True crime og kvinder

[SonataA]

Jeg synes faktisk, der findes ret fine danske true crime podcasts. Mine egne favoritter er Forbrydelse og Straf, med Janne Aagaard, der er uddannet kriminolog, og gerne nørder teori og viden ind i podcasten, ligesom der deltager forskellige gæster der kan bidrage til fortællingen. Og så Danske Drabssager med Stine Bolther, som hiver rigtig mange relevante gæster ind.
Begge podcasts er ret sobre, både omkring offer og gerningsperson.

Djævlen i Detaljen kan jeg også ret godt lide.

Jeg går nogle gange død i true crime fra andre lande, fordi straffesystemer, opklaring osv. på ingen måde ligner vores. Der har jeg nok større interesse i det mere 'lokale'.

[milisa]

Jeg er ikke enig i at det principielt er forkert at opsøge ofre og pårørende i forbindelse med at der arbejdes med en sag, men måden og tidspunktet det gøres på kan indiskutabelt være upassende, usympatisk osv. I Danmark tror jeg ikke det er almindelig praksis at kontakte pårørende i forbindelse med en true crime udsendelse før de har fået tørret øjnene. Sker det ikke mest i forbindelse med nyhedsdækninger, hvor journalister m.m. kan være vanvittigt indiskrete og sensationslystne?

Hvis du med "arbejdes med en sag" mener politiets arbejde, så er jeg naturligvis helt enig. Men humlen for mig er, at det i min verden er decideret ulækkert at have andres ulykke som et arbejde, at gøre deres katastrofe til en sag for at skabe profit - og dermed bliver der pr definition forkert at opsøge ofre og familier,

Jeg kan godt være enig med dig i, at det som oftest i Danmark er journalister ifm selve nyheden, der er værst, men Kim Wall var for mig et skrækeksempel på, hvordan hendes ulykke blev vendt og drejet og profiteret til en grad, hvor materiale måtte trækkes tilbage, fordi det trods alt blev for meget for de fleste.

Jeg mener ikke politiet, men fx dokumentarister, journalister, forfattere, podcastere osv. Jeg forstod dit indlæg som at det var dem du hentydede til. Det misforstod jeg måske?

Du har forstået det helt korrekt. Det var mig, der blev i tvivl om, hvad du mente. Som jeg skrev, har jeg utrolig svært ved, at nogen har andres ulykke som arbejde. At en eller anden journalist i allerværste fald kunne se lemlæstelsen af mig som en sag, vedkommende skal arbejde med udelukkende for egen vindings og profits skyld.

[Misantropen]

Jeg er ikke enig i at det principielt er forkert at opsøge ofre og pårørende i forbindelse med at der arbejdes med en sag, men måden og tidspunktet det gøres på kan indiskutabelt være upassende, usympatisk osv. I Danmark tror jeg ikke det er almindelig praksis at kontakte pårørende i forbindelse med en true crime udsendelse før de har fået tørret øjnene. Sker det ikke mest i forbindelse med nyhedsdækninger, hvor journalister m.m. kan være vanvittigt indiskrete og sensationslystne?

Hvis du med "arbejdes med en sag" mener politiets arbejde, så er jeg naturligvis helt enig. Men humlen for mig er, at det i min verden er decideret ulækkert at have andres ulykke som et arbejde, at gøre deres katastrofe til en sag for at skabe profit - og dermed bliver der pr definition forkert at opsøge ofre og familier,

Jeg kan godt være enig med dig i, at det som oftest i Danmark er journalister ifm selve nyheden, der er værst, men Kim Wall var for mig et skrækeksempel på, hvordan hendes ulykke blev vendt og drejet og profiteret til en grad, hvor materiale måtte trækkes tilbage, fordi det trods alt blev for meget for de fleste.

Jeg mener ikke politiet, men fx dokumentarister, journalister, forfattere, podcastere osv. Jeg forstod dit indlæg som at det var dem du hentydede til. Det misforstod jeg måske?

Du har forstået det helt korrekt. Det var mig, der blev i tvivl om, hvad du mente. Som jeg skrev, har jeg utrolig svært ved, at nogen har andres ulykke som arbejde. At en eller anden journalist i allerværste fald kunne se lemlæstelsen af mig som en sag, vedkommende skal arbejde med udelukkende for egen vindings og profits skyld.

Har du det også sådan med journalisters arbejde? Fx korrespondenter der reporterer fra krig, katastrofer m.m. Jeg forstår hvad det er ved true crime genren du ikke bryder dig om, og er til dels enig med dig, men jeg mener samtidig også at genren kan meget mere end at udnytte folks tragedier.

[milisa]

Har du det også sådan med journalisters arbejde? Fx korrespondenter der reporterer fra krig, katastrofer m.m. Jeg forstår hvad det er ved true crime genren du ikke bryder dig om, og er til dels enig med dig, men jeg mener samtidig også at genren kan meget mere end at udnytte folks tragedier.

Krig og katastrofer er sjældent enkeltpersoners begivenheder. Der er dermed flere om byrden, om man så må sige. Det bliver mere abstrakt. Når det så er sagt, så ja, der er klart elementer af en sådan dækning, som kan have ligheder, og en krigs- og katastrofedækning kan sikkert kamme over og blive præcis det samme - uden jeg lige på siddende fod kan komme på et eksempel.

Jeg kan sagtens se, at det er spændende at følge, hvordan politiet opklarer kriminalsager. Virkelighedens CSI osv. Men jeg kan ikke forstå, hvordan denne nysgerrighed vejer højere end hensynet til offerets privatliv. Bevares, hvis folk selv medvirker, som vi også har snakket om tidligere, men hele humlen for mig er, at nogen medvirker for at få fred - og artiklerne/udsendelserne/podcasten bliver jo lavet uanset, hvad de efterladte/offeret så selv måtte mene. Og dét gør, at jeg har det meget anstrengt med genren generelt.

Jeg tænker, du har ret i, at genren kan mere, men for mig kan den ikke nok til at have en eksistensberettigelse.

[Misantropen]

Har du det også sådan med journalisters arbejde? Fx korrespondenter der reporterer fra krig, katastrofer m.m. Jeg forstår hvad det er ved true crime genren du ikke bryder dig om, og er til dels enig med dig, men jeg mener samtidig også at genren kan meget mere end at udnytte folks tragedier.

Krig og katastrofer er sjældent enkeltpersoners begivenheder. Der er dermed flere om byrden, om man så må sige. Det bliver mere abstrakt. Når det så er sagt, så ja, der er klart elementer af en sådan dækning, som kan have ligheder, og en krigs- og katastrofedækning kan sikkert kamme over og blive præcis det samme - uden jeg lige på siddende fod kan komme på et eksempel.

Et eksempel kunne være ofre der filmes og interviewes lige efter et (terror)angreb eller ulykke. Det balancerer tit på grænsen eller kammer over, i hvert fald til min smag. Men det er svært for samtidig er det jo også en vigtig del at fortælle ikke kun hvad der er sket, men at vise det fulde billede og at det er rigtige mennesker der er blevet såret og dræbt, mennesker der har mistet deres hjem, familiemedlemmer osv. Selvom det ikke kun går ud over enkeltpersoner har de stadig et navn.

[Marengs]

Det er i al fald ikke alle pårørende der er a-okay med det: https://www.bt.dk/samfund/dr-vaert-sand ... rkasteligt

Det virker da også helt vildt respektløst.

Nu har jeg ikke hørt mere end fem minutters Mørkeland, fordi jeg synes, at det var forfærdeligt, men jeg tror altså ikke, at de er representative for alle true crime podcasts. I hvert fald ikke flertallet af dem, som jeg har hørt.

Deres podcast er helt klart ikke som de fleste. Jeg har hørt andre, som behandlede det på en langt mere respektfuld måde.
Jeg har dog ikke hørt voldsomt mange podcasts, men jeg har set en del filmet true crime, hvor pårørende medvirkede. Selvom noget af det har været amerikansk produceret er det alligevel lavet på mere lødig vis end Mørkeland

Flertallet af de amerikanske true crime podcasts, jeg har hørt, har været ret lødige og med stor respekt for ofrene og deres familier. Men jeg er også kræsen og hører kun dem, der virkelig har noget på hjerte. Men der er helt sikkert brodne kar alle steder.

Hvad har de på hjerte?

Vil du prøve at sætte ord på for mig. Jeg tror ikke helt, jeg forstår det

[LaMariposa]

Hvad har de på hjerte?

Vil du prøve at sætte ord på for mig. Jeg tror ikke helt, jeg forstår det

Det kan f.eks. være, at de med udgangspunkt i en sag vil belyse for eksempel problemer med retssystemet.

In the Dark (sæson 2) var med udgangspunkt i en mand, der var uskyldigt dømt for et mord, med til at belyse flere problemer i det amerikanske retssystem, blandt andet racisme i anklagers valg af jurymedlemmer. Det endte med, at manden fik sin sag prøvet i Supreme Court og blev frikendt efter at have siddet i fængsel i over 20 år.

Bone Valley er et andet eksempel, hvor en dommer kontaktede en forfatter og podcastvært for at få ham til at sætte fokus på en sag, som han havde kendskab til fra sit dommervirke, og som havde plaget ham i årevis, fordi han mente, at en mand sad inde for et mord, han ikke havde begået.

Det levende Bevis er et godt eksempel fra Danmark, hvor et forældrepar var blevet dømt og fængslet for at have fået deres døtre omskåret, selvom begge piger gentagne gange fortalte, at det var de ikke.

Begge sæsoner af Missing and Murdered er med til at belyse, hvor lidt fokus der er på at opklare mord på kvinder fra den oprindelige befolkning i Canada, og hvordan man systematisk har fjernet børn fra deres forældre og ukritisk placeret dem ved andre familier, fordi man ikke mente, at forældre af den oprindelige befolkning kunne tage sig ordentligt af deres børn.

Alle er dybdegående, respektfulde og lavet i samarbejde med både eksperter og vigtigst af alt de pårørende og ofre i sagen.

[LaMariposa]

Selvfølgelig er der altid et element af underholdning, og værterne bruger selvfølgelig heller ikke alle de timer på det, hvis der ikke er noget i det for dem. Men jeg synes det er lidt unuanceret at sige, at alle true crime podcasts udelukkende bruger folks personlige tragedier som underholdning.

[Marengs]

Hvad har de på hjerte?

Vil du prøve at sætte ord på for mig. Jeg tror ikke helt, jeg forstår det

Det kan f.eks. være, at de med udgangspunkt i en sag vil belyse for eksempel problemer med retssystemet.

In the Dark (sæson 2) var med udgangspunkt i en mand, der var uskyldigt dømt for et mord, med til at belyse flere problemer i det amerikanske retssystem, blandt andet racisme i anklagers valg af jurymedlemmer. Det endte med, at manden fik sin sag prøvet i Supreme Court og blev frikendt efter at have siddet i fængsel i over 20 år.

Bone Valley er et andet eksempel, hvor en dommer kontaktede en forfatter og podcastvært for at få ham til at sætte fokus på en sag, som han havde kendskab til fra sit dommervirke, og som havde plaget ham i årevis, fordi han mente, at en mand sad inde for et mord, han ikke havde begået.

Det levende Bevis er et godt eksempel fra Danmark, hvor et forældrepar var blevet dømt og fængslet for at have fået deres døtre omskåret, selvom begge piger gentagne gange fortalte, at det var de ikke.

Begge sæsoner af Missing and Murdered er med til at belyse, hvor lidt fokus der er på at opklare mord på kvinder fra den oprindelige befolkning i Canada, og hvordan man systematisk har fjernet børn fra deres forældre og ukritisk placeret dem ved andre familier, fordi man ikke mente, at forældre af den oprindelige befolkning kunne tage sig ordentligt af deres børn.

Alle er dybdegående, respektfulde og lavet i samarbejde med både eksperter og vigtigst af alt de pårørende og ofre i sagen.

Tak for uddybningen! Jeg har altid tænkt, det var makabert - og meget af det, andre her i tråden skriver om (noget med fascination, sætte sig i oftets sted mm), hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til. Med de indgangsvinkler, virker det som al anden lødig journalistik, der gør en klogere på den verden, man er en del af

[LaMariposa]

Hvad har de på hjerte?

Vil du prøve at sætte ord på for mig. Jeg tror ikke helt, jeg forstår det

Det kan f.eks. være, at de med udgangspunkt i en sag vil belyse for eksempel problemer med retssystemet.

In the Dark (sæson 2) var med udgangspunkt i en mand, der var uskyldigt dømt for et mord, med til at belyse flere problemer i det amerikanske retssystem, blandt andet racisme i anklagers valg af jurymedlemmer. Det endte med, at manden fik sin sag prøvet i Supreme Court og blev frikendt efter at have siddet i fængsel i over 20 år.

Bone Valley er et andet eksempel, hvor en dommer kontaktede en forfatter og podcastvært for at få ham til at sætte fokus på en sag, som han havde kendskab til fra sit dommervirke, og som havde plaget ham i årevis, fordi han mente, at en mand sad inde for et mord, han ikke havde begået.

Det levende Bevis er et godt eksempel fra Danmark, hvor et forældrepar var blevet dømt og fængslet for at have fået deres døtre omskåret, selvom begge piger gentagne gange fortalte, at det var de ikke.

Begge sæsoner af Missing and Murdered er med til at belyse, hvor lidt fokus der er på at opklare mord på kvinder fra den oprindelige befolkning i Canada, og hvordan man systematisk har fjernet børn fra deres forældre og ukritisk placeret dem ved andre familier, fordi man ikke mente, at forældre af den oprindelige befolkning kunne tage sig ordentligt af deres børn.

Alle er dybdegående, respektfulde og lavet i samarbejde med både eksperter og vigtigst af alt de pårørende og ofre i sagen.

Tak for uddybningen! Jeg har altid tænkt, det var makabert - og meget af det, andre her i tråden skriver om (noget med fascination, sætte sig i oftets sted mm), hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til. Med de indgangsvinkler, virker det som al anden lødig journalistik, der gør en klogere på den verden, man er en del af

For mig er det ikke så meget anderledes end at skrive en bog eller artikler om emnet. Men det er præcis det der med, at det er en spændende måde at lære noget om samfundet på.

Jeg har lært meget om det amerikanske samfund og retssystemet, den amerikanske hær, den forfærdelige behandling af den oprindelige befolkning i Canada og hvor fucked up Retslægerådet i Danmark (i visse tilfælde) er. Det er viden, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg skulle læse lange avisartikler eller bøger om det.

[abcd]

Kender I det radioklip hvor en seriemorder (tilsyneladende) ringer ind til Howard Stern og taler om sit seriemorder-liv? Det er det eneste true crime jeg sådan rigtigt er blevet grebet af. Fordi det er bare en eller anden gut der taler om at myrde ludere som var det at tage på fisketur. Hvorfor har du ikke myrdet nogen i næsten et år? Min bil har været i stykker...

[milisa]

Kender I det radioklip hvor en seriemorder (tilsyneladende) ringer ind til Howard Stern og taler om sit seriemorder-liv? Det er det eneste true crime jeg sådan rigtigt er blevet grebet af. Fordi det er bare en eller anden gut der taler om at myrde ludere som var det at tage på fisketur. Hvorfor har du ikke myrdet nogen i næsten et år? Min bil har været i stykker...

Lidt som ham herhjemme, der skød kammeraten, fordi "han havde været træls gennem længere tid"...

[Delfin]

Kender I det radioklip hvor en seriemorder (tilsyneladende) ringer ind til Howard Stern og taler om sit seriemorder-liv? Det er det eneste true crime jeg sådan rigtigt er blevet grebet af. Fordi det er bare en eller anden gut der taler om at myrde ludere som var det at tage på fisketur. Hvorfor har du ikke myrdet nogen i næsten et år? Min bil har været i stykker...

Lidt som ham herhjemme, der skød kammeraten, fordi "han havde været træls gennem længere tid"...

Jeg kan ikke huske, hvad serien hedder, men jeg så nogle afsnit, hvor de koncentrerede sig om mordere som er sociopater. Det er vildt underligt at se de filmede afhøringer, hvor nogle af dem ikke rører en mine, selvom de taler om deres handlinger, mens andre forsøger at fake nogle følelsesmæssige reaktioner, tillært hvordan de skal se ud.

[milisa]

Jeg kan ikke huske, hvad serien hedder, men jeg så nogle afsnit, hvor de koncentrerede sig om mordere som er sociopater. Det er vildt underligt at se de filmede afhøringer, hvor nogle af dem ikke rører en mine, selvom de taler om deres handlinger, mens andre forsøger at fake nogle følelsesmæssige reaktioner, tillært hvordan de skal se ud.

Jeg finder det faktisk en kende beroligende. Jeg synes, det er mere skræmmende, når "normale" begår forbrydelser end psykisk syge. Sidstnævnte kan meget groft sagt ikke gøre for det, mens førstnævnte burde vide bedre. Sat på spidsen, selvfølgelig, men forstå princippet i tankegangen.

[Misantropen]

Jeg kom til at tænke på denne tråd da jeg læste denne artikel https://nyheder.tv2.dk/krimi/2024-03-21 ... -ligne-ham (TLDR; En søster til en dømt drabsmand fortæller om hvilke konsekvenser det har haft for hende og resten af familien, de modstridende følelser hun har for ham m.m.)

Det synes jeg er et eksempel på hvor vigtig de pårørendes stemme også er.