som kandidaterne selv har fortalt. Derfor tænker jeg, at deres ønske om også en forelæsning på tysk kunne være et ønske om at forebygge sådan en klassisk situation.

Måden de gør det på finder jeg ret klodset.

Hvis jeg havde mulighed for at afsætte den ekstra tid til forberedelsen og på det indre plan komme overens med ubehaget ved at optræde på et sprog, jeg endnu ikke var rutineret i, ville jeg have sagt ja til at give også forelæsningen på tysk. Jeg har oplevet, at det (natur)videnskabelige sprog/ordforråd er væsentligt lettere og mere overskueligt at tilegne mig end det dagligdags og "avis"tyske.

Hvis de vil betale rejseomkostninger i Wien, ellers måtte det blive online (og kun IRL besøg ved tilbud om stillingen).

[catnip]

Jeg er normalt ret ligeglad med min titel, og har det egentlig akavet med at blive kaldt Dr. Mit fornavn er fint. Men når de insisterer på at bruge en titel, og når jeg ved hvor anale de er med akademiske titler dernede, så får jeg sgu lidt lange tasker.

Når jeg kontakter andre akademiker, så gør jeg mig altid umage med at finde ud af om de er Dr. eller Prof. (eller Frau Dr. Prof. hvis de er fra Tyskland eller....Østrig ) inden jeg skriver den første mail til dem, for det er sådan jeg tiltaler dem til at starte med. Hvordan de så vælger at underskive deres svarmail er måden jeg tiltaler dem på derfra.

Det er jeg personligt også, det er mere når de fra en krakilsk burokrati-kultur fejlagtigt kraftigt nedgraderer din titel.

Tilbage til resten af problemstillingen:

Jeg kender personligt flere eksempler på tidsbegrænsede videnskabelige ansættelser i forskellige ikke-engelsktalende europæiske lande, hvor kandidaten efter ½-1 års tid har i en eller anden versiongivet op over for at følge med i dagligdagen på det lokale sprog og derfor har sagt op og rejst hjem. Det er forskellige versioner af det overordnede sproglige tema, som kandidaterne selv har fortalt. Derfor tænker jeg, at deres ønske om også en forelæsning på tysk kunne være et ønske om at forebygge sådan en klassisk situation.

Måden de gør det på finder jeg ret klodset.

Hvis jeg havde mulighed for at afsætte den ekstra tid til forberedelsen og på det indre plan komme overens med ubehaget ved at optræde på et sprog, jeg endnu ikke var rutineret i, ville jeg have sagt ja til at give også forelæsningen på tysk. Jeg har oplevet, at det (natur)videnskabelige sprog/ordforråd er væsentligt lettere og mere overskueligt at tilegne mig end det dagligdags og "avis"tyske.

Hvis de vil betale rejseomkostninger i Wien, ellers måtte det blive online (og kun IRL besøg ved tilbud om stillingen).

Jeg har haft en postdoc i Schweiz og det gik fint fra et internationalt perspektiv. De var fuldt ud gearet til at håndtere udenlandske forskere på tidsbegrænsede kontrakter. Der var fin hjælp til det tyske beurakrati i fohold til skat og registrering osv. Østrig er måske lidt mindre internationalt end Schweiz, men det her univerisitet er ret velanset, så jeg er lidt overrasket.

Jeg synes det er sygt flabet ikke at betale for rejseomkostninger. Jo, jeg vil gerne have et tenure track job, men nu har de jo så også udvist en interesse i mig, så jeg gider da ikke bare bukke og skrabe for deres forældede regler, eller hvad der ellers forhindre dem i at behandle kandidater som alle andre gøre i 2024.

[catnip]

Jeg har sgu lige brug for at læsse lidt af. Jeg ved ikke om der er andre der i academia og søger tenure track jobs, men here it goes. Jeg søgte i sidste måned en stilling i Wien som assistant professor. Opslaget var på engelsk. De skrev at det var en fordel, men ikke et krav at kunne tysk, da de forventede at man lærte tysk hvis man fik stillingen. Jeg skrev at jeg havde kendskab til tysk, og jeg forventede at jeg kunne blive forholdsvis flydende med genopfriskningskurser.

Min fornemmelse da jeg søgte jobbet var, at jeg ville være en af deres topkandidater. Deres afdeling er ikke direkte indenfor mit felt, men de søgte specifikt en med mine kompetencer (hvis det giver mening). Jeg har en meget stærk profil i forhold til stillingsopslaget, og nogle high-impact publikationer på mit CV, hvilket ikke er typisk i deres felt.

Anyway, jeg har så fået indkaldelsen til interview. Den her mail er på tysk. De tiltaler mig som Frøken, hvilket pisser mig af - de ved jo udmærket godt at jeg har en PhD. De spørger om jeg kan komme til Wien og deltage i den officielle interview runde i juni. Jeg skal give to lectures - én på engelsk og én på tysk. Det er ikke blevet indikeret i jobopslaget at interviewet vil foregå delvist på tysk. Jeg mener også at kunne huske at der i opslaget stod, at de ikke ville betale for nogle omkostninger i forbindelse med rejsen til og fra interviewet.

Jeg skrev så tilbage, på engelsk, og takkede mange gange for inviationen, og sagde at jeg meget gerne ville komme, men at jeg desværre ikke ville være i stand til at give en lecture på tysk. Jeg ville dog gerne give den på engelsk. Jeg spurgte også om de ville dække rejseomkostninger. Alt det her var meeeeget høfligt formuleret.

Jeg har intet hørt. Enten ghoster de mig, eller også ved de ikke hvad de skal svare. Eller også var jeg token-invitationen fordi de allerede har deres interne kandidat linet op.

Altså, hvad fanden er det for noget at slå stillingen op på engelsk og så pludselig slå over til tysk, med krav om tysk på et niveau så man kan give en videnskabelig præsentation? Jeg ved godt det hele er lidt mere rigidt dernede i mellemeuropa, men altså...

Nåh, jeg har fået svar.

De var meget glade for mit hurtige og positive svar. De minder mig om at det var et krav at have kenskab til tysk jvf jobopslaget. Hvis jeg kan bekræfte at jeg har det, må jeg godt give begge lectures på engelsk. De kan desværre ikke dække mine rejseomkostninger.

Så jeg skriver tilbage og siger tak for at jeg må give begge lectures på engelsk, det er jeg virkelig glad for. Og så henviser jeg til min ansøgning, hvori jeg har beskrevet mit nuværende niveau i tysk og mine planer for at tage kurser for at genetablere sproget - jeg går jo udfra at de har læst ansøgningen, nu hvor de har shortlisted mig?

Og så vil jeg anmode om at give mine lectures over Zoom, nu hvor de ikke dækker rejseomkostninger.

Jeg synes generelt ikke indtrykket er særlig positivt (eller nytænkende), og jeg tænker meget over hvilket arbejdsmiljø jeg ville komme ned til hvis jeg fik tilbudt jobbet. Så jeg har ikke tænkt mig at være særlig large, og jeg kommer helt sikkert ikke til at betale for at tage derned in person. Jeg søger en anden tenure track stilling i Dublin i næste uge, og jeg ved at deres interviews er den samme dag. Det er klart noget der også har indflydelse på min tilgang til den her situation. Dublin er en meget bedre stilling, og selvom et interview ikke er garanteret, ændrer det jo ikke på det dårlige indtryk her.

[Kanga]

Jeg er så træt af arbejdsgivere, der ikke bekræfter at have modtaget ens ansøgning. Har to ansøgninger ude p.t., der har begge haft ansøgningsfrist, begge holder samtaler i denne uge.

Jeg har førhen kontaktet arbejdspladsen, hvis ikke der kom en bekr. på at de havde modtaget min ansøgning. Men det plejer at hinde det hele, og jeg får afslag.

Er det hvis du sender ansøgningen direkte til en mailadresse, du ikke får en bekræftelse?

Jeg synes de fleste steder bruger en eller anden form for HR-system, hvor man uploader dokumenterne og der får man jo en automatisk bekræftelse. Så jeg har ikke prøvet det med, at mangle svar for modtagelse af ansøgningen. Hvis det skete ville jeg nok ringe den sidste dag inden fristen og høre om den var modtaget, og hvis ikke, så sende det hele igen (videresende den først sendte mail).

Lige de to sidste her er sendt direkte på mail. Ansøgningsfrist og samtale er overstået på den ene, ansøgningsfrist er overstået på den anden, og de har samtaler i denne uge… så jeg er nok ikke i betragtning (med mindre dem, der er til samtale, er helt håbløse), og så kommer der afslag inden længe.

[Marengs]

Jeg er i et dilemma, jeg ikke helt havde set komme.

Jeg har et fint job, jeg er glad for, men der sker altid et eller andet, der medfører en for høj arbejdsbelastning. Jeg tror altid på, det bliver bedre - pt til juli.

Nu har jeg så fået et jobtilbud, jeg ikke helt havde set for mig. Eller en forespørgsel på et job. Jeg er jo ikke sikker på at få det. Et sted, hvor jeg kender kollegaer og opgaver og vurderer det umiddelbart ville passe godt til mig. Det ville normalt ikke være nok til at rykke mig. Men de tager min løn og ganger med ca 1,5. Det er alligevel noget - og på sigt giver det mulighed for at tage den løn og gange med 1,5. I min nuværende stilling er jeg meget på slutløn.

Normalt ville jeg råde mig selv til at gå videre og se, hvad der sker. Men jeg er oprigtigt nervøs for, det kommer ud og bliver set som om, jeg ikke er en stabil del af min nuværende arbejdsplads, da det - hvis jeg ikke skifter - ret beset er skadende for min nuværende stilling.

Er der nogen, der har gode tips til, hvordan man mærker efter i sig selv i forhold til den type dilemmaer? Jeg plejer mest af alt at kunne mærke det i maven og så går jeg efter det. Men her er jeg i tvivl og har bare uro.

[Oak123]

Jeg er i et dilemma, jeg ikke helt havde set komme.

Jeg har et fint job, jeg er glad for, men der sker altid et eller andet, der medfører en for høj arbejdsbelastning. Jeg tror altid på, det bliver bedre - pt til juli.

Nu har jeg så fået et jobtilbud, jeg ikke helt havde set for mig. Eller en forespørgsel på et job. Jeg er jo ikke sikker på at få det. Et sted, hvor jeg kender kollegaer og opgaver og vurderer det umiddelbart ville passe godt til mig. Det ville normalt ikke være nok til at rykke mig. Men de tager min løn og ganger med ca 1,5. Det er alligevel noget - og på sigt giver det mulighed for at tage den løn og gange med 1,5. I min nuværende stilling er jeg meget på slutløn.

Normalt ville jeg råde mig selv til at gå videre og se, hvad der sker. Men jeg er oprigtigt nervøs for, det kommer ud og bliver set som om, jeg ikke er en stabil del af min nuværende arbejdsplads, da det - hvis jeg ikke skifter - ret beset er skadende for min nuværende stilling.

Er der nogen, der har gode tips til, hvordan man mærker efter i sig selv i forhold til den type dilemmaer? Jeg plejer mest af alt at kunne mærke det i maven og så går jeg efter det. Men her er jeg i tvivl og har bare uro.

Det kan være du skal prøve at adskille dine tanker om arbejdsopgaver/kollegaer med lønnen, når du skal overveje et skifte. Altså kan du se dig selv i den nye virksomhed med de opgaver og kollegaer (ledelse) der er eller er det lønnen der trækker hele interessen så at sige?

Og derudover at se på om du gerne vil skifte fordi det er uholdbart med arbejdspresset i dit nuværende job.

[Marengs]

Jeg er i et dilemma, jeg ikke helt havde set komme.

Jeg har et fint job, jeg er glad for, men der sker altid et eller andet, der medfører en for høj arbejdsbelastning. Jeg tror altid på, det bliver bedre - pt til juli.

Nu har jeg så fået et jobtilbud, jeg ikke helt havde set for mig. Eller en forespørgsel på et job. Jeg er jo ikke sikker på at få det. Et sted, hvor jeg kender kollegaer og opgaver og vurderer det umiddelbart ville passe godt til mig. Det ville normalt ikke være nok til at rykke mig. Men de tager min løn og ganger med ca 1,5. Det er alligevel noget - og på sigt giver det mulighed for at tage den løn og gange med 1,5. I min nuværende stilling er jeg meget på slutløn.

Normalt ville jeg råde mig selv til at gå videre og se, hvad der sker. Men jeg er oprigtigt nervøs for, det kommer ud og bliver set som om, jeg ikke er en stabil del af min nuværende arbejdsplads, da det - hvis jeg ikke skifter - ret beset er skadende for min nuværende stilling.

Er der nogen, der har gode tips til, hvordan man mærker efter i sig selv i forhold til den type dilemmaer? Jeg plejer mest af alt at kunne mærke det i maven og så går jeg efter det. Men her er jeg i tvivl og har bare uro.

Det kan være du skal prøve at adskille dine tanker om arbejdsopgaver/kollegaer med lønnen, når du skal overveje et skifte. Altså kan du se dig selv i den nye virksomhed med de opgaver og kollegaer (ledelse) der er eller er det lønnen der trækker hele interessen så at sige?

Og derudover at se på om du gerne vil skifte fordi det er uholdbart med arbejdspresset i dit nuværende job.

Når jeg skal svare på det, kan jeg godt mærke, jeg skal have gjort op med mig selv, om jeg er ok med, der ikke sker mere udvikling i min karriere fra nu af. Det er den noget overraskende tilnærmelse fra et sted, der af sig selv tilbyder det, jeg regnede med, jeg havde fravalgt.

Sammenholdt med, om jeg reelt tror på, det bliver bedre med arbejdspresset. For det ved jeg, jeg ikke gider fortsætte med.

Jeg vil være virkeligt ked af at svigte min nuværende arbejdsplads og kollegaer - qua arbejdspresset kan jeg let konstatere, det bliver en udfordring.

Lønnen trækker også, men egentlig mest i forhold til det, den repræsenterer. Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke har brug for at tjene mere. Hellere mindre for det rette job.

[fisken80]

Jeg er i et dilemma, jeg ikke helt havde set komme.

Jeg har et fint job, jeg er glad for, men der sker altid et eller andet, der medfører en for høj arbejdsbelastning. Jeg tror altid på, det bliver bedre - pt til juli.

Nu har jeg så fået et jobtilbud, jeg ikke helt havde set for mig. Eller en forespørgsel på et job. Jeg er jo ikke sikker på at få det. Et sted, hvor jeg kender kollegaer og opgaver og vurderer det umiddelbart ville passe godt til mig. Det ville normalt ikke være nok til at rykke mig. Men de tager min løn og ganger med ca 1,5. Det er alligevel noget - og på sigt giver det mulighed for at tage den løn og gange med 1,5. I min nuværende stilling er jeg meget på slutløn.

Normalt ville jeg råde mig selv til at gå videre og se, hvad der sker. Men jeg er oprigtigt nervøs for, det kommer ud og bliver set som om, jeg ikke er en stabil del af min nuværende arbejdsplads, da det - hvis jeg ikke skifter - ret beset er skadende for min nuværende stilling.

Er der nogen, der har gode tips til, hvordan man mærker efter i sig selv i forhold til den type dilemmaer? Jeg plejer mest af alt at kunne mærke det i maven og så går jeg efter det. Men her er jeg i tvivl og har bare uro.

Det kan være du skal prøve at adskille dine tanker om arbejdsopgaver/kollegaer med lønnen, når du skal overveje et skifte. Altså kan du se dig selv i den nye virksomhed med de opgaver og kollegaer (ledelse) der er eller er det lønnen der trækker hele interessen så at sige?

Og derudover at se på om du gerne vil skifte fordi det er uholdbart med arbejdspresset i dit nuværende job.

Når jeg skal svare på det, kan jeg godt mærke, jeg skal have gjort op med mig selv, om jeg er ok med, der ikke sker mere udvikling i min karriere fra nu af. Det er den noget overraskende tilnærmelse fra et sted, der af sig selv tilbyder det, jeg regnede med, jeg havde fravalgt.

Sammenholdt med, om jeg reelt tror på, det bliver bedre med arbejdspresset. For det ved jeg, jeg ikke gider fortsætte med.

Jeg vil være virkeligt ked af at svigte min nuværende arbejdsplads og kollegaer - qua arbejdspresset kan jeg let konstatere, det bliver en udfordring.

Lønnen trækker også, men egentlig mest i forhold til det, den repræsenterer. Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke har brug for at tjene mere. Hellere mindre for det rette job.

Hvis arbejdspresset fortsætter som nu så risikerer du at få en belastningsreaktion og så er det ikke dine kolleger du har svigtet, men dig selv.
Derudover så mener jeg aldrig man må kalde det at svigte sine kolleger, fordi man skifter arbejde. Det er ethvert menneskes ret at søge nye udfordringer i arbejdslivet og dine kolleger ville gøre præcis det samme, hvis de fik tilbudt et job de bedre kunne se sig selv i.

Har du nogen fornemmelse af, hvordan arbejdspresset vil være i den anden stilling? Det ville for mig vægte højt.

[Marengs]

Jeg er i et dilemma, jeg ikke helt havde set komme.

Jeg har et fint job, jeg er glad for, men der sker altid et eller andet, der medfører en for høj arbejdsbelastning. Jeg tror altid på, det bliver bedre - pt til juli.

Nu har jeg så fået et jobtilbud, jeg ikke helt havde set for mig. Eller en forespørgsel på et job. Jeg er jo ikke sikker på at få det. Et sted, hvor jeg kender kollegaer og opgaver og vurderer det umiddelbart ville passe godt til mig. Det ville normalt ikke være nok til at rykke mig. Men de tager min løn og ganger med ca 1,5. Det er alligevel noget - og på sigt giver det mulighed for at tage den løn og gange med 1,5. I min nuværende stilling er jeg meget på slutløn.

Normalt ville jeg råde mig selv til at gå videre og se, hvad der sker. Men jeg er oprigtigt nervøs for, det kommer ud og bliver set som om, jeg ikke er en stabil del af min nuværende arbejdsplads, da det - hvis jeg ikke skifter - ret beset er skadende for min nuværende stilling.

Er der nogen, der har gode tips til, hvordan man mærker efter i sig selv i forhold til den type dilemmaer? Jeg plejer mest af alt at kunne mærke det i maven og så går jeg efter det. Men her er jeg i tvivl og har bare uro.

Det kan være du skal prøve at adskille dine tanker om arbejdsopgaver/kollegaer med lønnen, når du skal overveje et skifte. Altså kan du se dig selv i den nye virksomhed med de opgaver og kollegaer (ledelse) der er eller er det lønnen der trækker hele interessen så at sige?

Og derudover at se på om du gerne vil skifte fordi det er uholdbart med arbejdspresset i dit nuværende job.

Når jeg skal svare på det, kan jeg godt mærke, jeg skal have gjort op med mig selv, om jeg er ok med, der ikke sker mere udvikling i min karriere fra nu af. Det er den noget overraskende tilnærmelse fra et sted, der af sig selv tilbyder det, jeg regnede med, jeg havde fravalgt.

Sammenholdt med, om jeg reelt tror på, det bliver bedre med arbejdspresset. For det ved jeg, jeg ikke gider fortsætte med.

Jeg vil være virkeligt ked af at svigte min nuværende arbejdsplads og kollegaer - qua arbejdspresset kan jeg let konstatere, det bliver en udfordring.

Lønnen trækker også, men egentlig mest i forhold til det, den repræsenterer. Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke har brug for at tjene mere. Hellere mindre for det rette job.

Hvis arbejdspresset fortsætter som nu så risikerer du at få en belastningsreaktion og så er det ikke dine kolleger du har svigtet, men dig selv.
Derudover så mener jeg aldrig man må kalde det at svigte sine kolleger, fordi man skifter arbejde. Det er ethvert menneskes ret at søge nye udfordringer i arbejdslivet og dine kolleger ville gøre præcis det samme, hvis de fik tilbudt et job de bedre kunne se sig selv i.

Har du nogen fornemmelse af, hvordan arbejdspresset vil være i den anden stilling? Det ville for mig vægte højt.

Det er i den første del af stillingen nærmest ikke-eksisterende. Fremadrettet markant mindre end for nuværende. Så det trækker helt sikkert.

[Jadajada]

Hvad var spørgsmålet, Marengs? ;-)

Mere i løn, lavere arbejdspres og kollegaer du kender. Afsted med dig til en snak stemmer jeg på.

[Marengs]

Hvad var spørgsmålet, Marengs? ;-)

Mere i løn, lavere arbejdspres og kollegaer du kender. Afsted med dig til en snak stemmer jeg på.

Udfordringen er, at gør jeg det, brænder jeg mine broer til den branche, jeg er i - og den arbejdsplads, jeg har været med til at bygge op. Og som jeg er glad os stolt over.

Hvis der bare var at prøve det af og se, hvad der skete, ville det være knap så kritisk/svært. Men det vil være et valg, der skifter retningen i mit arbejdsliv for mig.

[Joe]

Hvad var spørgsmålet, Marengs? ;-)

Mere i løn, lavere arbejdspres og kollegaer du kender. Afsted med dig til en snak stemmer jeg på.

Udfordringen er, at gør jeg det, brænder jeg mine broer til den branche, jeg er i - og den arbejdsplads, jeg har været med til at bygge op. Og som jeg er glad os stolt over.

Hvis der bare var at prøve det af og se, hvad der skete, ville det være knap så kritisk/svært. Men det vil være et valg, der skifter retningen i mit arbejdsliv for mig.

Man brænder da ikke broer ved at søge nyt job?

[Marengs]

Hvad var spørgsmålet, Marengs? ;-)

Mere i løn, lavere arbejdspres og kollegaer du kender. Afsted med dig til en snak stemmer jeg på.

Udfordringen er, at gør jeg det, brænder jeg mine broer til den branche, jeg er i - og den arbejdsplads, jeg har været med til at bygge op. Og som jeg er glad os stolt over.

Hvis der bare var at prøve det af og se, hvad der skete, ville det være knap så kritisk/svært. Men det vil være et valg, der skifter retningen i mit arbejdsliv for mig.

Man brænder da ikke broer ved at søge nyt job?

I det her tilfælde vil det med meget høj sandsynlighed betyde et farvel til min branche.

[fisken80]

Hvad var spørgsmålet, Marengs? ;-)

Mere i løn, lavere arbejdspres og kollegaer du kender. Afsted med dig til en snak stemmer jeg på.

Udfordringen er, at gør jeg det, brænder jeg mine broer til den branche, jeg er i - og den arbejdsplads, jeg har været med til at bygge op. Og som jeg er glad os stolt over.

Hvis der bare var at prøve det af og se, hvad der skete, ville det være knap så kritisk/svært. Men det vil være et valg, der skifter retningen i mit arbejdsliv for mig.

Man brænder da ikke broer ved at søge nyt job?

I det her tilfælde vil det med meget høj sandsynlighed betyde et farvel til min branche.

Det lyder meget voldsomt. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor et jobskifte skulle betyde et farvel til branchen. Folk skifter job hele tiden i alle brancher.
Ikke for at være træls men: Er du sikker på, at du ikke kører det op for at gøre det nemmere at forsvare en beslutning om at blive i et job, der slider på dit psykiske helbred?