Det gode liv uden børn

[RavenClaw]

Og nu til det gode liv:

Jeg har brugt mine absolut sidste penge og hele 2,5 måneders madbudget på et par sko i dag. Et fornuftigt køb? Nej. En glad Raven? Ja.

[AFK]

Det er ved at være længe siden, at folk har spurgt mig hvorfor jeg ikke vil have børn.

Som mand er det ellers nemmere at sige: Fordi jeg har en byretsdom, der kræver jeg holder 100 meters afstand til børn under 18.

[Pjeps]

Og nu til det gode liv:

Jeg har brugt mine absolut sidste penge og hele 2,5 måneders madbudget på et par sko i dag. Et fornuftigt køb? Nej. En glad Raven? Ja.

Dem bliver jeg nødt til at se ?


Jeg har lige bestilt en ferie til Kreta med en veninde.
mine intentioner inden bestilling: Det skal være en billig en, jeg har lige brugt en formue på at flytte. Meeen så fandt vi et virkelig lækkert hotel og det blev ikke billigt

[RavenClaw]

Og nu til det gode liv:

Jeg har brugt mine absolut sidste penge og hele 2,5 måneders madbudget på et par sko i dag. Et fornuftigt køb? Nej. En glad Raven? Ja.

Dem bliver jeg nødt til at se ?


Jeg har lige bestilt en ferie til Kreta med en veninde.
mine intentioner inden bestilling: Det skal være en billig en, jeg har lige brugt en formue på at flytte. Meeen så fandt vi et virkelig lækkert hotel og det blev ikke billigt

[Pjeps]

Og nu til det gode liv:

Jeg har brugt mine absolut sidste penge og hele 2,5 måneders madbudget på et par sko i dag. Et fornuftigt køb? Nej. En glad Raven? Ja.

Dem bliver jeg nødt til at se ?


Jeg har lige bestilt en ferie til Kreta med en veninde.
mine intentioner inden bestilling: Det skal være en billig en, jeg har lige brugt en formue på at flytte. Meeen så fandt vi et virkelig lækkert hotel og det blev ikke billigt

De er Flotte

[RavenClaw]

Og nu til det gode liv:

Jeg har brugt mine absolut sidste penge og hele 2,5 måneders madbudget på et par sko i dag. Et fornuftigt køb? Nej. En glad Raven? Ja.

Dem bliver jeg nødt til at se ?


Jeg har lige bestilt en ferie til Kreta med en veninde.
mine intentioner inden bestilling: Det skal være en billig en, jeg har lige brugt en formue på at flytte. Meeen så fandt vi et virkelig lækkert hotel og det blev ikke billigt

De er Flotte

Det er min 'tillykke med uddannelsen'-gave til mig selv. De er kun lavet i begrænset oplag, så jeg var nødt til at købe dem på forskud

[.Magic.]

Min yndlings hadeargument for at få børn er "Hvem skal ellers besøge dig på plejehjemmet?".

Gad vide om folk tænker inden de åbner munden? (Her tror jeg svaret er et rungende NEJ... ). Jeg har jo arbejdet på plejehjem i mange år, og jeg må bare konstatere , at det at få børn bestemt ikke er en garanti for at få besøg. Desuden vil det simpelthen være for underligt at få børn som en art social fremtidssikring.

På HF havde jeg et fag med en kvinde som fik barn fordi hun ville være sikker på at nogen besøgte hende på plejehjem. Jeg kom til at sige at det jo ikke var en garanti, men jojo det var det

[Marengs]

Det er ved at være længe siden, at folk har spurgt mig hvorfor jeg ikke vil have børn.

Som mand er det ellers nemmere at sige: Fordi jeg har en byretsdom, der kræver jeg holder 100 meters afstand til børn under 18.

Jeg forestiller mig en akavet tavshed

[AFK]

Det er ved at være længe siden, at folk har spurgt mig hvorfor jeg ikke vil have børn.

Som mand er det ellers nemmere at sige: Fordi jeg har en byretsdom, der kræver jeg holder 100 meters afstand til børn under 18.

Jeg forestiller mig en akavet tavshed

Der er mange af den slags show-stoppere..

"Fordi jeg synes børn er nogle små møgsvin, som jeg foragter."

"Ja, jeg skal også se at få lavet nogen. Jeg synes sådan nogle er helt utroligt sexede."

"Jeg har haft børn. De døde pga. min spirituskørsel."

Alvorligt talt tror jeg det er et større problem for kvinder end for mænd, det med at folk er nyfigne. Dels fordi der er en større forventning til kvinder end mænd, om at de skal have børn. Dels fordi kvinder er mere diplomatiske og afvigende i deres svar, hvor mænd nok er hurtigere til at lukke den ned kort og kontant.

[Precaseptica]

Altså jeg får tanken ind imellem, om jeg skulle til at få det projekt søsat eller om jeg bare skal lade den passere. Jeg er 36 nu, så jeg føler, der er lidt tid at løbe på endnu, men så heller ikke mere. Jeg har ikke lyst til at være en gammelfar, der ikke kan løbe med ud og spille fodbold med ungerne og sådan, og jeg vil også gerne have tid med dem, og tid til at se dem blive voksne osv, hvis det skulle være.

Men omvendt er der intet i mig der trækker for det. Jeg kan godt have tanken, og en sjælden gang imellem mærker jeg, at fremtiden er lidt uvis på en måde, når man ikke ved, at der er nogen man skal tage sig af og sidenhen bekymre sig om. Men jeg kan slet ikke mærke det biologiske ur. Og jeg finder ingen dele af at have med mennesker yngre end de elever jeg underviser at gøre. Min nevø kan lige gå an, når han er rolig, hvilket han aldrig er, men ellers er jeg ret ligeglad med børn. De er mest bare i vejen og jeg glædes ved, at deres tilstedeværelse kun er midlertidig for mig.

Da jeg var i 20erne, synes jeg, mine venner sagde, at det kommer nok, eller også at jeg skulle bare møde hende det skulle være med, så kom den. Men det var nu ikke tilfældet. Jeg stod jo gift og klar, kan man sige, da jeg fyldte 30. Og valgte det aktivt fra. Det virkede som en byttehandel, hvor jeg gav alt for meget væk, og gevinsten var at skulle stå i et bjerg af bleer, aldrig få sex og aldrig sove.

Så jeg spiller stadig bare den der: "Vi ser hvad der sker". Men om det sker eller ej ved jeg ikke. Men jeg er ikke så bange for at det ikke sker. Jeg kan godt lide mit liv og jeg sætter virkelig pris på den frihed jeg har.

[FrkCherry]

Altså jeg får tanken ind imellem, om jeg skulle til at få det projekt søsat eller om jeg bare skal lade den passere. Jeg er 36 nu, så jeg føler, der er lidt tid at løbe på endnu, men så heller ikke mere. Jeg har ikke lyst til at være en gammelfar, der ikke kan løbe med ud og spille fodbold med ungerne og sådan, og jeg vil også gerne have tid med dem, og tid til at se dem blive voksne osv, hvis det skulle være.

Men omvendt er der intet i mig der trækker for det. Jeg kan godt have tanken, og en sjælden gang imellem mærker jeg, at fremtiden er lidt uvis på en måde, når man ikke ved, at der er nogen man skal tage sig af og sidenhen bekymre sig om. Men jeg kan slet ikke mærke det biologiske ur. Og jeg finder ingen dele af at have med mennesker yngre end de elever jeg underviser at gøre. Min nevø kan lige gå an, når han er rolig, hvilket han aldrig er, men ellers er jeg ret ligeglad med børn. De er mest bare i vejen og jeg glædes ved, at deres tilstedeværelse kun er midlertidig for mig.

Da jeg var i 20erne, synes jeg, mine venner sagde, at det kommer nok, eller også at jeg skulle bare møde hende det skulle være med, så kom den. Men det var nu ikke tilfældet. Jeg stod jo gift og klar, kan man sige, da jeg fyldte 30. Og valgte det aktivt fra. Det virkede som en byttehandel, hvor jeg gav alt for meget væk, og gevinsten var at skulle stå i et bjerg af bleer, aldrig få sex og aldrig sove.

Så jeg spiller stadig bare den der: "Vi ser hvad der sker". Men om det sker eller ej ved jeg ikke. Men jeg er ikke så bange for at det ikke sker. Jeg kan godt lide mit liv og jeg sætter virkelig pris på den frihed jeg har.

Jeg kan virkelig relatere til meget af det du skriver og som kvinde der er 30+ år, har jeg også haft spørgsmålet oppe at vende mange gange da der er en naturlig deadline jeg skal forholde mig til. Tilgengæld føler jeg at man netop kan finde lidt ro i den der tanke med at "Måske sker det, måske ikke" og at man er en person som sagtens kan være lykkelig og finde mening med livet uanset hvilken vej man ender med at tage. Hvorimod at for de personer, hvor hele meningen med livet er at få børn og blive mor/far, er det nok endnu sværere at være i det med at man ikke ved hvornår man møder den rette at få børn med eller om det evt. lykkes med fertilitetsbehandling. Lige nu er min indstilling og det jeg siger til de fyre jeg dater at jeg sagtens kunne være åben for at få børn men at det ikke er et mål i sig selv for mig, at det skal føles rigtigt og at jeg vil ikke love at det bliver til mere end et enkelt barn. Sidstnævnte er lige så meget fordi at jeg har hørt nogle mænd udtrykke et stort behov for mindst 2 unger og det vil jeg helst ikke love nogen på forhånd før vi har fået det første barn, vi begge ved hvordan det er og om vi oprigtigt ønsker og har overskud til et barn mere.

Men jeg må indrømme at jeg bliver lidt nysgerrig på hvorfor du mon følte det med at få børn var en byttehandel hvor du gav for meget væk? Er det den manglende søvn, sex og de mange bleskift du tænker på eller hvordan? Jeg har ofte tænkt, at man som kvinde nok bliver hårdest ramt af de negative konsekvenser ved at få børn (pga. rollefordelingen blandt de fleste par er til mandens fordel, at kvinden er den der skal bære, føde og amme barnet samt være ramt af evt. fødselsskader, ændret krop osv., konsekvenserne af den ulige rollefordeling betyder oftest at kvinden bliver hårdest ramt økonomisk og karrieremæssigt, mental load, husholdningen, fritid/alenetid mv.). Så jeg har i hvertfald taget mig selv i at sige "Gid, jeg bare kunne være faren". Det er bestemt ikke for at negligere at det også er hårdt at blive far eller fordi det skal være en konkurrence mellem kønnene, jeg synes bare ofte det virker til at fædrene bliver mindre hårdt ramt, mindre stresset etc.

[Aragorn]

Min yndlings hadeargument for at få børn er "Hvem skal ellers besøge dig på plejehjemmet?".

Gad vide om folk tænker inden de åbner munden? (Her tror jeg svaret er et rungende NEJ... ). Jeg har jo arbejdet på plejehjem i mange år, og jeg må bare konstatere , at det at få børn bestemt ikke er en garanti for at få besøg. Desuden vil det simpelthen være for underligt at få børn som en art social fremtidssikring.

På HF havde jeg et fag med en kvinde som fik barn fordi hun ville være sikker på at nogen besøgte hende på plejehjem. Jeg kom til at sige at det jo ikke var en garanti, men jojo det var det

Det kræver jo altså også at man rent faktisk behandler sine børn godt så de gider tale med én.

Jeg har intet til overs for gamle mennesker der piver over at deres børn ikke gider dem.

Det er der altså en grund til at de ikke gider.

[Precaseptica]

Jeg kan virkelig relatere til meget af det du skriver og som kvinde der er 30+ år, har jeg også haft spørgsmålet oppe at vende mange gange da der er en naturlig deadline jeg skal forholde mig til. Tilgengæld føler jeg at man netop kan finde lidt ro i den der tanke med at "Måske sker det, måske ikke" og at man er en person som sagtens kan være lykkelig og finde mening med livet uanset hvilken vej man ender med at tage. Hvorimod at for de personer, hvor hele meningen med livet er at få børn og blive mor/far, er det nok endnu sværere at være i det med at man ikke ved hvornår man møder den rette at få børn med eller om det evt. lykkes med fertilitetsbehandling. Lige nu er min indstilling og det jeg siger til de fyre jeg dater at jeg sagtens kunne være åben for at få børn men at det ikke er et mål i sig selv for mig, at det skal føles rigtigt og at jeg vil ikke love at det bliver til mere end et enkelt barn. Sidstnævnte er lige så meget fordi at jeg har hørt nogle mænd udtrykke et stort behov for mindst 2 unger og det vil jeg helst ikke love nogen på forhånd før vi har fået det første barn, vi begge ved hvordan det er og om vi oprigtigt ønsker og har overskud til et barn mere.

Jeg tror også, jeg ser sådan på det, at begge udfald har egentlig noget at byde på. Hvis jeg får børn, så er der selvfølgelig alt det velkendte og traditionelle at se frem til. Og hvis jeg ikke gør, så får jeg et liv, hvor jeg får mulighed for at prioritere mig selv og en eventuel partner. Either way så er det et win. Så derfor er jeg mere afslappet omkring det. Men 30erne er jo den tid, hvor man mere eller mindre skal til at få tage stilling til det i hvert fald, ellers ville jeg nok ikke engang kigge i den her tråd.

Og til det med antal, så er jeg enig i, at jeg ville også lige starte med ét og se hvordan det så gik, skulle det være. Jeg fungerer ekstremt dårligt uden søvn og med stress, så jeg forventer, at jeg bliver en hul skal af mit tidligere selv de første par år. Så jeg ville ikke love nogen mere end ét til en start.

Men jeg må indrømme at jeg bliver lidt nysgerrig på hvorfor du mon følte det med at få børn var en byttehandel hvor du gav for meget væk? Er det den manglende søvn, sex og de mange bleskift du tænker på eller hvordan? Jeg har ofte tænkt, at man som kvinde nok bliver hårdest ramt af de negative konsekvenser ved at få børn (pga. rollefordelingen blandt de fleste par er til mandens fordel, at kvinden er den der skal bære, føde og amme barnet samt være ramt af evt. fødselsskader, ændret krop osv., konsekvenserne af den ulige rollefordeling betyder oftest at kvinden bliver hårdest ramt økonomisk og karrieremæssigt, mental load, husholdningen, fritid/alenetid mv.). Så jeg har i hvertfald taget mig selv i at sige "Gid, jeg bare kunne være faren". Det er bestemt ikke for at negligere at det også er hårdt at blive far eller fordi det skal være en konkurrence mellem kønnene, jeg synes bare ofte det virker til at fædrene bliver mindre hårdt ramt, mindre stresset etc.

Ja, den måde jeg så på det på, da jeg skulle træffe valget efter jeg var blevet gift, var om jeg ville tage det næste skridt eller blive skildt. Og der valgte jeg sidstnævnte fordi jeg på daværende tidspunkt ikke følte, at jeg kunne overskue, at være færdig med, at mit liv havde mig selv som hovedperson. Jeg var ikke klar til at træde i baggrunden og droppe forventningerne om min glæde i mit forhold - som man jo er nødt til, når der er en ny sirene der skal slukkes jævnligt.

Og så havde jeg efterhånden lært om mig selv, at jeg er en kæmpe selvcentreret, dramaskabende idiot at have med at gøre i et forhold, når sexen forsvinder. Det er bare et essentielt grundvilkår for mig. Den mindst krigeriske respons jeg har haft på det issue var bare at trække mig følelsesmæssigt og lade forholdet glide ud i sandet. Så jeg valgte i stedet at tage ansvar for min egen umodenhed og egoisme og trak mig i stedet for at sætte et nyt menneske i verden, som jeg ikke var klar til at overgive mit liv og min fremtid til.

[FrøkenM]

Min yndlings hadeargument for at få børn er "Hvem skal ellers besøge dig på plejehjemmet?".

Gad vide om folk tænker inden de åbner munden? (Her tror jeg svaret er et rungende NEJ... ). Jeg har jo arbejdet på plejehjem i mange år, og jeg må bare konstatere , at det at få børn bestemt ikke er en garanti for at få besøg. Desuden vil det simpelthen være for underligt at få børn som en art social fremtidssikring.

På HF havde jeg et fag med en kvinde som fik barn fordi hun ville være sikker på at nogen besøgte hende på plejehjem. Jeg kom til at sige at det jo ikke var en garanti, men jojo det var det

Det kræver jo altså også at man rent faktisk behandler sine børn godt så de gider tale med én.

Jeg har intet til overs for gamle mennesker der piver over at deres børn ikke gider dem.

Det er der altså en grund til at de ikke gider.

Enig.
Jeg har stadig lidt svært ved at forstå, at min far på trods af sin møgbarndom tager sig voldsomt godt af min farmor. Hun tager ham for givet og taler ikke særlig pænt (til nogen af os). Men hatten af for at han kan/vil.

[Zombie]

. Så jeg valgte i stedet at tage ansvar for min egen umodenhed og egoisme og trak mig i stedet for at sætte et nyt menneske i verden, som jeg ikke var klar til at overgive mit liv og min fremtid til.

Med den måde, du omtaler børn, tror jeg du træffer det helt rigtige valg med at afvente, evt. vælge fra. Og det mener jeg ikke på nogen nederen eller nedsættende måde. Det ér nemlig rigtig hårdt og det ér også alle de ting, du nævner, at få et lille barn. For de af os, af gerne ville det og har fået det, er det også bare så meget andet. Jeg har qua psykisk sygdom været på grænsen til en psykose (bogstaveligt) pga. søvnmangel, og alligevel sidder jeg her og mener i ramme alvor, at den måde min knægt smiler til mig på og måden, han kalder mig mor, og 117 andre ting totalt er det værd. Jaja, jeg så kriblekrabledyr i skyggerne under loftet, men se lige den tegning, han havde med hjem fra børnehaven. Det et absurd og dejligt.

Min far lever på mange måder op til de ting, du beskriver. Han er klart 1., 2. og 3. prioritet i sit eget liv. Jeg tror, han fik børn, fordi det blev forventet af ham og fordi min mor er dominerende. Og hun blev da også parkeret med os, mens hans liv fortsatte uanfægtet og uden de store begrænsninger. Hun var "default parent" og er det stadigvæk den dag i dag, hvor han faktisk ikke rigtig ved, hvad der sker i vores liv. Han har et langt bedre forhold til sit barnebarn, velsagtens fordi der ikke kræves noget af ham, men han stadig har en stjernestatus hos den 3 årige.

Min fars liv havde været bedre og mindre presset, hvis han havde været barnløs. Om det havde været meget bedre ved jeg ikke, hvor udover da jeg var syg henover et par år, har han ikke været bebyrdet med os på nogen måde. Vi har ligesom bare været der som 2 satellitter der bar hans navn (nu har jeg min mands, lol).
Jeg ville da ønske, jeg havde en nærværende far, som jeg 100% vidste brød sig om mig. Heldigvis har jeg en sød svigerfar som vist godt fornemmer, at han får lov at kompensere - og gør det med glæde.

Min søster har det som dig. Hun gider ikke tage stilling, det siger hende ikke noget, men hun føler heller ingen antipati mod børn. Nu bliver hun 40 og har ingen fortrydelser, så man kan godt bare lade spørgsmålet blafre i vinden og ikke prioritere det.
- Dog ville jeg, som mand, kraftigt overveje en vasektomi for at reducere risikoen for en uheldig situation.