Børn og skærme på restaurant

[Sofakartoflen]

Enig, kunstigt er det helt rette ord her. Som 10-årig gad jeg ikke voksensnak, det var røvkedeligt. Især til familiefester, de snakkede altid om folk jeg ikke kendte...
så var det ved gud sjovere at sidde med en bog. Og ærligt, så tror jeg de voksne foretrak det fremfor den ene gang, hvor suppe steg og is musikeren lokkede mig til at synge

Måske var de voksne ikke rigtig interesseret i at tale med dig? For det handler altså ikke om, at børn bare skal sidde og holde mund og lytte til de voksne. Det kræver naturligvis voksne, der har lyst til at tale med børnene.

[Daybreak]

Hvad andre gør er jeg helt ligeglad med, men i vores familie er iPads/telefoner ikke med på restaurant.

Vores børn er 5 og 8, og er virkelig søde at have med ud at spise. Vi sørger for at de har tegnegrej, lidt legetøj med - men de bruger det sjældent mere end i ventetiden til maden kommer. De nyder at spise og sludre, og jeg synes det er tophyggeligt.
Vi vælger ikke 5-retters og sørger for at komme afsted inden de er for trætte/til brunch eller lignende. Men vi forventer så heller ikke at kunne sidde og snakke ‘voksensnak’ - men familiesnak primært.

Da vi sidste år var på familieferie med mange andre, sad ungerne pænt og hyggede, mens andre familiemedlemmer stak børnene en telefon. Vores unger spurgte om de også måtte, men accepterede fint et nej. Nogle dage klarede vi maden hurtigt, andre dage sad vi længe og hyggede. Vi var afsted i 14 dage, så det var selvfølgelig ikke alle dage de var friske nok til at hygge længe om maden.

Vi har taget dem med på restaurant siden de var ret små, og det har været fint at lære for dem tror jeg. Vi er måske nok lidt gammeldags på det her punkt.

Vi medbringer heller aldrig devices til familiefester - synes det er så trist når en flok børn sætter sig helt alene med hver deres skærm, når de havde mulighed for at lege og hygge med hinanden.

[Slettet bruger]

Det lyder mig stadig noget kunstigt. Børn er naturligt interesserede i at omgås andre mennesker, de søger sociale relationer som noget af det mest naturlige, det er helt fundamentalt i menneskelig natur, vi er flokdyr. Men det skal foregå på nogle præmisser de kan være med på, og det er restauranten bare ofte ikke. Men de vil jo meget gerne være sammen med de voksne. Barnet plager måske omvendt de voksne om at lege købmandsbutik eller far/mor/børn hvor de voksne siger nej, for det orker de ikke lige. Det er det samme med omvendt fortegn. Både børn og voksne vil gerne være sociale, men de har forskellige ønsker til rammerne. At plante et barn ved et restaurantbord det ikke gider være ved, og forvente at nu skal det lære at omgås andre mennesker den næste times tid, er som at plante en voksen i en købmandsbutikleg med en 6-årig og sige "nu skal du være her i en time og lære at være sammen med børn". Jeg er sikker på at der er mange voksne i denne tråd som ville grue ved tanken om at skulle indgå i sådan en leg i en time.

Hvis man skriver det på et skema, eller man tager afsted bare for at plante sit barn et træls sted, så er det da vældig kunstigt.

Jeg synes overhovedet ikke, dit eksempel giver mening, simpelthen fordi der er forskel på, i hvilken grad man forventer, at børn og voksne kan behovsudsætte, og hvem der har ansvar for, at aktiviteter fungerer.

Hvis man synes, det er hyggeligt at snakke med sine børn, og familiemedlemmer også synes det er hyggeligt, synes jeg bare, det er en helt almindelig del af barnets udvikling, at man forventer, at det sidder længere og længere tid ved bordet og deltager mere og mere i samtalen.

Det er klart, at man ikke har samme forventninger til en 6 årig som til en 10 årig. Men hvis man vil have, at ens teenagere kan opføre sig ordentligt, og at man kan tale med dem, skal man da bane vejen inden da. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke emner man kan tale med sine børn om. (det er klart, det er sværere med andres børn)

Jeg synes det er vældig hyggeligt at tale med mine børn, men et middagsbord er bare ikke lige stedet, det er typisk over en eller anden aktivitet de gider. Når de er færdige med at spise, har de for meget krudt i røven til at sidde der længere. De skal heller ikke sidde og vente på alle er færdige når vi spiser aftensmad hjemme. Følgeligt er de sjældent på "rigtig" restaurant, og når de en sjælden gang er, får de lov at sidde med telefon når stolen begynder at brænde under dem. Jeg tror ikke på at de bliver uopdragne teenagere af det. De er ikke uopdragne børn, de opfører sig pænt, men de har jo en del krudt at brænde af, og de gider bare ikke sidde stille ved et bord og ikke foretage sig andet end at tale.

[Sofakartoflen]

Jeg synes det er vældig hyggeligt at tale med mine børn, men et middagsbord er bare ikke lige stedet, det er typisk over en eller anden aktivitet de gider. Når de er færdige med at spise, har de for meget krudt i røven til at sidde der længere. De skal heller ikke sidde og vente på alle er færdige når vi spiser aftensmad hjemme. Følgeligt er de sjældent på "rigtig" restaurant, og når de en sjælden gang er, får de lov at sidde med telefon når stolen begynder at brænde under dem. Jeg tror ikke på at de bliver uopdragne teenagere af det. De er ikke uopdragne børn, de opfører sig pænt, men de har jo en del krudt at brænde af, og de gider bare ikke sidde stille ved et bord og ikke foretage sig andet end at tale.

Jeg ved ikke, om jeg burde kunne huske, hvor gamle dine børn er?

Jeg tror egentlig, at jeg synes, at det vigtigste er, at man ikke lader børnene sidde med skærme uden at reflektere over, hvad det medfører/hjælper/begrænser, og at man husker at ændre metode i takt med, at børnene bliver ældre.

[Slettet bruger]

Jeg synes det er vældig hyggeligt at tale med mine børn, men et middagsbord er bare ikke lige stedet, det er typisk over en eller anden aktivitet de gider. Når de er færdige med at spise, har de for meget krudt i røven til at sidde der længere. De skal heller ikke sidde og vente på alle er færdige når vi spiser aftensmad hjemme. Følgeligt er de sjældent på "rigtig" restaurant, og når de en sjælden gang er, får de lov at sidde med telefon når stolen begynder at brænde under dem. Jeg tror ikke på at de bliver uopdragne teenagere af det. De er ikke uopdragne børn, de opfører sig pænt, men de har jo en del krudt at brænde af, og de gider bare ikke sidde stille ved et bord og ikke foretage sig andet end at tale.

Jeg ved ikke, om jeg burde kunne huske, hvor gamle dine børn er?

Jeg tror egentlig, at jeg synes, at det vigtigste er, at man ikke lader børnene sidde med skærme uden at reflektere over, hvad det medfører/hjælper/begrænser, og at man husker at ændre metode i takt med, at børnene bliver ældre.

Det tror jeg ikke du burde kunne huske. De er et par måneder fra 7 og 9.

Min metode er at hvis de vil sidde ved middagsbordet og tale, er det fint, og hvis de ikke vil, er det også fint. Uanset om de er 5 eller 15.

[fisken80]

Enig, kunstigt er det helt rette ord her. Som 10-årig gad jeg ikke voksensnak, det var røvkedeligt. Især til familiefester, de snakkede altid om folk jeg ikke kendte...
så var det ved gud sjovere at sidde med en bog. Og ærligt, så tror jeg de voksne foretrak det fremfor den ene gang, hvor suppe steg og is musikeren lokkede mig til at synge

Måske var de voksne ikke rigtig interesseret i at tale med dig? For det handler altså ikke om, at børn bare skal sidde og holde mund og lytte til de voksne. Det kræver naturligvis voksne, der har lyst til at tale med børnene.

Men hvorfor skulle de helt ærligt også være det? Et barn på 10 er ikke nogen særlig spændende samtalepartner og da slet ikke til en større fest, hvor man har mulighed for at snakke med folk man ikke ser så tit.
Når vi er samlet min mor, hendes kæreste, min bror og svigerinde og deres to børn og så min kæreste og jeg, så får mine niecer da også lov til at rejse sig og lege, se på skærm eller hvad de nu har lyst til mens vi andre bliver siddende og snakker. Den ældste er 9 år og altså åbenbart i en alder, hvor du mener hun skal blive siddende og snakke med, men det gider hun da på ingen måde. Hvad skulle vi dog også snakke med hende om i flere timer?

[fisken80]

Jeg synes det er vældig hyggeligt at tale med mine børn, men et middagsbord er bare ikke lige stedet, det er typisk over en eller anden aktivitet de gider. Når de er færdige med at spise, har de for meget krudt i røven til at sidde der længere. De skal heller ikke sidde og vente på alle er færdige når vi spiser aftensmad hjemme. Følgeligt er de sjældent på "rigtig" restaurant, og når de en sjælden gang er, får de lov at sidde med telefon når stolen begynder at brænde under dem. Jeg tror ikke på at de bliver uopdragne teenagere af det. De er ikke uopdragne børn, de opfører sig pænt, men de har jo en del krudt at brænde af, og de gider bare ikke sidde stille ved et bord og ikke foretage sig andet end at tale.

Jeg ved ikke, om jeg burde kunne huske, hvor gamle dine børn er?

Jeg tror egentlig, at jeg synes, at det vigtigste er, at man ikke lader børnene sidde med skærme uden at reflektere over, hvad det medfører/hjælper/begrænser, og at man husker at ændre metode i takt med, at børnene bliver ældre.

Det tror jeg ikke du burde kunne huske. De er et par måneder fra 7 og 9.

Min metode er at hvis de vil sidde ved middagsbordet og tale, er det fint, og hvis de ikke vil, er det også fint. Uanset om de er 5 eller 15.

Jeg er SÅ enig. Jeg er selv opdraget på den måde. Eller til aftensmaden i hverdagen blev vi siddende til alle var færdige, men det var så også kun en halv time maks tre kvarter det drejede sig om, ikke længere seancer. Men i weekenden når mine forældre gerne ville hygge lidt længe over maden kunne vi blive siddende eller forlade bordet som vi havde lyst.
Det synes jeg fungerede vældig fint.

[Sofakartoflen]

Enig, kunstigt er det helt rette ord her. Som 10-årig gad jeg ikke voksensnak, det var røvkedeligt. Især til familiefester, de snakkede altid om folk jeg ikke kendte...
så var det ved gud sjovere at sidde med en bog. Og ærligt, så tror jeg de voksne foretrak det fremfor den ene gang, hvor suppe steg og is musikeren lokkede mig til at synge

Måske var de voksne ikke rigtig interesseret i at tale med dig? For det handler altså ikke om, at børn bare skal sidde og holde mund og lytte til de voksne. Det kræver naturligvis voksne, der har lyst til at tale med børnene.

Men hvorfor skulle de helt ærligt også være det? Et barn på 10 er ikke nogen særlig spændende samtalepartner og da slet ikke til en større fest, hvor man har mulighed for at snakke med folk man ikke ser så tit.
Når vi er samlet min mor, hendes kæreste, min bror og svigerinde og deres to børn og så min kæreste og jeg, så får mine niecer da også lov til at rejse sig og lege, se på skærm eller hvad de nu har lyst til mens vi andre bliver siddende og snakker. Den ældste er 9 år og altså åbenbart i en alder, hvor du mener hun skal blive siddende og snakke med, men det gider hun da på ingen måde. Hvad skulle vi dog også snakke med hende om i flere timer?

Jeg troede, vi debatterede hele konceptet "at være ude at spise"? For store familiefester, hvor spisningen varer 5 timer eller lignende har altså ikke været mit udgangspunkt.

Jeg er ikke enig i, at et barn på 10 ikke er en spændende samtalepartner. Et barn på 6 kan også være en spændende samtalepartner. Det kommer da helt an på relationen, man har til barnet. Dit eget barn kan du tale med om 1000 ting. Dine nevøer og niecer kan du spørge om til alt muligt for at få et billede af deres liv, og du kan fortælle dem ting, du tænker, de vil synes, er interessant.

Det er klart, at du ikke skal tale med det samme barn hele måltidet igennem, og barnet skal også somme tider lytte til andres samtale.

Hvis jeg skulle tale med en 9 årig, ville jeg spørge hende om ting, der relaterede sig til, hvad jeg vidste om hende i forvejen. Hvis det eksempelvis var min egen niece, da hun var 9, ville jeg spørge ind til deres kæledyr. Høre om hun havde besøgt sin moster, som hun ser rigtig meget, for nyligt, og spørge, hvad de havde lavet. Fortælle hende en sjov historie fra mit arbejde (jeg var pædagog) eller fortælle noget om mine børn. Spørge om hun kunne lide maden. Hvad hun ser i tv. Hvad hun tror, hun vil være, når hun bliver stor. Osv. osv. - Jeg synes, der er uendeligt mange muligheder.

Og hvis det endelig var en langvarig familiesammenkomst, er det da endnu mere absurd, at man ikke kan bruge lidt tid på et barn eller to, - hvis alle gør det, oplever børnene, at de mødes med respekt og bliver set, man får selv et billede af sine familiemedlemmer, og man kan stadig nå at tale med andre voksne mennesker også.

[Sofakartoflen]

Det tror jeg ikke du burde kunne huske. De er et par måneder fra 7 og 9.

Min metode er at hvis de vil sidde ved middagsbordet og tale, er det fint, og hvis de ikke vil, er det også fint. Uanset om de er 5 eller 15.

Jeg er ikke imod din anerkendende tilgang. Slet ikke. Jeg tror, at når dine børn bliver 15, så vil de gerne blive siddende og tale med dig, fordi du har talt meget med dem gennem deres opvækst. (jeg forestiller mig, at du er rimelig meget talende ud fra dine indlæg herinde) Så har du talt så meget med dem, at de synes, det du taler med andre mennesker om, er interessant.

Og jeg må blankt indrømme, at jeg synes, det er en kompetence, at en 15 årig kan sidde sammen med voksne og tale om forskellige ting.

[fisken80]

Enig, kunstigt er det helt rette ord her. Som 10-årig gad jeg ikke voksensnak, det var røvkedeligt. Især til familiefester, de snakkede altid om folk jeg ikke kendte...
så var det ved gud sjovere at sidde med en bog. Og ærligt, så tror jeg de voksne foretrak det fremfor den ene gang, hvor suppe steg og is musikeren lokkede mig til at synge

Måske var de voksne ikke rigtig interesseret i at tale med dig? For det handler altså ikke om, at børn bare skal sidde og holde mund og lytte til de voksne. Det kræver naturligvis voksne, der har lyst til at tale med børnene.

Men hvorfor skulle de helt ærligt også være det? Et barn på 10 er ikke nogen særlig spændende samtalepartner og da slet ikke til en større fest, hvor man har mulighed for at snakke med folk man ikke ser så tit.
Når vi er samlet min mor, hendes kæreste, min bror og svigerinde og deres to børn og så min kæreste og jeg, så får mine niecer da også lov til at rejse sig og lege, se på skærm eller hvad de nu har lyst til mens vi andre bliver siddende og snakker. Den ældste er 9 år og altså åbenbart i en alder, hvor du mener hun skal blive siddende og snakke med, men det gider hun da på ingen måde. Hvad skulle vi dog også snakke med hende om i flere timer?

Jeg troede, vi debatterede hele konceptet "at være ude at spise"? For store familiefester, hvor spisningen varer 5 timer eller lignende har altså ikke været mit udgangspunkt.

Jeg er ikke enig i, at et barn på 10 ikke er en spændende samtalepartner. Et barn på 6 kan også være en spændende samtalepartner. Det kommer da helt an på relationen, man har til barnet. Dit eget barn kan du tale med om 1000 ting. Dine nevøer og niecer kan du spørge om til alt muligt for at få et billede af deres liv, og du kan fortælle dem ting, du tænker, de vil synes, er interessant.

Det er klart, at du ikke skal tale med det samme barn hele måltidet igennem, og barnet skal også somme tider lytte til andres samtale.

Hvis jeg skulle tale med en 9 årig, ville jeg spørge hende om ting, der relaterede sig til, hvad jeg vidste om hende i forvejen. Hvis det eksempelvis var min egen niece, da hun var 9, ville jeg spørge ind til deres kæledyr. Høre om hun havde besøgt sin moster, som hun ser rigtig meget, for nyligt, og spørge, hvad de havde lavet. Fortælle hende en sjov historie fra mit arbejde (jeg var pædagog) eller fortælle noget om mine børn. Spørge om hun kunne lide maden. Hvad hun ser i tv. Hvad hun tror, hun vil være, når hun bliver stor. Osv. osv. - Jeg synes, der er uendeligt mange muligheder.

Og hvis det endelig var en langvarig familiesammenkomst, er det da endnu mere absurd, at man ikke kan bruge lidt tid på et barn eller to, - hvis alle gør det, oplever børnene, at de mødes med respekt og bliver set, man får selv et billede af sine familiemedlemmer, og man kan stadig nå at tale med andre voksne mennesker også.

Men i flere timer? Det tror jeg simpelthen ikke ville være særlig spændende for nogen.
Mit svar gælder også at være ude at spise. Det gælder sådan set alle middagssitutioner, der varer mere end en times tid, maks.

[Bergen]

Jeg tog først mit barn med ud at spise andet end McD, da hun kunne håndtere at sidde fornuftigt den tid, det tager uden en skærm.
På McD fik hun hellere ikke lov at larme elker løbe rundt, men trods alt et sted, hvor der er plads til lidt børnejubel.

Hvad andre gør er jeg ligeglad med.

[Luffegås]

Vi har en 2 årig, så det er ALDRIG hendes behov at spise ude MEN gør vi, så har vi helt klart fyldt telefon eller iPad med strøm.
For hun spiser måske 1 pølse eller 3 pomfritter, og så siger hun tak for mad og kravler ned, inden vi andre har fået forret.. Det er vildt stressende hvis vi intet har klar, og vi lige synes vi ville fejre noget kun os 3.

Og jeg ved gud hader de børn der bare vandre løst rundt på restauranten og kommer over og stirre ved ens bord.

Men, jeg håber da også at vi snart kan sige til datteren hun bør tage en malebog eller legetøj med men det er altså også begrænset hvor længe man kunne sidde med sådan noget.

Til "Vi sad aldrig med sådan noget"-typerne - nej, men jeres forældre havde måske heller ikke de "samme behov" for at gå på restaurent som man dyrker i dag, eller også husker du ikke hvor pænt kedeligt det var. Da jeg var barn tog vi kun steder hen der var legerum, eller også husker jeg virkelig kedsomheden af at skulle sidde i en stol og "Bare være til" når man kun er 5 år.

Alt det der med "de skal lærer at være sociale" kan komme når de når skolealderen, men før det, så er det jo bare ikke deres behov, og så må vi sørge for det også bliver en rar oplevelse for dem, whatever it takes.

[lillebjoern]

Jeg kan sagtens forstå behovet for, at der er noget underholdning til børnene og jeg forstår også godt fristelsen for at stikke børnene en iPad, for det er jo som magi. Et barn kan jo sidde stille i flere timer med en iPad i hånden. Det fungerer bedre end sutten.

Men hvad er der efterhånden galt med godt, gammeldags legetøj? Malebøger? Bamser? Når børn får lov til at skabe noget, bruge deres fantasi og indgå i legens frie præmisser får de lov til at bruge sanser og udvikle deres sanser på en måde, der ikke bliver aktiveret ved at sidde og stene Gurli Gris i to timer. Og ja, det er da mere besværligt at skulle slæbe en taske med legetøj med eller rydde bordet, så der er plads til malebogen, men det er jo en prioritering.

Det har virket i mange generationer – og vi har ikke evolutionært skabt en afhængighed af iPads hos børn. Den afhængighed skabes af forældrene.

[Mi55y]

Jeg kan sagtens forstå behovet for, at der er noget underholdning til børnene og jeg forstår også godt fristelsen for at stikke børnene en iPad, for det er jo som magi. Et barn kan jo sidde stille i flere timer med en iPad i hånden. Det fungerer bedre end sutten.

Men hvad er der efterhånden galt med godt, gammeldags legetøj? Malebøger? Bamser? Når børn får lov til at skabe noget, bruge deres fantasi og indgå i legens frie præmisser får de lov til at bruge sanser og udvikle deres sanser på en måde, der ikke bliver aktiveret ved at sidde og stene Gurli Gris i to timer. Og ja, det er da mere besværligt at skulle slæbe en taske med legetøj med eller rydde bordet, så der er plads til malebogen, men det er jo en prioritering.

Det har virket i mange generationer – og vi har ikke evolutionært skabt en afhængighed af iPads hos børn. Den afhængighed skabes af forældrene.

Som jeg skriver i mit startindlæg, så spiller min datter spil på tablet. Spil der handler om at samle puslespil, genkende former, farver, tal osv. Hun ville slet ikke gide at sidde og se tegnefilm. Og det er her, at jeg stejler lidt over modstanden. For hvad er forskellen på at male i en fysisk malebog og f.eks. på en skærm sortere affald og legetøj i hver sin kasse? Jo jo, finmotorik, men så lærer man jo noget andet. Hun er aldrig passiv på tabletten - heller ikke på lange køreture.

[Slettet bruger]

Jeg kan sagtens forstå behovet for, at der er noget underholdning til børnene og jeg forstår også godt fristelsen for at stikke børnene en iPad, for det er jo som magi. Et barn kan jo sidde stille i flere timer med en iPad i hånden. Det fungerer bedre end sutten.

Men hvad er der efterhånden galt med godt, gammeldags legetøj? Malebøger? Bamser? Når børn får lov til at skabe noget, bruge deres fantasi og indgå i legens frie præmisser får de lov til at bruge sanser og udvikle deres sanser på en måde, der ikke bliver aktiveret ved at sidde og stene Gurli Gris i to timer. Og ja, det er da mere besværligt at skulle slæbe en taske med legetøj med eller rydde bordet, så der er plads til malebogen, men det er jo en prioritering.

Det har virket i mange generationer – og vi har ikke evolutionært skabt en afhængighed af iPads hos børn. Den afhængighed skabes af forældrene.

En iPad er meget andet end Gurli Gris, den er glimrende legetøj. Min datter på knap 9 taler f.eks. udmærket engelsk, og hun kan navigere i temmelig komplicerede engelske spil-universer, og det er ikke er noget hun har lært fra en malebog eller fra skolen. Selvfølgelig skal de ikke sidde og kigge på den i 5 timer om dagen, men jeg kan ikke se hvorfor en malebog skulle være finere eller mere lødigt legetøj end en iPad.