Bo sammen eller hver for sig?

[Kim]

Det kan være et mareridt hvis man har forskellige præferencer ift
standarder for rengøring, oprydning, madlavning mv.

Jeg tror simpelthen ikke jeg ville kunne elske med en med lav standard for rengøring og oprydning.
Jeg ville tænke på om hun var ren og velholdt under akten.
Det ville simpelthen ødelægge det for mig.

[MellowGorilla]

jeg er ikke enig i præmissen om at man udvikler sig i uenighederne, - jeg har været i et forhold hvor uenigheder og konflikter blev for stor en del af hverdagen, og vi endte et meget sårbart og kritisk sted, - jeg udviklede mig absolut ikke, jeg afviklede, gik på kompromis på den helt forkerte måde - fordi det var nemmere end at tage de samme konflikter igen og igen, fordi vi havde brug for ro.
Derimod udvikler jeg mig positiv i mit forhold til min kæreste, han er god for mig, hans ubetingede kærlighed, støtte, opbakning, omsorg, det er alt sammen med til at gøre mig til en meget bedre version af mig. Jeg føler mig lykkelig, elsket, jeg er glad og smilende, jeg har overskud, - og de dage jeg er i underskud, så bliver jeg mødt med omsorg og kærlighed, han både viser og fortæller mig at jeg er helt OK lige som jeg er, han hverken kræver og forventer noget - men giver når jeg har brug for det, og tager selv imod når han har brug for det.

Det er ikke fordi jeg ikke kan diskutere, eller håndtere at være i en konflikt, men jeg nyder virkelig at det IKKE er en del af vores forhold, at det ikke er nødvendigt at det er der, fordi vi på så mange punkter er på bølgelængde med hinanden, at vi stort set altid er i en god synergi med hinanden.

Jeg mener ikke at man nødvendigvis udvikler sig når man er uenig. Det kræver et trygt rum for at individet og forholdet kan udvikle sig. Har man for mange konflikter, ikke nok forsoning, bekræftelse, accept, empati og omsorg, brænder man ud. Kærlighed kan alle have, det er alt der andet der skaber tryghed og udvikling. Jeg mener at har man slet ingen uenigheder må der være minimum én i forholdet der lægger låg på sine behov og følelser, for ingen er så ens. Det er sundt at sluge nogle kameler nogle gange, det kræver alle relationer, men det bør være lige delt, og der bør også være plads til konflikten på ting der har høj værdi hos en selv eller ens partner. Det er når vi udfordres (kærligt) på vores værdier, normer og vaner, at vi som individer, forhold og samfund udvikler sig, ikke når vi er sammen med en ja-siger.

[barefordi]

Det er nok også en forskellig situation, alt efter hvor længe man har været sammen, dvs om man er i et relativt nyt forhold eller har været sammen i mere end 10 år, eller om man er et par med små børn, et par med hver sine børn, om man har boet alene i årevis inden man mødtes, etc.

Min egen situation. Vi har været sammen siden vi var i starten af tyverne, og har fået to børn. Vi er nu gledet over i et forhold, hvor vi skal bo hver for sig.

Vi blev skilt. Vi satte huset til salg.
Ik fordi vi har skændtes meget nogensinde. Men gnisten forsvinder. Især for mig forsvandt lysten.

Det er som om at kærligheden og lysten, på en eller anden måde, siver lige så stille og roligt væk i hverdagens pligter og praktiske gøremål. Man tager hinanden for givet.

Men så efter nogle måneder gik det op for mig, at det vi havde haft var dyrebart. Vi fandt sammen igen, men nu flytter vi hver for sig.

Han er mit livsvidne, og han har været en klippe igennem årene. Men jeg har også følt mig ensom på en eller anden måde.

Det er som om at jeg ikke helt kan "mærke mig selv" når vi bor sammen. Det er svært at forklare. Det lyder dumt og kliche-agtigt, men jeg tror jeg skal finde ud af hvem jeg er.

Man sætter også mere pris på hinanden, når man ikke er bundet af bolig og går op ad hinanden hele tiden.
Man ved at man ikke ejer hinanden. Forholdet er mere et tilvalg nu.

Det er som sagt stadig meget nyt.
Vores yngste går i børnehave, og vi kommer til at bo tæt på hinanden.

[Tanten]

Det kan være et mareridt hvis man har forskellige præferencer ift
standarder for rengøring, oprydning, madlavning mv.

Jeg tror simpelthen ikke jeg ville kunne elske med en med lav standard for rengøring og oprydning.
Jeg ville tænke på om hun var ren og velholdt under akten.
Det ville simpelthen ødelægge det for mig.

Der er jo heldigvis forskel på personlig hygiejne og rod eller lidt skidt i krogene i hjemmet - og man kender vel sin partner godt nok til at vide, at han/hun er ren og lækker inden sex?

Der er i øvrigt også forskel på en "lav" standard for rengøring, og en standard der evt. er lavere end ens egen.

[LaMariposa]

To the Moon Honey har en ret fin panelsnak om at bo hver for sig:

https://tothemoonhoney.com/vores-panel- ... a-forhold/

Da jeg lyttede til den kunne jeg egentlig godt se, hvorfor nogen vælger den løsning.

[Hindbær]

Det tog mig lang tid at vænne mig til at bo alene efter jeg blev skilt.

Jeg kunne virkelig godt lide at dele hverdagen med min exmand og vi har haft rigtig mange gode år sammen - indtil det så ikke var så godt længere.

Nu har jeg indrettet mig efter at kunne bo alene resten af livet, og jeg er virkelig tilfreds med mit liv og stolt af de rammer og den hverdag jeg har skabt for mine børn og jeg.

.... men efterhånden her 3 år efter min exmand flyttede er jeg begyndt at få lyst til at møde en igen og har også gjort mig tanker om at skulle bo sammen med en kæreste eller ej på sigt. Hvis man da overhovedet kan finde sådan én.

Jeg tror dog at jo længere tid jeg bor alene jo sværere vil det også blive for mig at kunne bo sammen med en igen - selvom jeg egentlig er ret rummelig.

Jeg har vist ikke svaret på spørgsmålet i indlægget, men det er spændende at læse om andres perspektiver.

[Luffegås]

Med min mand flyttede vi sammen efter 4 måneder for at spare penge når vi alligevel sås hver dag. Jeg har ALDRIG i de 8 år ønsket at vi skulle flytte.

Med min eks jeg var med i næsten 7 år var det omvendt. Han blev smidt ud hjemmefra og havde kun mig at flytte hen til. Jeg savnede hurtigt den der følelse af man "dater", kunne se frem til at se hinanden, måske kunne være lidt alene, den slags.
Med tiden blev han helt ærligt bare en snylte på mig, gad ikke gennemfører en uddannelse, gad ikek finde et job, gad ikke passe kontanthjælpsaktivering. Jeg forsøgte at flytte for mig selv, men jeg havde jo ingen penge, og jeg elskede ham og håbede at "hvis han baaaare lige tog sig sammen, så kunne vi få det godt". Men jeg forsøgte skam, for jeg var sikkert på det kunne redde vores følelser, men ikke trække mig ned i et økonomisk hul. Da han så endelig fik gennemført et grundforløb og fik stabil indkomst var mine følelser desværre væk, og jeg var træt af alt, havde ingen tillid til ham...
Havde vi ikke flyttet så hurtigt sammen havde vi nok ikke holdt 7 år, for så havde jeg bedre på afstand kunne opdage de røde flag.

Hvor i mod med min mand var det hans forslag, vi flyttede sammen i MIN lejlighed først som jeg fint havde råd til at bo alene i. Han havde også fast arbejde/indkomst, så der var hver dag mulighed for at sige "det går ikke, vi må flytte fra hinanden igen". Det at vi har VALGT hinanden fordi vi VILLE, og ikke fordi vi ikke havde andre muligheder har gjort noget andet for vores dynamik.
Min mand var også single 10 år før han mødte mig, han havde en hel anden indstilling om at han vidste han var noget værd i sig selv, han ikke behøver en kvinde for at vide han er god (min eks var omvendt) og ikke mindst savnede min mand nogen at være noget FOR, og ikke at nogen skulle være noget FOR HAM. Så da vi fandt sammen var det jo ren forkælelse, han havde savnet nogen at lave mad TIL, nogen at vågne op med, nogen at give kærlighed.
Og sådan har vi det stadigvæk, vi vælger at bo sammen (nu har vi også børn), fordi det er sådan vi har det bedst. Men jeg er total åben over for at andre ikke behøver bo sammen, og at man sagtens kan være et godt forhold selvom man har brug for sit eget sted. Men vi ville savne hinanden for meget, vi savner hinanden bare vi er på arbejde.