Lys skrev:Moe skrev:Lys skrev:Moe skrev:Lys skrev:Moe skrev:Lys skrev:...Jeg har en tese om at en væsentlig del af belastningen i mental load ligger i, at man føler man står uretfærdigt alene med det hele. Og at det måske fylder mere end opgaven i sig selv? ...
Det er præcis det, som flere af os har forsøgt at sige, men det er godt formuleret.
Det er nemlig en følelse, omend det er godt begrundet eller ej, der er en anden sag. Men i sig selv er det blot en følelse, og dermed er håndtering af følelser kernen i sagen.
Dem, der står alene med det hele, er nok oftere dem, der ikke føler "mental load", netop fordi de ved, at de står og skal stå alene med det hele.
Jeg tror ikke, at jeg er enig med dig i, at kernen er håndtering af følelser. Det kan sagtens være årsagen til følelserne, der skal håndteres. Måske føles opgavefordelingen uretfærdig, fordi den ER uretfærdig?
Det føles uretfærdigt, uanset hvad det objektivt er, og det er pointen. Man er ikke selv i stand til at se andet end ens egen følelse og dermed heller ikke om man har ret eller ej.
Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte, det er fint, men husk at følelser ikke er rationelle og ofre ikke objektivt rigtige. Det er af den årsag, at jeg siger som jeg gør, og som du måske ikke har lagt mærke til, så anerkender jeg at der kan være gode grunde til at man føler sådan, men det ændrer ikke på at man skal styres af sig selv og ikke af andre.
Og ideen med at ens lykke og velvære ligger i andres hænder, og man på den både bliver sagesløs og umyndig, er ikke godt. Man bør selv tage ansvar for sig selv, og tage sig af sig selv, og det kan man ikke, hvis man tror at enhver følelse er berettiget og skal løses af eksterne kilder end en selv.
Det er det samme med frygt, stress og en række andre følelser. Alle kan være berettigede, og alle har en årsag, men det betyder ikke, at løsningen er at sætte sig afventende på, at andre skal løse det for en.
Med andre ord, balance i hvordan man kan opleve og tackle den psykologiske byrde, som 'mental load' repræsenterer. En balanceret tilgang, der både inddrager personligt ansvar, men som selvfølge også har opmærksomhed på mulig faktisk uretfærdighed i opgavefordelingen, er den mest hensigtsmæssige vej frem.
Det ville være megafedt hvis du talte til mig som et ligeværdigt, voksent menneske.
Men det er måske bare en følelse, som jeg selv må arbejde med?
Det er det ja, fordi jeg taler som til et ligeværdigt voksen menneske, uden særlige hensyn.
Det modsatte ville være at tale ned til dig som en, der kræver særlig beskyttelse og hensyn. Der er ikke noget af det jeg skriver, som objektivt kan sige at være nedsættende, heller ikke ordvalg eller formuleringerne.
Jeg er - sjovt nok - uenig i at du formulerer dig neutralt. Det er ikke at betragte modtageren ligeværdigt at mene at man lige skal udlægge teksten for dem og fortælle hvordan verden hænger sammen.
Jeg beder ikke om særlige hensyn. Jeg beder dig bare respektere, at jeg kan tænke selv og læse hvad jeg skriver.
Jeg har ikke sagt noget som helst i stil med “følg dit hjerte”. Jeg har sagt, at man kan føle at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt. Når jeg bruger ordet “kan” indikerer det, at man selvfølgelig også kan have en følelse af uretfærdighed, selvom omstændighederne, der udløser følelsen, objektivt set ikke er uretfærdige.
Jeg har heller ikke skrevet noget om, at man skal vente på at andre løser ting for sig.
Det samme kan siges om dig, og du læser åbenbart ikke, hvad jeg skriver. "Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte", er sprogligt korrekt, fordi du ikke har sagt det, men det du har sagt, minder om det, dvs. har samme filosofi. Jeg har derfor aldrig antydet, at du har sagt det.
Det ikke at formulere sig neutralt, er ikke det samme som at tale ned, hvilket er det, som det betyder, hvis man ikke taler til et ligeværdigt, voksent menneske. Hvilket jeg gør, men det betyder ikke, at ting skal pakkes ind i vat og blive uldne, så det er utydeligt og kan fejlfortolkes.
Jeg er med på, at du siger, at man kan føle, at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt, og jeg har før og til dig, givet dig ret i det. Min pointe er jo netop, at fokus bør være på noget andet angående følelserne, fordi man ikke alene på baggrund af dem kan sige, om det rent faktisk er uretfærdigt eller ej, eller om det blot føles uretfærdigt.
Min pointe er, at man ikke bare skal tage enhver følelse og ophøje den til sandhed. Følelser er ofte forræderiske og usaglige, det er den anerkendelse, som jeg taler for, og som jeg synes mangler, og ikke anerkendes af de fleste øvrige debattører.
Jeg har ikke selv eller læst andre, benægte at uretfærdighed eksisterer, eller at der kan være tale om uretfærdig arbejdsfordeling, som berettiget kan give mental load i nogle tilfælde, men jeg anerkender, at der også er tilfælde, hvor arbejdsfordeling føles uretfærdig uden at den er det. At mental load kan forekomme, ubegrundet i den objektive virkelighed.
Det fordi ens mand er anderledes og ser anderledes på verden, betyder det ikke, at han er uansvarlig, men blot at han viser det ansvar på en anden måde, som kvinden ikke ser som ansvarlig, og at hendes vurdering derfor i de tilfælde, er forkert.
Det er netop ordet kan, som jeg gav dig ret i, men det er ikke sådan alle i tråden ser det.
Homer: “Facts are meaningless. You can use facts to prove anything that’s even remotely true. Facts schmacts.”