Holder du stadig af en eks?

[Filliongonggong]

Jeg bryder mig ikke helt om sætningen "eller har du så god smag" idet den gør mig trist, idet mange har pointeret hvor dårlig smag jeg havde med min ex mand, og hvooor dum jeg var, hvorfor jeg gik efter en der var beneath me osv.

Jeg ønsker intet ondt for min exmand, men ønsker ham bestemt ikke i mit liv.

Men jeg har tilgengæld en anden ex, som jeg er venner med idag

[Pax Romana]

Næ, holder af er nok så meget sagt.
Jeg har altid haft det sådan at, foran mig ligger fremtiden. Bag ligger fortiden. Jeg tager ved lærer af det, der er sket og tager læren med videre ud i fremtiden, men lægger altid fortiden bag mig.

Men du har vel andre nære venskaber end kærester?

Jo da. Men der kommer en tid efter et brud, hvor man skal stoppe med at tænke på sin eks og komme tilbage derude. Ingen ved, hvor længe det vil tage for helt at glemme din ex. Men du kan lige så godt komme i gang, fordi jo hurtigere jo bedre, så du kan komme videre med dit liv.

[Krølle]

Næ, holder af er nok så meget sagt.
Jeg har altid haft det sådan at, foran mig ligger fremtiden. Bag ligger fortiden. Jeg tager ved lærer af det, der er sket og tager læren med videre ud i fremtiden, men lægger altid fortiden bag mig.

Men du har vel andre nære venskaber end kærester?

Jo da. Men der kommer en tid efter et brud, hvor man skal stoppe med at tænke på sin eks og komme tilbage derude. Ingen ved, hvor længe det vil tage for helt at glemme din ex. Men du kan lige så godt komme i gang, fordi jo hurtigere jo bedre, så du kan komme videre med dit liv.

Det er bare ikke sådan for alle. Jeg er fint på vej videre, men jeg har ingen ambitioner om at glemme min eks ej heller få ham ud af mit liv. Tværtimod. Det ville da være åndssvagt, eftersom jeg holder meget af ham og opfatter ham som familie på linje med min bror.

[Evapeva]

Hmm ja, én ud af de tre ekskærester fra seriøse forhold, vil jeg sige. Han var den første alting i teenageårene, og vi havde også noget kørende igen i starten af 20’erne, indtil han bakkede ud, fordi han godt ved, at det hurtigt bliver alvorlig mellem os, og det var han ikke klar til - det er 13 år siden nu. Da jeg så havde fået en ny kæreste back then (som var en regulær idiot, viste det sig senere), mødte jeg igen eksen i byen, hvor han bad om en chance til. Jeg sagde nej, fordi jeg var head over heels i idiot-eksen.

Jeg har tit siden tænkt på, hvad der var sket, hvis jeg havde sagt ja. For jeg tænker stadig på ham - eller rettere den unge udgave af ham. Hovedsagen er dog, at jeg fandt min nuværende mand, og ham vil jeg aldrig undvære - og det er jo ikke til at vide, om jeg havde misset den chance, hvis jeg havde fundet sammen med ham dengang.

For et halvt år siden var jeg i byen og pludselig var han der. Voksen med skæg og det hele. Hans liv har ikke været specielt fedt, han er den evige ungkarl og har det svært med, at det for alle andre er børn, børn, børn (hell, også mig selv, jeg har 3 med min mand!). Men han vil ikke selv have nogen, og er meget lukket i sine egne overbevisninger og pokkers selvglad, selvom han ikke har så meget at have det i længere, just saying.

Men den unge udgave af ham holder jeg som sagt stadig meget af, og han er relativt tit med, når jeg drømmer om natten.

[Pax Romana]

Det er bare ikke sådan for alle. Jeg er fint på vej videre, men jeg har ingen ambitioner om at glemme min eks ej heller få ham ud af mit liv. Tværtimod. Det ville da være åndssvagt, eftersom jeg holder meget af ham og opfatter ham som familie på linje med min bror.

Det er jeg med på. Jeg lufter jo også bare min egen holdning.

[Madam Pomfrey]

Det er bare ikke sådan for alle. Jeg er fint på vej videre, men jeg har ingen ambitioner om at glemme min eks ej heller få ham ud af mit liv. Tværtimod. Det ville da være åndssvagt, eftersom jeg holder meget af ham og opfatter ham som familie på linje med min bror.

Det er jeg med på. Jeg lufter jo også bare min egen holdning.

Så var der måske en ide med at fomulere sig med "jeg, mig, mit" fremfor "dig og dit" - det virkede som en meget sort hvid holdning til hvordan et brud bør være. Hvis det er det der virker for dig, fair nok - det fremstod bare ikke rigtig af dit indlæg.

[Pax Romana]

Modtageren tolker budskabet. Point taken.

[Zorglup]

Jeg er vel egentlig venner med (og holder af) alle mine ex'er. Minus 1 jeg aldrig har talt med, siden vi brød.
Mest akavede var en nytårsaften, hvor vi havde min store drengs mor inviteret med. Hen ad aftenen, kom 2 af mine ex'er på visit sammen. Så sad jeg der med min kæreste og 3 ex'er.

[Ficus]

Jeg har 2 ekskærester, begge som jeg af forskellige ikke har nogen kontakt til.

Den ene tænker jeg på en gang i mellem. Jeg var 14 og alt for ung til at færdes i hans verden og han var 18 og havde en masse problemer (med coke fx). Det sidste jeg hørte til ham, var da jeg var omkring 17. Der gik han, i en stof-rus, ud i et lyskryds/ud foran en bus, overlevede, men kom ret slemt til skade. Så ham på hospitalet efter noget tid og fandt ud af at hans far havde afskåret ham fra familien fordi han var sprunget ud som homoseksuel og havde fundet en mandekæreste. Han ville ikke se mig, i dag tænker jeg at han skammede sig helt vildt over nogle af de ting han havde udsat mig for, men han var mega sur. Jeg græd i et halvt år efter, hvilket min nye kæreste havde det rimelig svært med.

Han var så til gengæld et kæmpe svin, utro gennem i hvert fald 5 år, men var sød og rar når vi var sammen, så vi nåede at være kærester i knap 7 år. Var i mange af dem helt blind for hvem han egentlig var/er, fordi jeg var så forelsket. I forbindelse med vores brud kom der simpelthen så mange beskyldninger om mig, fra både ham og hans familie, sikkert for at skjule at han flyttede sammen med en ny, få dage efter vi slog op. Det var så forfærdeligt og jeg kunne slet ikke navigere i det. Oveni hatten var jeg gravid og en måned senere da jeg skrev en SMS om at jeg havde besluttet at få en abort, så kom den næste bølge af helt sindssyge beskyldninger fra dem allesammen. Fatter stadig ikke at fx moren, som var gået fra en fuldstændig psykopatisk mand året før, kunne deltage i det der.

Had er en voldsom følelse, men vil faktisk gå så vidt at sige at jeg hader ham. Jeg har ingen lyst til at støde ind i ham i byen, bare tanken om at skulle gå forbi nogen fra den familie på gaden giver mig myrekryb. Jeg tænker kun på ham hvis jeg tilfældigvis kommer i det område, hvor jeg tror han bor. Et par gange har jeg overvejet hvis min dreng kom til at have hans mor som lærer



Efter to så vidt forskellige og vilde kærester, så var det meget rart med nogle års pause egentlig og nu har jeg verdens bedste kæreste. Et skønt, roligt væsen og det er virkelig det dejligste nogensinde.

[vibbsen]

Nix.

Dermed ikke sagt at jeg hader dem og ønsker dem til helvede på en enkelt-billet..For sådan har jeg det ikke med nogen af dem......Men holder af dem...Det gør jeg ikke...

Nu hører det så også med til historien at jeg har været sammen med hr.vibbsen i 19 år. Og ikke har haft kontakt med nogen af mine ex'er i den periode. Men nok mest at jeg da jeg var yngre havde en ganske særlig evne til at samle på mænd som i bund og grund var nogle sølle skvat. Så hvis jeg gør noget, så har jeg lidt ondt af dem. Især fordi de - bortset fra 2 - stadig er lidt nogle sølle skvat.

Jeg kan med tilfredshed iøvrigt også konstaterer at af de mænd jeg har været kærester med, så er hr.vibbsen så afgjort den som holder sig bedst....Så det var i bund og grund meget smart at jeg gik med ham i stedet for med en af de andre....Navnlig en af dem - den første der sådan for alvor knuste mit hjerte - er langt fra den labre steg han var dengang (Hvorimod de små 25 år der er gået siden vi var kærester naturligvis er gået stort set sporløst henover mig *host*)

[Straniera]

Når jeg kigger på dem, jeg kender, som har bevaret et venskab med en eks, så er det som regel gået meget godt så længe begge parter har været single. Når den ene så har fundet en ny, er det blevet kompliceret, og der er opstået konflikter, både blandt eksterne, men også blandt de nye kærester.

Jeg kan godt forstå dem, der ikke orker, at deres kærester skal være venner med en eks - i mine øjne er et forhold bare nemmere, når ekserne bliver i fortiden.

Hvis der ikke er børn involveret, er det nemt og måske også mere oplagt at lægge forholdet bag sig. I alt fald hvis bruddet ikke er en fælles beslutning.

Er der børn, mener jeg, man bør forsøge at få et godt forhold.

Min personlige erfaring er, at vi lige skulle komme os over bruddet, før vi kunne blive venner. Så det første års tid var vi meget forsigtige over for hinanden for ikke at skabe konflikt. Derefter er det kun blevet bedre.

Jeg har for øvrigt en kæreste, - han er også ven med min eksmand. De tager ud og bowler og spiser sammen med min søsters mand og min eksmands ven

Vi har lige holdt påskefrokost sammen... Min eksmand. Mine børn med påhæng. Min mor. Min kæreste og jeg.

Min eksmand tager sig også lige så meget eller måske mere af min mor, som mine søskende og jeg gør.

Jeg er enig med dig i, at hvis man har børn sammen, så er det klart det bedste at være på talefod med sin eks.

Det lyder som en hyggelig familie, du har, og det er skønt for jer alle, at det fungerer så fint

[Tanten]

Jeg holder faktisk af alle mine ekser, selv de to der bestemt ikke var gode for mig. En enkelt, mine sønners far, har jeg også hadet ind imellem, men ligegyldighed har jeg aldrig følt.

Jeg kan sagtens se, hvad jeg faldt for, og hvorfor jeg var sammen med dem i en længere periode, også selvom de besad egenskaber, som var problematiske for mig. De har alle lært mig noget og været med til at forme mig til den person, jeg er i dag.

Mine forhold har været længerevarende; hhv. 17 år (mine sønners far), 1.5 år, 3 år, 7.5 år og nu snart 4 år. Jeg har faktisk aldrig haft nogen, hvor det ikke var seriøst, og derfor har der været en tæt tilknytning på godt og ondt.

Mine børns far har jeg, naturligvis, stadig en vis kontakt med. Nr. 2 kæreste døde for mange år siden, og jeg ville ikke ønske kontakt med ham i dag, hvis han var levende. Nr. 3 eks har jeg ikke kontakt med, men vi bliver glade, hvis vi mødes tilfældigt på gaden, hvilket er sket en håndfuld gange efter vores brud for over 10 år siden. Seneste eks har jeg en sporadisk kontakt med på hans initiativ - vi snakker i tlf. med hinanden 2-3 gange om året.

[Pax Romana]

Jeg kan i den grad forstå, hvad du mener med at lægge fortiden bag sig i forhold til kæresteriet. Men hvorfor er det interessant at glemme familie og venskab?

Det er den del, jeg ikke forstår.

Man kommer jo fint videre med sit liv, der omfatter nære venner?

Et eller andet sted er det vel ok at bryde med nære venner eller familie, ligesom som man ville have gjort med en kæreste, hvis man ikke længere føler at man har et frugtbart forhold. Helt personligt mener jeg det er bedst at være ærlig. Også hvis det kan gøre ondt. Dermed ikke sagt at budskabet skal afleveres råt for usødet. Det kan godt gøres med empati.

Jeg har haft nære venner som jeg mødte, da vi stod i en bestemt situation som bragte os sammen. Som tiden gik, gled vi fra hinanden fordi vores værdigrundlag ændrede sig. Jeg fik ikke længere de her ”kender du det oplevelser”. At nogle venskaber kun er for en tid, fordi der var noget som bandt os sammen, syntes jeg faktisk er helt i orden. Det vigtigste er at respekten omkring det som var bevares. Jeg syntes godt man må være lidt egoistisk. Jeg er tro mod mig selv og har ikke lyst til at fylde mit liv med relationer som ikke længere bidrager med værdi på en eller anden måde.

Man kan stille det spørgsmål om vi i det hele taget skal føle os forpligtet til at vedligeholde et venskab, kun på grund af man har kendt hinanden gennem mange år. Naturligvis tænker jeg også over mine venskaber og det er da også rart at have en som har været der fra begyndelsen. Det handler vel om commitment. Om at definere hvad venskab er. Jeg har en barndomsven som jeg er meget fortrolig med på trods af vi kun har kontakt nogle få gange om året. Venskaber kan jo udvikle sig meget forskelligt og dermed er der grundlag for andre relationer.

At man bryder forbindelsen til andre mennesker er vel meget naturligt, når der er noget ved udgangspunktet som ændrer sig for den ene eller begge. Jeg har altid brudt med kærester og venner ansigt til ansigt og med respekt for det, man trods alt har haft sammen.

[LadyFox]

Jeg kan i den grad forstå, hvad du mener med at lægge fortiden bag sig i forhold til kæresteriet. Men hvorfor er det interessant at glemme familie og venskab?

Det er den del, jeg ikke forstår.

Man kommer jo fint videre med sit liv, der omfatter nære venner?

Et eller andet sted er det vel ok at bryde med nære venner eller familie, ligesom som man ville have gjort med en kæreste, hvis man ikke længere føler at man har et frugtbart forhold. Helt personligt mener jeg det er bedst at være ærlig. Også hvis det kan gøre ondt. Dermed ikke sagt at budskabet skal afleveres råt for usødet. Det kan godt gøres med empati.

Jeg har haft nære venner som jeg mødte, da vi stod i en bestemt situation som bragte os sammen. Som tiden gik, gled vi fra hinanden fordi vores værdigrundlag ændrede sig. Jeg fik ikke længere de her ”kender du det oplevelser”. At nogle venskaber kun er for en tid, fordi der var noget som bandt os sammen, syntes jeg faktisk er helt i orden. Det vigtigste er at respekten omkring det som var bevares. Jeg syntes godt man må være lidt egoistisk. Jeg er tro mod mig selv og har ikke lyst til at fylde mit liv med relationer som ikke længere bidrager med værdi på en eller anden måde.

Man kan stille det spørgsmål om vi i det hele taget skal føle os forpligtet til at vedligeholde et venskab, kun på grund af man har kendt hinanden gennem mange år. Naturligvis tænker jeg også over mine venskaber og det er da også rart at have en som har været der fra begyndelsen. Det handler vel om commitment. Om at definere hvad venskab er. Jeg har en barndomsven som jeg er meget fortrolig med på trods af vi kun har kontakt nogle få gange om året. Venskaber kan jo udvikle sig meget forskelligt og dermed er der grundlag for andre relationer.

At man bryder forbindelsen til andre mennesker er vel meget naturligt, når der er noget ved udgangspunktet som ændrer sig for den ene eller begge. Jeg har altid brudt med kærester og venner ansigt til ansigt og med respekt for det, man trods alt har haft sammen.

Jeg tror heller ikke der er nogen der mener at man ikke kan bryde med venner og familie, hvis relationen ikke giver mening. Nogle relationer kan ikke bære at vilkårene ændre sig, andre kan sagtens, eller kan endda forstærkes af nye vilkår. Mine tætteste veninder har jeg kendt siden vi var teenagere så vores vilkår har ændret sig helt vildt, og flere gange i løbet af årene uden at det har betydet at venskaberne ikke længere har en værdi - tvært imod. Andre venskaber er røget på den bekostning.

Når man går fra en kæreste ændre vilkårene for relationen selvfølgelig, men det betyder bare ikke nødvendigvis at værdien af relationen forsvinder. Og derfor kan det jo stadig godt give mening at beholde en relation.

I mit sidste forhold havde vi egentlig ikke været kærester de sidste par år, hvilket skabte en masse konflikter at rende rundt med en titel der egentlig kun var af navn og ikke af gavn. Det var problematisk at prøve at være i et forhold hvor følelserne og engagementet ikke rigtig var der på den rigtige måde, og det måske også spillede ind i at motivationen for at finde tilbage heller ikke rigtig var stor nok til at gå all in for at få det til at spille. Til gengæld kunne vi rigtig godt lide hinanden som mennesker, havde en masse ting til fælles og det stærke venskab manglede faktisk aldrig, og derfor var vi også sammen flere år for længe.
Da vi slog op og blev venner var det derfor heller ikke en særlig stor ændring i relationen, det eneste der reelt ændrede sig var at vi ikke længere boede sammen og vi slap for en masse konflikter. At blive kærester ville være en langt større forandring i relationen end at slå op. Hvis vi havde gået helt hver til sit ville det mere føles at gå fra et venskab uden særlig grund, end at tage afsked med en eks.

[BlueBunny]

Jeg har været sammen med min mand over 17 år. Har ikke så mange ekser i bagagen. Dem jeg har, har jeg aldrig haft et ønske om at have et venskab med efterfølgende