Er du religiøs?

[Galoldriel]

Ja, er du medlem af et trossamfund, spirituelt søgende eller noget helt tredje?

Vil du betegne dig selv som agnostiker/atheist?

Og har du lyst til at fortælle lidt om, hvad du gør dig af tanker om religiøsitet, spirituel søgen, atheisme, etc.?

Tilføj gerne flere kategorier, hvis du synes, jeg har overset noget.

[Galoldriel]

Jeg vil betegne mig som agnostiker. Skulle det på noget tidspunkt være muligt at be- eller afkræfte, at der findes en (eller flere) guder/transempiriske kræfter, etc., forholder jeg mig til det dér.

[Brutus]

Jeg er en forhærdet beton-ateist.
Jeg fatter ikke at voksne, nogenlunde intelligente mennesker, kan tro på nogen form for guder.

[abcd]

Jeg foretrækker betegnelsen ateist. Nogle vil sige: Jamen du anerkender at du ikke kan bevise at Gud ikke findes, er du så ikke agnostiker? Det er måske teknisk set sandt, men jeg synes at betegnelsen agnostiker underforstår en legitimering af religion, så jeg foretrækker ateist. Men for at være helt ærlig så er jeg stadig forvirret over hvor skillelinjen imellem de to kategorier præcis ligger, og jeg er ikke sikker på der er konsensus omkring det.

Jeg tror på ting videnskab kan sandsynliggøre. Hvis man påstår der findes en eller anden Gud, og beviset er en 2.000 år gammel bog, så synes jeg ikke det er sandsynliggjort, så jeg tror ikke på det.

[TomKah]

Jeg er medlem af folkekirken og bekender mig til fællesskabet og den hellige almindelige kirke. Jeg tror ikke på guder som i styrende overnaturlige kræfter men at kirken som samlingspunkt kan have “guddommelig” indgriben i den enkeltes liv.
Jeg kan godt lide at gå i kirke.

[JoyNips]

Slet ikke, nej. Jeg er så lidt religiøs at jeg ikke engang gider at definere mig som agnostiker eller ateist eller noget andet.

[Tobywan]

Meldte mig ud af folkekirken som 18 årig og er ikke konfirmeret.

Har meget lidt forståelse for religion. Jeg kan sagtens leve efter kristne værdier i et historisk perspektiv. Det behøver kirken ikke have patent på.

Kommer i kirken når jeg bliver inviteret, men lukker helt ned mentalt, når præsten bruger begreber som "menneske far" og tilsvarende. Kan sagtens anerkende fællesskabet i kirken, men mener omvendt også, at det er virkelig underligt, at folk ikke søger det end andet sted end hvor der er udpræget overtro. For mig er der ikke en mellemvej.

[Artem]

Meldt ud af folkekirken og tror ikke på noget

Men er vil lidt kultur kristen

[D.itsen]

Jeg vil betegne mig som agnostiker. Skulle det på noget tidspunkt være muligt at be- eller afkræfte, at der findes en (eller flere) guder/transempiriske kræfter, etc., forholder jeg mig til det dér.

Samme. Jeg er bestemt ikke afvisende for der er mere mellem himmel og jord, og som naturvidenskaber er det jo bare noget vi ikke har forstået endnu. Jeg tror meget lidt på en gud, men jeg forstår egentligt overordnet godt behovet for at tro på noget. Jeg er væsentligt mere til tror end religion, fordi det sidste tit sætter nogle meget smalle kasser for folk og så bliver det os mod dem.
Men jeg har heller ikke behov for hele tiden at fortælle religiøse mennesker at de er helt tosset, og jeg respekterer som udgangspunkt folks religion og "reglerne" i det religøse rum. Jeg kan jo bare blive væk, hvis jeg ikke gider følge dem


Btw er jeg hverken døbt eller konfirmeret, så har aldrig været medlem i klubben

[Raenil]

Jeg er kristen. Tro på Gud, går i kirke, beder aftenbøn og gør det samme med mine unger.
Det er sært, for jeg er på mange måde vældig ateistisk anlagt, og forstår 100% hvorfor folk ikke tror på noget i en bog. Jeg kan nærmest krumme tæer, når "gode kristne" forsøger at komme med Gudsbeviser.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro på Gud. Noget af det handler helt sikkert om min opvækst og dem jeg omgiver mig med.

Jeg foretrækker betegnelsen ateist. Nogle vil sige: Jamen du anerkender at du ikke kan bevise at Gud ikke findes, er du så ikke agnostiker? Det er måske teknisk set sandt, men jeg synes at betegnelsen agnostiker underforstår en legitimering af religion, så jeg foretrækker ateist. Men for at være helt ærlig så er jeg stadig forvirret over hvor skillelinjen imellem de to kategorier præcis ligger, og jeg er ikke sikker på der er konsensus omkring det.

Jeg tror på ting videnskab kan sandsynliggøre. Hvis man påstår der findes en eller anden Gud, og beviset er en 2.000 år gammel bog, så synes jeg ikke det er sandsynliggjort, så jeg tror ikke på det.

(internet)krige er blevet udkæmpet over definitionerne, men sådan har nogen forholdt sig til det på dansk wikipedia:

Dawkins´_sandsynlighedsskala.png

Du lyder som en defacto ateist.

Ateister lader sig lede af fornuften, og fornuften alene kan ikke føre én til den overbevisning, at noget ikke eksisterer.

https://da.wikipedia.org/wiki/Ateisme

[paint]

Jeg er nok ikke, hvad man almindeligvis vil kalde religiøs. Jeg er mere til den videnskabelige tilgang. Men den videnskabelige tilgang, hvis man søger dybt nok i den, ender faktisk i noget der, om ikke ligefrem er religiøs, så dog alligevel noget uforklarligt/mystisk.
Big Bang teorien, som skulle være skabelsen/fremkomsten af hele vores univers – og dermed også, efter nogle milliarder år, os – er på sæt og vis, et mirakel. Det burde, ifølge standardmodellen (den naturvidenskabelige) ikke kunne lade sig gøre. Men det kunne det som bekendt alligevel – ellers sad vi ikke og skrev i denne tråd.

I videnskabelige termer, kalder man tiden før, og tilstanden ved selve fremkomsten/skabelsen (af universet) en 'singularitet': altså, en slags uendelig intethed, som er/var uendeligt lille – og som ikke kan forklares. Som nogle af de fremmeste videnskabsfolk selv siger: En singularitet, er bare et fancy navn, for noget vi ikke ved, hvad er. Når tilstedeværelsen af vores univers ikke kan forklares, og formentlig aldrig vil kunne det, kan man vel godt betegne det som noget af et mysterium (det gør astrofysikere/teoretiske fysikere i øvrigt selv.)

Derfor hælder jeg mest til noget i retning af det de gamle grækere kaldte 'Logos'. Dog i en lidt mere moderne fortolkning; En slags intelligens-baseret skabelse. Dét kan man så kalde Gud, i mangel af bedre. Man kan også undlade ordet Gud, og erstatte det med hensigt eller noget tilsvarende.

Videnskabsfolk, kan forklare udviklingen fra nogle brøkdele sekunder, efter Big Bang, men ikke selve øjeblikket. Der var i øvrigt mørkt, ved man nu. men så blev der pludselig lys i mørket. Lyder det bekendt?

"Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et. Jeg tror mest på det sidste"
— Albert Einstein

[Galoldriel]

Slet ikke, nej. Jeg er så lidt religiøs at jeg ikke engang gider at definere mig som agnostiker eller ateist eller noget andet.

Jeg forstår dig godt.

Jeg var meget religiøs (kristen) som barn. Jeg er døbt, men derudover har mine forældre som sådan ikke påduttet mig noget. Jeg har bare altid interesseret mig for metafysik (og mange andre filosofiske emner), og så er jeg undervejs blevet grebet af kristendommen.

Men relativt pludseligt forsvandt min tro, og så gav det mening at prøve at definere, hvad jeg så var i stedet for troende. Ellers ville jeg nok også have været ligeglad som dig.

[AFK]

Jeg er ateist i den forstand, at jeg ikke tror på nogen guder. Hvis jeg en dag mødte en gud face to face, og jeg var overbevidst om at entiteten vitterligt var en gud, så ville jeg vide at den gud fandtes. Men jeg ville stadig ikke bekende mig til, dyrke eller adlyde den gud.

[Galoldriel]

Jeg er ateist i den forstand, at jeg ikke tror på nogen guder. Hvis jeg en dag mødte en gud face to face, og jeg var overbevidst om at entiteten vitterligt var en gud, så ville jeg vide at den gud fandtes. Men jeg ville stadig ikke bekende mig til, dyrke eller adlyde den gud.

Så må man håbe, det ikke er guden, som den portrætteres i Det Gamle Testamente, for han er en jaloux, hævngerrig, morderisk, lunefuld og straffende type.

Jeg har det i øvrigt som dig.

[lulu-p]

Jeg er både døbt og konfirmeret og medlem af folkekirken. Jeg har i mange år bildt mig ind at være troende eller spirituel. Men med alderen bliver jeg mindre og mindre religiøs.
Jeg vil ikke kalde mig ateist, jeg tror på at der findes mere mellem himmel og jord som ikke kan forklares, og som sikkert heller skal forklares. Men troende er jeg ikke sikker på at jeg er længere..eller måske nogensinde har været.