Solomor

[easyluckyfree]

Jeg går og overvejer om jeg skal forsøge at blive solomor og kunne rigtigt godt tænke mig at høre fra andre der har stået i samme situation - tanker, overvejelser, erfaringer. Både fra dem der endte med at gøre det og dem der valgte fra.

Jeg er 39 år og jeg har altid gerne ville være mor, men det er ikke lykkedes mig at finde en far til mit barn. Jeg kom nok også lidt sent i gang med at lede på grund af forskellige omstændigheder i mit liv og som kvinde på snart 40 med ønske om barn er jeg nok bare ikke særligt tiltrækkende for mænd.

Jeg er egentligt ikke i tvivl om at jeg kan klare det. Jeg har et godt job med stor jobsikkerhed og min arbejdsplads er meget støttende for forældre. Jeg har ret til barns 1. og 2. sygedag, fleksible mødetider, mulighed for hjemmearbejde, mulighed for deltid (i en periode) og mulighed for selvbetalt orlog, hvis det skulle blive nødvendigt.

Mentalt og fysisk er jeg så sund som man kan være og jeg er et meget positivt og glad menneske med et stort overskud.

Jeg har en god økonomi, og en forholdsvis høj løn. Jeg har 30-40 minutter på arbejde nu, men hvis jeg får et barn regner jeg med at købe et lille rækkehus tættere på min arbejdsplads og tæt på gode institutioner. Det har jeg fint råd til.

Jeg har mine forældre tæt på. De har egen virksomhed med den medhørende fleksibilitet. De nærmer sig de 70 år og er begge ved rigtigt godt helbred, men det varer jo ikke for evigt. Jeg har tre søskende, hvoraf to dog bor langt væk. Den tredje ønsker ikke børn, men jeg er sikker på at han og min svigerinde også vil kunne være noget for mit barn. Da jeg kun regner med at få ét barn (hvis jeg overhovedet er så heldig) vil det altså hverken have søskende eller fætre/kusiner i nærheden. Jeg har gode minder fra ferier i min barndom, hvor jeg legede med mine søskende, men hvad gør mit barn?

Jeg har altid været tilfreds med mit eget selskab og jeg har ikke nogen rigtigt tætte venner. Jeg vil selvfälgelig gøre alt hvad jeg kan for at skabe relationer til andre forældre og solomødre, men min største frygt er nok at mit barn bliver ensomt på grund af mit manglende netværk.

Det er også en stor sorg for mig at jeg ikke vil kunne give mit barn den kernefamilie, som jeg selv er vokset op i og jeg har svært ved ikke at se solomoderskabet som et nederlag og et tegn på at jeg ikke er lykkedes med mit liv. Jeg er også bange for at blive ensom og for den manglende sparring/deling af glæder og sorger med en anden voksen som mit barn vil være ligeså vigtigt for, som det vil være for mig.

Undskyld rodet, men det er alt sammen meget flygtige tanker lige nu.

Da det er meget sårbart for mig, ønsker jeg ikke at dette bliver en debat for og imod solomødre.

[Lys]

Det er jo ikke rigtigt noget man kan hverken tilråde eller fraråde andre i at gøre. Det kan man kun selv vurdere.

Min egen erfaring med at være solomor er, at der er mange muligheder for at skabe netværk med andre i samme situation. Min oplevelse er at det er hårdt, men at det hårdeste for mig er, at det er svært at man altid skal arrangere pasning, hvis man skal noget - også bare træning eller en kop kaffe efter arbejde (hvis man ikke kan have barnet med). Når noget er svært/jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, kan jeg ikke sparre med en anden forælder. Det kan jeg også savne.

Jeg oplever til gengæld en stor lettelse over at jeg ikke skal blive enig med en anden om opdragelse, værdier mv., som jeg oplever mange synes er svært.

[Jydepigen]

Jeg er 36 år og selv i samme overvejelse om at blive solomor, hvis den rette partner ikke dukker op snarest.
Der er mange plusser og minusser og synes at det er godt at du har gjort op med begge dele.
Tænker at man kan få nogle sociale relationer gennem mødregruppe, legestue, samlesang og hvad der ellers er af andre arrangementer for små babyer.

[LittleLemon]

Jeg er ikke solomor, så jeg kan ikke sparre sådan direkte med dig…men kender du til Linda Abildgren, som er kvinden bag Blogsbjerg.com? Hun har både skrevet en del på bloggen og også udgivet en bog om at vælge livet som solomor. Bogen hedder “Vi er bare selv” og er måske værd at læse for dig?

[Rhododendron]

Jeg er ikke solo-mor, men enlig mor til mere end et barn

Mine største bekymringer har ikke været de praktiske ting, for der kan findes mange løsninger på de problemer.

Den ting der har fyldt mest for mig, da vi skulle skilles, var om min eks og jeg ville blive ved med at dele oplevelser med børnene, med hinanden. Altså de første skridt, første skoledag osv.
Som solo-mor tænker jeg det kræver en ekstra indsats at have mennesker i sit liv, som kan give lidt af den følelse, når man deler de stolte øjeblikke.

[Bergen]

Har man et godt netværk skal man ikke bekymre sig om "fars manglende familie". Det har ikke været et issue for mig eller de familier, jeg mødte gennem min datter.

Der er, hvis man ønsker det stærke fællesskaber at indgå i som solomor. Vi var tre solomødre i min mødregruppe i 2012. Der er to børn i klassen og en sololillebror. Man møder ofte disse børn og familier rundt omkring - og de klarer sig fint.

Min datter er så adopteret af min mand (og hans familie). Hun var ganske lille, da jeg mødte ham. Jeg fik min datter alene, da lægerne sagde, at det var sidste udkald til IVF på grund af et par gynækologiske diagnoser. Kernefamilien kan opstå efter at have fået et barn. Jeg er selv adopteret, så tanken var måske ikke så fjern for mig, at det også kunne komme til min solomorfamilie at blive en kernefamilie senere.

Har man styr på sig selv, et godt netværk, en fornuftig bolig og økonomi, så skal man gøre det, hvis man har lyst.

Masser af enlige mødre klarer det med mindre på daglig basis. Min oplevelse er, at solomødre er ressourcestærke og ved, hvad de vil. Og skaber gode sunde familier.

[JoyNips]

Jeg er ikke solomor, men min svigerinde er. Udover at der selvfølgelig er noget praktik der er mere besværligt - jeg gik fx ikke i bad da jeg var på barsel med mine børn, medmindre min mand var hjemme og nu hvor de er større går jeg ikke i bad morgen eller aften mens de sover hvis jeg er alene med dem, for man (jeg) kan være sikker på at de vågner når man står med shampoo i håret - så observerer jeg også at det med netværk er en udfordring. Vi er spredt ud over hele landet - sønderjylland, Fyn, Nordsjælland og så min svigerinde alene i Århus. Og vi andre kan jo bare ikke altid prioritere at køre gennem hele landet for at æde et par bamseboller til en fødselsdag et par timer og så køre retur. Det er ok for de andre børn i familien at der er nogen der ikke lige kommer, for der er jo familie på både fars og mors side, men det bliver meget tydeligt at der mangler fætter og kusine når der kun er én side af familien (og ret skal være ret, det er heller ikke smart at invitere til søndag kl 14-17, når folk skal op og på arbejde og i skole og institution osv dagen efter.)

Jeg ville personligt også savne mig-tid. Jeg er glad for at kunne tørre ungerne af på min mand i 3 timer og lave noget, der giver mig overskud uden at skulle arrangere pasning. Eller kunne sende ham afsted til arrangementer i institution hvor jeg ikke gider smalltalke med random forældre bare fordi vi har sat børn i verden nogenlunde samtidig. Jeg er klart for introvert til at kunne være solo, det kræver IMO at man er bedre til de der fællesskaber om børn end jeg er. Og det er der jo heldigvis nogen der er!

[Bergen]

Nå ja jeg har i øvrigt glad sendt barnepigen med til julefest i SFO fordi ingen af os gad.

Vi har få kusiner/fætre - uanset om jeg var forblevet solomor eller som nu lever i en far/mor-familie. For der er ikke mange børn i familierne. Og de bor 3- 400 km væk.
Så laver vi et andet fødselsdags set up.

[A 7]

Off topic, så er kvinder omkring de 40 uden børn og med ønske om børn bestemt attraktive for nogle mænd.

[Muspel]

Jeg har været der, hvor du var- og repræsenterer den usynlige gruppe af ‘ønskede det- fik det ikke’.

Jeg startede i behandling som 38 årig. 4 år og 3 inseminationer og 12 IVF forsøg senere (og 250.000 kr ca) har jeg opgivet.

Ønsket om et barn er/var kæmpestort. Men jeg nåede et punkt, hvor jeg var bekymret for min psyke ovenpå belastningen af at være i behandling. Og jeg turde simpelthen ikke fortsætte - og risikere at stå med en baby og ptsd/fødselsdepression noget lignende. Eller med en knækket psyke og ingen baby.

Jeg skriver ikke dette for at tage modet fra dig. Men jeg troede ærligt, at det eneste svære blev beslutningen. Så da jeg havde bestemt mig, gik jeg rundt og tænkte ‘jeg skal have et barn’ - behandling er hårdt! Og der er ingen garanti for, at det ender med et barn.

Med det sagt; så hepper jeg for at springe ud i det. Jeg er 100% afklaret med, at selvom jeg ikke får børn, så er det godt for min sjælefred, at jeg kan tænke ‘jeg har prøvet alt’.
Men overvej fokus på, hvordan du får det mentale på plads undervejs. En god psykolog. En ærlig snak med dig selv om, hvor langt du vil gå. Et netværk du kan håbe med, læne dig op af, som gider at krydse fingre når du har brug for det, og giver dig fred, når du har brug for det.
Overvej også, hvor mange du involverer i beslutningen. Det er hårdt, når 7 veninder skal opdateres på, at det ikke gik som håbet. Lav klare aftaler med dem, du involverer om, hvordan de bidrager. Jeg havde fx en aftale om, at jeg bragte emnet på banen, hvis jeg ville snakke. Ellers skulle de ikke spørge.

Allerede i behandling fik jeg et stærkt og stort netværk af kommende solomødre og andre kvinder i behandling. Ræk ud, tag imod tilbud om netværksgrupper.

Pøj pøj med beslutningen og al mulig held og lykke

[Mila_H]

Jeg er solomor til to børn.
Det med at dele de store oplevelser med andre.. der bruger jeg meget mine forældre. De er gode til at udvise stor begejstring ;-)
Og så er der mulighed for at skabe et godt netværk med andre solomødre. Det er rart for mig som mor, at jeg kan tage mine børn med for at besøge veninder (fordi de fleste af mine veninder også er solomødre), og det er rart for mine børn at kende mange andre med samme familietype.

Jeg ville gerne have givet mine børn en far, men sådan blev det ikke. Jeg føler dog ikke, at min familie er et udtryk for et nederlag. Der er mange,der ikke lige er i forhold, eller hvor forholdet alligevel ikke holder. Og mine børn har det godt og er glade.

Jeg har dog svært ved at få passet børn og er ofte ikke med til ting med mine kolleger, fordi jeg har mine børn. Det er dog vilkåret for mig, så længe de er små. Jeg bor 250+ km fra mine forældre, så de kan ikke lige smutte forbi nogle timer.


Helt enig i rådet om ikke at dele opstart på fertilitetsbehandling med for mange. Det gjorde jeg første gang, og set viste sig, at det tog 2,5 år, inden jeg fik min første søn. Der var det hårdt med spørgsmål hele tiden.