Ado skrev:Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.
Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.
Nu ryger jeg lidt af sporet ift programmet. Men det sætter også tanker i gang her ...
Jeg har som før nævnt hele tiden tænkt, at jeg minder om Lene - og jeg har også jævnligt mødt mænd, der agerer som Poul. Fra starten har jeg fundet Lene sympatisk (lidt selvglad er man vel). Men jeg vidste også godt, hvad udfordringen kunne blive mellem de to.
Selv om visse af klippene med Poul bestemt kan vække min irritation, så ved jeg også godt, at det jo dybest set bare handler om, at jeg førhen ikke har turdet gå efter mænd, som kunne opfylde mit store Lene-behov for noget mentalt og analytisk, der "hæver sig op". Jeg har så fundet sammen med Poul-typerne. Og det er jo for katten ikke den her mandetypes skyld, at det ikke fungerer! Eller min skyld. Men de to typer passer bare grundlæggende ikke sammen.
De her mænd må tage ansvar for at melde ud, at de føler sig pressede og utilstrækkelige i stedet for gang på gang bare at trække sig ind i sig selv. De her kvinder/jeg må enten lade være med at finde sammen med Poul-typerne eller - hvis vi gør det alligevel - holde op med at gå og håbe, at ham den lidt vattede "vind og vejr"-mand med mavefornemmelserne (og ikke ret mange ord at sætte på de mavefornemmelser) forvandler sig til noget, han ganske enkelt ikke er! Hvis vi ikke vil indse det, kan vi rende rundt og kritisere og brokke os og blive nogle grimme, bitre kællinger.
Jeg tænker om os: Hvad med i stedet at få os et selvværd og selv tage ansvar for at gå efter en modspilstype, som vi gerne går og hyler op om, at vi ønsker os? Jeg synes, det er urkomisk, at jeg selv og min "type" ofte har lidt ondt i selvværdet og drømmer om mænd, hvis adfærd vidner om sundt selvværd. Når vi så løber på dem, tiltrækkes vi helt afsindigt, men vi tør jo ikke, når det kommer til stykket. Derefter prøver vi med de søde, ufarlige Poultyper, som i starten beundrer os næsegrus - og frustreres så hurtigt over, at han sjovt nok ER det, vi så fra starten: Sød og rar og en lille smule hjælpeløs, når det gælder at formulere, hvad der foregår indeni ham. I starten kompenserer vi og giver og giver og folder os ud og håber vist nok, han vil give andet og mere end "vind og vejr". Guess what? Det gør han ikke. Og tre måneder senere sidder vi så igen og føler os oversete og keder os, og forstår ikke, hvorfor han ikke snart "kommer ud af starthullerne". Sexen er mindst lige så kedelig og energiforladt som samtalerne, og begge parter ligner skygger af sig selv. Han føler sig komplet utilstrækkelig og uduelig. Hun keder sig og føler sig ensom. Den stakkels mand aner ikke, hvad han skal stille op med det her frådende fruentimmer, som han i starten syntes var så sød og sjov.
Er vi rigtig smarte, tager vi dette som "bevis" for, at vi virkelig ikke ER noget værd: Selv ikke Poul-typerne, som for os er lidt en slags "næstbedste" løsning, vil have os. Jamen, så har vi jo alle tiders argument for i hvert fald ikke at forsøge os med modspilstyperne. For så vil de da SLET ikke have os ... Fantastisk logik, ikke?
Ift Lene og Poul fatter jeg derfor stadig ikke, hvordan "eksperterne" har kunnet matche dem - Lene vil stille og have skarpe og originale spørgsmål, være eftertænksom, overraskes og overraske i samtalen. Først derefter åbner hun så også for alt muligt andet - seksuelt og sanseligt og ... generøsitet på alle fronter. Men i modsat fald er der lukket. For alt. Fordi hun røvkeder sig og ikke føler sig set. Know the feeling og trives derfor deprimerende godt som single! Poul vil dybest set bare hygge sig og tage tingene, som de kommer - han vil føle sig tryg og så har han behov for smooth samtale. Det gør ham tryg og godt tilpas. Lenes adfærd får ham til at føle sig presset, kritiseret og i alarmberedskab. Jeg kan næsten høre ham sige: "Hvorfor kan vi ikke bare hygge os?" (og er så ved at brække mig, men dét handler jo om mig og ikke om ham ).