Singletråden

[FrøkenM]

Hej

Endelig hjemme efter 14 skønne dage i Italien med masser af sol, hygge, varme og afslapning. Det var lige hvad jeg trængte til

[ManicNinja]

Grissebasse:

Jeg må indrømme, jeg ville blive godt rundforvirret af det dér. Og derfor nok heller ikke ville gide det.

Altså, HAN er kaotisk nysingle. Det informerer han dig om lige inden date, for at DU har mulighed for at trække dig. Mon ikke det var, fordi han ikke selv kunne finde ud af at tage konsekvensen og aflyse? Sådan tror, jeg ville tænke. Og at han meldte ud på den måde lige inden date, som i øvrigt var blevet udskudt flere gange i forvejen ... ville gøre mig ret lunken. Fordi jeg ville se HAM som overfladisk i sin adfærd.

God kemi eller ej. Ville lade ham og det ligge. Totalt. Giv det et halvt år. Hvis du ikke har glemt ham til den tid, så må der være noget i det. Og ta' så evt kontakt - hvis du da stadig er single til den tid. Kan jo også være, han når at kontakte dig inden.

Men lige nu ...
Synes, han lyder som en typisk kulret nysingle. Med mindre man ligefrem tænder på forvirring, inkonsistens og uklare meldinger, fordi ophavsmanden ikke selv aner, hvor han reelt er, og hvad han mener ... skal man bare lade være, synes jeg.

Det var nu mig, der måtte udskyde vores date Men netop af de årsager du nævner, vælger jeg at lade være at tage kontakt og være åben overfor venskabelig kontakt (indtil videre), hvis han tager kontakt til mig.

Jeg var også i tvivl om, hvem der havde aflyst jeres dates

Okay. For mig ville dét at han inden daten (halvvejs) trak i land og bagefter ikke har ladet høre fra sig være et vink med en vognstang om, at så var dén vist lukket dér. Og med forløbet in mente, ville det ikke gøre mig noget ...

Men hvad pokker? Hvis du ingen energi bruger på at holde en dør åben, så fair nok. Jeg er bare sådan én, der har brug for ret klare linjer og beslutninger for mig selv på den front. Ellers kan jeg nemt gå i konstant "hvad nu hvis?"-mode. Hvilket stresser mig unødigt.
Kunne godt tænke mig at være bedre til at være liiiidt mere "lad os se, hvad der sker".

[ManicNinja]

Nåmmen.

For nogle uger siden gjorde jeg noget, jeg VIRKELIG sjældent gør: Skrev til en mand på datingsite.

Det var vist nok efter, at Code herinde havde kaldt mig sur og vranten. Eller altså. Han skrev det jo pænt. For Code er - har jeg da indtryk af - nogenlunde ordentligt opdraget. Men det var det, han mente. Og jeg måtte jo tage til efterretning, at jeg vist nok var blevet lige vel meget hr. Gniske , der bare sad lunt og trygt for sig selv og kylede rådne tomater ud af vinduerne efter de fleste hankønsvæsener, der kom forbi. Jeg synes stadig, hovedparten af dem er ret så fladpandede eller intetsigende. Men lad nu det være, hvad det være vil. Der er da også nogle imellem, som har noget at byde på.

Anyway. Jeg flottede mig virkelig. Og skrev hele 3½ linje til ham hankønnet dér. Allernådigst. Mest fordi han havde så pænt gråt skæg og meget intenst smilende øjne på sit profilbillede. Nåja, og så fordi jeg kunne mærke noget varme i profilteksten. Jeg var endda så large at se igennem fingre med, at han ikke kunne kende forskel på 'ligger' og 'lægger'. Folk, der kender mig, vil vide, at dét er virkeligt store sager ...

Han skrev langt og lige ud af posen igen. Og havde endda læst hele min profiltekst, som - surpriiiise - er meget lang. Folk, som kender til datingsider, vil vide, at dét er store sager ...

Og han udfordrede mig faktisk også lidt. Nej, meget. Men ikke på sådan en dårlig "nu skal jeg lige vise, jeg kan læse dig i løbet af nul komma fem og provokere dig sønder og sammen"-måde. På en ret ... menneskekender-agtig måde. Det kunne jeg godt lide. Selv om jeg også blev lidt rystet. Jeg besluttede mig bare for at være ærlig. Og tænkte, at "nåja, hører jeg så aldrig fra ham efter de her mails, så dør jeg jo nok ikke af det". (Det er ikke sådan med os bløddyr og vores panser).

Han spottede lynhurtigt, at jeg klarer mig selv. Ikke læner mig op ad nogen. Som han kaldte det. Han drillede lidt og sagde, jeg selv var ude om, at det "blev lidt intenst". Det generede mig sjovt nok ikke.

Det blev lidt sent, og han sluttede på sådan en "du slipper ikke"-agtig kort besked. "I morgen skal vi vist lige have noget om tillid og hvad det vil sige at lukke nogen ind ..."-agtigt. Jeg skulle tidligt op. Og han har tre børn, der vækker ham, så ... Dér endte dialogen så.

Og måske burde jeg lige have svaret kort dér: "Ja, vi tales ved" etellerandet. Men jeg havde skrevet en lang personlig besked før hans afsluttende, som jeg tænkte, det måtte være hans tur at komme igen på. Det havde han jo lagt op til. Men der kom ikke mere. Næste dag. Eller de følgende dage.

Som en pludselig indskydelse skrev jeg så til ham i går. Én linje. Med et jokende hint til noget af det, han skrev sidst. Og han vendte hurtigt tilbage. Han syntes, det var dejligt at høre fra mig. Så et par jokes. Og noget om, at han rigtigt gerne ville vende tilbage med kommentarer til nogen af de dybere ting fra sidst, men at han lige lagde lidt blødt ud, fordi han var på en "dejlig, men ikke specielt afslappende" ferie med tre børn, så om det var okay, han vendte tilbage på det efter weekenden. Spurgte til, hvordan jeg havde det og konstaterede så, at det var "superdejligt", jeg "rakte ud".

Og nu er det så, jeg sidder og tænker: Det var en rar besked. Men jeg er vist ikke noget særligt tålmodigt eller forstående menneske. Jeg er grundlæggende ret positiv over for dét at finde en partner, der har børn i forvejen. Af mange årsager. Men jeg gider nok egentlig ikke konstant at vente på, at de har tid/overskud til andet end at småkonversere, fordi de altid har travlt/er tappet for kræfter. Jeg gider ikke vente på, at jeg passer ind i deres kalender - at selv en mail med bare lidt mere indhold i skal være én, jeg skal vente på. Aj, vel?

Ja, jeg ved det godt. Jeg ved godt, jeg ikke bør tænke det følgende efter nogle få breve: Men jeg ville nok ikke rigtigt gide at have et forhold til én, som kun kunne være nærværende hver anden uge. Og det tænker jeg her.

Anyway. Jeg er faktisk begyndt at svare nogle af de dér mænd. Sådan helt generelt. Det føles egentlig okay. Også selv om der er langt mellem samtalesnapsene. Men hvorfor skulle det også adskille sig fra den såkaldt virkelig verden?

[Skralde]

ManicNinja: Har du prøvet at passe 3 børn alene? Det er altså virkelig ikke for sarte sjæle. Der ER virkelig ikke et øjebliks ro, og da slet ikke på en ferie, hvor man ikke kan parkere dem foran TV`et. Jeg forstår egentlig også godt, at han vil prioritere sine børn, som han måske ikke ser i hverdagene, fremfor en fra nettet, han har snakket med 1-2 aftener. Jeg kan også godt forstå, at du er træt af det. Men hvis han virker så sød/tiltrækkende, så prøv at give det lidt tid. Det er jo mest i starten, at man prioriterer på den måde der. Når man kender hinanden mere, så har man jo lyst til at snakke mere sammen, og på et tidspunkt holder man jo også ferien sammen, og så er der jo ingen problemer. Men ja - der er da også en grund til, at jeg går udenom mænd med børn. Det gør bare tingene sværere.

Jeg tilslutter mig den kloge Jessica Og så vil jeg lige sende dig sådan en (fesen) for din indsats Manic.

[ManicNinja]

ManicNinja: Har du prøvet at passe 3 børn alene? Det er altså virkelig ikke for sarte sjæle. Der ER virkelig ikke et øjebliks ro, og da slet ikke på en ferie, hvor man ikke kan parkere dem foran TV`et. Jeg forstår egentlig også godt, at han vil prioritere sine børn, som han måske ikke ser i hverdagene, fremfor en fra nettet, han har snakket med 1-2 aftener. Jeg kan også godt forstå, at du er træt af det. Men hvis han virker så sød/tiltrækkende, så prøv at give det lidt tid. Det er jo mest i starten, at man prioriterer på den måde der. Når man kender hinanden mere, så har man jo lyst til at snakke mere sammen, og på et tidspunkt holder man jo også ferien sammen, og så er der jo ingen problemer. Men ja - der er da også en grund til, at jeg går udenom mænd med børn. Det gør bare tingene sværere.

Og det dér er jo faktisk PRÆCIS hvad jeg tænker, Jessica. Dtet er netop derfor, jeg med en stor smiley skriver, at jeg vist ikke er noget særligt forstående eller tålmodigt menneske. Fordi jeg da godt ved, jeg er skideprimadonna-agtig.

Omvendt har jeg bare alt for mange gange førhen begået den fejl i forhold slet ikke at være ærlig om, at tid sammen og opmærksomhed muligvis er det, der betyder mest for mig. Så det her er også en lille øvelse i faktisk at turde tilstå dét over for mig selv.

Samtidig har jeg dog ændret mig ganske radikalt de sidste par år: Opmærksomhed er stadig ekstremt vigtig for mig i tætte relationer. Når dét er sagt, så er mit behov for alenetid steget helt afsindigt. Så måske ville en mand med nogle børn at tage hånd om hver anden uge heller ikke af den grund være helt tosset ...

NB: Lige for en ordens skyld: Det er altså fjorten dage-tre uger siden, han og jeg skrev sidst. Så han havde haft god tid at svare. Også uden ungerne. Havde egentlig opgivet ham og ikke tænkt mere over det, da jeg sendte den dér ene linje.

[ManicNinja]

ManicNinja: Har du prøvet at passe 3 børn alene? Det er altså virkelig ikke for sarte sjæle. Der ER virkelig ikke et øjebliks ro, og da slet ikke på en ferie, hvor man ikke kan parkere dem foran TV`et. Jeg forstår egentlig også godt, at han vil prioritere sine børn, som han måske ikke ser i hverdagene, fremfor en fra nettet, han har snakket med 1-2 aftener. Jeg kan også godt forstå, at du er træt af det. Men hvis han virker så sød/tiltrækkende, så prøv at give det lidt tid. Det er jo mest i starten, at man prioriterer på den måde der. Når man kender hinanden mere, så har man jo lyst til at snakke mere sammen, og på et tidspunkt holder man jo også ferien sammen, og så er der jo ingen problemer. Men ja - der er da også en grund til, at jeg går udenom mænd med børn. Det gør bare tingene sværere.

Jeg tilslutter mig den kloge Jessica Og så vil jeg lige sende dig sådan en (fesen) for din indsats Manic.

Haha. Indsats og indsats ... Jeg forstår, hvad du mener, selv om jeg nu på ingen måde føler det som at gøre en indsats Jeg blev vel bare nysgerrig nok.

Men I guder, hvor jeg synes, at I andre er tålmodige. Svarer på henvendelser fra mænd, der lægger ret så fladpandet fra start og sådan noget. Jeg har respekt for, I orker. Hvorfor skal jeg svare en eller anden, der lægger ud med: "Ih, hvor er du pæn!" eller "Har du lyst til at skrive?" Jeg ved, I vil sige: "Måske kommer der alle tiders samtale ud af det, Ninja! Hvorfor ikke prøve?"
Men sagen er nok, at jeg synes, mange mennesker burde gøre sig lidt mere umage. Og I har fuldstændigt ret, hvis I siger, jeg går glip af en hel masse på den konto. Men det gør mig ikke det fjerneste - hæhæ ...

[ManicNinja]

Ja, jeg ville også bare lige kommentere på det alligevel, selvom du havde skrevet det. Jeg er også virkelig utålmodig mht. en mand lige i øjeblikket, fordi han bare snakker og snakker, men der sker ligesom ikke rigtig nogen action mhp. at ses, selvom vi har skrevet sammen længe nu. Dog bliver han ved med at skrive og være sød osv, så det er forvirrende. Nogen gange vil man bare gerne have noget mere, end de kan give. Jeg har lige læst en bog om dating, hvor der står, at man skal "temperere sine følelser" - dvs. træde et skridt tilbage og lige være lidt fornuftig og ikke lade sig rive med. Så kan man bedre møde hinanden og finde et kompromis, begge kan leve med, når man ikke er kørt helt op af følelser, og kun tænker på at få sit eget behov dækket her og nu. Det er ikke sjovt at føle sig needy, men det er heller ikke sjovt at føle sig presset. Det lyder egentlig meget klogt, synes jeg, selvom man selvfølgelig heller ikke skal vente og gå på kompromis i en uendelighed. Der må trods alt være grænser, og man skal ikke finde sig i hvad som helst. Det er en svær balancegang.

Helt fint. Og jeg sad og smilede meget over din kommentar

Typisk mig sidder jeg så og tænker (og her kommer jeg nærmest til at grine over mig selv) over din replik om det, du selv oplever datingmæssigt lige nu: "Åh. DET har jeg virkelig prøvet, det dér - de dér mænd med blandede signaler, og det er jo til at blive tosset i hovedet af. Hvorfor ikke bare droppe det?"

Seriøst. Dét var min første tanke, da jeg læste din replik. Det siger ret meget om, hvor jeg er ... Det bliver hurtigt for besværligt til, at jeg gider det.

Mht din situation: Kan du ikke "gå lidt til ham"?

[Dirtylittledevil]

De plejer at skrive "Var da så lidt, jeg er jo bare ærlig "

[Skralde]

De plejer at skrive "Var da så lidt, jeg er jo bare ærlig "

Det er så meget spot on

[FrøkenM]

De plejer at skrive "Var da så lidt, jeg er jo bare ærlig "

Lige præcis. Sådan en har jeg lige afvist idag. Det tog han knapt så pænt

[ManicNinja]

Men I guder, hvor jeg synes, at I andre er tålmodige. Svarer på henvendelser fra mænd, der lægger ret så fladpandet fra start og sådan noget. Jeg har respekt for, I orker. Hvorfor skal jeg svare en eller anden, der lægger ud med: "Ih, hvor er du pæn!" eller "Har du lyst til at skrive?" Jeg ved, I vil sige: "Måske kommer der alle tiders samtale ud af det, Ninja! Hvorfor ikke prøve?"
Men sagen er nok, at jeg synes, mange mennesker burde gøre sig lidt mere umage. Og I har fuldstændigt ret, hvis I siger, jeg går glip af en hel masse på den konto. Men det gør mig ikke det fjerneste - hæhæ ...

Altså jeg svarer heller ikke alle de der ligegyldige beskeder, men hvis de skriver noget sødt, så plejer jeg da at skrive tak. Hvis de så bare svarer "det var da så lidt ", så lader jeg den nu også ligge, men nogen gange åbner det jo for en fin samtale.

Det er lige præcis det dér, jeg mener:

"Neeeej, hvor er du pæn", skrev én forleden. Hvad skal man sige? En eller anden complete stranger kan lide mit udseende. Jamen, jeg er sådan set ligeglad. Det vigtige for mig er, at JEG er tilfreds med mit udseende. Skal jeg stille mig op og være enormt taknemmelig eller? Han skrev ikke andet. Men du har da sikkert helt ret, hvis du siger, jeg misser chancer for at komme i kontakt.

Meget unlike me, tjekkede jeg i dette tilfælde hans profil ud. Der stod bl.a., at han afskyede folk med grimme negle. Så jeg skyndte mig at skrive til ham, at mit udseende heldigvis opvejedes af mine utroligt grimme negle, og at jeg var neglebider. (Hvilket er sandheden).

Dem dér "det var så lidt"-mændene, du fortæller om. Enlighten me! Hvad er det, det går ud på? Oprigtigt ment, jeg fatter det ikke. Det er meningen, jeg skal svare 'tak', så langt er jeg med. Så har de set, jeg gider svare, og så kan de fortsætte snakken ved at smide et eller andet reelt emne på bordet - eller? Hvis de så ikke gør det - øh, hvorfor så indlede med komplimenten in the first place?

Og hvorfor fatter de ikke, at hvis de bare bruger to minutter på at skrive 2½ sætning om noget andet end mit udseende (som i øvrigt er helt almindeligt) eller om, hvordan min weekend/dag/sommer har været, så er der sgu en god chance for, jeg godt kunne få lyst at svare.

Det er ligesom, når vildfremmede mænd på gaden siger hej til mig og smiler.Jeg ved godt, at Klumphen (og mange andre) vist nok synes, man har primadonnanykker, hvis man ikke hilser igen. (Sorry, Klumph, jeg husker bare en ret sjov ordveksling herinde mellem dig og en eller anden om dét at matche på Tinder og så ikke sige 'hej', du blev vist nok ret oprørt over, at man kunne undlade det).
Anyway. JEG siger ikke engang hej til fremmede, som hilser uopfordret "ude i virkeligheden". Jeg synes, det virker komplet åndssvagt, at de står dér og kigger og smiler og ... Jeg står altid og bryder min hjerne og forsøger at finde ud af, om jeg har mødt dem før (jeg er ret ansigtsblind). Og finder derudover situationen mere end almindeligt tåbelig og akavet. Og svær at slippe ud af (hvilket jeg bare rigtigt gerne vil).

Og det er altså ikke af princip, jeg ikke hilser. Jeg bliver bare så paf og undrende hver gang, at jeg ikke rigtigt får reageret. Kommer til at tænke: "Hvad er det lige, det skal til for?" Derimod kunne de komme over og spørge om vej eller lignende. Jeg ville gladeligt hjælpe. Og flirte. Jeg er ikke genert af mig på den måde. Det virker bare mere ... naturligt. Det andet gør mig: "Hvor dum tror du, jeg er? Hvad er det, du står og gør dig selv debil i ansigtet for?"

På datingsider er det lidt det samme: Skriv dog et eller andet, jeg kan forholde mig til. Ellers kan jeg sgu ikke finde ud af det.

[ManicNinja]

De plejer at skrive "Var da så lidt, jeg er jo bare ærlig "

Hahaha! Den har jeg faktisk også fået flere af de (få) gange, jeg så har svaret. Og har jeg forsøgt mig med at være lidt morsom, bliver det helt overhørt.

Det er sikkert bare en eller anden datingrobot, som datingsites har til at sende sådan nogle ligegyldige komplimentmails ud med jævne mellemrum ...

[ManicNinja]

De plejer at skrive "Var da så lidt, jeg er jo bare ærlig "

Lige præcis. Sådan en har jeg lige afvist idag. Det tog han knapt så pænt

Så han skrev: "Hvor er du pæn".
Du svarede: "Tak".
Han skrev: "Jeg er jo bare ærlig"

Hvordan lød din afvisning? Hvis man må spørge om det?

[ManicNinja]

Helt fint. Og jeg sad og smilede meget over din kommentar

Typisk mig sidder jeg så og tænker (og her kommer jeg nærmest til at grine over mig selv) over din replik om det, du selv oplever datingmæssigt lige nu: "Åh. DET har jeg virkelig prøvet, det dér - de dér mænd med blandede signaler, og det er jo til at blive tosset i hovedet af. Hvorfor ikke bare droppe det?"

Seriøst. Dét var min første tanke, da jeg læste din replik. Det siger ret meget om, hvor jeg er ... Det bliver hurtigt for besværligt til, at jeg gider det.

Mht din situation: Kan du ikke "gå lidt til ham"?

Det synes jeg også, at jeg gør. Jeg har spurgt om nogle dates, og vi har også haft planlagt det nogen gange, hvor der så bare er kommet noget i vejen. Han siger, at han 90% er klar til at komme videre i sit liv, synes jeg er virkelig dejlig, fantastisk etc etc, men der er lige 10% der gør, at han er tilbageholdende. Han har et langt forhold bag sig (10 år) og kun været single et års tid, og har aldrig datet som sådan eller mødt nogen fra nettet. Ja, jeg burde nok droppe det, og det har jeg da også lyst til ind i mellem. Helt sikkert. Jeg svinger meget mellem at slette ham fra skype og aldrig høre noget fra ham, og så at have lyst til at føde hans børn. Det er meget ambivalent for mig.

På et eller andet tidspunkt så enten mødes vi, eller jeg bliver træt af at vente. Nu må vi se. Jeg er begyndt at åbne lidt op for at date andre i "ventetiden", selvom jeg normalt kun plejer at skrive med en af gangen, men nu er der gået nogle mdr, så nu er min tålmodighed på det punkt lidt brugt op. Så ja, jeg tænker det samme som dig, og ville klart tænke det endnu mere, hvis det ikke lige var mig selv, der stod i det.

Nogle måneder??? På den måde dér? Ud med ham, Jess! You can do better than that!

All words, no action går altså ikke. Han skulle have sørget for at være klar mentalt, INDEN han kastede sig ud i datinguniverset. I stedet for kommer du nu til at sidde og vente på, han bliver det. Hvilket den type dér erfaringsmæssigt IKKE bliver, når de får den del af det, de godt tør, og som bekræfter dem.

Du kan jo evt. invitere på date og forklare, at hvis ikke han vil mødes, er det selvfølgelig helt fair, men at så er du nok egentlig den, der er smuttet.

[Dirtylittledevil]

Dem dér "det var så lidt"-mændene, du fortæller om. Enlighten me! Hvad er det, det går ud på? Oprigtigt ment, jeg fatter det ikke. Det er meningen, jeg skal svare 'tak', så langt er jeg med. Så har de set, jeg gider svare, og så kan de fortsætte snakken ved at smide et eller andet reelt emne på bordet - eller? Hvis de så ikke gør det - øh, hvorfor så indlede med komplimenten in the first place?

Jeg tænker, at de nok søger noget underholdning eller måske en, der skriver "åh du er også bare sååå flot!" Jeg har også lagt mærke til, at det ofte er sådan, at hvis man selv skriver en hel masse, så læner de sig mere tilbage og lader sig underholde. Det bliver bare en lidt kedelig samtale for mig så, så jeg prøver at holde lidt igen med det, så det bliver mere ligeværdigt.

Jeg tror også at de nok selv mener det er ret snedigt at de sådan lige helt ubemærket får sneget ind at de er meget ærlige, og regner med at det er "et plus i bogen" (Den lille sorte datingrengskabsbog som alle singlekvinder jo fører).