Er det ok at dække sexbehov hos Glædes Piger

[D.itsen]

Som en generel kommentar til debatten, er det som altid i disse debatter om sex og samliv ret tydeligt, at mange kvinder har svært ved at forstå, hvor vigtigt sex er for mænd generelt set.

Det er grundlæggende det allervigtigste i mænds liv og behovet er voldsomt, næsten som mad og drikke, og trangen er massiv og ekstremt svær at undertrykke - selv. Jeg ser, at mange kvinder underkender dette, enten at det slet ikke er tilfældet, eller mangel på forståelse for hvor heftigt, det er for langt de fleste mænd, over til at manden da bare må styre sig og pakke sine undertrykte lyster væk.

Det afgør ikke dette principielle spørgsmål, men er blot et problem der giver mangel på forståelse i en debat som denne, og derfor gør den ret polariseret i mellem mænd og kvinder - ret tydeligt, mændene har langt mere forståelse og empati med den tydeligvis sympatiske og omsorgsfulde trådstarter, der har et meget vigtigt behov, han ikke kan få dækket.

Jeg ser det desværre som en forlængelse af den nedladende holdning der ofte ses af den mandlige sexualitet som værende for meget, uberettiget og noget som bare skal undertrykkes. Det er ofte dårluge debatter af samme årsager.

Det er sgu ikke grundlæggende det aller vigtigste i mænds liv. I nogle få mænds liv, helt sikkert, men fandme ikke flertallet.

Og btw er en god del af dem der har stor empati for ts kvinder. Og mindst en af der der er totalt imod er mand.

[LadyFox]

Jeg synes det bliver nævnt at flere gange i tråden at man kan være intim på andre måder end sex - og det kan man da også. Dog er hudsult et anerkendt begreb som mange kloge mennesker har beskæftiget sig med, så jeg synes ikke at man bør underkende at der findes mennesker der har behov for fysisk kontakt med andre mennesker hvis de skal trives - og at ikke-fysisk intimitet ikke er nok til at opfylde et ret menneskeligt behov.

I mit arbejdsliv møder jeg hyppigt borgere der er meget plaget af smerter - og omfanget og reaktionerne er selvfølgelig ikke ens for alle syge mennesker hvor smerter er et symptom.
Jeg har mødt mennesker hvor selv det at holde i hånd eller blive aet blidt over håret har været rigtig ubehageligt.
Jeg har endda mødt flere som har skreget af smerter af bare at SE en person som måske vil berøre vedkommende, fordi smerterne har givet en angst for at blive berørt.

Hvis man ikke kan forestille sig at TS kone faktisk godt kan være ude af stand til at give andre former for fysisk intimitet end samleje tror jeg det ville være meget sundt at blive konfronteret med hvor fuldstændig vanvittigt en del syge mennesker har det.

[Marengs]

Jeg synes det bliver nævnt at flere gange i tråden at man kan være intim på andre måder end sex - og det kan man da også. Dog er hudsult et anerkendt begreb som mange kloge mennesker har beskæftiget sig med, så jeg synes ikke at man bør underkende at der findes mennesker der har behov for fysisk kontakt med andre mennesker hvis de skal trives - og at ikke-fysisk intimitet ikke er nok til at opfylde et ret menneskeligt behov.

I mit arbejdsliv møder jeg hyppigt borgere der er meget plaget af smerter - og omfanget og reaktionerne er selvfølgelig ikke ens for alle syge mennesker hvor smerter er et symptom.
Jeg har mødt mennesker hvor selv det at holde i hånd eller blive aet blidt over håret har været rigtig ubehageligt.
Jeg har endda mødt flere som har skreget af smerter af bare at SE en person som måske vil berøre vedkommende, fordi smerterne har givet en angst for at blive berørt.

Hvis man ikke kan forestille sig at TS kone faktisk godt kan være ude af stand til at give andre former for fysisk intimitet end samleje tror jeg det ville være meget sundt at blive konfronteret med hvor fuldstændig vanvittigt en del syge mennesker har det.

Man kan sagtens have forståelse for situationen og alligevel ikke mene, det er acceptabelt at gå bag om ryggen på ens partner

[Tanten]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

Derfor er det egentlige spørgsmål også: Taler du med din kognitivt velfungerende partner om jeres situation eller agerer du bare som du selv ønsker?

Som jeg skrev, så ville jeg - som kognitivt velfungerende men fysisk forhindret i sex på alle måder - foretrække, ikke at vide noget. Jeg ville sætte min mand fri, men han måtte så selv bære tyngden af valget.

Hvis jeg var rask partner til en meget fysisk syg person, er det ikke sikkert, jeg ville få mine seksuelle behov opfyldt. Jeg er meget afhængig af samhørigheden for virkelig at nyde sex - så enten gider jeg ikke andre, eller også er der risiko for, at jeg ville forelske mig. Og jeg kan ikke være sammen med en, der ikke tænder på mig, så betalingssex ville være udelukket.

Hvis min partner blev dement, ville jeg måske knytte mig til en anden mand men fortsat udvise omsorg for min demente ægtefælle.

Nu går du uden om præmissen. Præmissen er, du netop ikke har gjort det.

Hvad er præmissen? Jeg ville, i nogle situationer, foretrække uvidenhed selv. Jeg ville nok ikke selv lyve for en kognitivt intakt partner, men det ville være fordi, der formentlig ikke var noget at lyve om.

[LadyFox]

Jeg synes det bliver nævnt at flere gange i tråden at man kan være intim på andre måder end sex - og det kan man da også. Dog er hudsult et anerkendt begreb som mange kloge mennesker har beskæftiget sig med, så jeg synes ikke at man bør underkende at der findes mennesker der har behov for fysisk kontakt med andre mennesker hvis de skal trives - og at ikke-fysisk intimitet ikke er nok til at opfylde et ret menneskeligt behov.

I mit arbejdsliv møder jeg hyppigt borgere der er meget plaget af smerter - og omfanget og reaktionerne er selvfølgelig ikke ens for alle syge mennesker hvor smerter er et symptom.
Jeg har mødt mennesker hvor selv det at holde i hånd eller blive aet blidt over håret har været rigtig ubehageligt.
Jeg har endda mødt flere som har skreget af smerter af bare at SE en person som måske vil berøre vedkommende, fordi smerterne har givet en angst for at blive berørt.

Hvis man ikke kan forestille sig at TS kone faktisk godt kan være ude af stand til at give andre former for fysisk intimitet end samleje tror jeg det ville være meget sundt at blive konfronteret med hvor fuldstændig vanvittigt en del syge mennesker har det.

Man kan sagtens have forståelse for situationen og alligevel ikke mene, det er acceptabelt at gå bag om ryggen på ens partner

Jeg synes slet ikke at mit indlæg på nogen måde berører den del af tråden der handlet om utroskab eller på nogen måde tager stilling til om det er ok eller ej.

Mit fokus er derimod at der jævnligt gennem tråden bliver nævnt forskellige udgaver af at man kan være intim uden at have samleje - og det et det standpunkt jeg angriber, for hvem siger at TS kone kan det?

[Marengs]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

Derfor er det egentlige spørgsmål også: Taler du med din kognitivt velfungerende partner om jeres situation eller agerer du bare som du selv ønsker?

Som jeg skrev, så ville jeg - som kognitivt velfungerende men fysisk forhindret i sex på alle måder - foretrække, ikke at vide noget. Jeg ville sætte min mand fri, men han måtte så selv bære tyngden af valget.

Hvis jeg var rask partner til en meget fysisk syg person, er det ikke sikkert, jeg ville få mine seksuelle behov opfyldt. Jeg er meget afhængig af samhørigheden for virkelig at nyde sex - så enten gider jeg ikke andre, eller også er der risiko for, at jeg ville forelske mig. Og jeg kan ikke være sammen med en, der ikke tænder på mig, så betalingssex ville være udelukket.

Hvis min partner blev dement, ville jeg måske knytte mig til en anden mand men fortsat udvise omsorg for min demente ægtefælle.

Nu går du uden om præmissen. Præmissen er, du netop ikke har gjort det.

Hvad er præmissen? Jeg ville, i nogle situationer, foretrække uvidenhed selv. Jeg ville nok ikke selv lyve for en kognitivt intakt partner, men det ville være fordi, der formentlig ikke var noget at lyve om.

Om du vil lyve for din partner uden at vide, hvad han foretrækker. Vel vidende, at folks faktiske præferencer er forskellige og sandsynligvis også påvirkes det øjeblik man går fra teori til virkelighed

[Marengs]

Jeg synes det bliver nævnt at flere gange i tråden at man kan være intim på andre måder end sex - og det kan man da også. Dog er hudsult et anerkendt begreb som mange kloge mennesker har beskæftiget sig med, så jeg synes ikke at man bør underkende at der findes mennesker der har behov for fysisk kontakt med andre mennesker hvis de skal trives - og at ikke-fysisk intimitet ikke er nok til at opfylde et ret menneskeligt behov.

I mit arbejdsliv møder jeg hyppigt borgere der er meget plaget af smerter - og omfanget og reaktionerne er selvfølgelig ikke ens for alle syge mennesker hvor smerter er et symptom.
Jeg har mødt mennesker hvor selv det at holde i hånd eller blive aet blidt over håret har været rigtig ubehageligt.
Jeg har endda mødt flere som har skreget af smerter af bare at SE en person som måske vil berøre vedkommende, fordi smerterne har givet en angst for at blive berørt.

Hvis man ikke kan forestille sig at TS kone faktisk godt kan være ude af stand til at give andre former for fysisk intimitet end samleje tror jeg det ville være meget sundt at blive konfronteret med hvor fuldstændig vanvittigt en del syge mennesker har det.

Man kan sagtens have forståelse for situationen og alligevel ikke mene, det er acceptabelt at gå bag om ryggen på ens partner

Jeg synes slet ikke at mit indlæg på nogen måde berører den del af tråden der handlet om utroskab eller på nogen måde tager stilling til om det er ok eller ej.

Mit fokus er derimod at der jævnligt gennem tråden bliver nævnt forskellige udgaver af at man kan være intim uden at have samleje - og det et det standpunkt jeg angriber, for hvem siger at TS kone kan det?

Det er der bestemt ingen, der anfægter. Men det vi ved om den del af casen er, at ts ikke fandt det relevant for ti år siden at udforske den slags, da hans seksuelle lyst var ikke eksisterende.

[Dawwty]

Det handler om at overholde aftaler, være åben og kommunikere.

Skyld kommer fra ikke at overholde aftaler. Hvis man har aftalt det, så er der ikke noget problem, men når man gå bag om rykken og har den frækhed at sige at man visere hensyn, jamen jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

Det du svarede på handlede bare generelt om at give op på en syg partner, ikke specifikt om utroskab.
Jeg tror alle giver op på et tidspunkt, det handler bare om forskellige grænser.

Er du din partner tro hvis han er død?
Er du din partner tro hvis han har ligget i koma i 10 år?
Er du din partner tro hvis han er en grøntsag og ikke kan kommunikere? Og passer du ham 24/7, eller overgiver du ham til plejehjem?
Er du din partner tro hvis han ikke længere kan huske dig? Og passer du ham 24/7, eller overgiver du ham til plejehjem?
Er du din partner tro hvis...

Hvor mange opgiver hele resten af deres liv for at dedikere det til at passe en grøntsag? Ikke mange formoder jeg. Jeg håber i hvert fald ingen vil gøre det for mig, så må de hellere putte en kugle igennem mit hoved.

Aktiv dødshjælp er noget andet, men det går jeg ind for.

Utroskab så længe man er sammen med sin partner, behøver jeg ikke at udpensle.

De eksempler du nævner er i noget grad partnerskabernes ophør og så er det ikke længere bag om ryggen på nogen.

[abcd]

Det handler om at overholde aftaler, være åben og kommunikere.

Skyld kommer fra ikke at overholde aftaler. Hvis man har aftalt det, så er der ikke noget problem, men når man gå bag om rykken og har den frækhed at sige at man visere hensyn, jamen jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

Det du svarede på handlede bare generelt om at give op på en syg partner, ikke specifikt om utroskab.
Jeg tror alle giver op på et tidspunkt, det handler bare om forskellige grænser.

Er du din partner tro hvis han er død?
Er du din partner tro hvis han har ligget i koma i 10 år?
Er du din partner tro hvis han er en grøntsag og ikke kan kommunikere? Og passer du ham 24/7, eller overgiver du ham til plejehjem?
Er du din partner tro hvis han ikke længere kan huske dig? Og passer du ham 24/7, eller overgiver du ham til plejehjem?
Er du din partner tro hvis...

Hvor mange opgiver hele resten af deres liv for at dedikere det til at passe en grøntsag? Ikke mange formoder jeg. Jeg håber i hvert fald ingen vil gøre det for mig, så må de hellere putte en kugle igennem mit hoved.

Aktiv dødshjælp er noget andet, men det går jeg ind for.

Utroskab så længe man er sammen med sin partner, behøver jeg ikke at udpensle.

De eksempler du nævner er i noget grad partnerskabernes ophør og så er det ikke længere bag om ryggen på nogen.

Hvis din partner bliver lænket til en kørestol og ikke kan kommunikere, så er I stadig gift, og hvis du går ud og har sex, er det stadig utroskab.

[Tanten]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

Derfor er det egentlige spørgsmål også: Taler du med din kognitivt velfungerende partner om jeres situation eller agerer du bare som du selv ønsker?

Som jeg skrev, så ville jeg - som kognitivt velfungerende men fysisk forhindret i sex på alle måder - foretrække, ikke at vide noget. Jeg ville sætte min mand fri, men han måtte så selv bære tyngden af valget.

Hvis jeg var rask partner til en meget fysisk syg person, er det ikke sikkert, jeg ville få mine seksuelle behov opfyldt. Jeg er meget afhængig af samhørigheden for virkelig at nyde sex - så enten gider jeg ikke andre, eller også er der risiko for, at jeg ville forelske mig. Og jeg kan ikke være sammen med en, der ikke tænder på mig, så betalingssex ville være udelukket.

Hvis min partner blev dement, ville jeg måske knytte mig til en anden mand men fortsat udvise omsorg for min demente ægtefælle.

Nu går du uden om præmissen. Præmissen er, du netop ikke har gjort det.

Hvad er præmissen? Jeg ville, i nogle situationer, foretrække uvidenhed selv. Jeg ville nok ikke selv lyve for en kognitivt intakt partner, men det ville være fordi, der formentlig ikke var noget at lyve om.

Om du vil lyve for din partner uden at vide, hvad han foretrækker. Vel vidende, at folks faktiske præferencer er forskellige og sandsynligvis også påvirkes det øjeblik man går fra teori til virkelighed

Det kan jeg ikke udelukke at jeg ville, afhængig af omstændighederne. Med de dilemmaer, jeg efterhånden har set gundt omkring i mit 55-årige liv, er det ikke utænkeligt for mig, at man her i livet kan komme til at stå i situationer hvor sandheden ikke altid det mest respektfulde. Jeg håber aldrig nogen sinde, at jeg kommer til at stå i den situation.

Debatdisclaimer: Jeg går ind for åbenhed og ærlighed og tager afstand fra utroskab, når vi taler om ligestillede relationer, og det kan jeg selv stå på mål for.

[Moe]

Jeg synes det bliver nævnt at flere gange i tråden at man kan være intim på andre måder end sex - og det kan man da også. Dog er hudsult et anerkendt begreb som mange kloge mennesker har beskæftiget sig med, så jeg synes ikke at man bør underkende at der findes mennesker der har behov for fysisk kontakt med andre mennesker hvis de skal trives - og at ikke-fysisk intimitet ikke er nok til at opfylde et ret menneskeligt behov.

I mit arbejdsliv møder jeg hyppigt borgere der er meget plaget af smerter - og omfanget og reaktionerne er selvfølgelig ikke ens for alle syge mennesker hvor smerter er et symptom.
Jeg har mødt mennesker hvor selv det at holde i hånd eller blive aet blidt over håret har været rigtig ubehageligt.
Jeg har endda mødt flere som har skreget af smerter af bare at SE en person som måske vil berøre vedkommende, fordi smerterne har givet en angst for at blive berørt.

Hvis man ikke kan forestille sig at TS kone faktisk godt kan være ude af stand til at give andre former for fysisk intimitet end samleje tror jeg det ville være meget sundt at blive konfronteret med hvor fuldstændig vanvittigt en del syge mennesker har det.

Der skal ikke være tvivl om, at sygdom kan være meget slem og smertefuld. Der er trods alt mange, som har kroniske smerter hele tiden og igennem mange år, nogle endda igennem hele livet.

Det er bare noget andet end dilemmaet om at være ærlig kontra at lyve for sin partner, og det at mene, at man har både moralsk ret og er kvalificeret til at beslutte, hvornår et voksen menneske bør informeres, så de kan træffe valg om deres eget liv og fremtid, og hvornår de som små børn skal beskyttes imod virkeligheden og holdes i fangenskab via uvidenhed.

[Jason.B]

Som en generel kommentar til debatten, er det som altid i disse debatter om sex og samliv ret tydeligt, at mange kvinder har svært ved at forstå, hvor vigtigt sex er for mænd generelt set.

Det er grundlæggende det allervigtigste i mænds liv og behovet er voldsomt, næsten som mad og drikke, og trangen er massiv og ekstremt svær at undertrykke - selv. Jeg ser, at mange kvinder underkender dette, enten at det slet ikke er tilfældet, eller mangel på forståelse for hvor heftigt, det er for langt de fleste mænd, over til at manden da bare må styre sig og pakke sine undertrykte lyster væk.

Det afgør ikke dette principielle spørgsmål, men er blot et problem der giver mangel på forståelse i en debat som denne, og derfor gør den ret polariseret i mellem mænd og kvinder - ret tydeligt, mændene har langt mere forståelse og empati med den tydeligvis sympatiske og omsorgsfulde trådstarter, der har et meget vigtigt behov, han ikke kan få dækket.

Jeg ser det desværre som en forlængelse af den nedladende holdning der ofte ses af den mandlige sexualitet som værende for meget, uberettiget og noget som bare skal undertrykkes. Det er ofte dårluge debatter af samme årsager.

Undskyld, men fu.. en omgang bræk. Så er det også kvinders egen skyld at vi mænd begår overgreb og/eller tvinger kærester/koner til sex.

Du må meget gerne undlade at udtale dig på mit køns vegne, når det åbenlyst er dine egne brister, du taler om. Få du hellere fluks fundet dig en god (mandlig) psykiater mester

[Moe]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

Derfor er det egentlige spørgsmål også: Taler du med din kognitivt velfungerende partner om jeres situation eller agerer du bare som du selv ønsker?

Som jeg skrev, så ville jeg - som kognitivt velfungerende men fysisk forhindret i sex på alle måder - foretrække, ikke at vide noget. Jeg ville sætte min mand fri, men han måtte så selv bære tyngden af valget.

Hvis jeg var rask partner til en meget fysisk syg person, er det ikke sikkert, jeg ville få mine seksuelle behov opfyldt. Jeg er meget afhængig af samhørigheden for virkelig at nyde sex - så enten gider jeg ikke andre, eller også er der risiko for, at jeg ville forelske mig. Og jeg kan ikke være sammen med en, der ikke tænder på mig, så betalingssex ville være udelukket.

Hvis min partner blev dement, ville jeg måske knytte mig til en anden mand men fortsat udvise omsorg for min demente ægtefælle.

Nu går du uden om præmissen. Præmissen er, du netop ikke har gjort det.

Hvad er præmissen? Jeg ville, i nogle situationer, foretrække uvidenhed selv. Jeg ville nok ikke selv lyve for en kognitivt intakt partner, men det ville være fordi, der formentlig ikke var noget at lyve om.

Om du vil lyve for din partner uden at vide, hvad han foretrækker. Vel vidende, at folks faktiske præferencer er forskellige og sandsynligvis også påvirkes det øjeblik man går fra teori til virkelighed

Det kan jeg ikke udelukke at jeg ville, afhængig af omstændighederne. Med de dilemmaer, jeg efterhånden har set gundt omkring i mit 55-årige liv, er det ikke utænkeligt for mig, at man her i livet kan komme til at stå i situationer hvor sandheden ikke altid det mest respektfulde. Jeg håber aldrig nogen sinde, at jeg kommer til at stå i den situation.

Debatdisclaimer: Jeg går ind for åbenhed og ærlighed og tager afstand fra utroskab, når vi taler om ligestillede relationer, og det kan jeg selv stå på mål for.

Hvad kvalificerer dig til at træffe den beslutning på et andet voksent menneskes vegne?

Du nævner specifikt ligestillede relationer, hvilket er irrelevant, det handler om, at det at lyve og gå bag om ryggen på andre er objektivt forkert og forkasteligt uanset hvad. Kun i tilfælde hvor vedkommende har tilkendegivet, at de ikke ønsker at vide, hvis man er utro eller lignende, fritager det ikke for ansvaret for at være ærlig omkring det.

Der er ingen gode undskyldninger for umoralsk adfærd, kun dårlige og selvisk motiverede.

Selv i de tilfælde, som eks. abcd nævner, hvor man kan tale om at samlivet ophører, så handler det stadig om at være åben og ærlig omkring det. Det betyder ikke, at vedkommende ikke føler sorg, men det er endnu værre at blive ført bag lyset. Enhver der kender til, at nogen har fundet ud af utroskab ved at blive løjet for, vil sige, at løgnen er værre end selve det fysiske ved utroskaben.

Fordi en person bliver syg, kommer ud for en ulykke osv., så ophører parforholdet ikke automatisk, og ærligheden ophører heller ikke. Alle mennesker har ret til at tage stilling til hvad der foregår i deres eget liv, det må andre ikke forhindre dem i, og når de gør det, er det en umoralsk handling som ikke kan retfærdiggøres ved påstande om hensyntagen - hvilket er en misforstået hensyntagen i så fald, hvis man rent faktisk tror, at det er den ægte motivation.

[Tanten]

Det må da være dejligt at leve i en verden, hvor alting er så enkelt, og hvor folk, der står i dilemmaer, du og jeg ikke engang kan forestille os, er "amoralske", hvis de ikke følger et kodeks, der er indrettet efter standardsituationer.

Over and out herfra.

[Marengs]

Det må da være dejligt at leve i en verden, hvor alting er så enkelt, og hvor folk, der står i dilemmaer, du og jeg ikke engang kan forestille os, er "amoralske", hvis de ikke følger et kodeks, der er indrettet efter standardsituationer.

Over and out herfra.

Det er altså noget pjat, vi ikke kan forestille os ting, nogen af os selv har stået i. Du kan ikke forestille dig det. Fint nok.

Men jeg kan garantere dig for, at det er fuldstændigt muligt at forestille sig for andre.

Eftersom jeg har talt om flere syge kvinder i lignende situationer, er jeg også 100 % sikker på, at kvinder ønsker at håndtere det forskelligt. Jeg har dog endnu tilgode at møde en eneste, der ikke ser sig selv som et voksent menneske med en partner. I hvilket der ligger en tillid til, at det de får at vide fra deres partner passer.

Langt de fleste partneres troskab ophører efter et år. For langt de fleste kvinder medfører det, deres forhold ophører. Så at det er konsekvensen for ts er bestemt sandsynligt. Det er helt sandsynligt, at hans hustru hellere vil på plejehjem end at finde ro i, han går til prostituerede. Nogen kvinder har det - som man også ser her i tråden - anderledes.

Men umiddelbart lyder det til, ts ikke er super meget i tvivl om konsekvenserne for hans forhold. Han bryder sig ikke om konsekvenserne. Men det er faktisk tit en del af utroskab. At det skjules, fordi den utro ikke bryder sig om konsekvenserne. Det er ikke så særligt.