Stiller du krav til din (kommende) arbejdsplads?

[ajnaM]

Ja det gør jeg. Nok endnu mere i dag end for 5 år siden, da jeg fik mit nuværende job. Hjemmearbejde og løn er meget langt nede på listen. En social arbejdsplads med kollegaer, der møder ind, er fx langt vigtigere for mig. Meningsfulde arbejdsopgaver, hvor jeg føler, at jeg gør en forskel. Frihed til at styre mine projekter selv.

Mulighed for hjemmearbejde er fuldstændig standard i de stillinger/arbejdspladser, der er relevante for mig, så det ville jeg ikke spørge til - også fordi, jeg selv kun arbejder hjemme helt undtagelsesvis.

Jeg synes godt man kan fornemme på tråden, at debatten er tung med akademikere, kontorfolk og andre kolde hænder, for hvem hjemmearbejdsdage synes en selvfølge.

Jeg gad godt se den kassedame, postbud, chauffør eller lagerarbejder, der stillede krav om 1-2 arbejdsdage om ugen.

Akehurst2 skriver stillinger/arbejdspladser, der er relevante for hende.

Ja, det giver jo selvfølgelig ingen mening at diskutere for stillinger, der ikke kan passes ved hjemmearbejde. Da jeg gjorde rent på hospital var det sjovt nok aldrig et emne.

Jeg tænker, at det er et af de steder, hvor forskellene på akademikere og andre fleksible kontorfolk og de faglærte og professionsuddannede, der arbejder fysisk og i vagt, bliver mest tydelige.

Udfordringen er, som jeg ser det, at flere og flere unge mennesker forventer fleksibiliteten. Man ser det blandt andet i denne tråd, hvor det bliver helt normalt at 'stille krav til din arbejdsplads'. Men det er bare kun nogle forundt - mange grupper kan på ingen måde forvente de muligheder, både i forhold til lønforhandling og forhandling om andre vilkår, fx hjemmearbejde eller tilstedeværelse. Vi risikerer, at de unge kommer ud på arbejdsmarkedet med alle mulige forventninger og krav til arbejdspladserne - som på ingen måde kan honoreres.

... og det er det de grupper, vi kommer til at mangle mest, der får dårligst mulighed for at forhandle frihed, løn og vilkår.

[Akehurst2]

Ja det gør jeg. Nok endnu mere i dag end for 5 år siden, da jeg fik mit nuværende job. Hjemmearbejde og løn er meget langt nede på listen. En social arbejdsplads med kollegaer, der møder ind, er fx langt vigtigere for mig. Meningsfulde arbejdsopgaver, hvor jeg føler, at jeg gør en forskel. Frihed til at styre mine projekter selv.

Mulighed for hjemmearbejde er fuldstændig standard i de stillinger/arbejdspladser, der er relevante for mig, så det ville jeg ikke spørge til - også fordi, jeg selv kun arbejder hjemme helt undtagelsesvis.

Jeg synes godt man kan fornemme på tråden, at debatten er tung med akademikere, kontorfolk og andre kolde hænder, for hvem hjemmearbejdsdage synes en selvfølge.

Jeg gad godt se den kassedame, postbud, chauffør eller lagerarbejder, der stillede krav om 1-2 arbejdsdage om ugen.

Akehurst2 skriver stillinger/arbejdspladser, der er relevante for hende.

Ja, det giver jo selvfølgelig ingen mening at diskutere for stillinger, der ikke kan passes ved hjemmearbejde. Da jeg gjorde rent på hospital var det sjovt nok aldrig et emne.

Jeg tænker, at det er et af de steder, hvor forskellene på akademikere og andre fleksible kontorfolk og de faglærte og professionsuddannede, der arbejder fysisk og i vagt, bliver mest tydelige.

Udfordringen er, som jeg ser det, at flere og flere unge mennesker forventer fleksibiliteten. Man ser det blandt andet i denne tråd, hvor det bliver helt normalt at 'stille krav til din arbejdsplads'. Men det er bare kun nogle forundt - mange grupper kan på ingen måde forvente de muligheder, både i forhold til lønforhandling og forhandling om andre vilkår, fx hjemmearbejde eller tilstedeværelse. Vi risikerer, at de unge kommer ud på arbejdsmarkedet med alle mulige forventninger og krav til arbejdspladserne - som på ingen måde kan honoreres.

... og det er det de grupper, vi kommer til at mangle mest, der får dårligst mulighed for at forhandle frihed, løn og vilkår.

Men nu kan vi vel tillade os at tro på, at også kommende generationer kan forstå, at man ikke kan arbejde hjemme, hvis jobbet oplagt kræver fysisk tilstedeværelse?

Det kan selvfølgelig godt være, de så vil have alle mulige andre krav og forventninger, men det er jo ikke anderledes end tidligere. Der er altid kommet nye generationer ind på arbejdsmarkedet med nye ideer og krav - fint beskrevet her: https://politiken.dk/debat/klummer/art9730334/»De-vil-helst-møde-kl.-10-og-gå-igen-kl.-14.-Ikke-fordi-de-skal-hente-børn-men-fordi-de-skal-til-keramik-og-lave-kimchi«

[ajnaM]

Ja det gør jeg. Nok endnu mere i dag end for 5 år siden, da jeg fik mit nuværende job. Hjemmearbejde og løn er meget langt nede på listen. En social arbejdsplads med kollegaer, der møder ind, er fx langt vigtigere for mig. Meningsfulde arbejdsopgaver, hvor jeg føler, at jeg gør en forskel. Frihed til at styre mine projekter selv.

Mulighed for hjemmearbejde er fuldstændig standard i de stillinger/arbejdspladser, der er relevante for mig, så det ville jeg ikke spørge til - også fordi, jeg selv kun arbejder hjemme helt undtagelsesvis.

Jeg synes godt man kan fornemme på tråden, at debatten er tung med akademikere, kontorfolk og andre kolde hænder, for hvem hjemmearbejdsdage synes en selvfølge.

Jeg gad godt se den kassedame, postbud, chauffør eller lagerarbejder, der stillede krav om 1-2 arbejdsdage om ugen.

Akehurst2 skriver stillinger/arbejdspladser, der er relevante for hende.

Ja, det giver jo selvfølgelig ingen mening at diskutere for stillinger, der ikke kan passes ved hjemmearbejde. Da jeg gjorde rent på hospital var det sjovt nok aldrig et emne.

Jeg tænker, at det er et af de steder, hvor forskellene på akademikere og andre fleksible kontorfolk og de faglærte og professionsuddannede, der arbejder fysisk og i vagt, bliver mest tydelige.

Udfordringen er, som jeg ser det, at flere og flere unge mennesker forventer fleksibiliteten. Man ser det blandt andet i denne tråd, hvor det bliver helt normalt at 'stille krav til din arbejdsplads'. Men det er bare kun nogle forundt - mange grupper kan på ingen måde forvente de muligheder, både i forhold til lønforhandling og forhandling om andre vilkår, fx hjemmearbejde eller tilstedeværelse. Vi risikerer, at de unge kommer ud på arbejdsmarkedet med alle mulige forventninger og krav til arbejdspladserne - som på ingen måde kan honoreres.

... og det er det de grupper, vi kommer til at mangle mest, der får dårligst mulighed for at forhandle frihed, løn og vilkår.

Men nu kan vi vel tillade os at tro på, at også kommende generationer kan forstå, at man ikke kan arbejde hjemme, hvis jobbet oplagt kræver fysisk tilstedeværelse?

Det kan selvfølgelig godt være, de så vil have alle mulige andre krav og forventninger, men det er jo ikke anderledes end tidligere. Der er altid kommet nye generationer ind på arbejdsmarkedet med nye ideer og krav - fint beskrevet her: https://politiken.dk/debat/klummer/art9730334/»De-vil-helst-møde-kl.-10-og-gå-igen-kl.-14.-Ikke-fordi-de-skal-hente-børn-men-fordi-de-skal-til-keramik-og-lave-kimchi«

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

[Pølsemix]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

[ajnaM]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

Det tror jeg kan blive overordentligt svært, hvis vi bliver ved med at tale fleksibilitet, fire dages arbejdsuge mv op.

Tidligere har fx en pædagog været dårligt lønnet, men har så til gengæld haft mere mening og mere frihed, da de oftere har arbejdet færre timer og haft betalt frokost…

Hvis du som pædagog i fremtiden har MINDRE frihed end en akademiker, samtidig med at du har dårligere arbejdsvilkår og ringere løn - ja, så skal der godt nok skrues gevaldigt på nogle knapper, før det bliver sammenligneligt attraktivt.

[1234]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

Det tror jeg kan blive overordentligt svært, hvis vi bliver ved med at tale fleksibilitet, fire dages arbejdsuge mv op.

Tidligere har fx en pædagog været dårligt lønnet, men har så til gengæld haft mere mening og mere frihed, da de oftere har arbejdet færre timer og haft betalt frokost…

Hvis du som pædagog i fremtiden har MINDRE frihed end en akademiker, samtidig med at du har dårligere arbejdsvilkår og ringere løn - ja, så skal der godt nok skrues gevaldigt på nogle knapper, før det bliver sammenligneligt attraktivt.

Mem det er jo forskelligt, hvad folk er glade for?
Fx kender jeg mange pædagoger, der er lykkelig for at de ikke kan arbejde derhjemme om aften eller i weekenderne, men at de har fri.
Det er jo tilgengæld svært at finde i akademiske jobs.

[Pølsemix]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

Det tror jeg kan blive overordentligt svært, hvis vi bliver ved med at tale fleksibilitet, fire dages arbejdsuge mv op.

Tidligere har fx en pædagog været dårligt lønnet, men har så til gengæld haft mere mening og mere frihed, da de oftere har arbejdet færre timer og haft betalt frokost…

Hvis du som pædagog i fremtiden har MINDRE frihed end en akademiker, samtidig med at du har dårligere arbejdsvilkår og ringere løn - ja, så skal der godt nok skrues gevaldigt på nogle knapper, før det bliver sammenligneligt attraktivt.

Så din løsning er at forringe vilkårene for F.eks. akademikere udelukkende for at det ikke bliver for attraktivt ift. andre professioner?
Det er da ikke særligt ambitiøst, men dansk arbejdsgiverforening er nok fan af det.

[ajnaM]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

Det tror jeg kan blive overordentligt svært, hvis vi bliver ved med at tale fleksibilitet, fire dages arbejdsuge mv op.

Tidligere har fx en pædagog været dårligt lønnet, men har så til gengæld haft mere mening og mere frihed, da de oftere har arbejdet færre timer og haft betalt frokost…

Hvis du som pædagog i fremtiden har MINDRE frihed end en akademiker, samtidig med at du har dårligere arbejdsvilkår og ringere løn - ja, så skal der godt nok skrues gevaldigt på nogle knapper, før det bliver sammenligneligt attraktivt.

Så din løsning er at forringe vilkårene for F.eks. akademikere udelukkende for at det ikke bliver for attraktivt ift. andre professioner?
Det er da ikke særligt ambitiøst, men dansk arbejdsgiverforening er nok fan af det.

På ingen måde - jeg arbejder i fagbevægelsen, så det er nok nærmere den anden vej rundt.

Men som sagt har jeg ikke løsningerne her. Jeg ser bare et problem.

[ajnaM]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

Det tror jeg kan blive overordentligt svært, hvis vi bliver ved med at tale fleksibilitet, fire dages arbejdsuge mv op.

Tidligere har fx en pædagog været dårligt lønnet, men har så til gengæld haft mere mening og mere frihed, da de oftere har arbejdet færre timer og haft betalt frokost…

Hvis du som pædagog i fremtiden har MINDRE frihed end en akademiker, samtidig med at du har dårligere arbejdsvilkår og ringere løn - ja, så skal der godt nok skrues gevaldigt på nogle knapper, før det bliver sammenligneligt attraktivt.

Mem det er jo forskelligt, hvad folk er glade for?
Fx kender jeg mange pædagoger, der er lykkelig for at de ikke kan arbejde derhjemme om aften eller i weekenderne, men at de har fri.
Det er jo tilgengæld svært at finde i akademiske jobs.

Det er bare tiltagende sværere at rekruttere til pædagogfaget. Så der er ikke nok, der er glade for de ting, der tæller op i dag.

Og hvis faget i fremtiden skal konkurrere med fire dages arbejdsuge og mulighed for hjemmearbejde, samtidig med at lønnen er meget højere andre steder, ja, så tror jeg ikke, det bliver nemmere at lokke de unge til pædagogfaget…

[1234]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

Det tror jeg kan blive overordentligt svært, hvis vi bliver ved med at tale fleksibilitet, fire dages arbejdsuge mv op.

Tidligere har fx en pædagog været dårligt lønnet, men har så til gengæld haft mere mening og mere frihed, da de oftere har arbejdet færre timer og haft betalt frokost…

Hvis du som pædagog i fremtiden har MINDRE frihed end en akademiker, samtidig med at du har dårligere arbejdsvilkår og ringere løn - ja, så skal der godt nok skrues gevaldigt på nogle knapper, før det bliver sammenligneligt attraktivt.

Mem det er jo forskelligt, hvad folk er glade for?
Fx kender jeg mange pædagoger, der er lykkelig for at de ikke kan arbejde derhjemme om aften eller i weekenderne, men at de har fri.
Det er jo tilgengæld svært at finde i akademiske jobs.

Det er bare tiltagende sværere at rekruttere til pædagogfaget. Så der er ikke nok, der er glade for de ting, der tæller op i dag.

Og hvis faget i fremtiden skal konkurrere med fire dages arbejdsuge og mulighed for hjemmearbejde, samtidig med at lønnen er meget højere andre steder, ja, så tror jeg ikke, det bliver nemmere at lokke de unge til pædagogfaget…

Men hvis akademikerne kun arbejder 4 dage om ugen, så skal deres børn vel også kun passes 4 dage?
Så kan pædagogerne, da også nemt have en 4 dages arbejdsuge.

Nu skal vi jo også bare bruge ufattelig mange pædagoger. Det er jo hvert år den største videregående uddannelse, så det er jo ikke fordi der ingen, som vil være det.

[AFK]

Men nu kan vi vel tillade os at tro på, at også kommende generationer kan forstå, at man ikke kan arbejde hjemme, hvis jobbet oplagt kræver fysisk tilstedeværelse?

Det kan selvfølgelig godt være, de så vil have alle mulige andre krav og forventninger, men det er jo ikke anderledes end tidligere. Der er altid kommet nye generationer ind på arbejdsmarkedet med nye ideer og krav - fint beskrevet her: https://politiken.dk/debat/klummer/art9730334/»De-vil-helst-møde-kl.-10-og-gå-igen-kl.-14.-Ikke-fordi-de-skal-hente-børn-men-fordi-de-skal-til-keramik-og-lave-kimchi«

Så meget tiltro har jeg slet ikke til dem. De er opvokset og opflasket i en kultur, hvor der ikke må gøres forskel på folk, selv der er væsentlige forskelle på de folk og hvad de laver. Alle mulige uddannelser skulle pludselig have en studenterhue med deres egen farve, selvom det var folk der var 10. klasser, sosu'er, frisører, murere, osv.. Jeg har hørt unge mennesker seriøst mene, at deres erhvervsuddannelse var på niveau med andres videregående uddannelser, alene fordi uddannelserne begge tog 3-4 år - og derfor burde de have samme løn!

De er så vant til at der ikke må gøres forskel på folk, at jeg ikke er i tvivl om at mange af dem eksempelvis forventer at kunne få 4-dages uger eller hjemmearbejdsdage, fordi "det har de andre jo også".

[AFK]

Men hvis akademikerne kun arbejder 4 dage om ugen, så skal deres børn vel også kun passes 4 dage?
Så kan pædagogerne, da også nemt have en 4 dages arbejdsuge.

Kun hvis det var de samme fire dage, at akademikerne arbejdede.

Og hvad de pædagoger, der ikke arbejder med børn? Fx med voksne på døgninstitution? Skal de voksne også kun have pædagoger fire dage om ugen?

[Aragorn]

Ja det gør jeg. Nok endnu mere i dag end for 5 år siden, da jeg fik mit nuværende job. Hjemmearbejde og løn er meget langt nede på listen. En social arbejdsplads med kollegaer, der møder ind, er fx langt vigtigere for mig. Meningsfulde arbejdsopgaver, hvor jeg føler, at jeg gør en forskel. Frihed til at styre mine projekter selv.

Mulighed for hjemmearbejde er fuldstændig standard i de stillinger/arbejdspladser, der er relevante for mig, så det ville jeg ikke spørge til - også fordi, jeg selv kun arbejder hjemme helt undtagelsesvis.

Jeg synes godt man kan fornemme på tråden, at debatten er tung med akademikere, kontorfolk og andre kolde hænder, for hvem hjemmearbejdsdage synes en selvfølge.

Jeg gad godt se den kassedame, postbud, chauffør eller lagerarbejder, der stillede krav om 1-2 arbejdsdage om ugen.

Akehurst2 skriver stillinger/arbejdspladser, der er relevante for hende.

Ja, det giver jo selvfølgelig ingen mening at diskutere for stillinger, der ikke kan passes ved hjemmearbejde. Da jeg gjorde rent på hospital var det sjovt nok aldrig et emne.

Jeg tænker, at det er et af de steder, hvor forskellene på akademikere og andre fleksible kontorfolk og de faglærte og professionsuddannede, der arbejder fysisk og i vagt, bliver mest tydelige.

Udfordringen er, som jeg ser det, at flere og flere unge mennesker forventer fleksibiliteten. Man ser det blandt andet i denne tråd, hvor det bliver helt normalt at 'stille krav til din arbejdsplads'. Men det er bare kun nogle forundt - mange grupper kan på ingen måde forvente de muligheder, både i forhold til lønforhandling og forhandling om andre vilkår, fx hjemmearbejde eller tilstedeværelse. Vi risikerer, at de unge kommer ud på arbejdsmarkedet med alle mulige forventninger og krav til arbejdspladserne - som på ingen måde kan honoreres.

... og det er det de grupper, vi kommer til at mangle mest, der får dårligst mulighed for at forhandle frihed, løn og vilkår.

Men nu kan vi vel tillade os at tro på, at også kommende generationer kan forstå, at man ikke kan arbejde hjemme, hvis jobbet oplagt kræver fysisk tilstedeværelse?

Det kan selvfølgelig godt være, de så vil have alle mulige andre krav og forventninger, men det er jo ikke anderledes end tidligere. Der er altid kommet nye generationer ind på arbejdsmarkedet med nye ideer og krav - fint beskrevet her: https://politiken.dk/debat/klummer/art9730334/»De-vil-helst-møde-kl.-10-og-gå-igen-kl.-14.-Ikke-fordi-de-skal-hente-børn-men-fordi-de-skal-til-keramik-og-lave-kimchi«

Jeg tror ikke personen der har skrevet den artikel ved hvem millinials er. Jeg kan i hvert fald ikke kende min generation i den beskrivelse - men nu er Politiken også en udpræget omgang Københavneri når den slags er værst.

[Aragorn]

Men nu kan vi vel tillade os at tro på, at også kommende generationer kan forstå, at man ikke kan arbejde hjemme, hvis jobbet oplagt kræver fysisk tilstedeværelse?

Det kan selvfølgelig godt være, de så vil have alle mulige andre krav og forventninger, men det er jo ikke anderledes end tidligere. Der er altid kommet nye generationer ind på arbejdsmarkedet med nye ideer og krav - fint beskrevet her: https://politiken.dk/debat/klummer/art9730334/»De-vil-helst-møde-kl.-10-og-gå-igen-kl.-14.-Ikke-fordi-de-skal-hente-børn-men-fordi-de-skal-til-keramik-og-lave-kimchi«

Så meget tiltro har jeg slet ikke til dem. De er opvokset og opflasket i en kultur, hvor der ikke må gøres forskel på folk, selv der er væsentlige forskelle på de folk og hvad de laver. Alle mulige uddannelser skulle pludselig have en studenterhue med deres egen farve, selvom det var folk der var 10. klasser, sosu'er, frisører, murere, osv.. Jeg har hørt unge mennesker seriøst mene, at deres erhvervsuddannelse var på niveau med andres videregående uddannelser, alene fordi uddannelserne begge tog 3-4 år - og derfor burde de have samme løn!

De er så vant til at der ikke må gøres forskel på folk, at jeg ikke er i tvivl om at mange af dem eksempelvis forventer at kunne få 4-dages uger eller hjemmearbejdsdage, fordi "det har de andre jo også".

Så en HG "Studenterhue" er ikke god nok til dig? :-)

[ajnaM]

Ja, det tror jeg bestemt også, de forstår - og så risikerer vi, at de vælger det ufleksible arbejde fra.

Jeg kender ikke løsningerne, men jeg ser en udfordring i de unges krav og forventninger til arbejdet - og i den voksende kløft mellem akademikeres løn og arbejdsvilkår og faglærte/professionsuddannedes… så kan politikerne tale håndværks- og velfærdsfagene op herfra og til juleaften, det kommer ikke til at hjælpe noget som helst, hvis den akademiske vej både giver bedre løn, mere fleksibilitet og større frihedz

Det er en udfordring for arbejdsgiverne, men en gevinst for arbejdstagerne. Så må arbejdsgiverne oppe sig og tilbyde nogle vilkår som kan tiltrække personale.

Det tror jeg kan blive overordentligt svært, hvis vi bliver ved med at tale fleksibilitet, fire dages arbejdsuge mv op.

Tidligere har fx en pædagog været dårligt lønnet, men har så til gengæld haft mere mening og mere frihed, da de oftere har arbejdet færre timer og haft betalt frokost…

Hvis du som pædagog i fremtiden har MINDRE frihed end en akademiker, samtidig med at du har dårligere arbejdsvilkår og ringere løn - ja, så skal der godt nok skrues gevaldigt på nogle knapper, før det bliver sammenligneligt attraktivt.

Mem det er jo forskelligt, hvad folk er glade for?
Fx kender jeg mange pædagoger, der er lykkelig for at de ikke kan arbejde derhjemme om aften eller i weekenderne, men at de har fri.
Det er jo tilgengæld svært at finde i akademiske jobs.

Det er bare tiltagende sværere at rekruttere til pædagogfaget. Så der er ikke nok, der er glade for de ting, der tæller op i dag.

Og hvis faget i fremtiden skal konkurrere med fire dages arbejdsuge og mulighed for hjemmearbejde, samtidig med at lønnen er meget højere andre steder, ja, så tror jeg ikke, det bliver nemmere at lokke de unge til pædagogfaget…

Men hvis akademikerne kun arbejder 4 dage om ugen, så skal deres børn vel også kun passes 4 dage?
Så kan pædagogerne, da også nemt have en 4 dages arbejdsuge.

Nu skal vi jo også bare bruge ufattelig mange pædagoger. Det er jo hvert år den største videregående uddannelse, så det er jo ikke fordi der ingen, som vil være det.

Jeg ved det naturligvis ikke, men jeg tvivler på, at 4 dages arbejdsuge bliver en model, hvor hele samfundet lukker ned den samme dag. Jeg ser tværtimod et behov for udvidede åbningstider i børnehaver og vuggestuer, når forældrene arbejder mere fleksibelt - og altså ikke flere lukkedage.

Og der er alt for få, der vil det. Og stadigt færre.