DetSorteCirkus skrev:Mht. gøremål i mit liv, som jeg på forhånd, men i begrænset omfang under og sjældent efter, finder dumme og kedelige, har det hjulpet mig rigtig meget at lukke ned for diskussionen og øve mig på at acceptere, at det bare er sådan, det bliver, uden at skulle piske mig selv til det. Det er ok at øffe, men dårlige undskyldninger går jeg målrettet efter at lukke ned med det samme, for beslutningen er taget og planen lagt.
I forbindelse med mine kognitive vanskeligheder, der, 7-9-13, tegner til omsider at være på kraftig retur, har jeg beskæftiget mig meget med tænkning og udviklet strategier for stort set alt, der vedrører min hverdag, og noget af det bedste - og sværeste -, jeg har øvet mig på, er ikke at have holdninger til noget, før jeg befinder mig i det. Det er i høj grad med til at lette oppe-i-mit-hoved-sure-ting, for hvis jeg ikke mener noget om dem på forhånd, og de er ok eller endda rare, mens de står på, er der ikke plads til negativitet.
Jeg har også fået meget ud af at analysere mit ubehag. Både krop og sind bærer rundt på vaner, der er dannet under andre forhold end de nuværende, men som ikke desto mindre opleves som aktuelle, og ved at pille vaner og holdninger fra hinanden kan man sommetider gøre dem lettere at håndtere, fordi man fx. opdager, at det, der engang gjorde motion, oprydning, familiebesøg, whatever, besværligt, ikke længere er til stede.
Jeg er ikke fortaler for, at tværhed og brok skal fjernes totalt fra hverdagen, for det bliver bare en ny kilde til ærgelse, men nogle gange kan de rigtige teknikker gøre det lettere at omgås sin grundløse modstand.
I forbindelse med, at jeg mistede min mor, der besluttede jeg mig meget aktivt for, at jeg ikke ville være for vred og ked af det. Selvfølgelig
var jeg vred og ked af det, men jeg valgte, at jeg ikke ville lade det fylde for meget og ikke ville fokusere på de negative ting. Og det kan man. Jeg kunne i hvert fald i meget høj grad vælge at fokusere på de gode ting og nægte at lade de dårlige fylde for meget, for det var det, jeg ville. Selvom det ikke kom naturligt til mig i min sorg, men var noget, der skulle kæmpes for.
For mig handler det på mange måder om, at jeg aktivt vælger, at det her gør jeg, selvom jeg synes det er surt indimellem.
Fx i forhold til arbejde, hvor jeg til tider synes det fylder for meget, men hvor jeg i bund og grund godt kan lide det, opgaverne, mine kolleger og min chef, og hvor jeg har svært ved at forestille mig noget bedre, så øffer jeg over det i ny og næ, men det er aldrig rigtig alvorlig brok, for jeg har besluttet mig for, at det her arbejde vil jeg gerne have, og så tager jeg det sure med det søde.
Jeg vil jo også gerne træne. Jeg vil gerne være sund og stærk og slank, jeg synes, det er hårdt, men okay undervejs og skønt bagefter, og det er fint nok. Selvfølgelig ville det være tusind gange nemmere, hvis jeg elskede at træne i en grad, at jeg næsten ikke kunne vente med at komme af sted - men sådan har jeg det bare ikke.
Jeg kan tænke meget over, hvorfor det er så svært for mig at komme af sted til noget, jeg jo i bund og grund gerne vil. Jeg træner gerne om morgen, og der handler det helt banalt om, at jeg hellere vil sove. Jeg er B-menneske, og jeg synes altid jeg skal for tidligt op, medmindre jeg skal noget helt ekstraordinært dejligt - og selv der er det en kamp at komme ud af sengen. Og sådan er jeg. Jeg gider ikke bruge energi på hele tiden at ønske, at jeg var en anden.
Og så har jeg heldigvis ikke en ide om, at livet generelt og helst hele tiden skal være let, lyst og ubekymret. Jeg har det egentlig ret fint med, at nogen gange er det pligter, regnvejr og hårdt arbejde.