Uønsket graviditet, skal manden have tilbudt barnet?

[RavenClaw]

Jeg har ikke læst den anden tråd du hentyder til, men det lyder meget teoretisk efter min mening.

Jeg kan ikke engang se hvad argumentet skulle være for at det er "det rigtige". Skulle kvinden så være juridisk forpligtet til at gennemføre en uønsket graviditet?

Det er meget teoretisk, for som sagt så kommer det næppe til at ske.

Jeg taler i øvrigt ikke om (juridisk) tvang, men om, om man som kvinde bør tilbyde det.
For at give manden medbestemmelse og “samme” valg man har som kvinde for at tilvælge et (potentielt) barn ved en uønsket graviditet. Altså at man som kvinde ikke “bare” abortere et potentielt barn som manden gerne vil have.

I mine øjne skal man aldrig have samme valg, når man ikke selv lægger krop til.

Hvis man ønsker at være solofar - eller to fædre for den sags skyld - må man finde sig en rugemor (eller hvad man nu begynder at ville kalde dem).

[Zombie]

Som én, det havde en super traumatisk fødsel - rent fysisk, hvor jeg blev revet fra hinanden og var fuldstændig ødelagt, og stadigvæk er det her 3,5 år efter med hvad det indebærer af gener - er mit svar:

Hvis vi rent faktisk seriøst skal lege med tanken om en uønsket graviditet, hvir kvinden bærer barnet, så manden kan overtage fra fødslen, så bør hun teoretisk ikke være ringere stillet end manden i samme situation.
I mit tilfælde ville en 600-700.000 kroner være en rimelig kompensation. For svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste både nu og når de skal reparere mit underliv og den punkterede blære, og mavemusklerne der ikke kan holde tarmene ordentligt på plads.

For min veninde, der fik akut kejsersnit, livstruende tarmslyng, dræn, problemer med tarmene, operationer for at rette op, og grimme grimme ar ville kompensationen lyde på en million, tror jeg.

For hvis man skal agere rugemor, så skal man også betales behørigt for at lægge krop til.
Derefter betaler man selvfølgelig børnepenge hver måned til barnet, det er barnets ret (ikke farens).

[Ovenstående er ikke et udtryk for min rigtige holdning, men et tankespind.]

[abcd]

Som én, det havde en super traumatisk fødsel - rent fysisk, hvor jeg blev revet fra hinanden og var fuldstændig ødelagt, og stadigvæk er det her 3,5 år efter med hvad det indebærer af gener - er mit svar:

Hvis vi rent faktisk seriøst skal lege med tanken om en uønsket graviditet, hvir kvinden bærer barnet, så manden kan overtage fra fødslen, så bør hun teoretisk ikke være ringere stillet end manden i samme situation.
I mit tilfælde ville en 600-700.000 kroner være en rimelig kompensation. For svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste både nu og når de skal reparere mit underliv og den punkterede blære, og mavemusklerne der ikke kan holde tarmene ordentligt på plads.

For min veninde, der fik akut kejsersnit, livstruende tarmslyng, dræn, problemer med tarmene, operationer for at rette op, og grimme grimme ar ville kompensationen lyde på en million, tror jeg.

For hvis man skal agere rugemor, så skal man også betales behørigt for at lægge krop til.
Derefter betaler man selvfølgelig børnepenge hver måned til barnet, det er barnets ret (ikke farens).

[Ovenstående er ikke et udtryk for min rigtige holdning, men et tankespind.]

Barnet har ikke ret til børnepenge fra en sæddonor, så det skal vel tilsvarende heller ikke have børnepenge fra en rugemor.

[.Magic.]

Jeg ville aldrig gennemføre en graviditet for så at give barnet væk - Heller ikke til den der var med til at lave barnet.

Nej det er nok de færreste der vil det.

Men derfor mener jeg stadig det rent teoretisk ville være det rigtige at gøre.
Tror bare ikke det rent praktisk kan lade sig gøre.

Det er vel egentligt at være rugemor.

[Luffegås]

I Danmark bliver hvide børn sjældent adopteret. Vi bliver nød til at stoppe med at fortælle teenagere og unge kvinder det er en mulighed. For realiteterne er at barnet kommer i familiepleje, og aldrig bliver adopteret, men ender som et af de børn der f.eks. kastes rundt i systemet når kommunen ser sig sur på plejeforældrene eller der opstår problemer.
Det sker hist og her, jeg kender en der er adopteret i 80'erne.
Men selv de børn Mette frederiksen har bestemt skal tvangsbortadopteres ryger altså ikke direkte ind til et kærligt barnløst par der venter i dagevis på et blåøjet barn der hedder Kasper. Der er simpelthen mange risici ved at få et barn fra ens egen andedam.

Men tilbage til spørgsmålet. Det er da interressant sted at starte når man som kvinde skal fortælle faren om det. Hvis en mand kan få juridisk abort, skal en kvinde trods alt også, men det vil så kræve at manden også juridisk med det samme får al ansvar, alle breve alle indkaldelser.
Det er jo sjovt nok det abortmodstandere hævder, "Hvad nu hvis faren GERNE ville have barnet, hvaaa??" Ja, så må han jo få det.

[Moe]

Inspireret af Faderskabstesttråden.

Kom til at tænke på hvordan der er forskel på hvad jeg teoretisk synes må være det rigtige at gøre, og hvordan jeg godt kan forstå situationen IRL kan være noget anderledes.

Især da jeg var yngre var jeg meget sort/hvid i min tankegang, men med tiden, erfaring og til dels diskussioner med andre fx gennem debatten er mine holdninger blevet mindre skarpe.

Men et eksempel jeg kom til at tænke på pga faderskabstråden, er hvad der er det rigtige at gøre ved uønsket graviditet.

I princippet mener jeg faderen skal have tilbudt at få barnet, hvis moderen er uønsket gravid og ellers vil få en abort eller bortadoptere barnet. Det mener jeg vil være rimeligt, sådan helt generelt (det er også hans potentielle barn), og ud fra et feministisk synespunkt.

Problemet er dog at i realiteten kan det nok bare ikke lade sig gøre. Forældrene har et kort vindue til at beslutte sig, og så fanger bordet - for kvinden!
Det er simpelthen for risikabelt om manden halvvejs i graviditeten finder ud af at det kan han ikke lige overskue alligevel - og så hænger kvinden på barnet.
Der kan man selvfølgelig tale “alm.” bortadoption, men det er ikke det samme som at have et barn, som så lever hos faderen hvor man kan have et forhold til det.

Og så er der selvfølgelig det at kvinden skal gennemgå en graviditet med den risiko og senfølger der er forbundet med det + tabt arbejdsfortjeneste. Hvordan skulle manden kunne kompensere for det? En tarif for svie og smerte + sammenregning af tabt arbejdsfortjeneste, som så bliver modregnet i børnebidraget?

Har svært ved at se nogen kvinder rent praktisk gå gennem det. Uanset hvor meget jeg synes det burde være sådan.

Realitet vs. Hvordan det burde være.

Hele præmissen (som i øvrigt ikke er et feministisk synspunkt, da flertallet af feministiske synspunkter baserer sig på, at abort er godt, og mænd ikke har ret til noget, som involverer kvinder), er baseret på, at du tænker på faderens ret.

Det er naturligvis en fejl, det handler enten om barnets ret til at overleve (altså diskussionen om fri abort, dvs. om abort kan bruges som sen prævention).
Faderens ret og pligt vil komme af sig selv, når man har enten abort som ret (som det er i dag, så vil tæt på 100% af alle børn blive dræbt uanset hvad manden siger eller ønsker), eller ved afskaffelse af den ubegrundede abortret. I så tilfælde vil begge forældre have et ansvar i form af børnepenge osv., med mindre de bortadopterer barnet, men da faderen i dette tilfælde ikke ønsker det. Så bliver moren nødt til at betale børnepenge ligesom en far gør, hvis moderen vælger at lade barnet overleve, og han ikke ønsker nogen tilknytning.

Du forsøger at tage et moralsk opgør i en på alle måder umoralsk situation.

Fordi det er umoralsk, når man får et barn og så vil slå det ihjel eller bare løbe fra ansvaret. Det er umoralsk uanset hvad, fordi det fratager barnet sit liv eller livsbetingelser. Bortadoption er fint for barnet, men det er stadigvæk at unddrage sig ansvar som forældre, både for moren og faren.

[Sofakartoflen]

I Danmark bliver hvide børn sjældent adopteret. Vi bliver nød til at stoppe med at fortælle teenagere og unge kvinder det er en mulighed. For realiteterne er at barnet kommer i familiepleje, og aldrig bliver adopteret, men ender som et af de børn der f.eks. kastes rundt i systemet når kommunen ser sig sur på plejeforældrene eller der opstår problemer.
Det sker hist og her, jeg kender en der er adopteret i 80'erne.
Men selv de børn Mette frederiksen har bestemt skal tvangsbortadopteres ryger altså ikke direkte ind til et kærligt barnløst par der venter i dagevis på et blåøjet barn der hedder Kasper. Der er simpelthen mange risici ved at få et barn fra ens egen andedam.

Men tilbage til spørgsmålet. Det er da interressant sted at starte når man som kvinde skal fortælle faren om det. Hvis en mand kan få juridisk abort, skal en kvinde trods alt også, men det vil så kræve at manden også juridisk med det samme får al ansvar, alle breve alle indkaldelser.
Det er jo sjovt nok det abortmodstandere hævder, "Hvad nu hvis faren GERNE ville have barnet, hvaaa??" Ja, så må han jo få det.

Når børn ikke bliver bortadopteret, skyldes det så stadig, at man vælger den "lette vej" med frivillige anbringelser fremfor tvangsanbringelser? (Det fik vi at vide var problemet- i socialfag på pædagoguddannelsen i 2000)

Hvilke risici taler du om? (Jeg spørger af ægte interesse)

[Afrodites]

JEG synes, at man burde kunne tilbyde faren barnet, hvis man ikke selv ønsker..
Om der burde være en kompensation, ved jeg ikke.. Men hvis kvinden er indstillet til at givet barnet til faren, og faren ønsker sig det, så ville jeg mene, at det burde være muligt..

[Bergen]

Det kan man vel allerede, hvis man er enige om det?

Hvis man som kvinde vil føde barnet og overlade det 100% til far, såer det da en mulighed. Børnepenge og samvær kan man aftale individuelt.

At de færreste i praksis gør det er vel forståeligt nok. Og nej, jeg mener ikke, at manden skal have tilbudet. Kun, hvis kvinden ønsker det.

[Madam Pomfrey]

JEG synes, at man burde kunne tilbyde faren barnet, hvis man ikke selv ønsker..
Om der burde være en kompensation, ved jeg ikke.. Men hvis kvinden er indstillet til at givet barnet til faren, og faren ønsker sig det, så ville jeg mene, at det burde være muligt..

Det er det vel allerede?
Det er er vel ikke andet end at man efter fødslen frakskriver sig forældremyndigheden, og overlader den fulde forældremyndighed til faren, og hvorvidt og i hvilket omfang man ønsker samvær med barnet bestemmer man selv efterfølgende.

Som forældre har du krav på samvær, det har et barn ikke, så er forældrene enige, om fx nul samvær til mor , så er den vel ikke længere.

Jeg har ihverfald tidligere fulgt en dansk instagram profil, hvor kvindes søster fungerede som rugemor, kunstig befrugtning (selvbetalt) med fars sæd, efter fødslen fraskriver biologiske mor sig forældremyndigheden, og barnets mor/moster kan efterfølgende adoptere barnet. Selve adoption forløbet var umiddelbart det mest omstændelige i hele det setup, som jeg lige husker det.

Så i det tænkte eksempel, at kvinde overlader barn til far efter fødslen, er det vel bare at gøre det samme, og far kan lade evt fremtidig partner adoptere barnet hvis dette ønskes.

Jeg har dog svært ved at forestille mig at mange kvinder har lyst til dette scenarie, at en kvinde har lyst til at gennemføre en graviditet og gå igennem en fødsel, for derefter at give afkald på barnet.
Uagtet at man måtte have en nem graviditet og fødsel, så kan det jo have nogle voldsomme psykologiske efterspil. Og kommer der en økonomisk kompensation ind i billedet, så er det vel reelt på lige linje med rugemødre, som vi aktuelt ikke tillader i Danmark.

Jeg har selv tidligere, i forbindelse med diskussionen om hvorvidt rugemødre skulle være tilladt i dk eller ej, overvejet om det var noget jeg ville kunne.
Jeg har selv været gravid fire gange, fuldbåren sunde og raske børn, gode og ukomplicerede fødsler, min krop er god til det.
Jeg kom til den konklusion at jeg ikke ville kunne gøre det for fremmede, men jeg ville godt kunne gøre det for mine søstre, såfremt de selv kæmpede med ufrivillig barnløshed. Jeg ville gerne bære og føde deres barn, for at deres livsdrøm ville kunne opfyldes.
Jeg ville jo også forsat have muligheden for en nær relation til barnet.
Spekulerer jeg over scenariet her, af gennemføre en uønsket/ikke planlagt graviditet og overlade barnet til far helt og aldeles, - så hælder jeg til et nej tak.
Jeg ville med største sandsynlighed tilvælge en abort, også hvis far ikke ønskede det, og var det for sent, så ville jeg beholde barnet selv, i en passende ordning med far, som barnet trives i.
Det skulle ihverfald stå meget meget tydelig for mig, at det for manden virkelig var en livsdrøm at blive far, og at barnet ville være højest prioriteret, hvis jeg på nogen måde skulle overveje det.

[Moe]

I Danmark bliver hvide børn sjældent adopteret. Vi bliver nød til at stoppe med at fortælle teenagere og unge kvinder det er en mulighed. For realiteterne er at barnet kommer i familiepleje, og aldrig bliver adopteret, men ender som et af de børn der f.eks. kastes rundt i systemet når kommunen ser sig sur på plejeforældrene eller der opstår problemer.
Det sker hist og her, jeg kender en der er adopteret i 80'erne.
Men selv de børn Mette frederiksen har bestemt skal tvangsbortadopteres ryger altså ikke direkte ind til et kærligt barnløst par der venter i dagevis på et blåøjet barn der hedder Kasper. Der er simpelthen mange risici ved at få et barn fra ens egen andedam.

Men tilbage til spørgsmålet. Det er da interressant sted at starte når man som kvinde skal fortælle faren om det. Hvis en mand kan få juridisk abort, skal en kvinde trods alt også, men det vil så kræve at manden også juridisk med det samme får al ansvar, alle breve alle indkaldelser.
Det er jo sjovt nok det abortmodstandere hævder, "Hvad nu hvis faren GERNE ville have barnet, hvaaa??" Ja, så må han jo få det.

Måske værd at få styr på adoptionerne i Danmark, især nu hvor adoption fra andre lande er mere eller mindre gået i stå.

Det har måske ikke så meget med emnet om at give faderen barnet at gøre, men det er da ret relevant i almindelighed.

Man kan tilbyde faderen barnet alt det man vil, men så længe at man ikke anser ufødte børn som børn, så kan fædre ikke bestemme noget om barnet skal fødes eller ej. Det vil kræve, at ufødte børn får en anden moralsk og juridisk status. Indtil da, vil det fortsat være 100% op til moderen, uanset hvad.

[Madam Pomfrey]

Måske værd at få styr på adoptionerne i Danmark, især nu hvor adoption fra andre lande er mere eller mindre gået i stå.

Det har måske ikke så meget med emnet om at give faderen barnet at gøre, men det er da ret relevant i almindelighed.

Man kan tilbyde faderen barnet alt det man vil, men så længe at man ikke anser ufødte børn som børn, så kan fædre ikke bestemme noget om barnet skal fødes eller ej. Det vil kræve, at ufødte børn får en anden moralsk og juridisk status. Indtil da, vil det fortsat være 100% op til moderen, uanset hvad.

Jeg tænker ikke at det er uden udfordringer.
Man har åbnet op for at et barn kan straks fjernes og bortadopteres lige efter fødslen.
Men det vil jo udelukkende ske i de helt tunge socialsager, hvor der ingen tvivl er om at der ikke er nogen forældrekompetence. I disse situationer vil der typisk være et alvorligt misbrug inde i billedet, alkohol og/eller stoffer. Den gravide har måske levet er meget ustabilt liv, uden ordenlig mad, vitaminer og mineraler, der kan have været en masse stress, uro, utryghed, vold m.v

Et meget uhensigtsmæssigt grundvilkår for er foster, som formodentlig vil have en eller anden form for konsekvens.
Hertil tillagt at mennesler der lever et så ustabilt liv også ofte har nogle psykiske psykisk udfordringer, adhd vil typiske være overrepræsenteret i dette segment fx. - og her skal man også forholde sig til arvelighed.

Man kommer ikke uden om at trods miljø kan have positiv indflydelse, så betyder arv stadig en hel del.

[HappyHippo]

Så skal mænd kunne blive gravide, føde og amme.

For nej, man kan ikke bare lige bortadoptere sit barn. Dem der gør det, gør det af nød og en sjældenhed i Danmark. Heldigvis.

[Moe]

Måske værd at få styr på adoptionerne i Danmark, især nu hvor adoption fra andre lande er mere eller mindre gået i stå.

Det har måske ikke så meget med emnet om at give faderen barnet at gøre, men det er da ret relevant i almindelighed.

Man kan tilbyde faderen barnet alt det man vil, men så længe at man ikke anser ufødte børn som børn, så kan fædre ikke bestemme noget om barnet skal fødes eller ej. Det vil kræve, at ufødte børn får en anden moralsk og juridisk status. Indtil da, vil det fortsat være 100% op til moderen, uanset hvad.

Jeg tænker ikke at det er uden udfordringer.
Man har åbnet op for at et barn kan straks fjernes og bortadopteres lige efter fødslen.
Men det vil jo udelukkende ske i de helt tunge socialsager, hvor der ingen tvivl er om at der ikke er nogen forældrekompetence. I disse situationer vil der typisk være et alvorligt misbrug inde i billedet, alkohol og/eller stoffer. Den gravide har måske levet er meget ustabilt liv, uden ordenlig mad, vitaminer og mineraler, der kan have været en masse stress, uro, utryghed, vold m.v

Et meget uhensigtsmæssigt grundvilkår for er foster, som formodentlig vil have en eller anden form for konsekvens.
Hertil tillagt at mennesler der lever et så ustabilt liv også ofte har nogle psykiske psykisk udfordringer, adhd vil typiske være overrepræsenteret i dette segment fx. - og her skal man også forholde sig til arvelighed.

Man kommer ikke uden om at trods miljø kan have positiv indflydelse, så betyder arv stadig en hel del.

I de tilfælde du omtaler her, hvor der er tale om ufrivillighed, så kan anbringelse, hvor moderne kan have en relation/kontakt til barnet, være at foretrække frem for bortadoption. Vi må ikke glemme, at forældre, til trods for manglende evner, stadig har en ret til deres egne børn.

Men ja, det er ikke uden udfordringer.

Jeg anser ikke faderens ret til barnet som mulig på nogen meningsfuld måde, så længe ufødte børn ikke anses som børn og har retten til liv. Indtil da vil det altid være 100% moren, der træffer alle beslutninger, fordi det juridisk er hendes krop, og barnet ikke anses som værende et selvstændigt og levende menneske, før efter uge 12/24.

[AFK]

Som én, det havde en super traumatisk fødsel - rent fysisk, hvor jeg blev revet fra hinanden og var fuldstændig ødelagt, og stadigvæk er det her 3,5 år efter med hvad det indebærer af gener - er mit svar:

Hvis vi rent faktisk seriøst skal lege med tanken om en uønsket graviditet, hvir kvinden bærer barnet, så manden kan overtage fra fødslen, så bør hun teoretisk ikke være ringere stillet end manden i samme situation.
I mit tilfælde ville en 600-700.000 kroner være en rimelig kompensation. For svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste både nu og når de skal reparere mit underliv og den punkterede blære, og mavemusklerne der ikke kan holde tarmene ordentligt på plads.

For min veninde, der fik akut kejsersnit, livstruende tarmslyng, dræn, problemer med tarmene, operationer for at rette op, og grimme grimme ar ville kompensationen lyde på en million, tror jeg.

For hvis man skal agere rugemor, så skal man også betales behørigt for at lægge krop til.
Derefter betaler man selvfølgelig børnepenge hver måned til barnet, det er barnets ret (ikke farens).

[Ovenstående er ikke et udtryk for min rigtige holdning, men et tankespind.]

Hvis nogen skal kompenseres, er det manden. Det er ham der står med 18 års økonomiske og juridiske forpligtelser. Moren er kun indover projektet i 9 måneder.