Børn og skærme på restaurant

[Raenil]

Jeg kan sagtens forstå behovet for, at der er noget underholdning til børnene og jeg forstår også godt fristelsen for at stikke børnene en iPad, for det er jo som magi. Et barn kan jo sidde stille i flere timer med en iPad i hånden. Det fungerer bedre end sutten.

Men hvad er der efterhånden galt med godt, gammeldags legetøj? Malebøger? Bamser? Når børn får lov til at skabe noget, bruge deres fantasi og indgå i legens frie præmisser får de lov til at bruge sanser og udvikle deres sanser på en måde, der ikke bliver aktiveret ved at sidde og stene Gurli Gris i to timer. Og ja, det er da mere besværligt at skulle slæbe en taske med legetøj med eller rydde bordet, så der er plads til malebogen, men det er jo en prioritering.

Det har virket i mange generationer – og vi har ikke evolutionært skabt en afhængighed af iPads hos børn. Den afhængighed skabes af forældrene.

Du stiller det op som om ipad er dårligt og malebøger, bamser, legetøj er bedre. Hvorfor?

[Wolf]

Mit barn har aldrig haft skærm med på restaurant eller i eks bilka. Når vi en sjælden gang tager ud at spise, taler vi sammen og jeg er faktisk så gammeldags (og snerpet), at jeg bliver forarget, når jeg ser familier pascifisere deres unger med en skærm henover maden. Det forstår jeg ikke.
Til gengæld forstår jeg godt behovet for at stikke ungerne en skærm, hvis man af en eller anden årsag er nødt til at handle i myldretiden/ulvetimen med et dødtræt barn og selv bare gerne vil have det overstået.

Herhjemme er det dog en anden sag - her må man gerne (nogle gange) spise mens man ser iPad, spille på vej til skole (45 min kørsel) og her er generelt frisere regler hvad angår skærm.

[LaScrooge]

Interessant emne.

Jeg synes, det er vigtigt, at børn kommer med i så mange forskellige sociale situationer som muligt.

Jeg synes, det er godt, at de ikke alle er på deres præmisser, men at de nogle gange udfordres til at være i en situation, som ikke er en typisk børnesituation.

Jeg synes, det er vigtigt, at der er balance i hvor mange af aktiviteterne, der ikke er på deres præmisser, i forhold til hvor mange der er.

Jeg sætter stor pris på, at forældre hjælper deres børn til at kunne holde ud at være i situationer, som udfordrer deres tålmodighed, impulskontrol og koncentrationsevne. Det er synd for børn, at de skal opleve at blive mødt negativt af omverdenen, fordi de ikke er oi stand til at leve op til, hvad der konentionelt (og rimeligt) forventes af folk i den situation.

Jeg synes skærme ved bordet er en uskik, men jeg ved også, at bordskik er forskellig fra familie til familie. I mine øjne gør man 2 ting ved bordet: man spiser eller man samtaler. Man leger ikke, man snakker ikke i telefon, man spiller ikke spil - man er til stede i den sociale situation omkring spisebordet. Til gengæld behøver man ikke blive siddende, hvis man er færdig med at spise og lige har siddet lidt og mærket efter, drukket en tår vand og sagt tak for mad.

Generelt er jeg bekymret over det stigende skærmforbrug hos alle, børn er ikke særlige her. Jeg er bekymret over, hvad det gør ved vores evne til at være tilstede i nuet, både med os selv og med andre. Hvad det gør ved vores evne til at være alene med vores egne tanker og følelser, vores evne til at være i vores kroppe fremfor i hovedet. Vores koncentrationsevne og evne til fordybelse og dermed også indlæring og hukommelsesevne, både korttids- og langtids. Dermed også vores udvikling generelt som mennesker, og vores udvikling af verden.

Jeg er bekymret over hvad introduktionen af skærme kommer til at betyde, på lang sigt. Udviklingen har været så omfattende og er sket så hurtigt, at jeg ikke tror vi har nogen idé om, hvad den rent faktisk får af konsekvenser. Det er bekymrende. Mest af alt set i konteksten af, at vi netop som menensker er enormt sociale, er afhængige af de autentiske sociale og følelsesmæssige møder med andre mennesker, at vi er så kommunikerende som vi er og at kommunikation skal læres; at kommunikation foregår på så mange planer, men reduceres til emojis og et amputeret chatsprog. Andet- og fremmedgørelsen af den anden som skærmen bidrager til, som sociopatologiserer de online møder, hvor et følende og sårbart menneske (som vi alle er når vi afsender noget vigtigt og modtager andres reaktion) mødes af én som ikke føler et tilstrækkeligt ansvar, fordi fornemmelsen af den anden går tabt.

Der er mange fordele ved mobilteknologi, instant messaging og internet. Men der er også mange risici og faldgruber. Og jeg går nok mest af alt ind for, at der skal være færre timer med dem end uden dem i løbet af en dag.

[LaScrooge]

Mit barn har aldrig haft skærm med på restaurant eller i eks bilka. Når vi en sjælden gang tager ud at spise, taler vi sammen og jeg er faktisk så gammeldags (og snerpet), at jeg bliver forarget, når jeg ser familier pascifisere deres unger med en skærm henover maden. Det forstår jeg ikke.
Til gengæld forstår jeg godt behovet for at stikke ungerne en skærm, hvis man af en eller anden årsag er nødt til at handle i myldretiden/ulvetimen med et dødtræt barn og selv bare gerne vil have det overstået.

Herhjemme er det dog en anden sag - her må man gerne (nogle gange) spise mens man ser iPad, spille på vej til skole (45 min kørsel) og her er generelt frisere regler hvad angår skærm.

Forstår du det heller ikke, når du læser de andre svar i tråden, som jo beskriver en hel række forskellige begrundelser og overvejelser?

[TinaW]

Mit barn har aldrig haft skærm med på restaurant eller i eks bilka. Når vi en sjælden gang tager ud at spise, taler vi sammen og jeg er faktisk så gammeldags (og snerpet), at jeg bliver forarget, når jeg ser familier pascifisere deres unger med en skærm henover maden. Det forstår jeg ikke.
Til gengæld forstår jeg godt behovet for at stikke ungerne en skærm, hvis man af en eller anden årsag er nødt til at handle i myldretiden/ulvetimen med et dødtræt barn og selv bare gerne vil have det overstået.

Herhjemme er det dog en anden sag - her må man gerne (nogle gange) spise mens man ser iPad, spille på vej til skole (45 min kørsel) og her er generelt frisere regler hvad angår skærm.

Hvad er forskellen?
Langt de fleste bruger vel heller ikke skærmen, mens de spiser på restaurant, men evt. før og efter?

[hotlips]

Jeg forstår det ikke rigtigt, hvis vi går ud og spiser så er det for at være sammen og så kan han ikke sidde med en skærm.
I
Det er okay med skærm til morgenmad ellers er det ikke noget der normalt kan være en mulighed og hvis det er så ser vi noget sammen og skiftes til at vælge.

Jeg er ikke sikker på han overhovedet ville sige ja til det hvis han blev tilbudt en når vi spiser ude.

[FormerlyKnownAs]

Jeg forstår det ikke rigtigt, hvis vi går ud og spiser så er det for at være sammen og så kan han ikke sidde med en skærm.
I
Det er okay med skærm til morgenmad ellers er det ikke noget der normalt kan være en mulighed og hvis det er så ser vi noget sammen og skiftes til at vælge.

Jeg er ikke sikker på han overhovedet ville sige ja til det hvis han blev tilbudt en når vi spiser ude.

Er i ikke også kun jer to og har derfor kun hinanden af forholde jer til og tale med?

[FormerlyKnownAs]

Mit barn har aldrig haft skærm med på restaurant eller i eks bilka. Når vi en sjælden gang tager ud at spise, taler vi sammen og jeg er faktisk så gammeldags (og snerpet), at jeg bliver forarget, når jeg ser familier pascifisere deres unger med en skærm henover maden. Det forstår jeg ikke.
Til gengæld forstår jeg godt behovet for at stikke ungerne en skærm, hvis man af en eller anden årsag er nødt til at handle i myldretiden/ulvetimen med et dødtræt barn og selv bare gerne vil have det overstået.

Herhjemme er det dog en anden sag - her må man gerne (nogle gange) spise mens man ser iPad, spille på vej til skole (45 min kørsel) og her er generelt frisere regler hvad angår skærm.

Hvad er forskellen?
Langt de fleste bruger vel heller ikke skærmen, mens de spiser på restaurant, men evt. før og efter?

Den fatter jeg heller ikke.

Herhjemme er der absolut nul skærm når vi spiser uanset om det er morgen, middag eller aften og om vi spiser hjemme eller ude. Nul skærm. Bagefter....intet problem hvis vi sidder på en restaurant og ikke selv er færdige. Hjemme er der aldrig skærm efter aftensmaden, vores søn bruger sin skærmtid efter skole og den knap 2årige ser sjældent skærm uanset

[Stars]

Interessant emne.



Jeg synes skærme ved bordet er en uskik, men jeg ved også, at bordskik er forskellig fra familie til familie. I mine øjne gør man 2 ting ved bordet: man spiser eller man samtaler. Man leger ikke, man snakker ikke i telefon, man spiller ikke spil - man er til stede i den sociale situation omkring spisebordet. Til gengæld behøver man ikke blive siddende, hvis man er færdig med at spise og lige har siddet lidt og mærket efter, drukket en tår vand og sagt tak for mad.

Men på en restaurant uden legerum / legeplads til børn, kan de jo ikke rejse sig fra bordet, når de er færdige.
Der er ikke nogle steder, de kan gå hen - ud over at kigge på de andre gæster eller gå i vejen for personalet.

Jeg var ikke på restaurant med mine børn, da de var små, men jeg synes ikke at forældre, der gerne vil det, skal udelukkes indtil børnene er gamle nok til at sidde stille og konversere 1½-2 timer.

[billiebean]

Jeg synes, det er SÅ stressende at have barn (2,5 år) med andre steder end McDonalds, Ikea og streetfood, som er indrettet til børnefamilier, og hvor der i forvejen er larm og madrester på gulvet, så man ikke også skal dø af skam over barnets manglende manerer Vi prøvede pizzeria for et par uger siden, og selvom vi havde både malegrej og skærm med var det alligevel stressende, fordi hun sagtens kan blive utålmodig og rastløs selv med underholdning.

Men principielt synes jeg, at hensynet går på de andre gæster på almindelige restauranter, så hvis skærm er det der virker for en kort bemærkning, så er det så fint. I de førstnævnte steder behøver vi ikke skærm og underholdning, fordi vi netop ikke behøver være bange for at genere andre med et uroligt og højlydt barn.

Og det med at have børn med på en almindelig voksenrestaurant, det tænker jeg nok bare ikke er en mulighed, når de er små og ustyrlige.

[LaScrooge]

Interessant emne.



Jeg synes skærme ved bordet er en uskik, men jeg ved også, at bordskik er forskellig fra familie til familie. I mine øjne gør man 2 ting ved bordet: man spiser eller man samtaler. Man leger ikke, man snakker ikke i telefon, man spiller ikke spil - man er til stede i den sociale situation omkring spisebordet. Til gengæld behøver man ikke blive siddende, hvis man er færdig med at spise og lige har siddet lidt og mærket efter, drukket en tår vand og sagt tak for mad.

Men på en restaurant uden legerum / legeplads til børn, kan de jo ikke rejse sig fra bordet, når de er færdige.
Der er ikke nogle steder, de kan gå hen - ud over at kigge på de andre gæster eller gå i vejen for personalet.

Jeg var ikke på restaurant med mine børn, da de var små, men jeg synes ikke at forældre, der gerne vil det, skal udelukkes indtil børnene er gamle nok til at sidde stille og konversere 1½-2 timer.

Hvis nu man ikke ser det som om man bliver udelukket eller ikke MÅ, altså som om "nogen" tager noget fra én, men som et udløb af velbegrundede principper, så finder man måske en vej igennem og omkring det?

[Raenil]

Interessant emne.



Jeg synes skærme ved bordet er en uskik, men jeg ved også, at bordskik er forskellig fra familie til familie. I mine øjne gør man 2 ting ved bordet: man spiser eller man samtaler. Man leger ikke, man snakker ikke i telefon, man spiller ikke spil - man er til stede i den sociale situation omkring spisebordet. Til gengæld behøver man ikke blive siddende, hvis man er færdig med at spise og lige har siddet lidt og mærket efter, drukket en tår vand og sagt tak for mad.

Men på en restaurant uden legerum / legeplads til børn, kan de jo ikke rejse sig fra bordet, når de er færdige.
Der er ikke nogle steder, de kan gå hen - ud over at kigge på de andre gæster eller gå i vejen for personalet.

Jeg var ikke på restaurant med mine børn, da de var små, men jeg synes ikke at forældre, der gerne vil det, skal udelukkes indtil børnene er gamle nok til at sidde stille og konversere 1½-2 timer.

Hvis nu man ikke ser det som om man bliver udelukket eller ikke MÅ, altså som om "nogen" tager noget fra én, men som et udløb af velbegrundede principper, så finder man måske en vej igennem og omkring det?

Altså - fint med principper - men velbegrundede? Hvorfor?

Det bliver nemt nogle overordnede tanker om at skærme gør onde ting ved samfundet, ødelægger børnenes mulighed for at lære at socialicere og andre ting. Her bliver malebøger og legetøj nævnt som alternativer, men jeg kan faktisk ikke se forskellen. Eller jo, det kan jeg: Skærme er nemmere og mere praktisk at tage med.

Nu har jeg hele vejen gennem tråden taget det standpunkt at skærme ikke er noget problem. Der er selvfølgelig et men:
Skærme er ikke noget problem, hvis det ikke bliver for meget. At det er nok min primære anke på den principfaste "Ingen skærme i restauranter" - for de andre kan faktisk ikke vide hvordan forældre gør derhjemme eller i bilen eller i kirken eller i skoven eller what not. Restaurantture bliver fremhævet som noget helligt, noget rituelt der skal foregå på en bestemt måde, fordi ellers er det ikke rigtigt. Og jeg køber den ikke.

Vi går fx. i kirke. Hele familien. Børnene bliver simpelthen indoktrineret. Dvs - børnene bliver selvfølgelig pacificeret med rosinerpakker (ikke vingummi, vi skal jo ikke have onde blikke fra de andre, og man skal huske at tage plastikken af, så det ikke larmer for meget), bøger, tegneting og alle de andre gode ting der bliver nævnt.
Kunne børnene ikke lige så godt få en skærm i kirken? Jo, men vi vælger vores kampe. Hvis vi tager en frokostbøf bagefter, kan børnene måske få en skærm der, når vi snakker.
Bagefter kører vi måske ud på en legeplads. Her får børnene ingen skærm.

Set over en dag, forestiller jeg mig faktisk ikke at mine børn bliver ødelagt af skærmen.

Hele diskussionen minder mig om curlingforældre debatten: Hvis ikke de andre gør som jeg, må de være curlingforældre. Og jeg hader skærme alle vegne. Og vores samfund er på vej i kloaken, fordi ingen snakker sammen mere. UARG!

TL;DR: Hvorfor skal restaurantbesøg foregå på en speciel måde - hvorfor er spisesituationsritualet det vigtige?

PS:
https://en.wikipedia.org/wiki/Moral_panic
https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-b ... s-briks-17 (om skærmpanik).

[Fynerfin82]

Vi havde ofte iPads med, da børnene var mindre. De havde ingen tålmodighed til at sidde stille ved bordet, til vi andre var færdige.
Idag er de 5 og 9 år, jeg kan ikke engang huske hvornår vi sidst havde iPad med. Men skulle vi afsted som en del af et større selskab, ville den komme med som nødløsning, hvis de kommer til at kede sig. For hvis mine børn keder sig, er det 100 % sikkert, at de kommer op at slås og det gider jeg ikke, når vi er ude.

[lillebjoern]

Jeg kan sagtens forstå behovet for, at der er noget underholdning til børnene og jeg forstår også godt fristelsen for at stikke børnene en iPad, for det er jo som magi. Et barn kan jo sidde stille i flere timer med en iPad i hånden. Det fungerer bedre end sutten.

Men hvad er der efterhånden galt med godt, gammeldags legetøj? Malebøger? Bamser? Når børn får lov til at skabe noget, bruge deres fantasi og indgå i legens frie præmisser får de lov til at bruge sanser og udvikle deres sanser på en måde, der ikke bliver aktiveret ved at sidde og stene Gurli Gris i to timer. Og ja, det er da mere besværligt at skulle slæbe en taske med legetøj med eller rydde bordet, så der er plads til malebogen, men det er jo en prioritering.

Det har virket i mange generationer – og vi har ikke evolutionært skabt en afhængighed af iPads hos børn. Den afhængighed skabes af forældrene.

Som jeg skriver i mit startindlæg, så spiller min datter spil på tablet. Spil der handler om at samle puslespil, genkende former, farver, tal osv. Hun ville slet ikke gide at sidde og se tegnefilm. Og det er her, at jeg stejler lidt over modstanden. For hvad er forskellen på at male i en fysisk malebog og f.eks. på en skærm sortere affald og legetøj i hver sin kasse? Jo jo, finmotorik, men så lærer man jo noget andet. Hun er aldrig passiv på tabletten - heller ikke på lange køreture.

Nu taler jeg ud fra min erfaring blandt min omgangskreds - og der er det et stykke tegnefilm der bliver sat på, fordi ellers skal forældrene stadig ind og hjælpe, hvis barnet skal lave alt muligt andet på iPad'en. Hvis din datter laver alt muligt andet, så er det jo fint for jer Men jeg vil immervæk mene at der er forskel på at male på en iPad og male i en malebog. Også mere end finmotorik.

[lillebjoern]

Jeg kan sagtens forstå behovet for, at der er noget underholdning til børnene og jeg forstår også godt fristelsen for at stikke børnene en iPad, for det er jo som magi. Et barn kan jo sidde stille i flere timer med en iPad i hånden. Det fungerer bedre end sutten.

Men hvad er der efterhånden galt med godt, gammeldags legetøj? Malebøger? Bamser? Når børn får lov til at skabe noget, bruge deres fantasi og indgå i legens frie præmisser får de lov til at bruge sanser og udvikle deres sanser på en måde, der ikke bliver aktiveret ved at sidde og stene Gurli Gris i to timer. Og ja, det er da mere besværligt at skulle slæbe en taske med legetøj med eller rydde bordet, så der er plads til malebogen, men det er jo en prioritering.

Det har virket i mange generationer – og vi har ikke evolutionært skabt en afhængighed af iPads hos børn. Den afhængighed skabes af forældrene.

En iPad er meget andet end Gurli Gris, den er glimrende legetøj. Min datter på knap 9 taler f.eks. udmærket engelsk, og hun kan navigere i temmelig komplicerede engelske spil-universer, og det er ikke er noget hun har lært fra en malebog eller fra skolen. Selvfølgelig skal de ikke sidde og kigge på den i 5 timer om dagen, men jeg kan ikke se hvorfor en malebog skulle være finere eller mere lødigt legetøj end en iPad.

Okay – der er vi bare af forskellige holdninger Selvfølgelig giver digitale spil og engelskbaserede universer bedre færdigheder end engelsk; det er der vist ingen der kan anfægte.

Malebøger nævnte jeg bare som et analogt alternativ til iPad'en. Og jeg ville stadig foretrække at min barn malede i en malebog og fik en fornemmelse for farver, hvad der sker når man maler lige præcis dé tre farver sammen (som ikke kan gengives på en iPad), lærer at man ikke bare kan slette igen, hvis man har tegnet udenfor, mærker papiret og hvad der sker, når man maler/tegner på det. Kald mig old school, men jeg er af den mening, at børn lærer meget gennem fysisk sansning, som ikke bare er lyd og billeder fra en iPad.

Jeg siger ikke, at man ikke kan lære noget af iPads - jeg forsker og underviser selv i teknologiens potentialer for læring på videregående uddannelser, men jeg synes ikke de kan erstatte legen. Den "analoge" (i mangel af bedre ordvalg) leg - alene eller med andre - giver noget andet end leg eller spil på en iPad – når man fokuserer på noget andet end kognitivt læringsudbytte.