abcd skrev:Santa skrev:Hvorfor skulle et udvidet repertoire ikke lige præcis være en god grund til at have behov for flere penge? Det kunne være et behov for efter- eller videreuddannelse af personalet eller oprettelse af flere stillinger (og dermed lønudgift til flere)?
Jeg er i hvert fald ikke enig i din påstand.
Fordi vi har en af verdens største offentlige sektorer målt på ansatte, den beskæftiger næsten 30% af arbejdsstyrken. Det synes jeg for det første er rigeligt, og for det andet så hører vi jo på trods af denne enorme arbejdsstyrke ikke andet end brok over at der mangler sygeplejersker og pædagoger og lærere og så videre. Det får ikke det offentlige til at fremstå som en kompetent arbejdsgiver at det har enorme ressourcer, men at selv kerneydelserne alligevel får så megen kritik. Det er muligt at der er for få pædagoger fordi pengene bruges på noget andet, men så er øvelsen at prioritere penge over på det vigtigste, og det er det offentlige nødt til at lære, ellers er højere skatter bare penge i et sort hul.
Et eksempel på at velfærdsstaten mangler grænser er uddeling af gratis bind og tamponer, hvor staten påtager sig ansvar, der retteligt tilhører individet.
Vi får ikke ROI på vores skat nogetsteds. Vi topper ingen ranglister, men svaret er altid send flere penge. Vi lever i snit 2 år kortere end nordmænd, ligger bag Estland, Polen og Slovenien på Pisa-test, og ligger godt nede af listen på GDP rank. Singapore er det land, der altid overrasker mig. De har kun viden at konkurrere på, men er altid i top 3-5 på nærmest alt - inkl IQ, GDP, livslængde osv.
Danmark er bare sakket bagud gennem mange, mange år og flere penge løser intet, tværtimod. Man er nødt til at tage et opfør med regionerne, djøf-invasionen og regel & kontroltyranniet. Og så prioritere midlerne langsigtet og ikke kun 4 år frem.
Eks kender jeg konkrete eksempler på, at en kommunes PPR og socialforvaltning har bedt en bekendt institutionsleder prioritere mellem flere børn med akutte, sociale behov (læs: underretning og så’n), fordi kommunen kun har ressourcer til at hjælpe en af dem. På lang sigt bliver det 110% dyrere.
Eller accepten af at hver 6. elev forlader folkeskolen uden at være i stand til at læse. Hvis man er barn af ufaglærte forældre, dumper både dansk og matematik (gør ~15%!), bor i København i en lavindkomst familie, så har man knapt 20% chance for at have en ungdomsuddannelse som 25 årig. Så meget for brudt social arv. Eller de mange, mange eksempler på psykisk sårbare og syge børn, der bare overlades til dem selv.
At man kan prioritere bind og tamponer, kommunikationsmedarbejdere og selvlysende bænke, og alt det andet spild, mens hver 6. elev end ikke kan læse, så har man altså ikke sine prioriteringer i orden. For dét er immervæk skandaløst og kan kun løses med prioritering, ledelse og langsigtede planer (vs reformer, forsøg og andre idiotiske tiltag Antorini stod bag)
"Courage is what it takes to stand up and speak; courage is also what it takes to sit down and listen." - Churchill
